29. jan. 2016

TIL BOGUDSALG HOS BOG&IDÉ 2016!

For fanden, hvor jeg dog elsker billige bøger. Bogudsalget er et af årets absolutte højdepunkter for mit vedkommende. Og selvom årets bogudsalgsoplevelse blev en anelse anderledes, har jeg alligevel anskaffet mig en lille bogstak til at fylde mine reoler ud med.

Som Bog & idé'er møder man ind klokken 07.00 (eller: nogle af os gør), hvilket normalt giver os tid til at haste byen rundt efter andres bogudsalg. Men ikke i år - for vores bogudsalg ligger nemlig en måned før "det normale". Det blev derfor en mere koncentreret oplevelse end det plejer.
Jeg har dog anskaffet mig nogle små guldklumper - mit lille dansk-litteraturelskende hjerte var meget begejstret over både at kunne bringe Jan Sonnergaard, Bent Haller, Naja Marie Aidt, Benny Andersen og Søren Ulrik Thomsen med mig hjem i min gule udsalgspose.


HVAD JEG HAR KØBT, OG HVAD DET KOSTEDE

Sten saks papir af Naja Marie Aidt endte lidt tilfældigt i min kurv. Jeg er desværre en den store Bavian-fan, men når man kan få den flotte førsteudgave af Aidts seneste værk til blot 69,95 kroner, så må man jo slå til! 

Nu og da af Benny Andersen kostede mig 29,95 kroner. Det er en lille digtsamling, hvor Benny Andersen virkelig går ind og leger med de danske ord; han provokerer sin læsers øjne med humoristiske krumspring og overraskende pointer. 

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll (samt illustreret af Tove Jansson) kostede mig 99,95 kroner. Den behøver vist ikke yderligere forklaring. Da jeg opdagede bogen blandt alle udsalgsbøgerne blev jeg ellevild, og jeg er helt forelsket i Janssons sødesøde illustrationer. 

Rakkerpakhuset af Bent Haller kostede blot 39,95 kroner. I går snakkede jeg med Ida om Bent Haller, om den her børnefortælling, vi begge mindes at have læst i folkeskolen, men som ingen af os kan huske hvilken er. Det er dette nostalgiske minde der ligger til grund for, at jeg igen har købt en Bent Haller bog, som jeg intet kender til. Ahaha. 

Helte og Hobitter af Jakob Levinsen kostede beskedne 49,95 kroner. Selvom jeg har læst mindre Tolkien end jeg tør indrømme, så fascinerer han mig virkelig som forfatter. Den fantastiske verden han har skabt, kan jeg ikke andet end at beundre, og derfor måtte denne biografi naturligvis med mig hjem! 

Den duftende have af Sheik Nefzaoui kostede mig 49,95 kroner. Det er en arabisk elskovslære fra 1500-tallet illustreret af Ib Spang Olsen. Den kunne jeg simpelthen ikke undvære. 

Renselse af Sofi Oksanen kostede 69,95 kroner. Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2010, og har fået en masse fuldstændig fantastisk omtale med på vejen. Det er en bog jeg virkelig ser frem til at læse, selvom jeg tror den vil rive mit hjerte ud og træde hårdt og voldsomt på det. 

Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer af Jan Sonnergaard kostede kun 49,95 kroner. Jeg holder virkelig af Sonnergaard, selvom jeg synes han er lidt tung (læs: deprimerende) at danse med. Da bogen udkom i 2013 var jeg helt oppe at ringe over den, men jeg glemte den igen, og derfor blev den hurtigt et must til årets bogudsalg! 

Repremiere i mit indre mørke af Søren Ulrik Thomsen kostede 69,95 kroner, og er en samling af Thomsens personlige essays om alt fra sit rygestop til byudviklingen. Man kan/må/skal aldrig sige nej til Søren Ulrik Thomsen. 

Lær at tegne frække mangapiger fra forlaget Billesø & Baltzer. Jeg kunne ikke lade være, mkay? Bogen kostede kun 29.95 kroner, og nu kan jeg lære at tegne alt fra cheerleaders til vampyrer. Hallo.


Det var alt for denne gang, eller i hvert fald for Bog & idés bogudsalg. Har du fået fingrene i nogle spændende titler? 

22. jan. 2016

#FREDAGSBOG

I går spurgte min chef mig, om jeg ikke have lyst til at tage en fridag, og det kunne han da lige bande på at jeg havde. Det betyder, at jeg har haft tid at komme lidt på plads i mit nye sted, og at jeg har haft tid til at læse. Oh my sweet mother of Jesus, hvor har jeg dog savnet at læse.

Der er sket ufatteligt mange ting med mine læsevaner, siden jeg fik fuldtidsarbejde, påbegyndte en ny uddannelse og fik mit arbejde for Bogforum. Heldigvis er der også utrolig mange gode bøger gemt på de veje jeg nu begiver mig ud af. Blandt andet skal jeg læse ovenstående i forbindelse med mit næste skoleophold på Handelsfagskolen, og hold da op, hvor den piner mig. Jeg bliver simpelthen dybt rørt over Camilla Louise Johnsons historie om hendes opvækst, og jeg frygter kun for resten. Jeg er godt og vel halvvejs, og nu kommer Faderhuset (damn you) snart ind i billedet.

Jeg vil varmt anbefale den til alle. Ja, alle faktisk.

2. dec. 2015

ANMELDELSE AF "MIG OG EARL OG DEN DØENDE PIGE" AF JESSE ANDREWS

Me, Earl and the Dying Girl - Jesse Andrews - People's Press - 2015 (org. 2012) - 308 sider - 2/5 stjerner

Greg Gaines har bare regnet ud, hvordan man overlever årene i High School. Det er egentligt meget ligetil: Man sørger for at være på talefod med alle. Det har dog nogle konsekvenser, for i det øjeblik man sætter sig ved et bestemt bord i spisefrikvarteret, så melder man sig ind i en gruppe, og som følge deraf ud af andre. Derfor spiser Greg alene. På toilettet (så vidt jeg husker). Greg er altså ikke med i nogle grupper, han vælger aktivt ikke at deltage.
Sådan er hans liv i hvert fald indtil den dag, hvor han som sytten-årig bliver tvunget af sin mor, til at være venner med kræftramte Rachel.

Andrews har skrevet en ungdomsbog om kræft, som hverken er tung eller hård at komme igennem. Den er derimod fortalt i et højt tempo, og med en god spand "humor" (om man kan lide den form for humor eller ej, så er det da ret underholdende).
Greg er sytten år, da vi møder ham. Han lever et mere eller mindre anonymt liv, og han er ikke synderligt køn og er en smule overvægtig. Men hold nu kæft, hvor er han også irriterende. Han dræbte hele fortællingen for mig - og hvorfor? Det skal jeg fortælle.

Igennem hele bogen er vi inde i hovedet på Greg Gaines, hvilket i sig selv ikke er et problem. Men i flere passager taler han direkte til læseren. En lille finte jeg normalt bryder mig vældig godt om - det giver et brud i læsningen, som gør mig opmærksom på min læsende rolle. Jeg synes det er skidehyggeligt. Men hvad Greg har lyst til at fortælle mig, som læser, er, at jeg nok ikke engang er nået til den her side, hvor han taler til mig: Og det er jeg ikke af den simple årsag, at hans bog er en lortebog. Det fortæller han. At den er så ringe, at den må give læseren lyst til at begå selvmord...

"Jeg har ingen anelse om, hvordan man skriver den her latterlige bog." er den allerførste sætning i bogen, og den lægger tonen for resten af Gregs kommenteren. Jeg siger dig, det gav mig virkelig følelsen af tidsspild. Jeg forstår at det skal være sjovt, det synes jeg bare virkelig ikke det var.

Det er ærgerligt, for jeg kunne egentligt godt lide selve fortællingen, og de andre karakterer. Earl er virkelig en undervurderet guttermand, og Rachel er the boss. Alle de gode elementer druknede bare i min foragt til hovedpersonen.

_______

Du skal læse Mig og Earl og den døende pige hvis du er til YA, og særligt sicklitt. Du skal læse den, hvis du vil have en meget overkommelig bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Og hvis du synes selvynk er fedt, så er det her bestemt bogen for dig!