12. sep. 2018

It's almost like a smuggle | Louisiana Literature | Gunnhild Øyehaug | Yoko Tawada & Hiromi Itō

Louisiana Literature 2018

Gunnhild Øyehaug

Vestscenen, lørdag d. 25 august 2018, kl. 15.00
Interviewer: Anette Dina Sørensen

Novellestemmen snakker pludseligt om noget, men forsvinder ligeså hurtigt igen, en definition på novellen Gunnhild og Anette Dina Sørensen blev enige om var meget sigende for - i hvert fald - Gunnhild's noveller. Samtalen handlede nemlig om novellen som format, og hvad den kan i forhold til - og frem for - romanen. Konklusionen blev dog den samme som altid: Historien bestemmer tekstens format. 

Anette Dina Sørensen viste stor begejstring for Øyehaug's tydelige Monty Python fascination. Hun eksekverer "... and now to something completely different" til perfektion, og hun opfører sig på den måde som en "drillepind". Det er et interessant kneb, og de to kvinder havde en god diskussion om det. Om hvordan man river tæppet væk under læseren, og på den måde fjerner illusionen og viser fiktionen. Snedigt? Det er jeg ret sikker på.


Hiromi Itō i samtale med Yoko Tawada

Vestscenen, lørdag d. 25. august 2018, kl. 16.30
Moderator: Mette Holm

Stemningen blev løftet til dagens sidste arrangement, hvor Hiromi Itō, Yoko Tawada og Mette Holm snakkede om alt fra det japanske bogmarked til det danske sprog. Der blev sagt så morsomme ting, at jeg på et tidspunkt græd af grin. 

Tawada sagde om Itō's forfatterskab: She is a storyteller in speach and in writing. Om det så skyldes kritikernes udsagn om, at hun skriver med sin vagina, må læseren vel afgøre? Salen brød i latter, da Hiromi Itō indrømmede, at hun ikke havde læst sin kollega og venindes værker, trods deres 30-årige venskab og det faktum at Tawada er en af japansk mest anerkendte forfattere. Som hun i sjov sagde, ville hun ikke friviligt fremkalde den præstationsangst.

Sprogets betydning spillede en stor rolle i de tre's samtale, og selv det danske sprog fik en lille kommentar med på vejen. "It's a miracle" sagde Yoko Tawada, fordi det udseendemæssigt ligner tysk, men når det læses højt er udtalen fuldkommen anderledes. Både mystisk og poetisk - noget der nok aldrig før er sagt om det danske sprog. 
Begge kvinder er "japanere i udlandet", men hvor Itō holder sig til at skrive på japansk, har Tawada skrevet og oversat sine bøger til tysk. Itō føler sig fanget i sproget, hvis hun forsøger at skrive på engelsk, hvor Tawada ser det som en mulighed for at lege med det. De "begrænsninger" Itō snakker om, bliver Tawada's legeplads. Hun sagde om processen at det at skrive på et andet sprog - end ens modersprog - er en kunst. Det fjerner automatiseringen, og man starter fra nulpunktet.


// Jeg har desværre mistet billederne fra dagens arrangementer, da min telefon druknede i et skybrud et par dage efter



10. sep. 2018

Verden ifølge Garp af John Irving

Verden ifølge Garp - John Irving - Gyldendal - 1988 - oversat af David Gress-Wright - 4 ud af 5 stjerner

Verden ifølge Garp er i sandhed en bizar og hjertevarm fortælling. Vi følger Garp fra det øjeblik han undfanges (ja, det er rigtigt) til hans død som 33-årig, og selvom det er et kort liv mangler det bestemt ikke oplevelser.
"Nogle sagde, at en dreng uden far altid går med skumle tanker."
Garp vokser op sammen med sin mor, Jenny Fields. En lille indskydelse: Jenny Fields er måske en af de mest fantastiske karakterer, jeg nogensinde er stødt på. Jenny er sygeplejelske, og sammen bor de på hendes arbejdsplads. 
Alene det at han ved sin navngivning får tildelt fornavnet T. S., uden bogstaverne står for noget, bringer absurditeten ind i bogen. Her fra og til lemmer der mistes, bøger der skrives, successer der overleves, kvinder og transkønnedes rettigheder der diskuteres i et væk, til et problematisk familieliv med barndomsveninden, får vi lov til at opleve Garp i situationer han, hvis han selv kunne vælge, nok helst havde været foruden. 
"Garp havde intet, der kunne måle sig med den knivskarpe klarhed i Verden ifølge Jenny Fields. Men han vidste, at det kun drejede sig om tid, inden han ville finde sin egen verden - med lidt hjælp fra den virkelige verden."
Bag læseren sidder Garps fortællerstemme og lægger hints ud. Vi ved lige fra begyndelsen, at Garp dør ung. Alligevel mangler vi ikke suspense - ja, det er faktisk slet ikke svært at lade sig charmere af romanen. Dét Verden ifølge Garp vinder på, er den stemning Irving formår at skrive ind i historien. Som læser følger du med Garp fra USA til Wien og tilbage igen. Du bliver ikke tabt på halvvejen, og det er en virkelig lækker oplevelse. 
Blandt Garps ting fandt Helen dette notat: 
Uanset hvad mine sidste ord var, så vær venlig og sig, at det var disse: "Jeg har altid vidst, at det er dødbringende at søge det fuldkomne." 
Sammen med Hotel New Hampshire og Æblemostreglementet er Verden ifølge Garp en af John Irvings mest kendte historier. Garp er den første jeg har læst, men det bliver bestemt ikke den sidste. 



31. aug. 2018

Erindringens olieforurening | Louisiana Literature | Delphine de Vigan

Louisiana Literature 2018

Delphine de Vigan, Parkscenen, lørdag d. 25. august 2018, kl. 12.00.
Interviewer: Tore Leifer
Oplæser: Sofie Gråbøl 

Delphine de Vigan fik sit gennembrud med romanen Alt må vige for natten tilbage i 2011. Alligevel skulle der gå godt syv år, før det blev min tur til at beskæftige mig med hendes arbejde. Det skete tilbage i januar, og romanen sidder fortsat dybt i mig. Kan du forestille dig min reaktion, da jeg så hun skulle gæste årets Louisiana Literature? 

Vigan’s nye roman De loyale, der udkom på dansk den 16. august 2018 hos forlaget People’sPress, var selvfølgelig samtalens omdrejningspunkt, omend snakken ikke kunne undgå at drage et par paralleller tilbage til gennembrudsromanen. Der blev snakket om “loyaliteterne”, og særligt hvilke konflikter disse kan give i visse menneskelige konstellationer såsom venskaber, familiebånd etc. Delphine snakkede netop også om denne loyalitet i forhold til sin egen mor, og tekstarbejdet med Alt må vige for natten, så på den måde har hun fortsat i samme spor. 

Gennem den polyfoniske fortællestil i De loyale ender undersøgelsen af loyalitetsbegrebet næsten som en detektivroman. Hvornår opstår loyalitetskonflikten i et venskab, hvor befinder den hårfine grænse sig? Eller loyalitetskonfliken i et forældre til barn-, og barn til forældre-forhold. Det var en enormt spændende diskussion Vigan og Leifer havde på scenen.

Det er ikke kun i sine romaner, at Delphine de Vigan beskæftiger sig med loyaliteten. Som hun kom ind på, ligger der også både en enorm loyalitet mellem forfatter og læser, og forfatteren og sit stof. Som Vigan sagde, kan det virke meget let og fristende at følge opskriften fra sin tidligere succes, og skrive den næste bestseller ud fra det. Men netop dette ville bryde kontrakten mellem læser og forfatter; forfatteren ville simpelthen bryde loyaliteten. 


At blive voksen er at læge de sår vi har fået som barn

Det er nogle tunge tematikker Vigan arbejder med i sine romaner, herunder i De loyale. Alligevel fremhævede hun, hvor vigtig humoren er for hende. Humoren som healer, og følgesvend. Noget Sofie Gråbøl forstod at få frem i sin oplæsning, på en måde som fik alle deltagerne til at klukke under Parkteltet. 

Jeg har endnu De loyale til gode, men jeg glæder mig ekstremt meget til at læse den. Har du læst Delphine de Vigan, eller måske allerede De loyale? Og hvad synes du?




29. aug. 2018

“Art enables us to find ourselves and lose ourselves at the same time.” - Thomas Merton


Sammen med hundredevis af mennesker, brugte jeg min weekend i Humlebæk på Louisiana Literature Festival 2018. Jeg var så afsindigt heldig, at komme ind med presseadgang til årets arrangement. Det var første gang jeg deltog, men bestemt ikke sidste.

Folk snakker altid om det magiske ved Lousiana Literature. Det magiske ved den rolige og særegne stemning Louisina Museum of Modern Art bringer til festivalen. Til det kan jeg kun stemme i; det skovindrammede museum med udsigt over Nivå Bugt, sætter virkelig de ideelle rammer for en litteraturfestival. Stemningen er fuldstændig afslappet, folk respekterer hinanden - er venlige og snaksaglige, og der er god lyd i de forskellige telte og sale. 



Det er en litteraturfestival med fokus på kvalitet. Som gæst går man rundt blandt verdenskendte forfattere og hører interviews, der varer 45-60 min. Intet virker forhastet eller ugennemført.



Jeg havde mange ting på programmet, som du måske husker fra mit forrige indlæg. Men jeg nåede ikke halvdelen, fordi der blev givet så god tid til det enkelte interview. Det ærgrede mig derfor heller ikke, hvis jeg gik glip af een ting for at se en anden færdigt.

Seks interviews og samtaler blev det til; jeg fik hørt interviews med Delphine de Vigan, Gunnhild Øyehaug og Sally Rooney, og samtaler mellem Hiromi itō og Yoko Tawada, Merete Pryds Helle og Leonora Christina Skov, og Mariana Enriquez og Guadalupe Nettel. Men mere om selve indslagene i de næstkommende indlæg.

Deltog du på årets Louisiana Literature?