14. mar. 2018

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

5 ud af 5 stjerner - Den, der lever stille - Leonora Christina Skov - Politiken - 2018
Bogen er venligst sponsoreret af Bog & idé 

Leonora Christina Skov har skrevet en stærk roman om frigørelse, skyldfølelse, familieliv- og opvækst i provinsen. 


Efter Leonora's mors død er indtruffet, beslutter hun sig for at skrive en bog om sit liv. Forfatte, nedskrive og gen-huske alle de ting, der er sket i det ellers meget normale parcelhus i Helsinge. Men Leonora's liv har ikke været almindeligt og parcelhus-agtigt - hun har gennem hele sin barndom kæmpet for at være det perfekte barn, for ikke at gøre sin mor ked af det, eller gøre sin far vred. En overraskende svær opgave, finder vi som læsere ud af. Det bliver ikke bedre, da Leonora flytter til København og forelsker sig i en kvinde. Der slippes fanden virkelig løs i Helsinge. 
Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt.
Fortællingen beretter om komplicerede familieforhold, eller som Leonora selv skriver: "En religiøs sekt, der tilbad min mor". Hun lever en tilværelse som enebarn af en familie, som ikke vil tale om problemerne, men enten tie eller skrige dem ihjel. Moren er familiens dominerende overhoved  en karakter uden ro, overskud og overblik. Den Leonora Christina vi møder i parcelhuset længes efter at slippe væk fra husets fire ydermure. Om at flytte til København og blive selvstændig. Hvad hun ender med at gøre, men med det følger strenge konsekvenser. 
 Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, du er pervers, sagde hun, og jeg spurgte om hun og min far ville have en kop te, eller om de hellere ville gå igen, for jeg ville ikke svines til i mit eget hjem.
— I dit eget hjem! Der er nok nogen, der er blevet fin på den, sagde hun, og min far supplerede:  Jeg ved ikke, om du har glemt det, men jeg har skiftet ble på dig masser af gange, så kom du hellere ned til os andre.
Den, der lever stille arbejder i et meget interessant spændingsfelt, hvor vi på den ene side trofast følger ordsproget der lægger navn til romanen, og på den anden side har højtråbende handlinger, følelser og eksistenser i det hele taget. Allerede ved bogens begyndelse præsenteres vi for den Leonora, der forsøger at se tilbage og reflektere over, om hun overhovedet kan tillade sig at lave sådan en udlevering eller opråb, som netop denne bog ville være i en udgivelsessituation. For hun ved godt, at moren hverken ville have tilladt eller anerkendt det. Hun ved, hvor meget det ville bryde med den livsfilosofi hun er vokset op efter. Dette spændingsfelt giver en næsten overdrevet dramatisk effekt til Leonora's forskellige brud med familien og opvæksten. Disse kontraster klæder virkelig formatet og fortællingen. 
Hvis man ser sådan på det, kunne intet i verden være så slemt som det, jeg allerede havde overlevet.
I stil med Alt må vige for natten skriver Leonora Christina Skov sin autobiografiske historie i to fortællerspor. Ét hvor man følger hendes skriveproces, hendes overvejelser og refleksioner om at skrive bogen. Og ét hvor vi følger hende gennem sin opvækst i Helsinge og København. To bøger der faktisk har flere end den ene lighed, så hvis du nød Vigans fortælling, vil Den, der lever stille garanteret været endnu et hit. Sporene skaber en før og nu effekt, der igen gavner spændingsfeltet. Men selvom vi møder den velvoksne og modne Leonora, sidder barndommens følelser stadigvæk dybt i hende. Den skyldfølelse hun har båret rundt på hele barndommen, er ligeså klar og tydelig i det sene spor. Måske endda endnu tydelige, fordi Leonora står midt i beslutningen om hvorvidt denne bog skal blive til. 


Den her anmeldelse har været ufatteligt længe undervejs. Den, der lever stille er stensikkert en af mine nye yndlingsromaner, fordi den rørte mig på et meget personligt plan. Derfor må en lille del af anmeldelsen blive et tak til Leonora Christina Skov. Tak fordi du bidrager til den danske litteratur med så fantastisk en fortælling. Og tak fordi du giver folk som mig et sprog.  


8. mar. 2018

Anbefaling: 3 x fagbog




Et centralt nytårsforsæt, når det kommer til min læsning, er at læse mere varieret. Det er også grunden til, at jeg kan anbefale tre maks interessante fagbøger. 


Glæden med skeden af Nina Brockmann og Ellen Støkken Dahl 

I Glæden med skeden fortæller Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl om det kvindelige underliv. Alt fra den anatomiske opbygning til fordomme og skrøner om, hvad skeden kan/må/skal og ikke. 
Idéen med denne bog er simpelthen genial. Den har helt sikkert manglet på markedet, for som forfatteren siger i forordet, så er det kvindelige kønsorgan ikke noget vi har travlt med at snakke om i det offenlige rum. Der er faktisk rigtig mange ting, kvinder selv ikke engang ved om et af deres essentielle organer. 

En ting ærgrede mig ved bogen, og det er gennemlæsningen af den. Den indeholder desværre en række slåfejl, som ikke er blevet rettet inden udgivelsen. Forhåbentligt det bliver rettet, når der kommer nye udgaver. 


Til forsvar for dyrene af Richard Matthieu 




Dét her er dæleme et interessant værk. I slutningen af 2017 udgav Gyldendal Til forsvar for dyrene af den franske munk Matthieu Ricard. Fordelt på 12 kapitler stiller han et stort fedt spørgsmålstegn ved menneskets ret til at udnytte dyrene på den måde vi gør i dag. Det er virkelig interessant læsning.
Hvert kapitel udgør en ny indgangsvinkel til spørgsmålet, og på den måde når vi både gennem Ude af øje, ude af sind, Dårlige undskyldninger til Dilemmaet ved dyreforsøg.

Jeg gav den 5 stjerner, og jeg kan virkelig ikke anbefale den nok. Alene fordi: Nu må vi snart fjerne de skyklapper og tage lidt ansvar. Det vi har gang i er sgu for dårligt. 
Størstedelen af os ville væmmes ved hver dag at skulle dræbe et dyr med egne hænder, men vi er klar til at acceptere dyrs død, den dårlige behandling de udsættes for og den økologiske katastrofe, som opdræt og fiskeri medfører, fordi "det gør alle". Renan Larue bemærker: "Enigheden om volden flytter det personlige ansvar væk fra os selv, og så undgår vi at tænke for meget over det. Den blotte tilstedeværelse af en vegetar bryder almindeligvis den stiltiende, ubevidste aftalte (...) Indtil da har det ikke været hverken godt eller dårligt at spise kød, kødspiseri befandt sig uden for moralsfæren.

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Endelig ikke-ryger af Allen Carr

Apropos potentielt dårlige valg? Dette valg af nonfiktion vidner om et af mine egne dårlige valg, som jeg tog for skræmmende tolv år siden. Jeg begyndte at ryge. Derfor har jeg nu læst Endelig ikke-ryger. 

Denne bog kan noget helt andet end de to andre - den gør læseren opmærksom på de tankemønstre (og dårlige undskyldninger) mennesker danner i retfærdiggørelse af dårlig adfærd. For vi ved alle, at rygning er et dumt valg. Men for søren, hvor er det svært at stoppe, også selvom Allen Carr siger det er let. 

Men den kan klart anbefales, netop fordi den gør en opmærksom på de her tankemønstre. Eksempelvis at vi rygere fortæller os selv, at det er svært at stoppe - at vi er ih og åh så afhængige, selvom vi sagtens kan sove natten igennem uden at ryge en cigaret. Carr gør en opmærksom på, hvor "svag" afhængigheden er, og at det i virkeligheden handler om at ændre tankesættet.

Virker den så?
Ja, det gør den. Hvis du vil have den skal virke, giver den dig redskaberne til det.

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.




28. feb. 2018

"There is always in February some one day, at least, when one smells the yet distant, but surely coming, summer."

Sikke en måned. Det er altid lidt sjovt at lede efter disse måneds-citater, for en masse af dem passer 
eminent godt på de ting, jeg selv har oplevet. Eksempelvis: 
Even though February was the shortest month of the year, sometimes it seemed like the longest.

For februar har føltes som den længste måned, samtidig med at den er forsvundet mellem fingrene på mig. Jeg har lavet lidt af hvert, som du kan læse i mit På det seneste har jeg-indlæg. Jeg har ikke blogget så meget, som jeg havde håbet; fem indlæg hvis vi tæller dette med. Ovenstående indlæg har desuden været det mest populære. 

Jeg har læst otte bøger, men kun anmeldt een. En hurtig indskydelse er, at det både er en bog og en anmeldelse jeg er ret glad for. De otte bøger jeg har læst er:

  • You Can't Keep a Good Woman Down af Alice Walker: En stærk 'short story collection' om det at være kvinde og at være sort. Selvom bogen har 47 år på bagen, er den stadigvæk meget aktuel. 
  • Endelig ikke-ryger af Allen Carr: Ja. En eller anden dag skriver jeg noget om den, for jeg ved der sidder nogen derude, som gerne vil høre det.  
  • Tusinde etager af Katharine McGee: På forsiden stod der noget ala "Gossip Girl møder et-eller-andet". Det er bare Gossip Girl sat i et enormt højt hus. Den blev unhaulet efter endt læsning. 
  • Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen: Nok den bedste bog, jeg har læst i denne måned, og den eneste bog, der ikke var min egen (tak for lån, Karina). 
  • Glæden med skeden af Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl: Virkelig en god, fantastisk og vigtig bog. Det ærgrede mig at udførelsen var så sjusket.  
  • Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard: En interessant debut. Jeg faldt ikke bagover af begejstring, men den sagde mig nok til at jeg skal læse "2'eren" når den udkommer. 
  • Will Grayson, Will Grayson af John Green: Mig og ungdomsbøger er bare ikke en god kombi i øjeblikket. For mig var Will Grayson, Will Grayson en anelse intetsigende og bombastisk på den ufede måde. 
  • Supersaurus af Jay Jay Burridge: En megafed børnebog, hvor jeg 100p skal læse 2'eren, når den udkommer. 


Nå, men marts og forår - hvad skal det bringe? 

Faktisk ikke det helt store, hvor februar var fuldstændig booket op allerede før årets begyndelse, er marts stille og roligt indrettet. Mest står den på arbejde (tre x arbejdsweekend), så jeg håber marts bliver måneden, hvor jeg endelig får slået hul på Projekt #TBR40. Det kunne virkelig været fedt. På den anden side ved jeg, hvor mange gode læseeksemplarer vi har på vej hjem til butikken #boghandlerproblemer.

Projekt #TBR40



Man må sige at det skrider stille og roligt fremad med projektet, jeg har i hvert fald masser af tid til at følge med. Pt. er 37,6 % af bøgerne i mine reoler læste, hvilket giver mig en fremgang på 0,6 %. Måske ikke imponerende, men når man skiller sig af med de dårlige bøger, så tæller det den forkerte vej for statistikken. Jeg har nemlig unhaulet fem gamle bøger, og anskaffet mig fem nye. Ud af de fem nye har jeg læst to af dem (meget snart tre). Det efterlader mig 13 bøger fra målet. 




21. feb. 2018

På det seneste har jeg...


... virkelig nydt solen - både på mine løbeture, mine gåture og på vej på arbejde. Der er få ting jeg elsker mere end kolde, solrige morgener. Det er gudeskønt.

... været i Royal Arena for at høre Kygo, og været på Tap1 for at høre Khalid. Hvis ikke Lady Gaga's koncert var blevet aflyst, havde februar været en ren koncertmåned. 


... læst en masse god litteratur. På læsefronten starter året virkelig godt. Desuden har jeg læst 13 ud af mit læsemål på 30 bøger. Det tegner godt for læseåret. 


... haft fokus på hvad jeg indtager. Ikke på en slankekurs-måde, men mere i forhold til hvilket mad der får min krop til at have det bedst. Eksempelvis har jeg gjort meget ud af at gøre min morgenmad lækker. At variere min grødform, og de ting der kommes i og på den. Det føles som et lille selvforkælelsesritual hver morgen.


... nydt sneen på Fyns land. 

... spillet en masse brætspil. Både med den spilleloge jeg er med i, og med familie og venner. Hint har været det mest spillede spil. 


... fået roser af min kæreste på Valentinsdag. Det er faktisk første gang jeg nogensinde har fået blomster af hende (jeg er ikke så meget til den slags).