12. feb. 2018

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Der er noget fascinerende ved apokalyptiske/epidemi-bøger der har et dansk afsæt. Det forekommer mig vildt unaturligt, at Danmark skulle have så stor en historisk betydning, når det kommer til verdens potentielle undergang. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt for min egen nationalfølelse? 



4 ud af 5 stjerner - Rynkekneppesygen - Peter Adolphsen - Gyldendal - 2017 
Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-ligende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyndefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en unge kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager.
Nå, jeg har læst Rynkekneppesygen! Det er jo en fuldstændigt vanvittig historie. Vi følger en håndfuld mennesker mens den såkaldte rynkekneppesyge bryder ud i det ganske danske land. Winnie - den første ramte, patient 0 - lever et yderst trivielt liv, hvor hun ikke rigtig går op i så meget andet end at se på fugle (hvorfor ik, hvorfor ik) og leve et stille og roligt liv. Hun er på en måde lidt kærester med Arthur, men det er ikke noget de har behov for at sætte hverken følelser eller ord på. De vil bare gerne sove sammen i ny og næ. Dét lige indtil rynkekneppesygen bryder ud. Lad mig sige det sådan, Adolphsens seneste bog er ikke for sarte, blufærdige sjæle. Der bliver bollet på livet løs.



Rynkekneppesygen er vild. Både fordi indholdet er vildt, og fordi stilen er vild. Peter Adolphsen kan altså bare et eller andet som andre ikke kan. På sætningsniveau sker den en konstant variation mellem høj og lav stil. Eksempelvis når han snakker om Kærlighed ved første blik som en trope i litteraturen, og casually lister fra Platon og biblen til The Hunger Games og Kylie Minogue. Eller som når han, efter at have fortalt om en kompliceret biologisk/kemisk reaktion, pludseligt indsætter helt nede på jorden-talesprog. Og det virker bare. 
Man formodede, at der var tale om en seksuelt overført sygdom; at den lille parasit var en variant af fladlus, somehow.
Hvis du er til bizarre og absurde tekster, hvor stilen og ordvalget betyder ligeså meget som den fortalte historie. Så skal du helt sikkert læse Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen. Den er hammerfed.



5. feb. 2018

January is the month for dreaming

Januar blev som planlagt: En frisk og forhåbningsfuld måned. Jeg planlagde afslapning og tid til fordybelse efter den hektiske december. December er, når man er boghandler, fuldkommen vanvittig. Der er ikke et øjebliks ro. Det var derfor vigtigt for mig, at januar skulle blive den famøse nye start. Et tiltrængt pusterum. 


I januar læste jeg syv bøger

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan er en af de bedste bøger jeg til dato har læst. Det er en autobiografisk fortælling om en kvinde, der skildrer sin mors liv og forhold. De Vigan skriver enormt nærværende, hun gør den barske fortælling så skrøbelig at enhver ny information føles som en trussel. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start på læseåret. Læs min anmeldelse her.

Både Mia af Malene Ravn (anmeldelse) og Der vokser et træ i Brooklyn af Betty Smith var begge solide 3,5 stjerners vurderinger. Mia overraskede mig positivt, men nok mest fordi jeg ingen forventninger havde. Der vokser et træ i Brooklyn hørte jeg som lydbog, og hyggede mig gevaldigt med fortællingen. Desværre lagde den sig rent tematisk for meget op ad Alt må vige for natten, og ender derfor med at stå tilbage i skyggen den.

Historien om A. J. Fikary's liv af Gabrielle Zevin har jeg haft stående på reolen siden den udkom på dansk i 2015. Den faldt ikke i god jord, hvis jeg skal være helt ærlig. Fordi der på forsiden står at bogen er uundværlig for enhver bogelsker, gik jeg ind med en forventning om ... noget uundværligt. Jeg fik ikke indfriet mine forventninger. Zevin har skrevet en fin kærlighedshistorie, men at den er sat i boghandlen kunne - med et par enkelte ændringer - ligesåvel have været et hvilket som helst andet sted. 

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov tog mig med storm. Skov skriver med sådan en inderlighed, at jeg følte hver evig eneste følelse hun skildrede. Jeg skriver en anmeldelse på et tidspunkt, når jeg er færdig med at placere den i kroppen. For nu skal du bare vide, at den er fuldkommen fantastisk. 

Noget om Nanette af Halfdan Rasmussen (ill. af Ib Spang Olsen) og Sådan får man et barn af Per Holm Knudsen er to af mine bogudsalgskøb. Jeg kan ikke holde fingrene for mig selv, når bogudsalget rammer forretningen. Det er simpelthen for billigt. 

Projekt #TBR40

Status på Projekt #TBR40 er - i skrivende stund, den femte februar 2018 - at jeg har læst 37 % af de bøger i mine reoler. Hvilket betyder en fremgang på 0,7 %. Der er bestemt plads til forbedring på den front. Indtil videre har jeg læst otte bøger, hvoraf fem af dem har været fra den oprindelige TBR-liste. Jeg har dog også anskaffet mig otte nye bøger, hvoraf tre af dem er blevet læst med det samme. Man kan derfor let påstå at jeg træder lidt i vande med projektet. Heldigvis er der ikke bogudsalg hver eneste måned!

Jeg er desuden begyndt at unhaule de bøger, der ikke imponerer mig. Bøger som jeg ved, at jeg aldrig vil beskæftige mig med igen. Derfor har jeg unhaulet fem læste bøger. Så det er meget godt. Jeg er pt. 16 bøger fra målet.

_______________________________
Har du fået læst nogle gode bøger i januar? 


1. feb. 2018

8 bøger jeg vil læse i 2018!

Da jeg læste Bente's indlæg om otte bøger hun ville læse i 2018 tænkte jeg: Det var sguda en god idé! Det går fint i hak med projekt #TBR40, og det gør mig kun henrykt at skulle udvælge de særlige otte bøger for 2018. 
Jeg har gentagne gange vandret frem og tilbage foran mine reoler for at udvælge mig de helt rigtige bøger til denne "udfordring". Jeg har hevet bøger ud, læst bagsiderne, læst lidt om hvad folk synes om bøgerne - for det skulle jo helst være bøger, jeg regner med vil være et hit. 

Verden ifølge Garp af John Irving (1978): Er Garp Irving's mest kendte værk? Jeg er faktisk lidt usikker. Uanset hvad har jeg aldrig læst noget af John Irving på trods af et mere ekstremt pres fra Ida. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg også lovet hende at læse Irving i fire-fem års tid. I år sker det (det lover jeg).

Pages for you af Sylvia Brownrigg (2001) hittede meget på Booktube i 2017, fordi dens efterfølger Pages for her udkom. Det skulle eftersigende være en intens kærlighedshistorie mellem en collagestuderende og hendes underviser. Classic lesbian drama! Anmeldelserne siger den både være smuk i sit sprog og i sin historie.

Samlede Noveller af Tove Ditlevsen (2005): TOVEFEBER!

Niels Lyhne Jens Peter Jacobsen (1880): Som flere andre titler på denne liste, er der en række danske klassikere jeg gerne vil have læst. Så er den egentligt ikke længere end det. 



Luft under vingerne af Erica Jong (1973): Jeg kan jo simpelthen ikke være en ordentlig feminist uden at have læst Jong's Luft under vingerne. Sådan har jeg det, selvom jeg godt ved det er fjollet. Luft under vingerne har bare haft stor betydning for kvinder i litteraturen (og kvinder generelt) - så den er jeg da nødt til at læse! 

Rend mig i traditionerne af Leif Panduro (1958): Jeg har mange af Panduros bøger stående, men jeg har læst alt for få. Min begejstring startede i gymnasiet, da min daværende dansklærer satte De uanstændige på pensummet, og som en af de få læste og elskede jeg den helt vildt. 

Den Kroniske Uskyld af Klaus Rifbjerg (1958): Måske fordi min dansklærer valgte Panduro frem for Rifbjerg har jeg faktisk aldrig beskæftiget mig med hans prosa. Den kroniske uskyld siges at være en bog man enten elsker eller hader, så nu må vi se hvilken lejr jeg ender i. 

De urolige af Linn Ullmann (2015): Sidste sommer var romanen på min TBR, men jeg nåede aldrig til det. Det vil jeg til gengæld sørge for at gøre i 2018. Jeg har nemlig cravet at læse De urolige af Linn Ullmann siden den udkom i 2015. Så jeg er nødt til snart at få fingeren ud. 


Hvor synes du jeg skal starte? Har du selv læste nogle af de otte bøger? 


22. jan. 2018

Mia af Malene Ravn

Jeg har svært ved at beskrive hvad det helt præcist var, jeg kunne lide ved Malene Ravn's Mia. Men li' den, det ku' jeg!


3,5 ud af 5 stjerner - Mia - Malene Ravn - Gyldendal - 2016

Mia lever et stille afsides liv på sin lille gård ude på landet. Hun foretrækker et liv uden (andre) menneskers involvering, et liv fyldt med dyrs ubetingede kærlighed og omsorg. Den eneste besøgende hun har, er den lokale dyrlæge Malthe, som i ny og næ afsætter nye dyr hos hende som ellers skulle aflives. Det er sådan en scene bogen åbnes med, da Malthe en dag afsætter en aggressiv tyr på Mia's grund for at undgå at dyret skal miste livet. 
Mia har en storesøster, Seline, som hun altid har passet på. Søsteren befinder sig midt i endnu et modbydeligt forhold som en dag eskalerer i en sådan grad at Mia må bryde ind. 

Mia som roman kan et eller andet - den kan råbe højt om "det menneskelige" på en måde man ikke kan ignorere. Det er en roman om barndom, fortielser og ansvar. Den er både dyster og mørk, men samtidig lys og forhåbningsfuld. Malene Ravn skriver med en stemme man kun kan høre efter. 
Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. 
Malene Ravn skriver meget koncist. Der er hverken et ord for meget eller for lidt, og det komplementerer den intense historie som Mia er.  Det simple sprog giver plads til historiens opråb og panik - følelser som overføres direkte til læseren. Jeg sad vitterligt med lysten til både at råbe af, og på vegne af, karakterne i bogen.