15. feb. 2019

#fridayreads hunger af roxane gay

Jeg er forsinket med mine favorit-indlæg, beklager. Det skyldes at jeg i disse dage arbejder benhårdt på at skrive en motiveret ansøgning til et kandidatstudie på SDU. I dag kan jeg faktisk fejre at være blevet certificeret HTML udvikler med "Excellence". Jeg er pavestolt. 

Jeg får stadigvæk presset læsning ind  som nogle af jer måske har set på instagram læser jeg pt. Sult af Roxanne Gay. 
"Det her er en bog om min krop, om min sult, og endelig er det en bog om at forsvinde og gå til grunde, og inderligt ønske sig at blive set og forstået. Det er en bog om langsomt at give sig selv lov til at blive set og forstået." 
Jeg er halvvejs gennem bogen, og den har allerede givet mig en 5-7 mavepustere, så på den måde er alt som det skal være. Spøg til side: Det er ikke en bog for sarte sjæle. Hold da op, hvor er den barsk.

Har du læst Sult af Roxane Gay?

7. feb. 2019

er de stadig mine favoritter?

(indlæg 2/7, 2014)

Det er torsdag, og det er tid til andet indlæg i serien om mine gamle favoritter. Ikke helt med på hvad der sker? Læs første indlæg her

2014 blev på mange måder året der gik i glemmebogen — nok fordi der skete så ufatteligt mange store ting, at detaljerne endte med at forsvinde. Jeg flyttede, havde det fedeste semester i dansk litteratur fra det 20. århundrede, blev bachelor i dansk litteratur, skiftede retning og begyndte at arbejde som boghandler, kom ud af et langt forhold, fik blogsamarbejder med forlag og havde det for sjovt med #sortsuperego (hvis der sidder nogen, der kan huske sidstnævnte, smid lige en kommentar i feltet nedenunder). 
"Ligesom et Øie, der seer ud over sig selv. Saaledes seer dette Blik ud over det, der umiddelbart viser sig for det, og seer det vidunderlige." 
Søren Aabye Kirkegaard, Forførerens dagbog 

listen med favoritter fra 2014 

  • World War Z af Max Brooks 
  • The Walking Dead vol. 2 af Robert Kirkman 
  • det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof 
  • Luskefisefortællinger af Jens Blendstrup 
  • Stille dage i Mixing Part af Erlend Loe 
  • Mig før dig af Jojo Moyes 
  • Britt-Marie var her af Fredrik Backman 
  • En mand der hedder Ove af Fredrik Backman 
  • Winger af Andrew Smith 
  • Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngozi Adichie 

Apropos glemmebogen er der een, måske to af ovenstående bøger jeg stadigvæk vil kalde for favoritter. Størstedelen af dem er røget, fordi mine læsevaner har ændret sig (men nok om det).



Little gems everywhere (stadig blandt toppen)

  • det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof 
  • (Stille dage i Mixing Part af Erlend Loe) 
det nemme og det ensomme skrev jeg bachelor om. Jeg knuselsker den digtsamling. Andet er der ikke at sige om det. Stille dage i Mixing Part kunne stadigvæk godt være en favorit, men jeg må indrømme at det nok kræver en genlæsning (challenge accepted). 

Bøger som World War Z af Max Brooks, The Walking Dead vol. 2, Luskefisefortællinger af Jens Blendstrup og Vi burde alle være feminister er stadigvæk bøger jeg værdsætter at have læst, men jeg ville ikke længere betragte dem som favoritter. 
         En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her af Fredrik Backman, Mig før dig af Jojo Moyes, Winger af Andrew Smith (Winger kårede jeg som årets bog) har mistet charmen med årene.

2014 lever fuldt op til mine fordomme om, hvordan denne udfordring ville gå. Da jeg stadigvæk kun overvejede at lave denne indlægsserie, var de her bøger dem jeg kunne huske. Forhåbentligt det bliver mere interessant i de senere indlæg, og at der er flere gamle favoritter der får lov til at beholde deres plads. 

________

Læs mine gamle anmeldelser


2. feb. 2019

i hope that in this year to come, you make mistakes | januar wrap up

Et citat af Neil Gaiman, der forsættes: “Because if you are making mistakes, then you are making new things, trying new things, learning, living, pushing yourself, changing yourself, changing the world. You’re doing things you’ve never done before, and more importantly, you’re Doing Something.”

Et citat der danner rammen om mit eneste nytårsforsæt: jeg vil lave fejl, fordi jeg er rigtig dårlig til at lave fejl. Der skete noget smukt da min kæreste og jeg rykkede teltpælene op og flyttede fra Vanløse til Odense: Vi fandt ro. Ro, fordi Odense er en storby som minder mere om en landsby end noget andet. Jeg kan mærke hvordan kreativiteten spirer, og jeg gør en kunst af at give mig selv tid til de ting jeg gerne vil. Det føles skønt.


Januar blev også måneden, hvor jeg genfandt lysten til at læse efter tre måneder i total tørke. Jeg har læst følgende fire bøger:

Aftenstjernen af Dea Trier Mørch (4 ud af 5 stjerner) er en rørende fortælling om tre søskende, der begræder tabet af deres mor. Det er en bog om sorg, kærlighed, tab og håb. Jeg nød hver en side i bogen, og jeg vil klart anbefale den. Læs min fulde anmeldelse her.

Vådområder af Charlotte Roche (2 ud af 5 stjerner) efterlod mig med en splittet læseoplevelse. På den ene side havde jeg forfatterens projekt, som jeg brød mig særdeles godt om. Og på den anden side et stykke jeg personligt havde set udført på en anden vis. Læs min fulde anmeldelse her.

Radiator af Jan Sonnergaard (3 ud af 5 stjerner) fandt jeg i genbrugen til en femmer. Det kunne jeg ikke sige nej til, selvom jeg mere eller mindre har læst alle novellerne i forbindelse med diverse dansk-studier. Men det skal man ikke nødvendigvis kimse af, omend Sonnergaards morbiditet fungerede bedre for mig som teenager end nu.

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup (3 ud af 5 stjerner) er en fin lille novellesamling der undersøger trodsighed i forskellige absurde former. Der er blandt andet en meget underholdende scene, hvor fyrre coke-påvirkede svin slippes løs på en golfbane. Bestemt en læsning værd, hvis man er til ny dansk litteratur.



Hvilken bog er den bedste du har læst i januar måned?

31. jan. 2019

er de stadig mine favoritter?

(indlæg 1/7, 2013)

Jeg vidste at jeg måtte skrive de her indlæg da jeg så Jen Campbell’s video Are my favourite books still my favourite books, og da jeg spurgte ud på Instagram havde I heldigvis også lyst til at se med.  Jeg gør det til en lille torsdags-serie på i alt syv blogindlæg, hvor jeg tager jer gennem mine fem-stjerners vurderinger fra de seks år bloggen har eksisteret. For at det ikke bliver for omfattende inkluderer jeg ikke genlæsninger og billedbøger. 


et blandet læseår i 2013

I 2013 genfandt jeg min læseglæde med bøger som ungdomsbøger som The Perks of Being a Wallflower, The Hunger Games og The Fault in Our Stars til klassikere som Lolita af Vladimir Nabokov og Homo Faber af Max Frisch. 

listen med favoritter fra 2013

  • Homo Faber af Max Frisch 
  • Lolita af Vladimir Nabokov 
  • Alkymisten af Paulo Coelho 
  • Hobitten af J. R. R. Tolkien 
  • Roverandom af J. R. R. Tolkien 
  • The Walking Dead vol 1. Robert Kirkman 
  • Catching fire af Suzanne Collins 
  • The Fault in Our Stars af John Green 
  • Divergent af Veronica Roth 

Jeg dyppede tæerne hist og her i forskellige genrer, og derfor ender mine favoritter også i øst og vest. Det er i de tidligere blog-år, hvor kærligheden til bøgerne gik amok, og hvor lysten havde overhånden. 



jeg skærer i listen — favoritterne i 2019

  • Homo Faber af Max Frisch 
  • Lolita af Vladimir Nabokov 
  • Hobitten af J. R. R. Tolkien 

Listen er skåret til benet. Mine læsevaner og -præferencer har ændret sig gevaldigt siden 2013. Jeg elsker stadigvæk The Walking Dead af Robert Kirkman og The Hunger Games af Suzanne Collins, men hvor det før var en form for ungdomsreligion ville jeg i dag bruge universerne som eskapisme. Nostalgiske gensyn. 

 Divergent har The Fault in Our Stars har jeg skilt veje med for længe siden efterhånden. At Alkymisten af Paulo Coelho og Roverandom af J. R. R. Tolkien er fjernet fra listen skyldes ikke at jeg ikke længere elsker bøgerne, men bare at de simpelthen ikke kan nok til at blive en all time favorit. 


Det var alt for 2013. Delte eller deler vi favoritter? Eller kan du genkende følelsen af at have bevæget sig væk fra sine gamle læsevaner?



________

Læs mine gamle anmeldelser her:

28. jan. 2019

Anmeldelse: Aftenenstjernen af Dea Trier Mørch




Titel: Aftenstjernen
Forfatter Dea Trier Mørch
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1982
4 ud af 5 stjerner

Niels Peter og hans to søskende Mette og Simon rydder op i familiens sommerhus efter deres mors terminale kamp mod kræften. Under oprydningen bearbejder de deres følelser i relation til det tab de har lidt — læseren hører gennem flashbacks om det ni måneders lange sygdomsforløb de og moren har gennemgået.
Aftenstjernen er en barsk roman om sorg og familie. De tre søskendes indbyrdes forhold bliver sat på spidsen under de prækere omstændigheder, og der bliver skabt en fin og tålmodig stemme til de pårørende. 
“For én af hovedreglerne i familien var - du skal ikke lade solen gå ned over din vrede.”
Det er mit første møde med Dea Trier Mørch, og det bliver bestemt ikke det sidste. Aftenstjernen var den perfekte start på mit læseår — den er fin, kærlig, interessant og sørgelig. Det er een af de bøger, der giver en masse stof til eftertanke. Under sorgarbejdet stiller Mørch en række meget relevante spørgsmål som: er børnene forpligtet til at følge mores ønsker efter hendes død, hvis de strider mod deres egne? Hvad er et liv og hvad er et værdigt liv? Hvor finder vi de sunde og holdbare relationer? Og hvad et hus/et hjem?
Sidstnævnte gav stof til nogle af mine yndlingspassager. For det første elskede jeg Dea Trier Mørchs områdebeskrivelser og fortællinger om det fælles sommerhus familien opholder sig i. Beskrivelser som: “Havedøren stod åben. De kunne høre græs og blade ånde.
Vandet i søen. Dyrene, var vendte sig i skoven.
Solen stod lavt over horisonten og kastede et langt, gyldent skær fladt over den gule kornmark, ind over hækken, gennem ruderne i stuen og ud på gårdspladsen og den lille birkeallé.
Og han ønskede, at han og hans mor kunne glide væk på de stråler, der nu skar gennem huset. Bare glide ude ad jordtangenten og forsvinde —” Der sker en personificering af området, fordi familien holder det så kært, og det var komplet umuligt for mig som læser ikke også at elske det.

For det andet åbnede det for diskussionen om hvad der er et hjem. Hvilke elementer udgør et hjem? En diskussion jeg altid finder interessant.



“Natten kom med sin storhed og svøbte hus og marker i sit mørke.”
Aftenstjernen bliver et symbol for bogens indhold. Det er den begrænsede klarhed lige før solen går ned, hvilket gør både stjernen og bogen så smuk. Sorgen bringer det bedste og værste frem i karakterne, men deri findes klarheden der gør at karakterne kan komme videre.

Jeg synes Dea Trier Mørch har skabt noget enormt fint med denne roman, og selvom emnet langt fra er banebrydende eller nyt, så er det almengyldigt og altid aktuelt. Med Aftenstjernen synes jeg hun giver et smukt bidrag til samtalen.
“Havde en følelse af at stige op fra den mørke jord og bryde igennem et koldt skylag til en blå himmelbue: Endelig!
Endelig skimtede en afslutning.”

20. jan. 2019

Anmeldelse: Vådområder af Charlotte Roche


Titel: Vådområder 
Forfatter: Charlotte Roche
Forlag: Athene
Udgivelsesår: 2009 (org. 2008)
Oversat af Aino Roscher
2 ud af 5 stjerner

Attenårige Helen ligger på hospitalet efter en mislykket barbering af rektum. Fra hospitalssengen gør hun sig en lang række tanker om kvindekroppens vådområder, samtidig med at hun lægger skumle planer om hvordan hun genforener hendes forældre i deres ellers mislykkede ægteskab.

Lad mig straks indrømme: Denne bog har efterladt mig med en splittet læseoplevelse. Vådområder hyldes som en vild feministisk provokatør af en bog. Og det er den også - Helens lange og bramfrie tankestrømme om kvindekroppen står i stærk kontrast til samfundet idealbillede af samme. Et projekt — eller en idé — jeg altid vil være fortaler for, men jeg er i tivivl om denne udformning var sagen.

Historiens ene spor følger Helen på hospitalsstuen, hvor hun udfordrer sig selv, sygeplejeskerne omkring hende og ikke mindst sin læser med tanker om kvindekroppen. Hun reflekterer over forholdet til sin egen krop — det er både kusse, endetarm og de væsker der kommer ud af dem. Denne del er totalt bramfri og enormt provokerende. Det er her alt indholdet til den medieomtale er kommet, som bogen fik i forbindelse med sin udgivelse. 

I det andet spor lukkes vi ind i korte erindringsglimt fra Helens opvækst. Det er her vi lærer Helen at kende; vi får et indblik i forældrenes mislykkede ægteskab og andre svigt Helen har oplevet. For mig var det her historiens dybde kom i spil, men desværre efterlod bogen mig med en hungren efter mere (dybde, forstås). Alt baggrundshistorien fortælles i disse små glimt; korte bemærkninger og de ender med at fylde alt for lidt i forhold til de lange passager om sexlyst, væsker osv. 
Derfor ender jeg med en splittet læseoplevelse. Jeg synes egentligt ikke bogen behøvede at være længere end de 213 sider den er, men jeg synes baggrundssporet skulle have mere plads. Alligevel gør det bogen langt mere troværdig, at skrivestilen og nutidstankestrømmen fylder så meget, når man tager højde for at fortælleren er 18 år. Som sagt: Splittet.

Har du læst vådområder? Hvis ja, hvad synes du?