26. maj 2019

sort tale er flyttet ♡


Jeg har den sidste månedstid fiflet med domænekøb, domænedesign, tilpasning af indlæg osv. Jeg er langt fra færdig, men jeg er alligevel nok til at jeg gerne vil løfte sløret for Sort Tale 2.0

Til dem der følger med på Bloglovin, er profilen allerede tilpasset til det nye domæne. & denne side bliver sat til at viderestille til den nye (når jeg lige har fundet ud af, hvordan man gør). 

https://sorttale.com/

1. maj 2019

10 danske romaner til 1. maj
arbejdernes internationale kampdag

I dette indlæg vil jeg give 10 bud på romaner du kan læse i forbindelse med første maj. Listen vil primært bestå af moderne værker med enkelte ældre afstik.



Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø (1906)

Let's start with the obvious. Pelle Erobreren er en kanoniseret roman inden for arbejderklasselitteratur, & derfor skal den selvfølgelig med på listen.

Pelle Erobreren handler om skånske Pelle der, sammen med sin far, flytter til Bornholm for at arbejde på Stengården. Den eneste måde de to kan overleve på, er ved at holde sammen. Da Pelle får muligheden for at gå i lære som skomagerdreng, & derved får mulighed for at flytte til København, bliver hans drøm at erobre verden og gøre den til et bedre sted for den samfundsklasse han er en del af.

Barndommens gade af Tove Ditlevsen (1943)

Tove Ditlevsen har med flere af sine værker beskrevet de fattige arbejdermiljø på Vesterbro i København. Særligt stærkt står (selvfølgelig) Barndommens gade, hvor vi følger Esters opvækst i gaden på både godt & ondt. Romanen er i særlig grad en undersøgelse af miljøet - med en stærk personificering af gaden og hvordan denne påvirker og bliver et fast element af hovedpersonen.

Den bedste af alle verdener af Leif Panduro (1974)

I denne novellesamling får formen lov til at skildre Panduro's tematikker lysende klart. I disse noveller undersøger forfatteren generationssammenstød, magtkampe, angst og konflikter i velfærdssamfundet.

Vangede billeder af Dan Turèll (1975)

Vangede billeder blev Turèlls gennembrud om det vrangvendte Vangede. Vrangen af de riges Gentofte — lige i yderkanten af byen. Forfatteren beskæftiger sig med hverdagens trivialiteter på en sådan måde, at selv de mest almindelige mennesker ender med at fremstå som helte. Modsat andre forfattere fra samme tid, handler denne ikke om studenten, men derimod om gruppen af unge mennesker der ikke omgås i studentermiljøet. Dem som ikke har de privilegier og lignende vilkår.

Tid og sted af Jette Drewsen (1978)

I Tid og sted følger vi fire kvinder i tiden før, under og efter '68. De fire kvinder er ikke dem, som er mest aktive i de revolutionære bevægelser fra starten af tresserne, men disse bevægelser når alligevel at få betydning for dem alle.




Skibet i flasken af Dea Trier Mørch (1988)

I en kvistlejlighed på Nyhavn udspiller handlingen sig. Mens anden verdenskrig er i gang, er indre København fyldt med studerende, kunstnere, modstandfolk & betjente, sømænd, bolværksmatroser og prostituerede. Miljøet og de voksne opleves gennem barnets iagttagelse — & på den måde oplever læseren barnets forståelse, som det ellers ikke har stor nok sproglig kunnen til at forklare.

Politisk roman af Lone Aburas (2013)

Lone Aburas' Politisk roman er på mange måder et studie i engagement. Fortælleren Rebecca er uden engagement og vilje, men da hendes mand en dag bringer flygtningen Amir ind i deres husholdning tvinges hun til at engagere sig. Med stærke referencer til 70'ernes politiske kunst beder Aburas sin læser om stillingtagen.

Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard (2015)

Sonnergaard er tro mod sig selv i denne roman, som følger den ikke-længere unge ungdom, som nu til gengæld har mistet håbet og drømmende fra dengang de var det. Alle idealerne er væk, indtil den dag de måske ikke er det mere?
Med Frysende våde vejbaner skriver Jan Sonnergaard og venskab, svigt og livet for menneskerne i et velfærdssamfund der er under afvikling.

Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard (2017)

I Korsgaard debutroman beskæftiger vi os med en familie i udkantsdanmark. Det er som baggrundsteksten siger det: "en stærk roman om fattigdom i udkanten af det danske velfærdssamfund."
I romanen følger vi Tues opvækst i Nørre Ørum, hvor hans liv bærer præg af mangel på både penge og kærlighed. Den er spækket med alskens absurditeter, der med satiriske virkemidler udfoldes for læseren.

De ansatte af Olga Ravn (2018)

"En arbejdsplads roman fra det 22. århundrede" er bogens undertitel, & på mange måder også den bedste beskrivelse af hvad Olga Ravns nyeste skud på stammen er. Det er en sci-fi roman som er sat i et miljø vi kender: arbejdspladsen. Læseren får 102 vidneudsagn fra ansatte på rumskibet Det sekstusinde skib. Det er en undersøgelse af de ansatte over for de objekter de har på rumskibet. Undersøgelsen viser læseren menneskelige karaktertræk og elementer, der er meget lette at overføre til det arbejdsmarked vi kender i dag.


Glædelig kampdag 

30. apr. 2019

“april is the cruelest month, breeding lilacs out of the dead land, mixing memory and desire, stirring dull roots with spring rain.”
— t.s. eliot, the waste land


* anmeldereksemplar
April bragte det gode vejr med sig, hvilket har gjort at jeg har været solskoldet af hele tre omgange. For når det gode vejr er fremme, så handler det om at komme ud & nyde det. Det har jeg gjort en masse. Været i vores kolonihave, & fældet vores enorme hæk bagtil. 

April — de læste

  • I marts læste jeg 1.255 sider, fordelt over seks bøger
  • Gennemsnitsrating på 4,1 ud af fem stjerner
  • Fire skrevet af kvindelige forfattere, to skrevet af mandlige
  • Genremæssig fordeling: fire skønlitterære værker, en tegneserie & en non-fiktion
  • Alle læst som fysiske bøger
  • Een var et anmeldereksemplar, fem fra min fysiske tbr-liste

April — Wrap up

  • Den italienske mester af Tom Rachman*, ★★★☆☆ (anmeldelse) 
  • Sorg er et væsen med fjer af Max Porter, ★★★★★
  • Take it as a compliment af Maria Stoian, ★★★★☆
  • Vinterbørn af Dea Trier Mørch, ★★★★★
  • Fuck, en lækker røv af Susanne Staun, ★★★☆☆
  • Efterår af Ali Smith, ★★★★★

April — Nye tilføjelser

  • Fem bøger er blevet tilføjet til min TBR
    • To af dem fik jeg i gave
    • Tre købte jeg i genbrugen



April — På bloggen/IG


______
Er der sket noget særligt for dig i løbet af april?


    26. apr. 2019

    #fredagsbog 26.4



    Originaltitel: De urolige
    Forfatter: Linn Ullmann
    Oversætter: Karen Fastrup
    Forlag: Gyldendal
    Udgivelsesår: 2015


    De urolige af Linn Ullmann har været på min tbr-liste siden 2015. Jeg har nævnt den et utal af gange herinde & på instagram. Alligevel har den aldrig fundet vej til min faktiske læsestak — ikke før i dag. 

    Bogen handler om en far og en datter der sammen vil skrive en bog om aldring med udgangspunkt i deres egne liv. I forbindelse med udgivelsen i Sverige skrev Expressen: "Et poetisk væv af minder. Linn Ullmanns bog er, til trods for smerten, en kærlighedserklæring og et litterært mesterstykke." & det er lige præcis hvad jeg forventer af den.


    ____
    Har du læst de urolige af Linn Ullmann? Hvad synes du om den? 

    25. apr. 2019

    anmeldelse: den italienske mester af tom rachman


    ad | anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

    Originaltitel: The Italian Teacher
    Oversætter: Rasmus Hastrup
    Forlag: Politikens Forlag
    Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)

    ★★☆☆


    I Den italienske mester af Tom Rachman udspiller der sig et storslået familiedrama, hvor karakterne fylder for meget, for lidt og næsten ingenting. Romanens åbningsscene sætter hurtigt stemningen for resten af historien  det er i 1955 til en overdådig fernisering for kunsthandlere- og interesserede, hvor vi finder den verdensberømte kunstner Bear Bavinsky, hans søn & konen Natalie. Bear Bavinsky viser hurtigt sine verdensmandstendenser, mens både Natalie og Charles (Pinch) står i skyggen af festen og betragter aftenens udfoldelser.
             Her fra følger vi historien om familien og deres omgangskreds fortalt fra Pinchs synsvinkel. Han ender, ligesom alle andre, altid i sin fars skygge, hvilket giver en masse stof til resten af romanen.

    Med Den italienske mester har Tom Rachman skrevet en god, karakterdreven roman, som undersøger et komplekst forhold mellem far og søn. Det er en roman om at finde fodfæste i en ustadig verden, hvor intet kan vides sikkert.



    Jeg vakler mellem en vurdering på tre og fire stjerner. Usikkerheden kommer af det faktum, at bogen var hurtig til at forlade min krop under og efter læsningen. Når jeg læste i den var fuldkommen opslugt at miljøbeskrivelserne, båndet mellem de forskellige karakterer, de interessante dialoger osv., men ligeså snart jeg klappede den sammen forlod alle disse følelser mig, og jeg tænker sjældent tilbage på den her et par uger efter endt læsning.

    Når det så er sagt: lad mig lige vende tilbage til det med de karakterer der. For der var et enormt interessant sam- og modspil mellem romanens karakterer. Den skævhed der skildres i Pinch og hans fars forhold var spændende at læse om, fordi man, i Pinch fuldkomne idolisering af sin far, kunne mærke det store omsorgssvigt han gennem hele sit liv har lidt under. Men Pinch blev på mange måder en ret uinteressant karakter. Han gjorde som jeg forventede han ville, lod mig ikke gætte eller blive overrasket.
                  Den karakter der derimod bar fortællingen for mig var Bear Bavinsky. Han er en narcissistisk kunstnerstereotyp der mener sig selv bedre end Picasso. Han er flamboyant og vidtrækkende. En vaskeægte pain in the ass. Men hans skildres både humoristisk og tragisk, han er så fyldt med fejl og en enormt dårlig far. Fordi han blev den her karikatur af en kunstner, kunne han langt bedre bære forudsigeligheden. Jeg vidste nemlig også hvad jeg fik af Bear, men denne forudsigelighed fungerede godt, i hvert fald langt bedre, end den gjorde for Pinch.

    Alt i alt synes jeg det var en god bog. Det er en jeg vil anbefale — særligt hvis du har mulighed for at læse den af få omgange. Man kan ikke tage det fra romanen, at den er underholdende og velskrevet.


    ____
    Har du læst den italienske mester? I så fald hvad synes du om den?

    9. apr. 2019

    it was one of those march days when the sun shines hot and the wind blows cold: when it is summer in the light, and winter in the shade.
    — charles dickens



    På læsefronten stod marts måned stille. jeg ramte en (heldigvis) mindre læsetørke som gjorde, at jeg måtte kæmpe mig gennem bøgerne. Det er ikke en følelse jeg bryder mig om, specielt fordi hvis jeg helt stopper med at læse rammes jeg af dårlig samvittighed. Please sig at jeg ikke er den eneste, der har det sådan? 

    marts — de læste 

    —   Jeg færdiglæste fem bøger, & dnf'ede en enkelt efter kun 32 sider. I alt blev det til 1.120 læste sider
              —   gennemsnitsratingen er 3,2 ud af 5 stjerner 
              —   fem af bøgerne er skrevet af kvindelige forfattere, to skrevet af mandlige
              —   genremæssigt forledes de således: en erindringsroman, en digtsamling, en sci-fi, en 
                    non-fiktion, en historisk & den sidste går under contemporary
              —   tre blev hørt som lydbog
              —   en af bøgerne var et anmeldereksemplar, tre af bøgerne var nye-for-mig titler fra 
                    Mofibo, to var fra min fysiske tbr 

    marts — wrap up 

    —   Eleanor Oliphant har det helt fint, hørt som lydbog, dnf
    —  Udslettelse (southern reach #1) af Jeff Vandermeer, ★★☆
    —   Skyskraber af Tine Paludan,  ★★☆ (anmeldelse)
    —   Oberstinden af Rosa Liksom,  ★★
    —   Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton, hørt som lydbog, ★★
    —   The Power of Habit af Charles Duhigg, hørt som lydbog, 



    marts — nye tilføjelser

    —   Jeg anskaffede mig ikke mindre en 11 nye bøger til min samling i marts måned. 
              —   to af dem var anmeldereksemplarer
              —   ni var en genbrugsgave min mor forærede mig 

    marts — på bloggen/ig

    — Bloggen har fået tre nye blogindlæg
              —   February days are a marketing gimmick; love happens every day | february wrap up
              —   er de stadig mine favoritter?
              —   #fredagsbog 22.03

    —   På Instagram har jeg fået implementeret et nyt mere forårsvenligt theme, & ellers fyldt min profil med en masse kærlighed. Find mig på IG her





    Har du læst nogen af ovenstående bøger? Eller måske noget andet godt?


    8. apr. 2019

    skyskraber af tine paludan


    ad | anmeldereksemplar fra forfatteren

    Titel: skyskraber 
    Forfatter: Tine Paludan 
    Forlag: Fuglekøjen 
    Udgivelsesår: 2018 

    ★★★★☆


    skitse

    skitser til kvinder jeg aldrig blev
    ligger i stakke på spisebordet
    overbevisende udtalelser
    forsøgsvis formuleret i flere farver blæk
    kladder til en personlighedens retorik
    sammenhængende synspunkter
    markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært
    udtryk og følelser
    klistret på kroppe i forskellige materialer
    fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke
    fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder
    på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken
    over sengen hænger et kurvediagram
    ensomheden er proportional med tiden
    hjertets slag omvendt proportional med
    virkeligheden

    jeg

    en evig arbejdstitel
    en uløselig ligning

    Skitse åbner Tine Paludans debut Skyskraber som udkom i slutningen af 2018. Hvad der er så fint ved åbningsdigtet er, at det sætter stemningen for resten af den lille samling på små 67 sider. "jeg / en evig arbejdstitel / en uløselig ligning" bliver digtsamlingen og jeg'ets præmis.
    Skyskraber indeholder tre inddelinger: pige, fugl & flux. Inddelinger der bliver et symbol for skift i tid og i udvikling — & så alligevel ikke. Temaerne er flot forbundet på kryds og tværs af samlingen og fortæller om den uløselige ligning/en uløselig identitetsjagt. 


    Det er jeg'ets kamp om at finde sig selv, blive et med sig selv. Vi mærker distancen mellem jeg'et og det fortalte i flere størrelser, men klart størst i starten: "jeg stopper alle der kommer tæt nok på".
    Vi introduceres til et vredt jeg, som søger at kunne spejle sig i sine kvindelige rollemodeller (mor/mormor/farmor). Det er et desperat jeg, som er utrygt og flygtigt, & som leder efter nærhed i sine omgivelser.
    jeg vil føle
    at lykkes findes
    selvom vi er en løgn
    Sæsonskift bliver brugt som døre ind til jeg'et & hvor det befinder sig. I samlingens midte er tilstanden efterårslignende, og både smuk af de varme nætter og rådden fra de nedfaldne æbler. Jeg'et er pessimistisk.

    Når efteråret & vinteren derimod er overstået vågner jeg'ets krop op til foråret. Kroppen - som er en af de store tematikker - vågner op tør & larmende ved bevægelse. Den er klar til et endeligt nedbrud, & dermed en større accept: "så nu ligger jeg er under dynen du købte i et / tidlige liv".
    min hjerne ved der burde være et skel
    mellem barndommen og resten
    at det ikke var dig der valgte mig sidst
    i gymnastiktimen
    "et sommerlyst vindue en chance til" står der pludselig, & som læser kan man fristes til at tænke opvågningstanker. Men jeg'et holder fast & kalder sig selv snylter. "jeg lader som om jeg kunne gå hvis jeg ville".

    Som debut står Skyskraber stærkt, fordi den med en lethed deler ud af følsomme emner. Det er en meget poetisk & smuk digtsamling, som inddrager læseren i sit ærlige jeg. Jeg tror netop det var denne ærlighed, der gjorde det så nemt for mig at relatere til jeg'et. 


    jeg kan være alt 
    blink en gang og jeg forsvinder

    22. mar. 2019

    #fredagsbog 22.03




















    ad anmeldereksemplar fra Politikens forlag

    For et par uger siden modtog jeg Tom Rachman's Den italienske mester. Politiken spurgte om de måtte sende den til mig i bytte for en ærlig anmeldelse, & det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til efter jeg hørte hvad bogen handler om.

    Bogen åbner med scener fra italienske ferniseringer fyldt med forskellige kunstnertyper — bogen emmer af stemning på en måde så læseren kan høre de klirrende vinglas og smage de små hors d'oeuvres for sig. Her møder vi den charmerende Bear Bavinsky, som er kendt for sine sensuelle malerier. Bag ham står den ukendte kunstnerkone Natalie & deres fælles søn Pinch. Sidstnævnte bliver omdrejningspunktet for historien.

    Jeg ser frem til at dykke ned i historien, & lære de forskellige karakterer at kende. Særligt Pinch virker som en karakter man virkelig kommer til at holde af.


    Hvilken bog er din fredagsbog?

    21. mar. 2019

    er de stadig mine favoritter?

    (indlæg 3/7, 2015)

    I 2015 vurderede jeg seks bøger til at være en fem-stjernet læseoplevelse, men kun een jeg ville give samme vurdering skulle jeg gøre det i dag. Jeg synes virkelig det er interessant at se, hvordan min læsning har udviklet sig — & særligt i denne tid. 2015 er nemlig året, hvor det sidste ya blev læst.

    Det var ikke et bevidst valg at udskifte ya med “voksen-bøgerne”. Det skete ret naturligt. I 2015 var det første år jeg læste for Bogforums debutantpris, hvor ungdomsbøger ikke må indstilles (don’t ask me why). Så når man skal læse 50’ish bøger på tre måneder er der ikke plads til så meget frilæsning, og bagefter har jeg begge år holdt en tiltrængt pause.

    Favoritterne fra 2015

    - M train af Patti Smith
    - Kærlighedsbreve til de døde af Ava Dellaira
    - Nimona af Noelle Stevenson
    - Homo Sapienne af Niviaq Korneliussen
    - Monster af Patrick Ness og Siobhan Dowd
    - Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen

    Den opmærksomme læser vil hurtigt kunne gætte, hvilken bog der stadigvæk figurerer som favorit i 2019.

    M train af Patti Smith har ændret hele min tilgang til litteratur. Det lyder måske som en kliché, men den måde Smith kan fortælle en historie på er ulig noget jeg ellers har beskæftiget mig med. Jeg er helt tosset med det. Hendes biografier emmer af følelser & stemninger. Hver gang jeg beskæftiger mig med hendes skriftarbejde, får jeg lyst til at udforske verden, mig selv & min egen kreativitet. M train er stadigvæk en af mine yndlingsbøger.

    "Jeg er sikker på, at jeg kunne skrive om ingenting i en uendelighed. Hvis bare jeg ikke havde noget at sige." Patti Smith, M train 

    Resten af bøgerne er stadigvæk nogen jeg holder af, men jeg ville ikke sætte dem på min overordnede favoritliste. 

    18. mar. 2019

    February days are a marketing gimmick; love happens every day | february wrap up

    Slutningen af februar hev det smukkeste forårsvejr op ad lommen, samtidig med at jeg sad begravet i ansøgninger, HTML- & CSS-kurser. Det blev så varmt, at odenseanerne hev shortsene frem fra gemmerne & indtog alle byens gader.
         Min februarlæsning var ligeså fantastisk som vejret  bogen med den laveste rating har fået tre stjerner, en anden har fået fem & tre har fået fire. 


    vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg af Kasper Ralsted Jensen,  ★★★☆☆

    Kasper Ralsted Jensen har skrevet en fin, lille digtsamling. Det jeg bedst kunne lide ved den var, hvordan han kunne gøre jeg'ets barndomsminder til mine egne. Under læsningen skete der en ret fin symbiose mellem det læste og mine egne barndomsminder. 

    vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg af Kasper Ralsted Jensen er udkommet hos Vild Maskine i 2018. Find den på Goodreads her.

    De loyale af Delphine de Vigan ★★★★☆

    Jeg er simpelthen så glad for at jeg hørte Delphine de Vigan snakke om De loyale på sidste års Louisiana Literature. Tanker som gav nye dimensioner til min forståelse af romanen. Bogens franske titel Les Loyautés betyder i direkte oversættelse loyaliteterne, & det er hvad Vigan undersøger gennem skildringer af sine karakterer & deres indbyrdes forhold. En meget tankevækkende roman.

    De loyale af Delphine de Vigan er udkommet hos People'sPress i 2018, hvor den er blevet oversat af Victoria Westzynthius. Find den på Goodreads her.

    Samtaler med venner af Sally Rooney ★★★★★

    Den her bog har jeg fået anbefalet af venner, kollegaer & hele internettet (mere eller mindre), & nu hvor jeg har læst den forstår jeg virkelig godt hvorfor. Den tog mig med storm.
         Sally Rooney har skabt en helt særlig roman om fire mennesker der på kryds & tværs indgår i relationer med hinanden. Ingen af dem er for læseren særlig sympatiske, men alligevel var jeg inderligt engageret i deres enkelte & fælles historier.

    Samtaler med venner af Sally Rooney er udkommet hos Rosinante i 2018, hvor den er blevet oversat af Karen Fastrup. Find den på Goodreads her.

    Sult - historien om (min) krop af Roxane Gay ★★★★☆

    I sult fortæller Roxane Gay om, hvordan hun har mistet tilliden & kærligheden til sin krop (& til sig selv) efter hun som 12-årig blev voldtaget af en gruppe drenge hun ellers var bekendt med. Siden har hun brugt mad til at distancere sig selv fra verden omkring hende. Men det er kun den ene del af historien  det er nemlig en historie, der gemmer på en enorm styrke. Hun fortæller med en fandenivoldskhed om, hvordan hun møder og bliver mødt af verden med sin store krop. Det er et opråb, og en synliggørelse af strukturer og nedværdigelser intet menneske fortjener. 

    Sult af Roxane Gay er udkommet hos Grif i 2018, hvor den er blevet oversat af Anita Frank Goth. Find den på Goodreads her.

    Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen ★★★★☆

    Første gang jeg læste Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen var i 2015, hvor den blev indstillet til Bogforums debutantpris som jeg på daværende tidspunkt sad med i som jurymedlem. Der havde jeg en vild sanseoplevelse med bogen, som desværre ikke opstod på samme måde i anden omgang. Når det er sagt, synes jeg stadigvæk at Rosebud er en flot & meget ærlig debut som slet ikke fik al den opmærksomhed jeg synes den fortjente/fortjener. 

    Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen er udkommet på Gladiator i 2015. Find den på Goodreads her.


    Har du læst nogle gode bøger på det seneste? 

    15. feb. 2019

    #fridayreads hunger af roxane gay

    Jeg er forsinket med mine favorit-indlæg, beklager. Det skyldes at jeg i disse dage arbejder benhårdt på at skrive en motiveret ansøgning til et kandidatstudie på SDU. I dag kan jeg faktisk fejre at være blevet certificeret HTML udvikler med "Excellence". Jeg er pavestolt. 

    Jeg får stadigvæk presset læsning ind  som nogle af jer måske har set på instagram læser jeg pt. Sult af Roxanne Gay. 
    "Det her er en bog om min krop, om min sult, og endelig er det en bog om at forsvinde og gå til grunde, og inderligt ønske sig at blive set og forstået. Det er en bog om langsomt at give sig selv lov til at blive set og forstået." 
    Jeg er halvvejs gennem bogen, og den har allerede givet mig en 5-7 mavepustere, så på den måde er alt som det skal være. Spøg til side: Det er ikke en bog for sarte sjæle. Hold da op, hvor er den barsk.

    Har du læst Sult af Roxane Gay?

    7. feb. 2019

    er de stadig mine favoritter?

    (indlæg 2/7, 2014)

    Det er torsdag, og det er tid til andet indlæg i serien om mine gamle favoritter. Ikke helt med på hvad der sker? Læs første indlæg her

    2014 blev på mange måder året der gik i glemmebogen — nok fordi der skete så ufatteligt mange store ting, at detaljerne endte med at forsvinde. Jeg flyttede, havde det fedeste semester i dansk litteratur fra det 20. århundrede, blev bachelor i dansk litteratur, skiftede retning og begyndte at arbejde som boghandler, kom ud af et langt forhold, fik blogsamarbejder med forlag og havde det for sjovt med #sortsuperego (hvis der sidder nogen, der kan huske sidstnævnte, smid lige en kommentar i feltet nedenunder). 
    "Ligesom et Øie, der seer ud over sig selv. Saaledes seer dette Blik ud over det, der umiddelbart viser sig for det, og seer det vidunderlige." 
    Søren Aabye Kirkegaard, Forførerens dagbog 

    listen med favoritter fra 2014 

    • World War Z af Max Brooks 
    • The Walking Dead vol. 2 af Robert Kirkman 
    • det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof 
    • Luskefisefortællinger af Jens Blendstrup 
    • Stille dage i Mixing Part af Erlend Loe 
    • Mig før dig af Jojo Moyes 
    • Britt-Marie var her af Fredrik Backman 
    • En mand der hedder Ove af Fredrik Backman 
    • Winger af Andrew Smith 
    • Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngozi Adichie 

    Apropos glemmebogen er der een, måske to af ovenstående bøger jeg stadigvæk vil kalde for favoritter. Størstedelen af dem er røget, fordi mine læsevaner har ændret sig (men nok om det).



    Little gems everywhere (stadig blandt toppen)

    • det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof 
    • (Stille dage i Mixing Part af Erlend Loe) 
    det nemme og det ensomme skrev jeg bachelor om. Jeg knuselsker den digtsamling. Andet er der ikke at sige om det. Stille dage i Mixing Part kunne stadigvæk godt være en favorit, men jeg må indrømme at det nok kræver en genlæsning (challenge accepted). 

    Bøger som World War Z af Max Brooks, The Walking Dead vol. 2, Luskefisefortællinger af Jens Blendstrup og Vi burde alle være feminister er stadigvæk bøger jeg værdsætter at have læst, men jeg ville ikke længere betragte dem som favoritter. 
             En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her af Fredrik Backman, Mig før dig af Jojo Moyes, Winger af Andrew Smith (Winger kårede jeg som årets bog) har mistet charmen med årene.

    2014 lever fuldt op til mine fordomme om, hvordan denne udfordring ville gå. Da jeg stadigvæk kun overvejede at lave denne indlægsserie, var de her bøger dem jeg kunne huske. Forhåbentligt det bliver mere interessant i de senere indlæg, og at der er flere gamle favoritter der får lov til at beholde deres plads. 

    ________

    Læs mine gamle anmeldelser


    2. feb. 2019

    i hope that in this year to come, you make mistakes | januar wrap up

    Et citat af Neil Gaiman, der forsættes: “Because if you are making mistakes, then you are making new things, trying new things, learning, living, pushing yourself, changing yourself, changing the world. You’re doing things you’ve never done before, and more importantly, you’re Doing Something.”

    Et citat der danner rammen om mit eneste nytårsforsæt: jeg vil lave fejl, fordi jeg er rigtig dårlig til at lave fejl. Der skete noget smukt da min kæreste og jeg rykkede teltpælene op og flyttede fra Vanløse til Odense: Vi fandt ro. Ro, fordi Odense er en storby som minder mere om en landsby end noget andet. Jeg kan mærke hvordan kreativiteten spirer, og jeg gør en kunst af at give mig selv tid til de ting jeg gerne vil. Det føles skønt.


    Januar blev også måneden, hvor jeg genfandt lysten til at læse efter tre måneder i total tørke. Jeg har læst følgende fire bøger:

    Aftenstjernen af Dea Trier Mørch (4 ud af 5 stjerner) er en rørende fortælling om tre søskende, der begræder tabet af deres mor. Det er en bog om sorg, kærlighed, tab og håb. Jeg nød hver en side i bogen, og jeg vil klart anbefale den. Læs min fulde anmeldelse her.

    Vådområder af Charlotte Roche (2 ud af 5 stjerner) efterlod mig med en splittet læseoplevelse. På den ene side havde jeg forfatterens projekt, som jeg brød mig særdeles godt om. Og på den anden side et stykke jeg personligt havde set udført på en anden vis. Læs min fulde anmeldelse her.

    Radiator af Jan Sonnergaard (3 ud af 5 stjerner) fandt jeg i genbrugen til en femmer. Det kunne jeg ikke sige nej til, selvom jeg mere eller mindre har læst alle novellerne i forbindelse med diverse dansk-studier. Men det skal man ikke nødvendigvis kimse af, omend Sonnergaards morbiditet fungerede bedre for mig som teenager end nu.

    Poesi og andre former for trods af Adda Djørup (3 ud af 5 stjerner) er en fin lille novellesamling der undersøger trodsighed i forskellige absurde former. Der er blandt andet en meget underholdende scene, hvor fyrre coke-påvirkede svin slippes løs på en golfbane. Bestemt en læsning værd, hvis man er til ny dansk litteratur.



    Hvilken bog er den bedste du har læst i januar måned?

    31. jan. 2019

    er de stadig mine favoritter?

    (indlæg 1/7, 2013)

    Jeg vidste at jeg måtte skrive de her indlæg da jeg så Jen Campbell’s video Are my favourite books still my favourite books, og da jeg spurgte ud på Instagram havde I heldigvis også lyst til at se med.  Jeg gør det til en lille torsdags-serie på i alt syv blogindlæg, hvor jeg tager jer gennem mine fem-stjerners vurderinger fra de seks år bloggen har eksisteret. For at det ikke bliver for omfattende inkluderer jeg ikke genlæsninger og billedbøger. 


    et blandet læseår i 2013

    I 2013 genfandt jeg min læseglæde med bøger som ungdomsbøger som The Perks of Being a Wallflower, The Hunger Games og The Fault in Our Stars til klassikere som Lolita af Vladimir Nabokov og Homo Faber af Max Frisch. 

    listen med favoritter fra 2013

    • Homo Faber af Max Frisch 
    • Lolita af Vladimir Nabokov 
    • Alkymisten af Paulo Coelho 
    • Hobitten af J. R. R. Tolkien 
    • Roverandom af J. R. R. Tolkien 
    • The Walking Dead vol 1. Robert Kirkman 
    • Catching fire af Suzanne Collins 
    • The Fault in Our Stars af John Green 
    • Divergent af Veronica Roth 

    Jeg dyppede tæerne hist og her i forskellige genrer, og derfor ender mine favoritter også i øst og vest. Det er i de tidligere blog-år, hvor kærligheden til bøgerne gik amok, og hvor lysten havde overhånden. 



    jeg skærer i listen — favoritterne i 2019

    • Homo Faber af Max Frisch 
    • Lolita af Vladimir Nabokov 
    • Hobitten af J. R. R. Tolkien 

    Listen er skåret til benet. Mine læsevaner og -præferencer har ændret sig gevaldigt siden 2013. Jeg elsker stadigvæk The Walking Dead af Robert Kirkman og The Hunger Games af Suzanne Collins, men hvor det før var en form for ungdomsreligion ville jeg i dag bruge universerne som eskapisme. Nostalgiske gensyn. 

     Divergent har The Fault in Our Stars har jeg skilt veje med for længe siden efterhånden. At Alkymisten af Paulo Coelho og Roverandom af J. R. R. Tolkien er fjernet fra listen skyldes ikke at jeg ikke længere elsker bøgerne, men bare at de simpelthen ikke kan nok til at blive en all time favorit. 


    Det var alt for 2013. Delte eller deler vi favoritter? Eller kan du genkende følelsen af at have bevæget sig væk fra sine gamle læsevaner?



    ________

    Læs mine gamle anmeldelser her:

    28. jan. 2019

    Anmeldelse: Aftenenstjernen af Dea Trier Mørch




    Titel: Aftenstjernen
    Forfatter Dea Trier Mørch
    Forlag: Gyldendal
    Udgivelsesår: 1982
    4 ud af 5 stjerner

    Niels Peter og hans to søskende Mette og Simon rydder op i familiens sommerhus efter deres mors terminale kamp mod kræften. Under oprydningen bearbejder de deres følelser i relation til det tab de har lidt — læseren hører gennem flashbacks om det ni måneders lange sygdomsforløb de og moren har gennemgået.
    Aftenstjernen er en barsk roman om sorg og familie. De tre søskendes indbyrdes forhold bliver sat på spidsen under de prækere omstændigheder, og der bliver skabt en fin og tålmodig stemme til de pårørende. 
    “For én af hovedreglerne i familien var - du skal ikke lade solen gå ned over din vrede.”
    Det er mit første møde med Dea Trier Mørch, og det bliver bestemt ikke det sidste. Aftenstjernen var den perfekte start på mit læseår — den er fin, kærlig, interessant og sørgelig. Det er een af de bøger, der giver en masse stof til eftertanke. Under sorgarbejdet stiller Mørch en række meget relevante spørgsmål som: er børnene forpligtet til at følge mores ønsker efter hendes død, hvis de strider mod deres egne? Hvad er et liv og hvad er et værdigt liv? Hvor finder vi de sunde og holdbare relationer? Og hvad et hus/et hjem?
    Sidstnævnte gav stof til nogle af mine yndlingspassager. For det første elskede jeg Dea Trier Mørchs områdebeskrivelser og fortællinger om det fælles sommerhus familien opholder sig i. Beskrivelser som: “Havedøren stod åben. De kunne høre græs og blade ånde.
    Vandet i søen. Dyrene, var vendte sig i skoven.
    Solen stod lavt over horisonten og kastede et langt, gyldent skær fladt over den gule kornmark, ind over hækken, gennem ruderne i stuen og ud på gårdspladsen og den lille birkeallé.
    Og han ønskede, at han og hans mor kunne glide væk på de stråler, der nu skar gennem huset. Bare glide ude ad jordtangenten og forsvinde —” Der sker en personificering af området, fordi familien holder det så kært, og det var komplet umuligt for mig som læser ikke også at elske det.

    For det andet åbnede det for diskussionen om hvad der er et hjem. Hvilke elementer udgør et hjem? En diskussion jeg altid finder interessant.



    “Natten kom med sin storhed og svøbte hus og marker i sit mørke.”
    Aftenstjernen bliver et symbol for bogens indhold. Det er den begrænsede klarhed lige før solen går ned, hvilket gør både stjernen og bogen så smuk. Sorgen bringer det bedste og værste frem i karakterne, men deri findes klarheden der gør at karakterne kan komme videre.

    Jeg synes Dea Trier Mørch har skabt noget enormt fint med denne roman, og selvom emnet langt fra er banebrydende eller nyt, så er det almengyldigt og altid aktuelt. Med Aftenstjernen synes jeg hun giver et smukt bidrag til samtalen.
    “Havde en følelse af at stige op fra den mørke jord og bryde igennem et koldt skylag til en blå himmelbue: Endelig!
    Endelig skimtede en afslutning.”

    20. jan. 2019

    Anmeldelse: Vådområder af Charlotte Roche


    Titel: Vådområder 
    Forfatter: Charlotte Roche
    Forlag: Athene
    Udgivelsesår: 2009 (org. 2008)
    Oversat af Aino Roscher
    2 ud af 5 stjerner

    Attenårige Helen ligger på hospitalet efter en mislykket barbering af rektum. Fra hospitalssengen gør hun sig en lang række tanker om kvindekroppens vådområder, samtidig med at hun lægger skumle planer om hvordan hun genforener hendes forældre i deres ellers mislykkede ægteskab.

    Lad mig straks indrømme: Denne bog har efterladt mig med en splittet læseoplevelse. Vådområder hyldes som en vild feministisk provokatør af en bog. Og det er den også - Helens lange og bramfrie tankestrømme om kvindekroppen står i stærk kontrast til samfundet idealbillede af samme. Et projekt — eller en idé — jeg altid vil være fortaler for, men jeg er i tivivl om denne udformning var sagen.

    Historiens ene spor følger Helen på hospitalsstuen, hvor hun udfordrer sig selv, sygeplejeskerne omkring hende og ikke mindst sin læser med tanker om kvindekroppen. Hun reflekterer over forholdet til sin egen krop — det er både kusse, endetarm og de væsker der kommer ud af dem. Denne del er totalt bramfri og enormt provokerende. Det er her alt indholdet til den medieomtale er kommet, som bogen fik i forbindelse med sin udgivelse. 

    I det andet spor lukkes vi ind i korte erindringsglimt fra Helens opvækst. Det er her vi lærer Helen at kende; vi får et indblik i forældrenes mislykkede ægteskab og andre svigt Helen har oplevet. For mig var det her historiens dybde kom i spil, men desværre efterlod bogen mig med en hungren efter mere (dybde, forstås). Alt baggrundshistorien fortælles i disse små glimt; korte bemærkninger og de ender med at fylde alt for lidt i forhold til de lange passager om sexlyst, væsker osv. 
    Derfor ender jeg med en splittet læseoplevelse. Jeg synes egentligt ikke bogen behøvede at være længere end de 213 sider den er, men jeg synes baggrundssporet skulle have mere plads. Alligevel gør det bogen langt mere troværdig, at skrivestilen og nutidstankestrømmen fylder så meget, når man tager højde for at fortælleren er 18 år. Som sagt: Splittet.

    Har du læst vådområder? Hvis ja, hvad synes du?