ANMELDELSE: "STATION ELEVEN" AF EMILY ST. JOHN MANDEL

Station Eleven - Emily St. John Mandel - Vintage - 2015 - 333 sider

Under en opførsel af Shakespears King Lear omkommer frontmanden Arthur på mystisk vis. Artur viser sig hurtigt at være fortællingens lim; han bliver bindeledet mellem bogens forskellige protagonister.

Station Eleven omhandler den såkaldte Georgia Flu - en pandemi der på få dage udrydder 99 % af verdensbefolkningen. Handlingen foregår 20 år efter pandemien brød ud, men bogen er spækket med flashbacks fra både før og under den stygge influenza. Vi følger en lille musikalsk teatergruppe som rejser fra sted til sted, og som aldrig har valgt er slå sig ned længere tid af gangen, vi følger Clark som lever i en lufthavn der er lavet om til et museum, og vi følger Jeevan som fungerer som praksiterende læge i et lille samfund. Vi følger forskellige mennesker der alle kommer med en unik fortælling om at tilpasse sig i en hel ny verden, hvor vores gængse hverdag er enten er blevet en fortrængt eller en nostalgisk erindring.

”Survvival is insufficient”

I min optik har Mandel skrevet en smuk, melankolsk og ikke mindst unik historie. Hun sammenfletter et persongalleri, med en god håndfuld personer, som ikke er svære at skelne fra hinanden, og som alle har noget interessant til at bringe historien frem. Karakterne er flerfacetteret, og har alle en uforgængelig dybde. På samme måde springes der frem og tilbage i tiden, men det blev heller aldrig et problem at finde rundt i som læser. Mandel formår generelt at udtrykke sig meget klart, og helt uden bogen mister sin lyriske værdi. For for fanden, hvor hun dog skriver sprødt!

Dog synes jeg en lille svaghed lå i passagerne fra ”nutiden” (de 20 år efter The Georgia Flu). Når Mandel beskrivende fortæller om udbruddet og tiden derop til, skriver hun med en udtrykkelig nærhed. Man står med næsen lige i begivenhederne, men den nærhed fandt jeg ikke i de andre passager. Beskrivelserne af den nye verden blev en anelse flyvske, og ikke ligeså velbeskrevet, hvilket desværre også resulterede i, at jeg ikke var ligeså fanget af historien i de kapitler som omhandlede verdenen efter apokalypsen.

”There was a moment on earth, improbable in retrospect and actually briefer than a moment in the span of human history, more like the blink of an eye, when it was possible to make a living solely by photographing and interviewing famous people.”

Overordnet set er jeg meget begejstret for denne roman. Jeg er helt tosset med skrivestilen – den melankoli hun tilskriver fortællingen, og den underspillede humor Mandel får historien til at blomstre med. For mig personligt kunne handlingsforløbet dog godt have brugt en større farer til at føre den frem – om det er fordi jeg er for zombiefikseret, kan godt være, men jeg manglede ”noget mere” end absurditeten i det ødelagte samfund og det genskabende menneske.

Du skal læse Station Eleven hvis du vil have en god (og moden) dystopisk fortælling om et nedbrudt samfund. Hvis du vil læse om mennesker, og hvordan disse kan tænkes at reagerer, når livet vendes på hovedet. Eller hvis du bare vil have noget brand god underholdning. 

TRIGGER WARNING: JEG KAN BEDRE LIDE TIM BURTONS ALICE

Jeg kan levende forestille mig, hvor stort et ramaskrig sådan her et indlæg kan forårsage, men jeg vil sgu snakke om det alligevel. Den anden aften gik jeg i symbiose med min dyne, og læste Alice i eventyrland fra ende til anden. Den hyggelige, absurde fortælling som vi alle kender åh-så-godt.

MEN for at være ærlig, egås? Så siger historien mig sgu ikke særlig meget. For at være ekstra ærlig, så irriterer langt de fleste karakterer mig grænseløst.

Sagen er den; de afbryder hele tiden, de svarer ikke på det der bliver spurgt om osv.. Absurditeten tager ligesom over for historien. Jeg er helt med på bogens præmis, men det tænder mig sgu ikke. Jeg er ked af at sige det, men jeg bryder mig faktisk ikke synderligt om Alice i eventyrland. Hvilket i sig selv er absurd, da jeg umiddelbart ville tro at en historie som denne lige ville være mig.

Da jeg var lille brød jeg mig faktisk heller ikke om Disneys fortolkning af eventyret. Jeg blev altid helt dårlig af travlheden over historiens forløb. Alle farverne og de stærke kontraster gjorde mig direkte svimmel. Så det er vel ikke så mærkeligt, at bogen ikke imponerede mig som den har gjort det med så pokkers mange mennesker verden over. Måske der er et element min hjerne ikke forstår, eller måske historien bare ikke er mig.

Uanset hvad, så vil jeg egentligt hellere se Tim Burtons fortolkning, hvor karakterne er sympatiske og dét mere relaterbare.

// Slutteligt vil jeg lige komme med en bemærkning (for den gode ordens skyld), jeg kan godt se kvaliteter i eventyret. Vi kører ikke ren foragt fra Sort Tale. // 

#FEMINISTORCHESTRA

Det gode ved ikke at have nogle nytårsforsæt er, at man frit kan tilføje milepæle uden nogen former for stress og jag. Det har jeg netop gjort, som jeg så at Jean Bookishthoughts har været med til at oprette en feministisk bogklub. Halløjsa!

Den starter fra marts - og jeg håber virkelig at jeg kan holde mig selv i gang med læselighederne hver eneste måned. Hvem kan ikke godt bruge et lille drys feminisme i cyberspace? Jeg ved i hvert fald, at jeg nyder langt de fleste feministiske forummer, så denne må sgu da også lige få en chance.

Bogklubben kan (blandt andet) følges på Goodreads her, og overalt på de sociale medier under hashtagget #feministorchestra.