Erindringens olieforurening | Louisiana Literature | Delphine de Vigan

Louisiana Literature 2018

Delphine de Vigan, Parkscenen, lørdag d. 25. august 2018, kl. 12.00.

Interviewer: Tore Leifer

Oplæser: Sofie Gråbøl 

Delphine de Vigan fik sit gennembrud med romanen Alt må vige for natten tilbage i 2011. Alligevel skulle der gå godt syv år, før det blev min tur til at beskæftige mig med hendes arbejde. Det skete tilbage i januar, og romanen sidder fortsat dybt i mig. Kan du forestille dig min reaktion, da jeg så hun skulle gæste årets Louisiana Literature? 

Vigan’s nye roman De loyale, der udkom på dansk den 16. august 2018 hos forlaget People’sPress, var selvfølgelig samtalens omdrejningspunkt, omend snakken ikke kunne undgå at drage et par paralleller tilbage til gennembrudsromanen. Der blev snakket om “loyaliteterne”, og særligt hvilke konflikter disse kan give i visse menneskelige konstellationer såsom venskaber, familiebånd etc. Delphine snakkede netop også om denne loyalitet i forhold til sin egen mor, og tekstarbejdet med Alt må vige for natten, så på den måde har hun fortsat i samme spor. 

Gennem den polyfoniske fortællestil i De loyale ender undersøgelsen af loyalitetsbegrebet næsten som en detektivroman. Hvornår opstår loyalitetskonflikten i et venskab, hvor befinder den hårfine grænse sig? Eller loyalitetskonfliken i et forældre til barn-, og barn til forældre-forhold. Det var en enormt spændende diskussion Vigan og Leifer havde på scenen.

Det er ikke kun i sine romaner, at Delphine de Vigan beskæftiger sig med loyaliteten. Som hun kom ind på, ligger der også både en enorm loyalitet mellem forfatter og læser, og forfatteren og sit stof. Som Vigan sagde, kan det virke meget let og fristende at følge opskriften fra sin tidligere succes, og skrive den næste bestseller ud fra det. Men netop dette ville bryde kontrakten mellem læser og forfatter; forfatteren ville simpelthen bryde loyaliteten. 

At blive voksen er at læge de sår vi har fået som barn

Det er nogle tunge tematikker Vigan arbejder med i sine romaner, herunder i De loyale. Alligevel fremhævede hun, hvor vigtig humoren er for hende. Humoren som healer, og følgesvend. Noget Sofie Gråbøl forstod at få frem i sin oplæsning, på en måde som fik alle deltagerne til at klukke under Parkteltet. 

Jeg har endnu De loyale til gode, men jeg glæder mig ekstremt meget til at læse den. Har du læst Delphine de Vigan, eller måske allerede De loyale? Og hvad synes du?

Du kan læse min anmeldelse af Alt må vige for natten her.

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

5 ud af 5 stjerner - Alt må vige for natten - Delphine de Vigan - People'sPress - 2015 (org. 2011) 

I Alt må vige for natten skildrer de Vigan et stærkt portræt af sin skøbelige mor. Hun gør - som så mange andre - grænsen mellem fiktion og virkelighed fuldkommen udefinerbar, og hun gør det til perfektion. Det her er den første bog jeg har læst i år, og jeg er helt overbevist om at det ender som en af årets bedste. 

I romanens åbningsscene møder vi Delphine den dag hun finder sin mor efter hun har begået selvmord. Tiden spoles tilbage til morens barndom, hvorfra vi sporadisk hører om forskellige epoker i familiens liv. Det er nemlig det der sker, fortællingen om Lucile - moren - bliver en fortælling om en kvinde og hendes familie. Men det er også fortællingen om en datter, der i sorgens hjerte, genskaber og vedligeholder billedet af den person hun elsker mest - sin smukke, forskruede mor. 

Lucile sagde meget lidt om sin barndom til os børn. Hun fortalte ikke. I dag tænker jeg, at det nok var hendes måde at slippe fri af mytologiseringer på, at hun afviste den fabulering og narrative rekonstruktion, der bor i alle familier. 

Alt ved denne bog fængslede og rørte mig. En række af kapitlerne omhandler Delphine's skrivende proces med bogen (deraf sorgen efter tabet af sin mor); det er de her kapitler, der virkelig blander fiktionen med virkeligheden og omvendt. Selvom de skrives med en næsten fremmedgjort distance, skaber de alligevel historiens kerne. Og de står konstant i kontrast til erindringsbeskrivelserne på en sådan måde, at de skaber en intensitet der efterlader læseren higende efter mere. Og mere får man hele tiden. Flere kontraster. Flere åbenbaringer. Flere oplysninger. Og flere knusende informationer om hvordan familien påvirker hinanden og de separate familiemedlemmers historie. 

En ting var jeg sikker på: Det var i de øjeblikke med tomhed og udbrændthed, der følger efter behandlingen, at man skulle være særligt nærværende. Og der var dér, jeg havde svigtet.

Alt må vige for natten er en tragisk roman, men det er også en varm fortælling om uovervindelig kærlighed. Den handler om forfald, misbrug, sygdom, livsbevidsthed og ikke mindst menneskers skrøbelighed. Det er en fantastisk bog. Virkelig. Gør dig selv den tjeneste at læse den.