6. aug. 2014

SORTSUPEREGO #2 - MEN FØRST EN WRAP UP

Så stod den dæleme på bøger der vækker de inderste hjerneceller, som ikke laver andet end at hungre efter de der bøger vi engang elskede åh-så-højt. Jeg fik læst de to ovenstående bøger Dukkernes nat af R.L. Stine og Venner på vandring af Kenneth Grahame. Begge var en fornøjelse både fordi de var vældig gode, men også fordi minderne straks stod i kø til at komme frem. 
Derudover nåede jeg at gå i gang med Kaninbjerget af Richard Adams, hvor det dog kun er tegnefilmen der vækker barndomsminder for mit vedkommende. Til gengæld fortjener min kompagnon virkelig et klap på skulderen, tjek lige hvor mange bøger Ida læste til denne udfordring (Status på #SORTSUPEREGO)

Men vi var ikke de eneste. Jeg er dybt imponeret over og dybt taknemmelig for at så mange af jer gad at deltage. Det havde jeg (/vi) slet ikke regnet med. Det er så fedt at I gider, og at I tog så pokkers sejt imod projektet.

1: Nadia 2: Nena 3: Ditte 
4: Ilhja 5: Ida 6: Sascha





SORTSUPEREGO #2


Jeg er pt. på ferie hos min mor, så en video kunne det ikke blive denne gang. Ida har derimod taget dette smukke, åh så smukke, billede af den næste kategori: LÆS EN ANBEFALET BOG

Inden for de næste to uger har vi altså alle chancen for at læse den der bog som vores ven har prøvet at få os til at læse de sidste tre år, men som hele tiden er kommet bag i køen af vores nye, flotte bøger (som vi selv har valgt). Hvis du ikke har sådan en anbefaling og stadig har lyst til at være med, så anbefaler jeg hermed World War Z af Max Brooks, det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof eller Alkymisten af Paulo Coelho.


Slutteligt vil jeg lige igen sige tak, og hvis du ikke ved hvad søren det er jeg takker om er SORTSUPEREGO #1 her

4. aug. 2014

ANMELDELSE: "FRANKENSTEIN" AF MARY SHELLEY


Originaltitel: "Frankenstein" - Forfatter: Mary Shelley - Forlag: Rosinante&Co - Udgivelsesår: 2014 (org. 1818) - 238 sider - 4/5 stjerner


Frankenstein må være en af de relativt få gyserhistorier som har opnået en klassikerstatus og som er alment kendt i alle aldersgrupper og på tværs af interesser. Det undrer mig ikke, da værket foruden at være vældig velskrevet, stiller et meget vigtigt og svært spørgsmål: "Hvad er ondskab?"

Victor Frankenstein er en ung og passioneret videnskabsmand, der drømmer om at skabe et liv fra det rene ingenting. Under sit studie finder han ud af hvordan dette kan lade sig gøre, men det væsen han tænkte skulle være et smukt, videnskabeligt vidunder ender med at skræmme ham fra sans og samling. Væsnet flygter og lever i eksil, indtil den skæbnesvangre dag, hvor de kræfter Frankenstein har leget med begynder at give bagslag.

"Klokken var allerede ét om natten, regnen trommede uafladeligt mod ruderne, og min tælleprås var næsten brændt ned, da jeg i skæret fra det halvt slukkede lys så skabningens matte, gule øjne åbne sig, den trak vejret tungt, og en krampe satte dens lemmer i bevægelse."

Da jeg læste Shelleys værk, måtte jeg flere gange læse passager om igen, fordi min læsning blev afbrudt af mine egne tanker; jeg tænkte bogstaveligt talt "den er bare så god" op til flere gange. Det har jeg ikke prøvet siden jeg læste Madame Bovary måneder tilbage. 
Victor Frankenstein som hovedprotagonist er meget sympatisk, uanset om man sympatiserer med hans handlinger eller ej. Som hans krop fyldtes med følelsen af magtesløshed, gjorde min det samme. Men særlligt brød jeg mig dog om de få kapitler, hvor man følger Frankensteins monster. Jeg havde ikke ventet at få dette indblik. Jeg havde faktisk ventet at jeg kendte historien bedre end jeg egentligt gjorde. Der er så mange genfortællinger, at det umiddelbart virker som en fortælling man får ind med modermælken, men det var altså ikke tilfældet for mig.

"Man krævede af mig, at jeg udskiftede fantasifostre af uendelig storhed med realiteter af beskeden værdi."

På forsiden er Stephen King citeret for at sige "En tragedie af shakespearske dimensioner" og det kan jeg kun nikke ja til. Den verden Frankenstein altid har følt sig tryg i, vendes fuldstændig på hovedet og alt går galt for ham. En gotisk fortælling som denne kunne man let forestille gik hen og blev en tung laban, men det er den ikke. Spørgsmålene er store og emnerne er mørke og skræmmende, men mere end mørk og skræmmende er de fængslende.

Et misforstået væsen som i daglig tale ofte bliver kaldt "Frankenstein"; en misforståelse der måske alligevel har noget i sig - for hvad er ondskaben egenligt? Er det ham der skabte det ødelæggende monster, eller er det monsteret selv? Det er spørgsmål fortællingen fortjener at læseren tænker over. Man kan faktisk slet ikke lade være!

"Når følelser er vældet op som følge af begivenheder indtruffet i hastig rækkefølge, smerter intet menneskesjælen mere end den dødsens rolige stilstand og vished, der følger efter og berøver sjælen både håb og frygt." 

Du skal læse Frankenstein, hvis du ønsker en læseoplevelse der får dig til at sætte spørgsmålstegn ved livet og hvad det indebærer. Du skal læse den, hvis du vil læse en god bog. Du skal faktisk bare læse den. Punktum.  


Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Rosinante, men meninger og holdninger er selvfølgelig mine egne.

2. aug. 2014

SLAGTRYK PRÆSENTERER SOFIE KOUSGAARD



Sofie Kousgaard er en meget kærlig og fuldkommen skøn eksistens, som Slagtryk har valgt at filme og dele i deres online tidsskrift. Nu vil jeg også dele det, fordi hun virkelig har noget at sige og fordi hun er skidedygtig. Derudover har hun bloggen hej jordklode - this is a magic place, hvor man kan følge hendes lyriske udvikling og udvidelse. 

Jeg synes du skal kigge lidt med, hvis du kan lide dansk lyrik. Hun er hip og med på noderne. Og sød.