anmeldelse: den italienske mester af tom rachman

ad | anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Originaltitel: The Italian Teacher
Oversætter: Rasmus Hastrup
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)

★★★☆☆

I Den italienske mester af Tom Rachman udspiller der sig et storslået familiedrama, hvor karakterne fylder for meget, for lidt og næsten ingenting. Romanens åbningsscene sætter hurtigt stemningen for resten af historien — det er i 1955 til en overdådig fernisering for kunsthandlere- og interesserede, hvor vi finder den verdensberømte kunstner Bear Bavinsky, hans søn & konen Natalie. Bear Bavinsky viser hurtigt sine verdensmandstendenser, mens både Natalie og Charles (Pinch) står i skyggen af festen og betragter aftenens udfoldelser.
         Her fra følger vi historien om familien og deres omgangskreds fortalt fra Pinchs synsvinkel. Han ender, ligesom alle andre, altid i sin fars skygge, hvilket giver en masse stof til resten af romanen.

Med Den italienske mester har Tom Rachman skrevet en god, karakterdreven roman, som undersøger et komplekst forhold mellem far og søn. Det er en roman om at finde fodfæste i en ustadig verden, hvor intet kan vides sikkert.



Jeg vakler mellem en vurdering på tre og fire stjerner. Usikkerheden kommer af det faktum, at bogen var hurtig til at forlade min krop under og efter læsningen. Når jeg læste i den var fuldkommen opslugt at miljøbeskrivelserne, båndet mellem de forskellige karakterer, de interessante dialoger osv., men ligeså snart jeg klappede den sammen forlod alle disse følelser mig, og jeg tænker sjældent tilbage på den her et par uger efter endt læsning.

Når det så er sagt: lad mig lige vende tilbage til det med de karakterer der. For der var et enormt interessant sam- og modspil mellem romanens karakterer. Den skævhed der skildres i Pinch og hans fars forhold var spændende at læse om, fordi man, i Pinch fuldkomne idolisering af sin far, kunne mærke det store omsorgssvigt han gennem hele sit liv har lidt under. Men Pinch blev på mange måder en ret uinteressant karakter. Han gjorde som jeg forventede han ville, lod mig ikke gætte eller blive overrasket.
              Den karakter der derimod bar fortællingen for mig var Bear Bavinsky. Han er en narcissistisk kunstnerstereotyp der mener sig selv bedre end Picasso. Han er flamboyant og vidtrækkende. En vaskeægte pain in the ass. Men hans skildres både humoristisk og tragisk, han er så fyldt med fejl og en enormt dårlig far. Fordi han blev den her karikatur af en kunstner, kunne han langt bedre bære forudsigeligheden. Jeg vidste nemlig også hvad jeg fik af Bear, men denne forudsigelighed fungerede godt, i hvert fald langt bedre, end den gjorde for Pinch.

Alt i alt synes jeg det var en god bog. Det er en jeg vil anbefale — særligt hvis du har mulighed for at læse den af få omgange. Man kan ikke tage det fra romanen, at den er underholdende og velskrevet.


____
Har du læst den italienske mester? I så fald hvad synes du om den?