18. sep. 2014

ANMELDELSE: "UNDERGANG" AF INGE PERNILLE M.FL.

Undergang - 2014 - Anmeldereksemplar fra forlaget Valeta - 3.5-4/5 stjerner



Da jeg første gang hørte om Undergang var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg måtte have fingrene i den. Novelleantologien kom til verden gennem en konkurrence arrangeret af bloggen Apokalyptisk og forlaget Valeta; ikke mindre end 70 indsendte deres bud på jordens undergang, men hvor blot femten heldige fik deres historie udgivet. 

Jordens undergang et af de temaer, jeg virkelig godt kan lide at beskæftige mig med, og denne antologi har givet nogle spændende historier og har bidraget til mine forestillinger om den dag det hele er slut. De femten noveller spænder vidt og bredt, alligevel synes visse temaer at være gennemgående: Klimaforandringerne, meteoer/solstorme og den raskt voksende teknologi. 
Jeg gik ind til samlingen med en forhåbning om at læse noget nyt, men samtidig forventede jeg nok ikke det helt store. De kreative sjæle der står bag novellerne i Undergang tog virkelig røven på mig. 

"Ægte, tilsløret begejstring gennemtrængte hver pore i Martins opadvendte ansigt, virrede med denne geniets og galningens ild, der før have sat dem på verdenskortet, men som alt, alt for længe havde været tabt i filosofiens mudrede tåger."

Den overdrevne ødelæggelse, gysen og gruen mødte mig ikke i det omfang jeg havde forventet - derimod var flere af novellerne spøjse og nogle var endda søde. Her tænker jeg særligt på åbningsnovellen, Skriften på væggen skrevet af Inge Pernille, hvor vi i ét fortællespor møder den formælte forfatter der sidder og kæmper for at skrive den helt rette historie; i et andet møder vi den gode doktor i færd med at behandle en vortebefængt patient. De to fortællespor løber side og om side, indtil de slutteligt bindes sammen. Fortællingen efterlod mig med en finurlig følelse i kroppen. Jeg sad med et forsigtigt smil plastret på ansigtet og måtte lige tænke en ekstra gang over det jeg havde læst.

Konkurrencens vinder er Mikkel H. Carlsen med novellen La Gioconda ved Tidernes Ende. En velfortjent sejr, selvom det ikke var min personlige yngling. Til gengæld var det en markaber historie med grufulde detaljer - noget jeg godt kunne savne lidt hos nogle af de andre novelleskrivere.
Pawel er kunsthistoriker. Vi møder ham, mens han står og betragter Mona Lisa på Louvre, da bygningen pludselig begynder at styrte sammen om ham. I ren panik rykker han billedet ud af væggen, og herefter starter en yderst velskrevet historie om moralens fald. 


Min personlige favorit er Nikolaj Johansens novelle Døde mænd. Det er en novelle der med lyrisk overlegenhed viser hvordan tingene skal gøres. Jeg elskede den her novelle. Johansen har tydeligt gjort brug af sin erfaring inden for Poetry Slam, da han skrev sin fortælling. Den undergang vi møder i Døde Mænd forårsages af teknologien, og hele fortællingen er skrevet i så tårnhøjt et tempo, at jeg sad tilbage med følelsen af dårligt nok at have bladret en eneste side. Johansen har desuden bloggen Oktoberland, der kan findes her.

"Tvistet metal, netværk, firkantede huller, solide metaltråde, opad, opad, opad, kulminerende i et virvar af paraboler, sendere, modtagere, ledninger, der stadig nu strækker sig over hundredvis af kilometer, elektronisk information trukket over udpinte eller nedbrændte, afsvedne marker, bits og bytes uden mening længere, bare farede frem og tilbage, for maskinerne sender stadig, maskinerne sender uophørligt, uafladeligt, uendeligt."

En sidste forfatter denne anmeldelse ikke kan være foruden, er Merete Richter, der i en alder af 70 år debuterer i antologien. Hun har skrevet den umådeligt fine, samfundskritiske novelle, Mycelium, der virkelig er en læsning værd!

Overordnet set er antologien en jævn god læseoplevelse, desværre var der - for mit vedkommende - en tand for mange af novellerne som enten ikke sagde mig noget, eller som jeg blev direkte irriteret over. Derudover ville jeg gerne have set flere apokalyptiske fortællinger, i stedet for den overflod af postapokalyptiske. Når det er sagt, er ovenstående mine klare favoritter og de er alle læsningen værd. Derudover kommer Undergang med lidt bonusfeatures i form af redaktørens afsluttende afsnit om de apokalyptiske genrer samt forfatterpræsentationer (som ses på ovenstående billede). 
Slutningen.
En dag går jorden under. Historien slutter. Tæppefald. Men hvordan? Går vi under sammen med den, eller går den under sammen med os? Hvordan klarer de få overlevere sig i en ny verden, hvor menneskeheden er et afsluttet kapitel?
Her er der ikke nogen, der i sidste øjeblik redder dagen. Her rammer kometen, mens ingen kan standse pandemien, et sted hvor solstorme raser, og atommissiler hviner over himlen.
“Undergang” indeholder 15 noveller om apokalypsen, skrevet af både debutanter og erfarne forfattere, foruden en afsluttende tekst om dommedagskulturhistorie.
- See more at: http://valeta.dk/udgivelser/undergang#sthash.XemfrxSD.dpuf

Ingen kommentarer:

Send en kommentar