2. jan. 2015

ÅRET DER GIK (2014)!

Det føles som en brøkdel af et sekund siden jeg kom ind i år 2014 med tårnhøje forventninger om det kommende år, men samtidig er jeg kilometer fra den person jeg var for et år siden. Jeg kan blive helt overvældet af at tænke på alt det der er sket siden da.
I sommers fik jeg min BA i dansk litteratur fra Roskilde Universitet, og siden da har jeg taget et HgS forløb og blevet ansat i en boghandel, hvor en kommende elevplads bliver min. Men året 2014 har indeholdt så meget mere end det - det er året, hvor jeg flyttede sammen med min kæreste, hvor jeg gennem bloggen har været til spændende events og har fået spændende aftaler. Det er også året, hvor jeg har læst alt fra det mest hypede populærtitler inden for bøgernes verden, til flere hundrede år gamle klassikere. Det er året, hvor jeg har fundet nye yndlingsbøger. Et år, hvor jeg har elsket, fejlet og vundet en masse.
2014 har bestemt været et begivenhedsrigt år.



2014 har også været året, hvor jeg har stiftet bekendtskab med nye yndlingsforfattere - heriblandt den danske Jens Blendstrup, den svenske Frederik Backmann og den britiske Jojo Moyes. Alle hvis forfatterskab jeg vil følge på nært holdt i det (og de) kommende år.

Men det er også et år, hvor jeg har fået lyrikken tættere ind på livet. Min bachelor blev skrevet med udgangspunkt i den danske Asta Olivia Nordenhof, hvilket har åbnet døren på vid gab for moderne dansk lyrik #jegelskerdet. Nye personer som Caspar Eric er kommet til, og andre sidder fast på deres troner - Olga Ravn er stadigvæk min absolutte favorit, men Ursula Andkjær Olsen vinder også større og større plads (samt ikke mindst respekt).



Sidst men ikke mindst skal Ida og resten af jer der har givet jer i kast med #SORTSUPEREGO have en kæmpe tak, for at gøre min hverdag (og tid med bloggen) meget mere interessant og sjov. Det har virkelig været en fornøjelse at arrangere - og efter endt julepause vender vi stærkt tilbage på tirsdag!


Godt nytår allesammen <3

15. dec. 2014

HEJ DECEMBER!

December er min absolut yndlingsmåned - jeg elsker alt hvad julen indebærer. Radiatorer på højtryk, julepynt, julemusik og bøger, stearinlys, kærlighed og hygge. Denne december er dog gledet fra mig, mens jeg er påbegyndt fuldtidsarbejde i Bog & Idé (er I klar over hvor hårdt fuldtidsarbejde er!?). Derfor er min december enten stående i forretningen, eller sovende i min seng, hvilket er forklaringen på min inaktivitet her i blogsfæren. Jeg skal lige vænne mig til livet som boghandler - og jeg håber I kan bære over med mig.

Nå, men jeg læser altså stadig, om end det ikke er ligeså meget som normalt. Jeg forsøger at holde mine øjenlåg åbne med lidt julegodter. My true love gave to me er dette års julebog for mit vedkommende - den indeholder tolv vinterromancer af nogle af tidens helt store YA forfattere. Jeg er indtilvidere meget begejstret! Derudover håber jeg på, at læse Maureen Johnsons shot story i Let it Snow, samt den klassiske Et juleeventyr af Charles Dickens.

Læser du julebøger til december?

5. dec. 2014

PINLIGT FORSINKET BOGFORUMSINDLÆG!


Hvor havde jeg bare glemt dette indlæg - jeg beklager frygteligt. Men som I nok ved, så var der Bogforum tilbage i november. Og som alle har snakket om, så var det endnu engang et fantastisk event med smil og en hulens masse bogglæde.

Jeg fik set en masse forfattere tale om deres værker, og hørt flere af dem læse op. Ja, signeringer blev det også til. En lille krudsedulle i en bog kan gøre alverden til forskel.
Caspar Eric var den der tog røven på mig - jeg så ham mest af alt, fordi jeg havde hørt så meget i medierne. Men da han læste op af sit yoghurt-digt, der var jeg fuldkommen flad af grin. Jeg måtte derfor også købe digtsamlingen med mig hjem, og den står nu smukt og pryder min lyrikhylde.

Af højdepunkter var det, at opleve Henrik Nordbrandt, Sanne Søndergaard og Jojo Moyes, samt (selvfølgelig) at gense Frederik Backman og Jens Blendstrup!

Jeg glæder mig allerede til næste år.