8. jan. 2015

SORTSUPEREGO VENDER TILBAGE!



Desværre uden video - men det skal ikke stoppe os! Efter lidt juleferie, lidt julestress og lidt forsinkelse, kan jeg hermed erklære at #SORTSUPEREGO er tilbage *wooh*
Vi skal noget lidt sjovt i disse uger; vi skal nemlig vise alle vores reoler, hylder, skabe m. m.. Selvfølgelig kun dem vi bruger til bøgerne. Det betyder altså, at det er 14 med fri ret til at blære sig i lange baner. Det er da en god måde at starte det nye år ud på!

Ordret lyder udfordringen: Vis/beskriv din reol!

Husk at bruge #sortsuperego hashtagget - på den måde kan Ida og jeg finde dig, og vi sidder klar ved tasterne. Vi er tilbage med alt hvad vi ejer og har (næsten).


5. jan. 2015

ANMELDELSE: "9 ÅR EFTER LOOPET" AF PETER ADOLPHSEN

9 år efter Loopet - Peter Adolphsen - 2013 - Forlaget Samleren - 4/5 stjerner
På en dag som starter helt almindeligt, opstår en lyd-tsunami, der på 17 timer omkapsler hele kloden. Herefter kører alt i ring - tiden går, men intet bevæger sig fremad. Udviklingen er stoppet. Alle mænd tildeles ét gennemsnitsansigt, og ligeså gør kvinderne. Selv dyrene får træk fra det køn de indordnes under.
Protagonisten Mark er den oprindelige ejer af mændenes ansigt, og i 9 år efter Loopet introducerer han os for den rædsel verden nu er. Mark går rundt i Los Angeles efterladte, og stærk bevoksede, bygninger og leder efter meningen med livet.

"Da der kun var vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen dét som naturen altid har gjort: Den tilpassede sig."

Mark har engang skrevet et filmmanuskript som blev til et afsnit i en kriminal tv-serie - det er dét som han har opnået i sit liv. Han er en halvtyk mand med måne og høje tindinger. Ikke en person man ville lægge mærke til blandt en menneskeflok - særligt ikke når alle mænd deler det samme.
Han er en ensom eksistens som er meget svær at holde af, hans handlinger er uforsvarlige og han må i den grad siges at have erklæret sig selv fallit. Alligevel er han den type karakter, hvor man godt forstår, hvorfor han handler som han gør.

"Et tilfælde er en hændelse hvis eksistens kan benægtes uden at der opstår en selvmodsigelse; noget der lige så vel ikke kunne ske."

9 år efter Loopet er en bog der opsluger læseren, her kræves ingen tålmodighed eller overbærenhed. Hvert ord virker nøje overvejet - Adolphsen forstår hvad det vil sige at udnytte sproget. Fortællingen fylder under hundrede sider, men alligevel føler jeg mig en stor historie rigere. Den er fortalt med en simplicitet som gør de komplekse emner overkommelige og yderst interessante. Det hele fortælles gennem alvidende Mark der tænker meget over alt fra universets mindste bestanddele til store filosofiske emner. Jeg slugte denne bog - den er kort sagt: Pisse fed.

"Måske er kærlighed blot et smart trick fra evolutionens side, et overlevelsesinstinkt, en funktion der får mennesker (og et antal dyreracer) til at holde sammen mod dre trusler og faciliterer artens videreførsel."

Du skal læse denne bog, hvis du har brug for et fint lille indspark i science fiction genren, hvis du holder af dystopiske fortællinger, eller hvis du har en forsmag for eksistentialisme. 9 år efter Loopet er en virkelig god bog, og den eneste grund til at den ikke har fået fem stjerner, er fordi den meget gerne måtte have været bare lidt længere.

2. jan. 2015

ÅRET DER GIK (2014)!

Det føles som en brøkdel af et sekund siden jeg kom ind i år 2014 med tårnhøje forventninger om det kommende år, men samtidig er jeg kilometer fra den person jeg var for et år siden. Jeg kan blive helt overvældet af at tænke på alt det der er sket siden da.
I sommers fik jeg min BA i dansk litteratur fra Roskilde Universitet, og siden da har jeg taget et HgS forløb og blevet ansat i en boghandel, hvor en kommende elevplads bliver min. Men året 2014 har indeholdt så meget mere end det - det er året, hvor jeg flyttede sammen med min kæreste, hvor jeg gennem bloggen har været til spændende events og har fået spændende aftaler. Det er også året, hvor jeg har læst alt fra det mest hypede populærtitler inden for bøgernes verden, til flere hundrede år gamle klassikere. Det er året, hvor jeg har fundet nye yndlingsbøger. Et år, hvor jeg har elsket, fejlet og vundet en masse.
2014 har bestemt været et begivenhedsrigt år.



2014 har også været året, hvor jeg har stiftet bekendtskab med nye yndlingsforfattere - heriblandt den danske Jens Blendstrup, den svenske Frederik Backmann og den britiske Jojo Moyes. Alle hvis forfatterskab jeg vil følge på nært holdt i det (og de) kommende år.

Men det er også et år, hvor jeg har fået lyrikken tættere ind på livet. Min bachelor blev skrevet med udgangspunkt i den danske Asta Olivia Nordenhof, hvilket har åbnet døren på vid gab for moderne dansk lyrik #jegelskerdet. Nye personer som Caspar Eric er kommet til, og andre sidder fast på deres troner - Olga Ravn er stadigvæk min absolutte favorit, men Ursula Andkjær Olsen vinder også større og større plads (samt ikke mindst respekt).



Sidst men ikke mindst skal Ida og resten af jer der har givet jer i kast med #SORTSUPEREGO have en kæmpe tak, for at gøre min hverdag (og tid med bloggen) meget mere interessant og sjov. Det har virkelig været en fornøjelse at arrangere - og efter endt julepause vender vi stærkt tilbage på tirsdag!


Godt nytår allesammen <3