31. okt. 2014

LUK ZOMBIERNE IND - THIS IS HALLOWEEN!





Hvor er halloween bare den fedeste og samtidig den mest latterlige (ja, undskyld mig) højtid, som er blevet bragt ud til verden fra de forenede stater. Egentligt har jeg det lidt ambivalent med det, fordi jeg er meget imod Valentines, men en hel dag i gysets tegn? Det er nødt til at være lidt godt.

Verden over har folk brugt deres oktober måned på at snakke om skræmmende bøger, hvorfor jeg også vil bidrage med et enkelt indlæg på denne all hallows eve. I dag skal det handle om zombier. For er der et "væsen" (det kan man ikke kalde det, men jeg gør det lige alligevel) jeg er vild med, så er det zombier. Jordens undergang kan udelukkende forløbe ved, at en virus dræber - og vækker os igen som hjernedøde, rådne og driftsdrevne væsner. Der er ingen anden mulighed.

Zombierne som vi kender dem i dag, er (selvfølgelig) en modificeret myte, der har flere tusinde år på bagen. Oprindeligt var de et middel til udryddelse, hvad enten det var præstinder eller troldmænd, så skulle disse figurer sende og styre zombierne afsted for at straffe mennesket.
I dag har de fået deres helt egen subgenre inden for apokalyptiske værker, og specielt inden for de seneste 10 år er der sket en hel del. Max Brooks blev pludselig en rigtig populær fætter, da hans World War Z blev filmatiseret med Brad Pitt i hovedrollen, og med hans Zombie Survival Guide som rent faktisk er en guide til, hvordan du overlever zombieapokalypsen. Men særligt stærkt står Robert Kirkman med hans tegneserier The Walking Dead; aldrig har zombierne haft så meget spotlys på sig, som de har i forbindelse med filmatiseringen af denne tegneserie. AMC tv-serie hitter verden over, og har nyligt offentliggjort at en sjette sæson vil komme. Det er da vildt?

Men hvad er det der gør zombierne så interessante, at jeg som læser beskæftiger mig med film efter film, bog efter bog om den levende død? Jo, det er faktisk det faktum at døden legemliggøres af livet. Den komplet modsatte rækkefølge af hele vores natur, og vi hvad alle hvad der sker, når tingene ikke går som de skal. Men zombierne er også dig og mig; de er dig og mig, når det hele er slut. Zombier som uhyrer er utrolig let at spejle sig i - der er ingen magi eller intet mytisk. De overtager bare verden efter apokalypsen, og så er det sgu knald eller fald, hvor hverken knald eller fald har et godt udfald for dig.

Zombier repræsenterer vel samfundets forfald. De rådne kadavere der marcherer rundt på må og få, indtil de finder noget levende at sætte tænderne i. De er hjernedøde og drives udelukkende af lystimpulser - de drives af alt det mennesket gennem århundrede har undertrykt (med dette siger jeg ikke, at vi ville æde hinanden). De er alt det de ikke må være, de har ingen regler eller lovgivninger, og det gør dem skide uhyggelige. Naturligvis også det faktum, at de også æder dig og mig, at de er rådne og i virkeligheden slet ikke lever.
Men pointen er også bare, at zombier er lette at forholde sig til - og derfor tror jeg også, at det gør dem lettere at være bange for. De er os, og de går rundt i vores verden.

Nu blev det pludselig et langt indlæg, selvom det egentligt ikke fortæller særlig meget. Jeg synes du skal bruge din allehelgensaften sammen med zombier, hvad enten det er på skærmen eller blandt siderne i en bog.

Glædelig Halloween! 


NB! Jeg er ingen ekspert på området.

29. okt. 2014

SOOOOORTSUPEREGO #8 - BØRNEBOG!


Jeg tror faktisk bare, at jeg vil lade videoen tale for sig selv. 

Den nye #SORTSUPEREGO udfordring lyder: LÆS EN BØRNEBOG

Denne her udfordring har jeg bare glædet mig til; selvom det ikke er længe siden, vi læste bøger der vækker nostalgien i en, så er der her frit valg på alle børnehylderne. Det behøver ikke være en som man læste som barn, og det kan derfor være en helt ny som helt gammel.
Jeg kunne godt tænke mig at læse Kaaberbøls Katriona serie Sølvhesten, Hermelinen og Isfuglen. Det var nogle bøger jeg aldrig nåede at låne på mit skolebibliotek som barn, da jeg var fuldstændig forgabt i andre værker. Måske tiden er inde nu?

Derudover vil jeg lige lave en hurtig opsamling fra #sortsuperego nr. 7. Der var nemlig rigtig mange deltagene med hver deres fem yndlingsbøger. Her nedenunder lister jeg de titler (med link til Goodreads), som flere har placeret på deres top 5. Hvis du har brug for inspiration til din næste bog, eller til julegaveønskerne, så er her nogle skidegode bud:

Eleanor and Park af Rainbow Rowell
Mig før Dig af Jojo Moyes
Lolita af Vladimir Nabokov
Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker
En mand der hedder Ove af Frederik Backman
The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky
Fangirl af Rainbow Rowell
Gift af Tove Ditlevsen 



26. okt. 2014

DE FEM BEDSTE BØGER i 2014 (SO FAR)

#SORTSUPEREGO drøner afsted, mens ugerne passerer hurtigere end jeg kan nå at tælle dem. Der sker så meget i øjeblikket; og nu er mit studie ved at være færdigt, så jeg kan komme i gang med den egentlige boghandleruddannelse. Wow. 

Jeg har to tanker at dele med dig ift. dette indlæg. 1) Min umiddelbare tanke til denne udfordring var, at det ville tage mig to sekunder at udvælge årets fem bedste bøger, men når man har 12 5-stjernede bøger, så er der alligevel lidt at vælge imellem! 2) Første og anden pladsen ligger ufatteligt tæt, og det krævede en mental diskussion for at finde 2014s bedste bog.


5. bedste bog i år 2014
World War Z læste jeg tilbage i januar, og den tog mig mildest talt med storm. Jeg vil ikke knytte specielt mange ord til den, da jeg har skamnævnt den hver gang muligheden har budt sig. MEN den er fed!

4. bedste bog i år 2014
Stille dage i Mixing Part er min første Loe-bog, og ih og åh, hvor er den bare god. Og sjov. Og dejlig! Det er en satirisk fortælling om familien Telemann der igen skal på ferie i Tyskland. Turen bliver hård for familien; konen elsker Tyskland, mens Bror hader alt der har nogen forbindelse til det.



3. bedste bog i år 2014
Det er de færreste der ikke har læst Mig før dig af Jojo Moyes, eller som har hørt om den massive omtale af den. Den her bog fik mig - bogstaveligt talt - til at vræle. Den knuste mit hjerte, men gav mig samtidig et fornyet håb. Moyes kan et eller andet med de der chick-lit fortællinger! 

2. bedste bog i år 2014
En mand der hedder Ove er en fantastisk bog. Virkelig fantastisk. Jeg elsker Ove. Det er ikke frygtelig lang tid siden jeg læste den, og den sidder stadig helt inde under huden på mig. Ove er bitter på verden, og han gider faktisk bare ikke livet mere. Gennem fortællingen lærer vi hans historie at kende, mens han kæmper med den skide kat, der bliver ved med at dukke op i hans indkørsel, og hans påtrængende gravide nabo, der kommer på besøg på de mest ubelejlige tidspunker. 

Bedste bog i 2014!
Winger. Åh, Winger...
Der er alt for få, som har læst den her bog. Andrew Smith har lavet noget skønt, skrøbeligt og smukt. Det er virkelig YA når det er bedst. Jeg vil ikke fortælle meget om handlingen, da jeg bestemt tror det er bedst at gå uvidende ind til den. Men du skal vide, at du får en mavepuster. Og at du ikke kan lægge den fra dig, når du først er begyndt.