ANMELDELSE: WARM BODIES AF ISAAC MARION

”R” har en idé om at hans navn begyndte med R før han døde, men det er ikke meget han husker fra livet. Faktisk slet ingenting. Alligevel ved han at han mangler noget. En eller anden større mening med tilværelsen, end den han har som en sløvt omvandrende zombie. 

En dag tager han og en gruppe zombier på madjagt, hvor de møder en flok unge mennesker. Gruppen af zombier går aggressivt til bords i menneske-delikatesserne, men pludseligt får R øje på Julie, hvem han ender med at stjæle med hjem i stedet for at æde. 

”You should always be talking pictures, if not with a camera then with your mind. Memories you capture on purpose are always more vivid than the ones you pick up by accident.” 

Det er lidt sjovt. Jeg havde faktisk en meget klar forventning om, at jeg ikke ville kunne lide denne roman. Hvorfor? Fordi jeg har en meget klar idé om, hvad zombier kan og særligt hvad de ikke kan. I Marions zombiefortælling kan zombier tænke, løbe og tale (om noget i et begrænset omfang) – alle ting som jeg er totalt uenig i at zombier kan. Det er meget passioneret for mig, kan du nok høre. Noget ved fortællingen drev mig alligevel ind – jeg blev helt tosset med R og den udvikling han gennemgår i romanen. Jeg var faktisk ret begejstret for, hvordan Marion skildrede R’s stærke ønske om at være noget bedre og større end det lod han trak under apokalypsen. Det fungerede helt og aldeles fint for mig. 

”I don’t have the answers she’s asking for, but I can feel their existence. Faint points of light in the distant dark.” 

3/5 stjerner - Warm Bodies #1 - Læs mere her

ANMELDELSE: "ENDGAME: KALDET" AF JAMES FREY

Endgame - James Frey - 2014 - Anmeldereksemplar fra Høst & søn - 3/5 stjener

Tolv meteorer falder umiddelbart tilfældigt ned rundt omkring på jorden, dog ikke så tilfældigt, hvis man tilhører en af de tolv slægter, der gennem utallige generationer har ventet på 'kaldet', de som har ventet på det eftertragtede - og frygtede - Endgame.
Meteorerne falder tæt ved Spillernes hjem, og gennem bogens sider følger vi dem skiftevis i deres kamp om først at løse gåden, og ikke mindst i deres kamp mod hinanden. Endgame er nemlig et brutalt spil på liv og død, hvor den enkelte Spiller kæmper for sin slægt og egen overlevelse, i takt med at jorden er ved at gå under.

Endgame adskiller sig på mange måder fra den gængse apokalyptiske fortælling; mest tydeligt ved, at bogen er lavet interaktivt, så læserne hele verden over har mulighed for at deltage i spillet. I en lang række slutnoter finder man links til hjemmesider, statistikker, YouTube klip m.m., som ledetråde til den nærmest umulige gåde.

Efter et par mislykkede forsøg stoppede jeg min deltagelse i Spillet; det der synes som en rigtig god idé, virkede bare ikke for mig. Jeg synes det var meget forstyrrende, at skulle forlade historien og vende snuden mod computerskærmen for at undersøge en url-adresse i Safari. Til gengæld kunne jeg virkelig godt lide, at bogen sagtens kan læses uden, og det faktum at handlingen ikke foregår i et fremtidigt nedbrudt samfund, men at den foregår her og nu.

Mens historien forløber følger vi de forskellige deltagere - i deres respektive verdensdele - hvilket, til at starte med, var en anelse forvirrende. Som historien skred frem blev det dog lettere og lettere at skille de forskellige stemmer ad. Men trods de voksende stemmer, sneg karakterne sig dog aldrig ind under huden på mig, hvilket medførte, at jeg egentligt var lidt ligeglad med, om de overlevede eller ej.

Endgame er for mig en lidt tam oplevelse; på den ene side er idéen og historien rigtig spændende, men jeg engagerede mig aldrig i personerne, eller det der skete. Det skete bare, og det var da fint nok. Det er super ærgerligt, da præmisserne for denne bogen ellers falder lige i hak med mine præferencer. Jeg vil helt sikkert læse videre i serien, men Endgame har desværre ikke efterladt et bemærkelsesværdigt indtryk.

Du skal læse Endgame, hvis du ønsker at læse en historie i højt tempo, en historie hvor side efter side forsvinder, uden man egentligt lægger mærke til det. Ellers skal du læse Endgame, hvis du ønsker at læse en bog, der går ud over sit eget medie, og bliver til noget større end 'en bog', eller hvis du simpelthen bare gerne vil vinde de $500.000.

LUK ZOMBIERNE IND - THIS IS HALLOWEEN!

Hvor er halloween bare den fedeste og samtidig den mest latterlige (ja, undskyld mig) højtid, som er blevet bragt ud til verden fra de forenede stater. Egentligt har jeg det lidt ambivalent med det, fordi jeg er meget imod Valentines, men en hel dag i gysets tegn? Det er nødt til at være lidt godt.

Verden over har folk brugt deres oktober måned på at snakke om skræmmende bøger, hvorfor jeg også vil bidrage med et enkelt indlæg på denne all hallows eve. I dag skal det handle om zombier. For er der et "væsen" (det kan man ikke kalde det, men jeg gør det lige alligevel) jeg er vild med, så er det zombier. Jordens undergang kan udelukkende forløbe ved, at en virus dræber - og vækker os igen som hjernedøde, rådne og driftsdrevne væsner. Der er ingen anden mulighed.

Zombierne som vi kender dem i dag, er (selvfølgelig) en modificeret myte, der har flere tusinde år på bagen. Oprindeligt var de et middel til udryddelse, hvad enten det var præstinder eller troldmænd, så skulle disse figurer sende og styre zombierne afsted for at straffe mennesket.
I dag har de fået deres helt egen subgenre inden for apokalyptiske værker, og specielt inden for de seneste 10 år er der sket en hel del. Max Brooks blev pludselig en rigtig populær fætter, da hans World War Z blev filmatiseret med Brad Pitt i hovedrollen, og med hans Zombie Survival Guide som rent faktisk er en guide til, hvordan du overlever zombieapokalypsen. Men særligt stærkt står Robert Kirkman med hans tegneserier The Walking Dead; aldrig har zombierne haft så meget spotlys på sig, som de har i forbindelse med filmatiseringen af denne tegneserie. AMC tv-serie hitter verden over, og har nyligt offentliggjort at en sjette sæson vil komme. Det er da vildt?

Men hvad er det der gør zombierne så interessante, at jeg som læser beskæftiger mig med film efter film, bog efter bog om den levende død? Jo, det er faktisk det faktum at døden legemliggøres af livet. Den komplet modsatte rækkefølge af hele vores natur, og vi hvad alle hvad der sker, når tingene ikke går som de skal. Men zombierne er også dig og mig; de er dig og mig, når det hele er slut. Zombier som uhyrer er utrolig let at spejle sig i - der er ingen magi eller intet mytisk. De overtager bare verden efter apokalypsen, og så er det sgu knald eller fald, hvor hverken knald eller fald har et godt udfald for dig.

Zombier repræsenterer vel samfundets forfald. De rådne kadavere der marcherer rundt på må og få, indtil de finder noget levende at sætte tænderne i. De er hjernedøde og drives udelukkende af lystimpulser - de drives af alt det mennesket gennem århundrede har undertrykt (med dette siger jeg ikke, at vi ville æde hinanden). De er alt det de ikke må være, de har ingen regler eller lovgivninger, og det gør dem skide uhyggelige. Naturligvis også det faktum, at de også æder dig og mig, at de er rådne og i virkeligheden slet ikke lever.
Men pointen er også bare, at zombier er lette at forholde sig til - og derfor tror jeg også, at det gør dem lettere at være bange for. De er os, og de går rundt i vores verden.

Nu blev det pludselig et langt indlæg, selvom det egentligt ikke fortæller særlig meget. Jeg synes du skal bruge din allehelgensaften sammen med zombier, hvad enten det er på skærmen eller blandt siderne i en bog.

Glædelig Halloween! 

NB! Jeg er ingen ekspert på området.

"Den 5. Bølge" af Rick Yancey

Originaltitel: The 5th Wave

Serie: The 5th Wave #1

Forfatter: Rick Yancey

Forlag: Gyldendal

Udgivelsesår: 2013 

512 sider

I "Den 5. Bølge" kommer vi direkte ind i et post-apokalyptisk samfund, hvor aliens har overtaget jorden og er i gang med at udrydde hele menneskeheden. Da vi kommer ind i historien har fire bølger allerede fundet sted; bølger der udrydder menneskeheden i store omgange. Først slukkedes strømmen, næst kom en tsunami, herefter pesten og den fjerde bølge kalder hovedpersonen Cassie for "Silencer". Gennem bogens femhundrede sider finder vi ud af hvad den femte bølge er for en størrelse. 

"Hun havde et permanent uhyggeligt smil, sprukne læber, der var trukket tilbage fra de blødende hummer og tænder, der var farvede af blod. Der kom lyde ud af munden på hende, men det var ikke ord. Det sted i hendes hjerne, der lavede ord, var spækket med virus, og virussen kendte ikke til sprog - den vidste kun, hvordan den lavede mere af sig selv."

Bogen har nogle klare kvaliteter idet den er super spændende og ulækkert skrevet, samt at Yancey har skabt et fantastisk plot med sin virkelig gode idé. Den går hen og trækker på det militante, det 'gyselige' og bliver næsten som en konspirationsteori på mange områder (uden at afsløre for meget). Desværre har bogen, i mine øjne, bare rigtig mange fejl.

1. Jeg synes dette apokalyptiske samfund i højere grad blev beskrevet som moderne krigsførelse og mange gange virkede det så tvunget, at jeg helt glemte at det handlede om aliens.

2. Strøm: En stor del af handlingen foregår på denne militærbase der tilsyneladende har et kraftfelt (og derfor strøm), så det at strømmen forsvandt, som virkelig var en katastrofe for mennesket, havde egentligt slet ikke dets betydning gennem meget af bogen.

3. Persongalleriet: Cassie, den ene af de personer vi følger, er grænseløst irriterende, og frygtelig urealistisk. Hendes forældre døde under de første bølger, men det tager hun ikke så tungt, bogens senere begivenheder tages heller ikke så tungt, selvom de ville have været hjerteskærende for en hver anden. 

4. Gentagelser: Rick Yancey gentager sig selv utrolig mange gange gennem bogen. Hver eneste gang Cassie skal beskrive denne mystiske Evan Walker skal der lige fortælles om hans nøddebrune øjne, han har nøddebrune øjne, Cassie er vild med hans nøddebrune øjne og forresten, Evan har nøddebrune øjne! *indsæt overrasket smiley*

5. Sex: Eftersom det er YA følger vi sjovt nok unge mennesker: Alt disse unge mennesker kan tænke på i, hvad der kunne være, deres sidste øjeblikke er sex. Hvad nu hvis de aldrig når at have sex? Skulle de ikke have sex nu, mens de kunne? Osv. Det virker til at være deres egentlige frygt, ikke at dø, men at dø uden at have haft sex. Come on.

6. Slutningen: ... Egentligt synes jeg det burde have været en selvstændig bog i stedet for en trilogi. Det havde givet bogen en chance for at være sluttet bedre; her virkede det igen tvunget for mig, hvilket medførte hvad jeg ville betragte som en grusom slutning. 

"Det er derfor, en børnehær giver mening. Voksne spilder ikke deres tid på ønsketænkning. De bliver ved den samme ubekvemme sandhed, som fik Tank til at ende på dissektionsbordet."

Jeg lagde egentligt ud med at give Den 5. Bølge to stjerner, men jeg kan simpelthen ikke retfærdiggøre det overfor mig selv. Derfor har jeg givet bogen 1 ud af 5 stjerner, da jeg simpelthen bare ikke bryder mig om den. Det er en skam, da den rammer fuldkommen plet indenfor mine præferencer. Den var hurtig at komme igennem, for den formår stadig at være spændende trods forudsigelighed og andre irritationselementer, men åh hvor har den mange fejl. Til gengæld tror jeg at det bliver en fantastisk film.

Synes du at "The 5th Wave" lever op til hypen? Og i så fald, hvad kunne du lide ved bogen? 

Anmeldelse: The Walking Dead: Rise of the Governor

Originaltitel: The Walking Dead: Rise of the Governor, Forfatter: Robert Kirkman og Jay Bonansinga, Forlag: TOR, Udgivelsesår: 2011, Sideantal: 308, Sprog: Engelsk, ISBN: 978-0-330-54133-6

ppppr

Inden jeg begyndte at læse The Rise of the Governor var jeg meget splittet; på den ene side glædede jeg mig som et lille barn til at få udvidet denne postapokalyptiske fortælling, på den anden side frygtede jeg den store chance for at blive skuffet. Tårnhøje forventninger gør det ofte svært for bøgerne at leve op til, desværre.

Første bog i trilogien om Guvernøren handler om hans rejse mod Atlanta til det ikke-eksisterende flygtningecenter, og videre derfra til Woodbury hvor bogen slutter med et hjerteknusende twist. Vi får nu hele hans historie fra 72 timer efter the walking deads er begyndt er hærge verden. 
  Bogens start præsenterer os for menneskegruppen bestående af Bobby, Nick, brødrene Phillip og Brian Blake og Phillips datter Penny Blake. Handlingen starter hårdt ud med kampe mod zombierne, flugten fra samme, dødsfald og karakterudbygning. Én ting jeg synes bogen gjorde rigtig godt var at indfange den pressede stemning fra den evige flugt fra zombierne. Det var en rigtig spændende læsning, kun med få passager jeg ikke brød mig om. 

"They come from the cool shadows where government buildings block our the sun, and there are so many of them that it takes a moment for the human eye to simply register what it is seeing. All shapes and sizes and stages of deterioration, they emerge from doorways and windows and alleys and wooded squares and nooks and crannies, and they fill up the street with the profusion of a disordered marching band, drawn to the noise and smell and advent of a fresh automobile filled with fresh meat."

Jeg er generelt super begejstret over at følge "skurken", jeg favoriserer næsten altid skurken og har altid gjort det. Specielt de udbyggede skurke rammer plet i mit hjerte. Dette mest fordi jeg aldrig har mødt en uden-forklaring og vellykket rent ondskabsfuld skurk, ond for ondhedens skyld. Forklaringerne og historierne om hvorfor skurkekarakteren er blevet ond er et hit for mit vedkommende, jeg synes ofte at det bringer en endnu større mystik til karakteren. Jeg elsker skurke!
  Guvernøren er ingen undtagelse; han er så tåkrummende modbydelig. Denne bog er på en side fantastisk i sin forklaring af Guvernørens udvikling; på den anden side er den forfærdelig grundet selv samme. 

"There's nothing glorious in dying. Anyone can do it. 
  - Johnny Rotten" 

Bogen levede heldigvis op til mine forventninger, der var ikke kapitler jeg skulle trække mig gennem eller følelsen af åhh hvor er det unødvendigt. Generelt var det dybt underholdende læsning, når det er sagt kan det godt være farvet af min kærlighed til denne serie (det er meget svært at skulle forholde sig objektivt til det); men jeg nød den.
  Jeg har været meget i tvivl med hensyn til om jeg ville give den fire eller fem stjerner; Jeg har generelt den regel at fem stjerner må gives til noget ekstravagant, hvilket jeg oftest kun støder på i de tidløse klassikere, men hver gang jeg møder en virkelig god bog når det måles i underholdningsværdi, så har jeg lyst til at give den fem stjerner for underholdningen. 
  Derfor ligger The Rise of the Governor flot placeret et sted mellem 4 og 5 stjerner.