Anmeldelse: Idun af af Johanne Hildebrandt (Sagaen om Valhal #2)

OBS! Der kan forekomme spoilers hvis ikke du har læst den første bog (Freja) i Sagaen om Valhal. Læs min anmeldelse af Freja her.

Originaltitel: Idun Forfatter: Johanne Hildebrandt Forlag: Forum Udgivelsesår: 2009 (org. 2003) Sideantal: 374 Sprog: Dansk ISBN: 978-87-638-1243-6

 
ppprr

En sot har bredt sig over det geografiske område bogens handling figurerer i; både Vanaheim og Idunvallen er hårdt ramt og befolkningen dør hurtigere end hvad godt er. Freja indser at det skyldes Hylda, præstingen fra syden, og hun må straks til at indgå i nye guddommelige forbindelser for at kunne redde sin gamle hjemby og byen hvor hendes store kærlighed befinder sig.

Jeg blev en smule skuffet over denne bog. Første halvdel af bogen er langsom i optrækket og der sker ikke vildt meget, andet end at folkeslagene snakker om den frygtelige sot der er ved at udrydde dem. Anden halvdel tager tempoet til et nyt niveau og det blev hurtigt en bog jeg så frem til at forsætte. Jeg har en vag teori om, at dette skyldes hasten under Booktube-A-Thonet, hvor første halvdel af bogen blev læst.

"Livet er en spiral. Det der engang er sket, vil blive gentaget i al evighed. Bevægelsen bliver først brudt når nogen vælger en anden og ny vej. Det er menneskets største gave og byrde." 

I denne forsættelse møder vi en ny fortælleperson, Idun, datter af Freja og Tor. Idun er en ung pige med ildrødt hår som forelsker sig hovedkulds i asen Brage fra Idunvallen. Men som datter af den kommende høvding af Idunvallen og datter af den stærkeste præstinde og "prinsesse" af Vanaheim gives der hendes en høj stilling som Brage måske, eller måske ikke, vil udnytte.

Et kæmpe plus for bogen er dog, at sproget ikke virkede forstyrrende - overhovedet. Det er stadig ligeså råt og brutalt som handlingen er det. Johanne Hildebrandt har ikke lagt fingre imellem, og valgt at skåne læseren for de forfærdelige ting karaktererne bliver udsat for.
  Selvom om Idun ikke var lige så succesfuld en læseoplevelse for mig, er jeg stadig frisk på at læse den sidste bog i sagaen. Alene af den grund, at jeg bliver nødt til at se hvad der sker. Spændingskurven gennem de to første bøger har været anderledes end det jeg tidligere har læst, så jeg har svært ved at regne den ud.

Du skal læse Idun hvis du interesserer dig for historiske opspind med fodfæste i myter og gamle fortællinger, og selvfølgelig, hvis du interesserer dig for nordisk mytologi.