Anmeldelse: Divergent af Veronica Roth (Divergent #1)

Originaltitel: Divergent Forfatter: Veronica Roth Forlag: HarperCollins Udgivelsesår: 2012 (org. 2011) Sideantal: 489 Sprog: Engelsk ISBN: 978-0-00-742042-1

ppppp

Divergent er den første bog i trilogien om den seksten årige Beatrice Prior, også kaldt Tris. Fortællingen foregår i et dystopisk Chicago, hvor den indhegnede befolkning er opdelt i fem faktioner: Candor (de ærlige), Abnegation (de uselviske), Dauntless (de modige), Amity (de fredelige) og Erudite (de intelligente).

Når unge har passeret sin sekstende fødselsdag skal de vælge hvilken faktion de vil tilhøre, det er kort før dette valg at vi møder Tris første gang. Hun er opvokset i den uselviske faktion Abnegation, men nu skal hun vælge om hun vil blive hos sin familie, eller om hun vil følge sit hjerte.

Min mening:

Divergent er en fantastisk dystopisk fortælling; jeg absolut elsker denne bog, og jeg var så glad for at skulle genlæse den i forbindelse med BookTube-A-Thonet. Den er fyldt med spænding, romantik og den indeholder ikke de lange beskrivelser af omgivelserne der (til tider) kan dræbe min læsning.

En ting ville jeg gerne have mere af: karakteropbygning. Flere af karaktererne ikke er særlig interessante som de er nu. Hovedpersonen Tris virker flere gange robotagtig, og jeg manglede en følelse af noget dybere. Karakteren Four er til gengæld utrolig interessant, han har nemlig denne dybde og han er anderledes end andre mandlige hovedfigurer; han er meget maskulin, men ikke på den anmassende og anstrengende måde. Han er rolig og virker meget fattet; dog ved man at der ulmer noget indeni ham.

Veronica Roths skrivestil er meget enkel og ligetil – der er ingen forstyrrende elementer i sproget, der besværliggør læsningen. Hun bruger hverken for lidt eller for mange adjektiver til sine beskrivelser. Som jeg nævnte tidligere, indeholder den ikke lange beskrivelser af omgivelserne, hvilket jeg bryder mig utroligt meget om. Jeg kan godt lide tanken om at forfatteren stoler nok på mig som læser, til at jeg kan forestille mig universet uden at alt skal udpensles. Roth gør det jeg kan lide: hun giver plads til egen fantasi og tolkning. 

Afslutningsvis vil jeg bare bede jer alle om at læse bogen, den’ god!