Gregor
er psykisk syg. Han lever en ensom tilværelse i sin kælder – lige
indtil den dag, hvor et skrækindjagende billede af en tortureret
kvinde bliver skubbet ind gennem revnen under hans hoveddør og
helvede bryder løs. Kort sagt bliver en hel by fuldkommen vanvittige.
”Dette
var en topmoderne udgave af selvmordernes skov, hvor svulmende,
gigantiske egetræer og suicidale syndere var vokset sammen i deforme
hybrider i evig pinsel.”
Historien
får vi fortalt af en god håndfuld fortællere, som hver i sig er
bundet ind i historien på hver deres måde, og som er (eller bliver)
knyttet sammen med hovedpersonen Gregor. Som læser skabte det en
vildt fed suspence for fortællingen – at springe fra synsvinkel
til synsvinkel, og på den måde hele tiden kredse om det der skete.
I den forbindelse kan jeg hurtigt kaste en anden positiv bemærkning
ind; der var ikke én person jeg hellere ville høre om end andre
(thumbs up – for ikke at skulle skimte kapitler for at komme
tilbage til yndlingspersonen).
”Nysgerrighed
var den eneste rigtige følelse, hun følte. En let undren over de
levendes handlingsmønstre, en underliggende interesse i,
uforstående, at betragte deres meningsløse og ulogiske bevægelser
gennem kosmos. De flintrede rundt som forvirrede dansemyg, selv de
mest målrettede og selvbevidste individer var underligt afhængige
af andre.”
Afsind
placerer mig dog også i et limbo ift. sproget. Den er skrevet af en
tydeligt intellektuel forfatter, som kaster om sig med fremmedord, og
intertekstualiteterne står forventningsfuldt på rad og række, og venter på at blive
kastet ind i historien. På én måde var jeg virkelig nede med det, da (let's be
honest) det er godt for genren, men det blev forstyrrende i en sådan
grad, at mit forsøg på at holde tungen lige i munden, fik mig til
at glemme at læse
hvad mine øjne egentligt kiggede på.
På den anden side var intertekstualiteterne samtidig med til at give fortællingen en sjov dynamik; den
bemærkelsesværdige blanding af vaskeægte popkultur, og det
umiddelbart klare ønske om en bog af højere litterær kvalitet,
giver et meget atypisk flow for læsningen, og fik mig til en gang imellem at fnise højlydt.
”Han
ønskede kun at sove nu. Sove til det hele var slut.”
Schjönning
gør helt klart sit for at sætte horror-genren på det litterære
verdenskort. Og Afsind er
klart et must reads for horror-fans!
______
SPONSORERET INDLÆG: Dette eksemplar er stillet til rådighed af forfatteren selv. Holdninger og meninger er mine egne.