Anmeldelse: Vådområder af Charlotte Roche

Titel: Vådområder 

Forfatter: Charlotte Roche

Forlag: Athene

Udgivelsesår: 2009 (org. 2008)

Oversat af Aino Roscher

2 ud af 5 stjerner

Attenårige Helen ligger på hospitalet efter en mislykket barbering af rektum. Fra hospitalssengen gør hun sig en lang række tanker om kvindekroppens vådområder, samtidig med at hun lægger skumle planer om hvordan hun genforener hendes forældre i deres ellers mislykkede ægteskab.

Lad mig straks indrømme: Denne bog har efterladt mig med en splittet læseoplevelse. Vådområder hyldes som en vild feministisk provokatør af en bog. Og det er den også - Helens lange og bramfrie tankestrømme om kvindekroppen står i stærk kontrast til samfundet idealbillede af samme. Et projekt — eller en idé — jeg altid vil være fortaler for, men jeg er i tivivl om denne udformning var sagen.

Historiens ene spor følger Helen på hospitalsstuen, hvor hun udfordrer sig selv, sygeplejeskerne omkring hende og ikke mindst sin læser med tanker om kvindekroppen. Hun reflekterer over forholdet til sin egen krop — det er både kusse, endetarm og de væsker der kommer ud af dem. Denne del er totalt bramfri og enormt provokerende. Det er her alt indholdet til den medieomtale er kommet, som bogen fik i forbindelse med sin udgivelse. 

I det andet spor lukkes vi ind i korte erindringsglimt fra Helens opvækst. Det er her vi lærer Helen at kende; vi får et indblik i forældrenes mislykkede ægteskab og andre svigt Helen har oplevet. For mig var det her historiens dybde kom i spil, men desværre efterlod bogen mig med en hungren efter mere (dybde, forstås). Alt baggrundshistorien fortælles i disse små glimt; korte bemærkninger og de ender med at fylde alt for lidt i forhold til de lange passager om sexlyst, væsker osv. 

Derfor ender jeg med en splittet læseoplevelse. Jeg synes egentligt ikke bogen behøvede at være længere end de 213 sider den er, men jeg synes baggrundssporet skulle have mere plads. Alligevel gør det bogen langt mere troværdig, at skrivestilen og nutidstankestrømmen fylder så meget, når man tager højde for at fortælleren er 18 år. Som sagt: Splittet.

Har du læst vådområder? Hvis ja, hvad synes du?

Elastik af Johanne Bille

4 ud af 5 stjerner - Elastik - Johanne Bille - Gladiator - 2018 - 184 sider - dansk 

Johanne Bille's roman er et pragteksemplar af en moderne kærlighedshistorie. Vi følger Alice i hendes gennemsnitslige københavnerliv, hvor navlepilleri synes at være hendes største accomplishment (og det er virkelig ikke negativt ment).

Hovedpersonen Alice hader sit eget kønsliv, både i aktiv og stilstående tilstand. Hun er hovedkulds forelsket i Mathilde - med hendes marmornakke og kolde fingre. Men Alice er kærester med Simon, og Mathilde er i et åbent ægteskab med Alexander. 

Elastik er en interessant roman om, ligesom titlen hentyder, hvor langt man kan strække sig før elastikken springer. Alice er vildt egocentrisk - for det første ved hun ikke, hvad hun vil have, men hun prøver sig ligesom bare frem uden at tage forbehold for folk omkring hende. Samtidig, finder hun sig i alt muligt, som jeg ikke tror hun har det fint med. 

Simon ringede fra sit kontor i Hanoi og sagde, han ville ønske, han var der til at kysse mig på min fødselsdag: Du skal have kys på din fødselsdag. Det skal --- du! Forbindelsen var dårlig, hans stemme skrattede og jeg fortalte ham ikke, at Mathildes bløde læber rørte mine to gange, at der var en lille tungespids mod min fortand tidligere den dag. Hendes solbriller klikkede mod mine, da den ramte. 

Romanen undersøger køn, kærlighed, venskab og monogami som dens primære temaer. Under hele min læsning tænkte jeg på: Hvis Politikens Poptillæg var en bog, ville Elastik være et meget godt bud på, hvordan den ville være udformet. Bille har skrevet en roman, der er enormt meget i sin tid. Den er afhængig af, at læseren kan forholde sig til karakterne's virkelighed - hvad end det er deres tanker om sig selv, eller om deres indbyrdes relationer.

Men hvad er det romanen kan? Den er enormt nærværende. Alice & co er så virkelighedstro, at man som læser føler man bliver en del af fortællingen. Fortællingen bliver virkelig i sine konstante øjebliksbilleder, de små detaljer Alice observerer, og det konstante navlepilleri. For det navnepilleri kender jeg i den grad fra mig selv om min omgangskreds. Det er dét der gør den så virkelig, den er et billede på min ungdom - de spørgsmål vi stiller os selv, og den favner en hensynløshed som virker mere genkendelig end jeg vil indrømme

Læs mere på Goodreads eller køb bogen her. 

Anbefaling: 3 x fagbog

Et centralt nytårsforsæt, når det kommer til min læsning, er at læse mere varieret. Det er også grunden til, at jeg kan anbefale tre maks interessante fagbøger. 

Glæden med skeden af Nina Brockmann og Ellen Støkken Dahl 

I Glæden med skeden fortæller Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl om det kvindelige underliv. Alt fra den anatomiske opbygning til fordomme og skrøner om, hvad skeden kan/må/skal og ikke. 

Idéen med denne bog er simpelthen genial. Den har helt sikkert manglet på markedet, for som forfatteren siger i forordet, så er det kvindelige kønsorgan ikke noget vi har travlt med at snakke om i det offenlige rum. Der er faktisk rigtig mange ting, kvinder selv ikke engang ved om et af deres essentielle organer. 

En ting ærgrede mig ved bogen, og det er gennemlæsningen af den. Den indeholder desværre en række slåfejl, som ikke er blevet rettet inden udgivelsen. Forhåbentligt det bliver rettet, når der kommer nye udgaver. 

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Til forsvar for dyrene af Richard Matthieu 

Dét her er dæleme et interessant værk. I slutningen af 2017 udgav Gyldendal Til forsvar for dyrene af den franske munk Matthieu Ricard. Fordelt på 12 kapitler stiller han et stort fedt spørgsmålstegn ved menneskets ret til at udnytte dyrene på den måde vi gør i dag. Det er virkelig interessant læsning.
Hvert kapitel udgør en ny indgangsvinkel til spørgsmålet, og på den måde når vi både gennem Ude af øje, ude af sind, Dårlige undskyldninger til Dilemmaet ved dyreforsøg.

Jeg gav den 5 stjerner, og jeg kan virkelig ikke anbefale den nok. Alene fordi: Nu må vi snart fjerne de skyklapper og tage lidt ansvar. Det vi har gang i er sgu for dårligt. 

Størstedelen af os ville væmmes ved hver dag at skulle dræbe et dyr med egne hænder, men vi er klar til at acceptere dyrs død, den dårlige behandling de udsættes for og den økologiske katastrofe, som opdræt og fiskeri medfører, fordi "det gør alle". Renan Larue bemærker: "Enigheden om volden flytter det personlige ansvar væk fra os selv, og så undgår vi at tænke for meget over det. Den blotte tilstedeværelse af en vegetar bryder almindeligvis den stiltiende, ubevidste aftalte (...) Indtil da har det ikke været hverken godt eller dårligt at spise kød, kødspiseri befandt sig uden for moralsfæren.

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Endelig ikke-ryger af Allen Carr

Apropos potentielt dårlige valg? Dette valg af nonfiktion vidner om et af mine egne dårlige valg, som jeg tog for skræmmende tolv år siden. Jeg begyndte at ryge. Derfor har jeg nu læst Endelig ikke-ryger. 

Denne bog kan noget helt andet end de to andre - den gør læseren opmærksom på de tankemønstre (og dårlige undskyldninger) mennesker danner i retfærdiggørelse af dårlig adfærd. For vi ved alle, at rygning er et dumt valg. Men for søren, hvor er det svært at stoppe, også selvom Allen Carr siger det er let. 

Men den kan klart anbefales, netop fordi den gør en opmærksom på de her tankemønstre. Eksempelvis at vi rygere fortæller os selv, at det er svært at stoppe - at vi er ih og åh så afhængige, selvom vi sagtens kan sove natten igennem uden at ryge en cigaret. Carr gør en opmærksom på, hvor "svag" afhængigheden er, og at det i virkeligheden handler om at ændre tankesættet.

Virker den så?
Ja, det gør den. Hvis du vil have den skal virke, giver den dig redskaberne til det.

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Der er noget fascinerende ved apokalyptiske/epidemi-bøger der har et dansk afsæt. Det forekommer mig vildt unaturligt, at Danmark skulle have så stor en historisk betydning, når det kommer til verdens potentielle undergang. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt for min egen nationalfølelse? 

4 ud af 5 stjerner - Rynkekneppesygen - Peter Adolphsen - Gyldendal - 2017 

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-ligende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyndefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en unge kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager.

Nå, jeg har læst Rynkekneppesygen! Det er jo en fuldstændigt vanvittig historie. Vi følger en håndfuld mennesker mens den såkaldte rynkekneppesyge bryder ud i det ganske danske land. Winnie - den første ramte, patient 0 - lever et yderst trivielt liv, hvor hun ikke rigtig går op i så meget andet end at se på fugle (hvorfor ik, hvorfor ik) og leve et stille og roligt liv. Hun er på en måde lidt kærester med Arthur, men det er ikke noget de har behov for at sætte hverken følelser eller ord på. De vil bare gerne sove sammen i ny og næ. Dét lige indtil rynkekneppesygen bryder ud. Lad mig sige det sådan, Adolphsens seneste bog er ikke for sarte, blufærdige sjæle. Der bliver bollet på livet løs.

Rynkekneppesygen er vild. Både fordi indholdet er vildt, og fordi stilen er vild. Peter Adolphsen kan altså bare et eller andet som andre ikke kan. På sætningsniveau sker den en konstant variation mellem høj og lav stil. Eksempelvis når han snakker om Kærlighed ved første blik som en trope i litteraturen, og casually lister fra Platon og biblen til The Hunger Games og Kylie Minogue. Eller som når han, efter at have fortalt om en kompliceret biologisk/kemisk reaktion, pludseligt indsætter helt nede på jorden-talesprog. Og det virker bare. 

Man formodede, at der var tale om en seksuelt overført sygdom; at den lille parasit var en variant af fladlus, somehow.

Hvis du er til bizarre og absurde tekster, hvor stilen og ordvalget betyder ligeså meget som den fortalte historie. Så skal du helt sikkert læse Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen. Den er hammerfed.

Mia af Malene Ravn

Jeg har svært ved at beskrive hvad det helt præcist var, jeg kunne lide ved Malene Ravn's Mia. Men li' den, det ku' jeg!

3,5 ud af 5 stjerner - Mia - Malene Ravn - Gyldendal - 2016

Mia lever et stille afsides liv på sin lille gård ude på landet. Hun foretrækker et liv uden (andre) menneskers involvering, et liv fyldt med dyrs ubetingede kærlighed og omsorg. Den eneste besøgende hun har, er den lokale dyrlæge Malthe, som i ny og næ afsætter nye dyr hos hende som ellers skulle aflives. Det er sådan en scene bogen åbnes med, da Malthe en dag afsætter en aggressiv tyr på Mia's grund for at undgå at dyret skal miste livet. 

Mia har en storesøster, Seline, som hun altid har passet på. Søsteren befinder sig midt i endnu et modbydeligt forhold som en dag eskalerer i en sådan grad at Mia må bryde ind. 

Mia som roman kan et eller andet - den kan råbe højt om "det menneskelige" på en måde man ikke kan ignorere. Det er en roman om barndom, fortielser og ansvar. Den er både dyster og mørk, men samtidig lys og forhåbningsfuld. Malene Ravn skriver med en stemme man kun kan høre efter. 

Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. 

Malene Ravn skriver meget koncist. Der er hverken et ord for meget eller for lidt, og det komplementerer den intense historie som Mia er.  Det simple sprog giver plads til historiens opråb og panik - følelser som overføres direkte til læseren. Jeg sad vitterligt med lysten til både at råbe af, og på vegne af, karakterne i bogen. 

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

5 ud af 5 stjerner - Alt må vige for natten - Delphine de Vigan - People'sPress - 2015 (org. 2011) 

I Alt må vige for natten skildrer de Vigan et stærkt portræt af sin skøbelige mor. Hun gør - som så mange andre - grænsen mellem fiktion og virkelighed fuldkommen udefinerbar, og hun gør det til perfektion. Det her er den første bog jeg har læst i år, og jeg er helt overbevist om at det ender som en af årets bedste. 

I romanens åbningsscene møder vi Delphine den dag hun finder sin mor efter hun har begået selvmord. Tiden spoles tilbage til morens barndom, hvorfra vi sporadisk hører om forskellige epoker i familiens liv. Det er nemlig det der sker, fortællingen om Lucile - moren - bliver en fortælling om en kvinde og hendes familie. Men det er også fortællingen om en datter, der i sorgens hjerte, genskaber og vedligeholder billedet af den person hun elsker mest - sin smukke, forskruede mor. 

Lucile sagde meget lidt om sin barndom til os børn. Hun fortalte ikke. I dag tænker jeg, at det nok var hendes måde at slippe fri af mytologiseringer på, at hun afviste den fabulering og narrative rekonstruktion, der bor i alle familier. 

Alt ved denne bog fængslede og rørte mig. En række af kapitlerne omhandler Delphine's skrivende proces med bogen (deraf sorgen efter tabet af sin mor); det er de her kapitler, der virkelig blander fiktionen med virkeligheden og omvendt. Selvom de skrives med en næsten fremmedgjort distance, skaber de alligevel historiens kerne. Og de står konstant i kontrast til erindringsbeskrivelserne på en sådan måde, at de skaber en intensitet der efterlader læseren higende efter mere. Og mere får man hele tiden. Flere kontraster. Flere åbenbaringer. Flere oplysninger. Og flere knusende informationer om hvordan familien påvirker hinanden og de separate familiemedlemmers historie. 

En ting var jeg sikker på: Det var i de øjeblikke med tomhed og udbrændthed, der følger efter behandlingen, at man skulle være særligt nærværende. Og der var dér, jeg havde svigtet.

Alt må vige for natten er en tragisk roman, men det er også en varm fortælling om uovervindelig kærlighed. Den handler om forfald, misbrug, sygdom, livsbevidsthed og ikke mindst menneskers skrøbelighed. Det er en fantastisk bog. Virkelig. Gør dig selv den tjeneste at læse den. 

Jeg hader når nogen fløjer af Jacob Riewe

[Reklame] For en lille uges tid siden udkom Jeg hader når nogen fløjter af Jacob Riewe. Forlaget Høst & søn var så venlige at tilbyde mig et anmeldereksemplar. 

Oliver bor sammen med sin mor. Han er en forvirret, aggressiv og fortvivlet teenager - hun er voksen, på kontanthjælp og i dyb sorg. De taler ikke rigtigt sammen i familien, faren er ikke inde i billedet og Olivers lillesøster forsvandt for snart et år siden. 

At læse Riewe's ungdomsroman var faktisk en tåkrummende oplevelse for mig. Tåkrummende fordi karakterne aldrig tager gode beslutninger for dem selv. Mulighederne flyver om næsen på dem, men ingen af dem gribes og de fanges begge i hver deres apatiske tilstand. 

Bogen er et lille glimt ind i en hverdag, jeg sagtens kan forestille mig mange danskere befinder sig i. Den fortæller en "sandhed" som langt fra er glamourøs, men som oftest fortælles fra udefrakommendes perspektiv.

Oliver står midt på gulvet på værelset og ser på tøjmasserne på gulvet. Det ser ud, som om skabet har brækket sig, mens han var væk. Han flår skabsdøren op, løfter et par af trøjerne. Han ser hen på sit skrivebord, på gulvet, på sengen. Hans næver knyttes helt af sig selv. Han åbner den øverste skuffe i skrivebordet og finder hurtigt en gammel gajolæske, som han åbner. Hun har heldigvis ikke fundet den.

For mig var bogens styrker uden tvivl de to hovedkarakterer Oliver og moren Vibeke. For selvom de begge både er tåkrummende og konstant tager nogle elendige valg, så er det svært ikke at holde af dem og heppe på at de nok skal finde deres plads i tilværelsen. De kæmper ihærdigt for at fylde søsterens fravær, og få deres hverdag til at hænge sammen.

På den anden side - er karakterne så intetsigende at man skulle tro det var løgn. Hvis jeg een gang til skal læse Oliver sige: "Det ved jeg ikke", så bliver mere end et af mine hår på hovedet revet ud af hovedbunden. På den måde kan du nok forstå, at jeg har fået et meget komplekst forhold til Oliver og Vibeke. 

Dialogen bærer en stor del af bogen, da den fysisk fylder mange af siderne. Og selvom jeg på en måde endte med at holde af karakterne, så er "det ved jeg ikke"-sætningen ikke den eneste genganger. Dialogen passede på den måde meget godt til karakterernes intetsigendehed. 

Oliver åbner øjnene og møder Valdemars blik.
- Måske skulle vi sætte os op så, siger Oliver.
- Ja, måske. Men jeg gider bare ikke.
- Gider du ikke?
- Det er for hårdt.
- At sætte sig op?
- Ja.

Du skal læse Jeg hader når nogen fløjter, hvis du vil have en socialrealistisk ungdomsbog, der på en gang er let at fordøje og spændende i sin barskhed. Det er en bog som jeg let investerede mig i, og som jeg bestemt havde lyst til at læse til ende. 

3 ud af 5 stjerner - Jeg hader når nogen fløjter - Jacob Riewe - Høst & søn - 2017

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò

Denne anmeldelse har været rigtig længe undervejs. Det skyldes primært at mine tanker om bogen har været ligeså uforudsigelige som dens handling. Stay With Me er på een gang en larmende rutsjebanetur og en fortælling der råber under vand. Den tager så mange drejninger, at handlingen er svær at regne ud og - for den sags skyld - beskrive. 

Når det er sagt, er det uden tvivl en af de bedste bøger jeg har læst i år.

"(...) I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that has opened up beneath us. "

Vi følger to sideløbende historier med ægteparret Yejide og Akin. Den ene i 80'ernes Nigeria, og den anden næsten 30 år senere. Det primære forløb er dét i 80'erne, hvor vi som læsere introduceres til deres fire-årige barnløse ægteskab og konsekvensen deraf; at Akin netop er blevet presset til at tage sig kone nummer to. Head on indledes historien med glansbilledets første sprække - den første lille drejning for Yejide og deres fælles historie. 

Adébáyò skildrer en stærk personfortælling om omsorg, svigt, kærlighed, familie og tab. Hvad der opfattes som Yejides fejlagtige kvindelighed, tager nemlig hårdt på hende og den eneste udvej er at være den første kone der bliver befrugtet. Og befrugtet bliver hun, men det kræver mere end man lige regner med.

“If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.”

Mere vil jeg ikke sige om handlingen. Det er nemlig en af de bøger, hvor hemmeligheder røbes en efter en og hver gang ændres ens forståelse af historien og karakterne fuldstændigt. En teknik jeg egentligt ikke bryder mig særlig meget om, men som barane fungerer hundrede procent for Adébáyò's historie. 

Stay With Me rummer et fyldigt persongalleri, kritiske skildringer af samfundet og de værdier de er bygget på, en lang række bedrag og kærlighed i enorme mængder. Det er en historie man sluger råt, og som får ens følelser til at sidde helt uden på tøjet. En af de historier jeg vil bære med mig meget længe og som jeg vil læse igen og igen. 

5 stjerner - Stay With Me - Ayòbámi Adébáyò - Canongate Books - 2017

The Tidal Zone af Sarah Moss

På en helt almindelig hverdag bliver Adam ringet op fra sine døtres skole. Miriam, hans 15-årige datter, er kollapset og i et par minutter trak hun ikke vejret. 

Imagining things does not stop them from happening. Nor does not imagining them.

Det er en rørstrømsk fortælling, hvor vi følger Adams stream of consciousness gennem og efter denne hændelse. En af de historier hvis stilhed laver ekko. Sarah Moss skriver ekstremt godt; sanseligt og poetisk. Jeg kan ikke anbefale bogen nok.

Af en bog på lidt over 300 sider rummer den ekstremt mange følelser og mange tematikker. Den primære historie er selvfølgelig Miriams kollaps, og hvordan man som familie kan rumme og overkomme det. Men kollapset åbner for Adams refleksioner over deres indbyrdes relationer. Over hans forhold til sin hårdarbejdende kone, hans eget arbejde som hjemmegående far. Over livets skrøbelighed og om vi egentligt gør det godt nok. 

We will have the rest of our lives to live with the story that is about to begin.

Adam som karakter er utroligt interessant. Både hans rolle som hjemmegående far og i rollen som husbond i et ægteskab med knas i. Han føler at hans kone, Emma, arbejder for meget og er for lidt derhjemme. Der gemmer sig en enorm bitterhed i deres indbyrdes relation, delvist fordi han føler sit arbejde bliver overset, men også fordi det truer idéen om maskulinitet. Det kommer dog stærkest til udtryk i et møde med en af de andre fædre, hvor han kæmper for ikke at tabe ansigt og samtidig egentligt synes at problematikken i sig selv er for dårlig.

'Oh, I'm very part-time there. Just teaching once a week.' Just to get me out of the house, I didn't say, to make a change from Pilates and getting my hair done; look, mate, it's a job, the making of cakes and washing of sheets, the coordination of laundry with PE lessons, the handling of the Christmas shopping and the girls' dental appointments, and the fact that your wife does it on top of her paid work without you noticing does not make you clever. 

Men Adam er ikke alene om at være en spændende karakter. Emma kunne være en bog for sig, hun er kompleks og fyldt med skår, som jeg af og til ville ønske romanen dykkede mere ned i. Miriam, datteren, er mega badass og den yngste datter Rose er på en og samme gang bedårende og en forkælet møgunge. 

A plan is a story about the future.

Generelt har jeg alt for meget at sige om denne bog til overhovedet at kunne nedfælde det i et blogindlæg. Jeg har ikke engang nævnt Adams far eller hans bijob som arkitekt, der begge har betydning for læsningen af historien. I virkeligheden synes jeg bare du skal læse den.

Fiction is the enemy of history. Fiction makes us believe in structure, in beginnings and middles and endings, in tragedy and comedy.

4 stjerner - The Tidal Zone - Sarah Moss - Granta -  2016