"AFSIND" AF MARTIN SCHJÖNNING

Afsind - Martin Schjönning - 2016 - Kandor - Horror - 294 sider

Gregor er psykisk syg. Han lever en ensom tilværelse i sin kælder – lige indtil den dag, hvor et skrækindjagende billede af en tortureret kvinde bliver skubbet ind gennem revnen under hans hoveddør og helvede bryder løs. Kort sagt bliver en hel by fuldkommen vanvittige. 

”Dette var en topmoderne udgave af selvmordernes skov, hvor svulmende, gigantiske egetræer og suicidale syndere var vokset sammen i deforme hybrider i evig pinsel.”

Historien får vi fortalt af en god håndfuld fortællere, som hver i sig er bundet ind i historien på hver deres måde, og som er (eller bliver) knyttet sammen med hovedpersonen Gregor. Som læser skabte det en vildt fed suspence for fortællingen – at springe fra synsvinkel til synsvinkel, og på den måde hele tiden kredse om det der skete. I den forbindelse kan jeg hurtigt kaste en anden positiv bemærkning ind; der var ikke én person jeg hellere ville høre om end andre (thumbs up – for ikke at skulle skimte kapitler for at komme tilbage til yndlingspersonen).

”Nysgerrighed var den eneste rigtige følelse, hun følte. En let undren over de levendes handlingsmønstre, en underliggende interesse i, uforstående, at betragte deres meningsløse og ulogiske bevægelser gennem kosmos. De flintrede rundt som forvirrede dansemyg, selv de mest målrettede og selvbevidste individer var underligt afhængige af andre.”

Afsind placerer mig dog også i et limbo ift. sproget. Den er skrevet af en tydeligt intellektuel forfatter, som kaster om sig med fremmedord, og intertekstualiteterne står forventningsfuldt på rad og række, og venter på at blive kastet ind i historien. På én måde var jeg virkelig nede med det, da (let's be honest) det er godt for genren, men det blev forstyrrende i en sådan grad, at mit forsøg på at holde tungen lige i munden, fik mig til at glemme at læse hvad mine øjne egentligt kiggede på.

På den anden side var intertekstualiteterne samtidig med til at give fortællingen en sjov dynamik; den bemærkelsesværdige blanding af vaskeægte popkultur, og det umiddelbart klare ønske om en bog af højere litterær kvalitet, giver et meget atypisk flow for læsningen, og fik mig til en gang imellem at fnise højlydt.

”Han ønskede kun at sove nu. Sove til det hele var slut.”

Schjönning gør helt klart sit for at sætte horror-genren på det litterære verdenskort. Og Afsind er klart et must reads for horror-fans! 

______

SPONSORERET INDLÆG: Dette eksemplar er stillet til rådighed af forfatteren selv. Holdninger og meninger er mine egne. 

LUK ZOMBIERNE IND - THIS IS HALLOWEEN!

Hvor er halloween bare den fedeste og samtidig den mest latterlige (ja, undskyld mig) højtid, som er blevet bragt ud til verden fra de forenede stater. Egentligt har jeg det lidt ambivalent med det, fordi jeg er meget imod Valentines, men en hel dag i gysets tegn? Det er nødt til at være lidt godt.

Verden over har folk brugt deres oktober måned på at snakke om skræmmende bøger, hvorfor jeg også vil bidrage med et enkelt indlæg på denne all hallows eve. I dag skal det handle om zombier. For er der et "væsen" (det kan man ikke kalde det, men jeg gør det lige alligevel) jeg er vild med, så er det zombier. Jordens undergang kan udelukkende forløbe ved, at en virus dræber - og vækker os igen som hjernedøde, rådne og driftsdrevne væsner. Der er ingen anden mulighed.

Zombierne som vi kender dem i dag, er (selvfølgelig) en modificeret myte, der har flere tusinde år på bagen. Oprindeligt var de et middel til udryddelse, hvad enten det var præstinder eller troldmænd, så skulle disse figurer sende og styre zombierne afsted for at straffe mennesket.
I dag har de fået deres helt egen subgenre inden for apokalyptiske værker, og specielt inden for de seneste 10 år er der sket en hel del. Max Brooks blev pludselig en rigtig populær fætter, da hans World War Z blev filmatiseret med Brad Pitt i hovedrollen, og med hans Zombie Survival Guide som rent faktisk er en guide til, hvordan du overlever zombieapokalypsen. Men særligt stærkt står Robert Kirkman med hans tegneserier The Walking Dead; aldrig har zombierne haft så meget spotlys på sig, som de har i forbindelse med filmatiseringen af denne tegneserie. AMC tv-serie hitter verden over, og har nyligt offentliggjort at en sjette sæson vil komme. Det er da vildt?

Men hvad er det der gør zombierne så interessante, at jeg som læser beskæftiger mig med film efter film, bog efter bog om den levende død? Jo, det er faktisk det faktum at døden legemliggøres af livet. Den komplet modsatte rækkefølge af hele vores natur, og vi hvad alle hvad der sker, når tingene ikke går som de skal. Men zombierne er også dig og mig; de er dig og mig, når det hele er slut. Zombier som uhyrer er utrolig let at spejle sig i - der er ingen magi eller intet mytisk. De overtager bare verden efter apokalypsen, og så er det sgu knald eller fald, hvor hverken knald eller fald har et godt udfald for dig.

Zombier repræsenterer vel samfundets forfald. De rådne kadavere der marcherer rundt på må og få, indtil de finder noget levende at sætte tænderne i. De er hjernedøde og drives udelukkende af lystimpulser - de drives af alt det mennesket gennem århundrede har undertrykt (med dette siger jeg ikke, at vi ville æde hinanden). De er alt det de ikke må være, de har ingen regler eller lovgivninger, og det gør dem skide uhyggelige. Naturligvis også det faktum, at de også æder dig og mig, at de er rådne og i virkeligheden slet ikke lever.
Men pointen er også bare, at zombier er lette at forholde sig til - og derfor tror jeg også, at det gør dem lettere at være bange for. De er os, og de går rundt i vores verden.

Nu blev det pludselig et langt indlæg, selvom det egentligt ikke fortæller særlig meget. Jeg synes du skal bruge din allehelgensaften sammen med zombier, hvad enten det er på skærmen eller blandt siderne i en bog.

Glædelig Halloween! 

NB! Jeg er ingen ekspert på området.

ANMELDELSE: "FRANKENSTEIN" AF MARY SHELLEY

Originaltitel: "Frankenstein" - Forfatter: Mary Shelley - Forlag: Rosinante&Co - Udgivelsesår: 2014 (org. 1818) - 238 sider - 4/5 stjerner

Frankenstein må være en af de relativt få gyserhistorier som har opnået en klassikerstatus og som er alment kendt i alle aldersgrupper og på tværs af interesser. Det undrer mig ikke, da værket foruden at være vældig velskrevet, stiller et meget vigtigt og svært spørgsmål: "Hvad er ondskab?"

Victor Frankenstein er en ung og passioneret videnskabsmand, der drømmer om at skabe et liv fra det rene ingenting. Under sit studie finder han ud af hvordan dette kan lade sig gøre, men det væsen han tænkte skulle være et smukt, videnskabeligt vidunder ender med at skræmme ham fra sans og samling. Væsnet flygter og lever i eksil, indtil den skæbnesvangre dag, hvor de kræfter Frankenstein har leget med begynder at give bagslag.

"Klokken var allerede ét om natten, regnen trommede uafladeligt mod ruderne, og min tælleprås var næsten brændt ned, da jeg i skæret fra det halvt slukkede lys så skabningens matte, gule øjne åbne sig, den trak vejret tungt, og en krampe satte dens lemmer i bevægelse."

Da jeg læste Shelleys værk, måtte jeg flere gange læse passager om igen, fordi min læsning blev afbrudt af mine egne tanker; jeg tænkte bogstaveligt talt "den er bare så god" op til flere gange. Det har jeg ikke prøvet siden jeg læste Madame Bovary måneder tilbage. 

Victor Frankenstein som hovedprotagonist er meget sympatisk, uanset om man sympatiserer med hans handlinger eller ej. Som hans krop fyldtes med følelsen af magtesløshed, gjorde min det samme. Men særlligt brød jeg mig dog om de få kapitler, hvor man følger Frankensteins monster. Jeg havde ikke ventet at få dette indblik. Jeg havde faktisk ventet at jeg kendte historien bedre end jeg egentligt gjorde. Der er så mange genfortællinger, at det umiddelbart virker som en fortælling man får ind med modermælken, men det var altså ikke tilfældet for mig.

"Man krævede af mig, at jeg udskiftede fantasifostre af uendelig storhed med realiteter af beskeden værdi."

På forsiden er Stephen King citeret for at sige "En tragedie af shakespearske dimensioner" og det kan jeg kun nikke ja til. Den verden Frankenstein altid har følt sig tryg i, vendes fuldstændig på hovedet og alt går galt for ham. En gotisk fortælling som denne kunne man let forestille gik hen og blev en tung laban, men det er den ikke. Spørgsmålene er store og emnerne er mørke og skræmmende, men mere end mørk og skræmmende er de fængslende.

Et misforstået væsen som i daglig tale ofte bliver kaldt "Frankenstein"; en misforståelse der måske alligevel har noget i sig - for hvad er ondskaben egenligt? Er det ham der skabte det ødelæggende monster, eller er det monsteret selv? Det er spørgsmål fortællingen fortjener at læseren tænker over. Man kan faktisk slet ikke lade være!

"Når følelser er vældet op som følge af begivenheder indtruffet i hastig rækkefølge, smerter intet menneskesjælen mere end den dødsens rolige stilstand og vished, der følger efter og berøver sjælen både håb og frygt." 

Du skal læse Frankenstein, hvis du ønsker en læseoplevelse der får dig til at sætte spørgsmålstegn ved livet og hvad det indebærer. Du skal læse den, hvis du vil læse en god bog. Du skal faktisk bare læse den. Punktum.  

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Rosinante, men meninger og holdninger er selvfølgelig mine egne.

Anmeldelse: "World War Z" af Max Brooks

Originaltitel: World War Z - Forfatter: Max Brooks - Forlag: Duckworth Overlook - Udgivelsesår: 2013 (org. 2006) - 342 sider

Det hele startede som rygter i Kina. Så begyndte man at se tilfælde sprede sig over landområderne og særligt blev de enkelte tilfælde ganget med sig selv indtil der kunne tydes en form for revolution i menneskeheden på jorden. Lige bortset fra at dette var meget værre. I World War Z går man direkte ind i en væg af menneskeædende gys. En total zombiekrig. 

Max Brooks har gjort noget fantastisk, noget nyt og noget frygtelig imponerende. Han har skrevet et fiktionsværk som en rapport over en tidligere krig. En krig der virker (for) realistisk og gennem dette skabes hele skræmmefaktoren. Fortællingen bliver fortalt gennem en lang række interviews med forskellige overlevne; vi hører om apokalypsen da den startede, mens den tog til, da den var værst, da den tog af og om oprydningsprocessen. Vi hører om mennesket som individ og mennesket i en gruppe. Igen, skræmmende virkeligt. 

"For the first time in history, we faced an enemy that was actively waging total war. They had no limits of endurance. They would never negotiate, never surrender. They would fight until the very end because, unlike us, every single one of them, every second of every day, was devoted to consuming all life on Earth." 

World War Z har sine klamme passager gennem interviewpersonernes tilbageblik, men gyset ligger virkelig i den realistiske fortælleform. Bogen indeholder fodnoter, et nyt begrebsapperat, alle indgangsvikler man kunne tænke sig, samt en lang række referencer tilbage til anden verdenskrig. Det er virkelig imponerende at Brooks har skabt værket på denne måde, og stadig holdt det interessant og i den grad spændende. Det eneste sted hvor formen fejler lidt, er at man ikke altid kan høre forskel på interviewpersonerne. Men hallo? Det kan vi da godt overse for så interessant et værk! 

"You wanna know who lost World War Z? Whales."

Jeg vil anbefale denne til alle med interesse for zombier, apokalyptiske fortællinger eller bare med en hang til gys. Det er virkelig forfriskende med en ny vinkel på det hele, en ny metode om man vil. Jeg tager hatten af for Max Brooks (mere end én gang), man kan virkelig mærke hans passion for hele zombiefænomenet. 

Top 6: Gyserfilm

Gennem de sidste par år har jeg "lært" mig selv at se gyserfilm igen; jeg elsker kicket og adrenalinen der pumpes rundt i min krop, mens jeg ser denne genre. Efter successen ved mit "Top 6: Tv-serier"-indlæg, tænkte jeg at jeg ville prøve igen og se om der er nogle gyserfilms-seere blandt mine læsere! Derudover står denne måned jo i gysets tegn, takket være den gode højtid, Halloween! 

1. Evil Dead (2013): Dette er et remake af filmen af samme navn fra 1981. Jeg så den første gang i tirsdags uden at vide hvad jeg gik ind til (jeg har ikke set den originale), og hold da op hvor jeg hoppede, skreg og jeg var sikker på at jeg ville dø inden filmens ende. Den indeholder en masse fede effekter, og det er den absolut bedste gyserfilm jeg nogensinde har set! 

2. Sinister (2012): Sinister så jeg henover sommeren i fællesskab med min bedste ven, det er en film om. Wait for it.. The boogey man! Eller Bøhmanden som vi ville kalde ham på dansk. Filmen her er utrolig "nøjeren" på en mere afslappet måde. Jeg har lyst til at kalde det for "voksen paranoia", hvis det kan skabe noge associationer hos nogle af jer! Ha. 

3. El Orfanato (2007): Spaniere er nogle (hvis man spørger mig) virkelig talentfulde filmskabere, og dette gælder bestemt for denne tredje plads. "Børnehjemmet" er en smuk og foruroligende fortælling - som jeg måske ikke ville sætte under betegnelsen gyser, når alt kommer til alt - dog, har den nogle meget skræmmende elementer, og det er bestemt ikke en film jeg ville lade et barn se! 

4. The Exorcist (1973): Det er de færreste kultfilm der ender med at imponere mig, dog synes jeg at den oprindelige "Eksorcisten" er fantastisk, og charmerende på sin helt egen måde (modsat en film som "Rosemary's Baby" fra 1968, snoooork). Dog er dette langt fra en film jeg ville sætte på for at blive skræmt. 

5. The Skeleton Key (2005): Det er efterhånden et par år siden, at jeg så denne film. Jeg husker den dog som vældig god og den er også røget på min huskeliste over film på IMDB. Derudover er den med Kate Hudson, hende er jeg jo vældig glad for! 

6. The Ring (2002): Denne gyser kan vel efterhånden få klassikerstatus, jeg tvivler i hvert fald på at der findes mange mennesker der endnu ikke har set den (du har set den, ikke?). Jeg elsker "The Ring" selvom den egentligt ikke skræmmer mig fra vid og sans, jeg synes bare det er en fantastisk film, og jeg glæder mig meget til at få læst bogen bag filmen. 

Hvordan har du det med gyserfilm? Er det et go eller et no go? 

Anmeldelse: The Walking Dead: Rise of the Governor

Originaltitel: The Walking Dead: Rise of the Governor, Forfatter: Robert Kirkman og Jay Bonansinga, Forlag: TOR, Udgivelsesår: 2011, Sideantal: 308, Sprog: Engelsk, ISBN: 978-0-330-54133-6

ppppr

Inden jeg begyndte at læse The Rise of the Governor var jeg meget splittet; på den ene side glædede jeg mig som et lille barn til at få udvidet denne postapokalyptiske fortælling, på den anden side frygtede jeg den store chance for at blive skuffet. Tårnhøje forventninger gør det ofte svært for bøgerne at leve op til, desværre.

Første bog i trilogien om Guvernøren handler om hans rejse mod Atlanta til det ikke-eksisterende flygtningecenter, og videre derfra til Woodbury hvor bogen slutter med et hjerteknusende twist. Vi får nu hele hans historie fra 72 timer efter the walking deads er begyndt er hærge verden. 
  Bogens start præsenterer os for menneskegruppen bestående af Bobby, Nick, brødrene Phillip og Brian Blake og Phillips datter Penny Blake. Handlingen starter hårdt ud med kampe mod zombierne, flugten fra samme, dødsfald og karakterudbygning. Én ting jeg synes bogen gjorde rigtig godt var at indfange den pressede stemning fra den evige flugt fra zombierne. Det var en rigtig spændende læsning, kun med få passager jeg ikke brød mig om. 

"They come from the cool shadows where government buildings block our the sun, and there are so many of them that it takes a moment for the human eye to simply register what it is seeing. All shapes and sizes and stages of deterioration, they emerge from doorways and windows and alleys and wooded squares and nooks and crannies, and they fill up the street with the profusion of a disordered marching band, drawn to the noise and smell and advent of a fresh automobile filled with fresh meat."

Jeg er generelt super begejstret over at følge "skurken", jeg favoriserer næsten altid skurken og har altid gjort det. Specielt de udbyggede skurke rammer plet i mit hjerte. Dette mest fordi jeg aldrig har mødt en uden-forklaring og vellykket rent ondskabsfuld skurk, ond for ondhedens skyld. Forklaringerne og historierne om hvorfor skurkekarakteren er blevet ond er et hit for mit vedkommende, jeg synes ofte at det bringer en endnu større mystik til karakteren. Jeg elsker skurke!
  Guvernøren er ingen undtagelse; han er så tåkrummende modbydelig. Denne bog er på en side fantastisk i sin forklaring af Guvernørens udvikling; på den anden side er den forfærdelig grundet selv samme. 

"There's nothing glorious in dying. Anyone can do it. 
  - Johnny Rotten" 

Bogen levede heldigvis op til mine forventninger, der var ikke kapitler jeg skulle trække mig gennem eller følelsen af åhh hvor er det unødvendigt. Generelt var det dybt underholdende læsning, når det er sagt kan det godt være farvet af min kærlighed til denne serie (det er meget svært at skulle forholde sig objektivt til det); men jeg nød den.
  Jeg har været meget i tvivl med hensyn til om jeg ville give den fire eller fem stjerner; Jeg har generelt den regel at fem stjerner må gives til noget ekstravagant, hvilket jeg oftest kun støder på i de tidløse klassikere, men hver gang jeg møder en virkelig god bog når det måles i underholdningsværdi, så har jeg lyst til at give den fem stjerner for underholdningen. 
  Derfor ligger The Rise of the Governor flot placeret et sted mellem 4 og 5 stjerner.