ANMELDELSE: WARM BODIES AF ISAAC MARION

”R” har en idé om at hans navn begyndte med R før han døde, men det er ikke meget han husker fra livet. Faktisk slet ingenting. Alligevel ved han at han mangler noget. En eller anden større mening med tilværelsen, end den han har som en sløvt omvandrende zombie. 

En dag tager han og en gruppe zombier på madjagt, hvor de møder en flok unge mennesker. Gruppen af zombier går aggressivt til bords i menneske-delikatesserne, men pludseligt får R øje på Julie, hvem han ender med at stjæle med hjem i stedet for at æde. 

”You should always be talking pictures, if not with a camera then with your mind. Memories you capture on purpose are always more vivid than the ones you pick up by accident.” 

Det er lidt sjovt. Jeg havde faktisk en meget klar forventning om, at jeg ikke ville kunne lide denne roman. Hvorfor? Fordi jeg har en meget klar idé om, hvad zombier kan og særligt hvad de ikke kan. I Marions zombiefortælling kan zombier tænke, løbe og tale (om noget i et begrænset omfang) – alle ting som jeg er totalt uenig i at zombier kan. Det er meget passioneret for mig, kan du nok høre. Noget ved fortællingen drev mig alligevel ind – jeg blev helt tosset med R og den udvikling han gennemgår i romanen. Jeg var faktisk ret begejstret for, hvordan Marion skildrede R’s stærke ønske om at være noget bedre og større end det lod han trak under apokalypsen. Det fungerede helt og aldeles fint for mig. 

”I don’t have the answers she’s asking for, but I can feel their existence. Faint points of light in the distant dark.” 

3/5 stjerner - Warm Bodies #1 - Læs mere her

LUK ZOMBIERNE IND - THIS IS HALLOWEEN!

Hvor er halloween bare den fedeste og samtidig den mest latterlige (ja, undskyld mig) højtid, som er blevet bragt ud til verden fra de forenede stater. Egentligt har jeg det lidt ambivalent med det, fordi jeg er meget imod Valentines, men en hel dag i gysets tegn? Det er nødt til at være lidt godt.

Verden over har folk brugt deres oktober måned på at snakke om skræmmende bøger, hvorfor jeg også vil bidrage med et enkelt indlæg på denne all hallows eve. I dag skal det handle om zombier. For er der et "væsen" (det kan man ikke kalde det, men jeg gør det lige alligevel) jeg er vild med, så er det zombier. Jordens undergang kan udelukkende forløbe ved, at en virus dræber - og vækker os igen som hjernedøde, rådne og driftsdrevne væsner. Der er ingen anden mulighed.

Zombierne som vi kender dem i dag, er (selvfølgelig) en modificeret myte, der har flere tusinde år på bagen. Oprindeligt var de et middel til udryddelse, hvad enten det var præstinder eller troldmænd, så skulle disse figurer sende og styre zombierne afsted for at straffe mennesket.
I dag har de fået deres helt egen subgenre inden for apokalyptiske værker, og specielt inden for de seneste 10 år er der sket en hel del. Max Brooks blev pludselig en rigtig populær fætter, da hans World War Z blev filmatiseret med Brad Pitt i hovedrollen, og med hans Zombie Survival Guide som rent faktisk er en guide til, hvordan du overlever zombieapokalypsen. Men særligt stærkt står Robert Kirkman med hans tegneserier The Walking Dead; aldrig har zombierne haft så meget spotlys på sig, som de har i forbindelse med filmatiseringen af denne tegneserie. AMC tv-serie hitter verden over, og har nyligt offentliggjort at en sjette sæson vil komme. Det er da vildt?

Men hvad er det der gør zombierne så interessante, at jeg som læser beskæftiger mig med film efter film, bog efter bog om den levende død? Jo, det er faktisk det faktum at døden legemliggøres af livet. Den komplet modsatte rækkefølge af hele vores natur, og vi hvad alle hvad der sker, når tingene ikke går som de skal. Men zombierne er også dig og mig; de er dig og mig, når det hele er slut. Zombier som uhyrer er utrolig let at spejle sig i - der er ingen magi eller intet mytisk. De overtager bare verden efter apokalypsen, og så er det sgu knald eller fald, hvor hverken knald eller fald har et godt udfald for dig.

Zombier repræsenterer vel samfundets forfald. De rådne kadavere der marcherer rundt på må og få, indtil de finder noget levende at sætte tænderne i. De er hjernedøde og drives udelukkende af lystimpulser - de drives af alt det mennesket gennem århundrede har undertrykt (med dette siger jeg ikke, at vi ville æde hinanden). De er alt det de ikke må være, de har ingen regler eller lovgivninger, og det gør dem skide uhyggelige. Naturligvis også det faktum, at de også æder dig og mig, at de er rådne og i virkeligheden slet ikke lever.
Men pointen er også bare, at zombier er lette at forholde sig til - og derfor tror jeg også, at det gør dem lettere at være bange for. De er os, og de går rundt i vores verden.

Nu blev det pludselig et langt indlæg, selvom det egentligt ikke fortæller særlig meget. Jeg synes du skal bruge din allehelgensaften sammen med zombier, hvad enten det er på skærmen eller blandt siderne i en bog.

Glædelig Halloween! 

NB! Jeg er ingen ekspert på området.

Anmeldelse: "World War Z" af Max Brooks

Originaltitel: World War Z - Forfatter: Max Brooks - Forlag: Duckworth Overlook - Udgivelsesår: 2013 (org. 2006) - 342 sider

Det hele startede som rygter i Kina. Så begyndte man at se tilfælde sprede sig over landområderne og særligt blev de enkelte tilfælde ganget med sig selv indtil der kunne tydes en form for revolution i menneskeheden på jorden. Lige bortset fra at dette var meget værre. I World War Z går man direkte ind i en væg af menneskeædende gys. En total zombiekrig. 

Max Brooks har gjort noget fantastisk, noget nyt og noget frygtelig imponerende. Han har skrevet et fiktionsværk som en rapport over en tidligere krig. En krig der virker (for) realistisk og gennem dette skabes hele skræmmefaktoren. Fortællingen bliver fortalt gennem en lang række interviews med forskellige overlevne; vi hører om apokalypsen da den startede, mens den tog til, da den var værst, da den tog af og om oprydningsprocessen. Vi hører om mennesket som individ og mennesket i en gruppe. Igen, skræmmende virkeligt. 

"For the first time in history, we faced an enemy that was actively waging total war. They had no limits of endurance. They would never negotiate, never surrender. They would fight until the very end because, unlike us, every single one of them, every second of every day, was devoted to consuming all life on Earth." 

World War Z har sine klamme passager gennem interviewpersonernes tilbageblik, men gyset ligger virkelig i den realistiske fortælleform. Bogen indeholder fodnoter, et nyt begrebsapperat, alle indgangsvikler man kunne tænke sig, samt en lang række referencer tilbage til anden verdenskrig. Det er virkelig imponerende at Brooks har skabt værket på denne måde, og stadig holdt det interessant og i den grad spændende. Det eneste sted hvor formen fejler lidt, er at man ikke altid kan høre forskel på interviewpersonerne. Men hallo? Det kan vi da godt overse for så interessant et værk! 

"You wanna know who lost World War Z? Whales."

Jeg vil anbefale denne til alle med interesse for zombier, apokalyptiske fortællinger eller bare med en hang til gys. Det er virkelig forfriskende med en ny vinkel på det hele, en ny metode om man vil. Jeg tager hatten af for Max Brooks (mere end én gang), man kan virkelig mærke hans passion for hele zombiefænomenet. 

Bogsnak #1: THE WALKING DEAD, Book one (Comics)

Først og fremmest: Mange tak for den positive respons på idéen om denne "nye" form for indlæg - I er sgu søde. For en god ordens skyld kan jeg lige fortælle, at alle beskeder direkte henvendt til jer, er skrevet i denne skrifttype. Det vil primært være advarsler mod spoilers, så det burde være godt dækket ind for den nervøse læser! 

Jeg har lige læst min første tegneserie siden jeg var lille. Min far har altid læst tegneserier, og jeg kan erindre flere episoder hvor jeg har bladret side efter side igennem med et kæmpe smil klistret på ansigtet. Der er virkelig noget fantastisk over denne grafiske fortællingsform med højtråbende udtryk gennem de mange udråbsord. 

"The Walking Dead, Book one" er tegneserien bagom tv-serien af samme navn, denne samling indeholder de to første kapitler og i alt de 12 første issues af serien. Derudover indeholder den en short story som Kirkman, Adlard og Rathburn udformede til Image Comics Holiday Special i 2005 - sidst er der inkluderet nogle tidlige skitser fra de enkelte issues forsider og en personoversigt. 

Jeg er blevet spurgt et par gange, om man kan se tv-serien uden at have læst tegneserien. Om man kan læse Guvernør-trilogien, uden at have læst tegneserien eller set tv-serien. Svaret er ganske enkelt (og til det hele): Det kan du sagtens! 

OBS! Hvis du hverken kender tegne- eller tv-serien, så ville jeg ikke læse dette afsnit, da jeg afslører store dele af handlingen.  Derudover, hvis du har tænkt dig at læse tegneserien, og ikke vil spoiles med de ændringer de har lavet til tv'et - så stop for Guds skyld med at læse!

Gennem Book one følger vi handlingsforløbet fra da Rick bliver skudt til at gruppen første gang lægger øjne på fængselsgrunden. Tegneseriens overordnede handling er taget med i tv-serien - i (meget) korte træk forløber (tegneserie)handlingen således: Rick vågner på hospitalet hvorefter han møder Morgan og sønnen Duane, han rejser til Atlanta bliver overfaldet af en stor gruppe walkers, han bliver reddet af Glenn og føres til gruppen, Shane går amokka, gruppen rejser ind i landet indtil de finder Hershel Greene og hans familie på deres gård og sidst bliver gruppen smidt ud hvorefter de finder fængslet. 

Den første markante ændring er, at gruppen ikke består af de samme mennesker man møder i tv-serien. I tegneserien følger vi to intakte familier bestående af Rick, Lori og Carl, og Donna, Allen og deres to tvillinger. Derudover er der søstrene Andrea og Amy, Glenn, Dave, Shane, Jim, Carol og Sophia.

     Selvom den overordnede handling i tv-serien følger tegneserien, så er der rigtig mange ændringer i historien. Ændringer der er utrolig mærkelige at læse om, når man er så engageret i det andet. Dette havde dog ingen negativ effekt på min læsning, jeg åd det vitterligt råt.

1. I tegneserien fandt jeg ligefrem Rick sympatisk, hvilket jeg virkelig ikke har gjort i tv-serien. Som i slet ikke. Jeg hader ham. Han er så irriterende. Om det er fordi tegneserien ikke når samme dybde som tv-serien gør (af åbenlyse årsager), det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er i hvert fald ikke træt af Rick, efter at have tilbragt 300 sider med ham. Så det er virkelig et KÆMPE plus. 
2. For lige at modsige mig selv i det ovenstående, så når tegneserien en anden form for dybde end tv-serien gør det. Tv-serien spiller på utrolig mange følelser, fordi man konstant veksler mellem at være ved at skide i bukserne, at blive lettet, at være heartbroken, at være lettet og at dø af skræk igen. I tegneserien har jeg fået en helt anden forståelse for karaktererne, foruden et langt bedre indblik i hvem de var før "virussen" udbrød. 
3. En sjov (åh ja) ændring er, at Dave og Andrea har et romantisk forhold til hinanden. Hvor tosset er det lige? Unge Andrea med den gamle gris (undskyld, jeg elsker Dave). Da jeg første gang læste en passage hvor de seksuelt interagere måtte jeg stoppe op og læse det igen, fordi jeg simpelthen troede at jeg havde læst forkert. 
4. Tegneseriens tempo er fantastisk, der sker noget hele tiden og tempoet holdes ekstremt højt. Dette er endnu et af de store plusser - tv-serien kan af og til gå hen og blive lidt langtrukken og langt fra alle afsnit er i top klasse. Sådan er tegneserien ikke. 
5. Tegneserier er AWESOME!
6. Tegneserien er fantastisk humoristisk - en humor jeg til dels føler de har fået med i tv-serien, dog ikke helt på samme facon. Men jeg ved egentligt heller ikke om det ville være muligt, nu når jeg tænker mig om? 

1. Den første af de to ændringer som jeg (stadig) har svært ved at acceptere er, at to af mine yndlingskarakterer fra tv-serien, Merle og Daryl, slet ikke er med i tegneserien. De er i hvert fald ikke med i de første to kapitler, og dem savner jeg virkelig. 
2. (Spoiler for handlingen) At Glenn forlader gruppen for at være sammen med Maggie på Hershels gård. Gruppen bliver smidt ud efter et sammenstød mellem Rick og Hershel efter deres walker-samling er brudt ud af laden. Glenn er også en af mine absolut favoritter, så jeg håber virkelig at han vender tilbage! 

Jeg er virkelig begejstret, hvilket I nok allerede havde gættet ved at jeg giver denne tegneserie 5 stjerner. Jeg er helt sikkert forblændet af universet Kirkman et al har skabt, men jeg synes også det er i orden at fangirle. Derudover er jeg utrolig begejstret for grafiske fortællinger i almindelighed, så det kan vel heller ikke komme bag på nogen.
     Når det er sagt, så synes jeg helt sikkert at du skal læse tegneserien, hvis du er interesseret i The Walking Dead. Det er en meget humoristisk form for fortælling, og det kræver alligevel en god potions forestillingsevne før den kan skræmme livet af nogen. Dog er tegneseriens tempo med til at jeg alligevel sad med "åh nej, åh nej, ÅH NEJ!"-følelsen, så det skal slet ikke forstås som om den mister dén værdi. Den var altså bare rigtig god.

Inden indlægget rundes af, vil jeg lige sige et par korte ord om den sidste tegneserie i bladet. Den omhandler Morgan og Duane der finder Rick efter han slipper ud af hospitalet, og det er dem der forklarer ham hvad der er sket, mens han lå i koma. 

Denne lille tegneserie er simpelthen så fin. Den giver et lille indblik i hvor de befinder sig cirka halvvejs inden i den overordnede handling (omkring issue 7). Det er ikke fordi vi får ny viden gennem denne tilføjelse, men jeg undrede mig meget over hvad der var sket med de to karakterer efter Rick forlod dem (både ift. tv- og tegneserien), så det var rigtig rart at få et lille indblik heri. 

Alt i alt var denne tegneserie fantastisk, som tidligere nævnt åd jeg den råt. Tegningerne er virkelig gode, og hold nu op hvor er tv-serien castet godt! Det var meget let at skabe sig et overblik over hvem der var hvem.

Jeg er så glad for (endelig) at have læst den, samt at have læst en tegneserie igen efter alle de år. Det er helt sikkert noget jeg kommer til at gøre igen, helst meget snart. Ih, hvor er det skønt! 

- Hvad med dig, læser du nogensinde tegneserier? 

Anmeldelse: The Walking Dead: Rise of the Governor

Originaltitel: The Walking Dead: Rise of the Governor, Forfatter: Robert Kirkman og Jay Bonansinga, Forlag: TOR, Udgivelsesår: 2011, Sideantal: 308, Sprog: Engelsk, ISBN: 978-0-330-54133-6

ppppr

Inden jeg begyndte at læse The Rise of the Governor var jeg meget splittet; på den ene side glædede jeg mig som et lille barn til at få udvidet denne postapokalyptiske fortælling, på den anden side frygtede jeg den store chance for at blive skuffet. Tårnhøje forventninger gør det ofte svært for bøgerne at leve op til, desværre.

Første bog i trilogien om Guvernøren handler om hans rejse mod Atlanta til det ikke-eksisterende flygtningecenter, og videre derfra til Woodbury hvor bogen slutter med et hjerteknusende twist. Vi får nu hele hans historie fra 72 timer efter the walking deads er begyndt er hærge verden. 
  Bogens start præsenterer os for menneskegruppen bestående af Bobby, Nick, brødrene Phillip og Brian Blake og Phillips datter Penny Blake. Handlingen starter hårdt ud med kampe mod zombierne, flugten fra samme, dødsfald og karakterudbygning. Én ting jeg synes bogen gjorde rigtig godt var at indfange den pressede stemning fra den evige flugt fra zombierne. Det var en rigtig spændende læsning, kun med få passager jeg ikke brød mig om. 

"They come from the cool shadows where government buildings block our the sun, and there are so many of them that it takes a moment for the human eye to simply register what it is seeing. All shapes and sizes and stages of deterioration, they emerge from doorways and windows and alleys and wooded squares and nooks and crannies, and they fill up the street with the profusion of a disordered marching band, drawn to the noise and smell and advent of a fresh automobile filled with fresh meat."

Jeg er generelt super begejstret over at følge "skurken", jeg favoriserer næsten altid skurken og har altid gjort det. Specielt de udbyggede skurke rammer plet i mit hjerte. Dette mest fordi jeg aldrig har mødt en uden-forklaring og vellykket rent ondskabsfuld skurk, ond for ondhedens skyld. Forklaringerne og historierne om hvorfor skurkekarakteren er blevet ond er et hit for mit vedkommende, jeg synes ofte at det bringer en endnu større mystik til karakteren. Jeg elsker skurke!
  Guvernøren er ingen undtagelse; han er så tåkrummende modbydelig. Denne bog er på en side fantastisk i sin forklaring af Guvernørens udvikling; på den anden side er den forfærdelig grundet selv samme. 

"There's nothing glorious in dying. Anyone can do it. 
  - Johnny Rotten" 

Bogen levede heldigvis op til mine forventninger, der var ikke kapitler jeg skulle trække mig gennem eller følelsen af åhh hvor er det unødvendigt. Generelt var det dybt underholdende læsning, når det er sagt kan det godt være farvet af min kærlighed til denne serie (det er meget svært at skulle forholde sig objektivt til det); men jeg nød den.
  Jeg har været meget i tvivl med hensyn til om jeg ville give den fire eller fem stjerner; Jeg har generelt den regel at fem stjerner må gives til noget ekstravagant, hvilket jeg oftest kun støder på i de tidløse klassikere, men hver gang jeg møder en virkelig god bog når det måles i underholdningsværdi, så har jeg lyst til at give den fem stjerner for underholdningen. 
  Derfor ligger The Rise of the Governor flot placeret et sted mellem 4 og 5 stjerner.