ANMELDELSE: "STATION ELEVEN" AF EMILY ST. JOHN MANDEL

Station Eleven - Emily St. John Mandel - Vintage - 2015 - 333 sider

Under en opførsel af Shakespears King Lear omkommer frontmanden Arthur på mystisk vis. Artur viser sig hurtigt at være fortællingens lim; han bliver bindeledet mellem bogens forskellige protagonister.

Station Eleven omhandler den såkaldte Georgia Flu - en pandemi der på få dage udrydder 99 % af verdensbefolkningen. Handlingen foregår 20 år efter pandemien brød ud, men bogen er spækket med flashbacks fra både før og under den stygge influenza. Vi følger en lille musikalsk teatergruppe som rejser fra sted til sted, og som aldrig har valgt er slå sig ned længere tid af gangen, vi følger Clark som lever i en lufthavn der er lavet om til et museum, og vi følger Jeevan som fungerer som praksiterende læge i et lille samfund. Vi følger forskellige mennesker der alle kommer med en unik fortælling om at tilpasse sig i en hel ny verden, hvor vores gængse hverdag er enten er blevet en fortrængt eller en nostalgisk erindring.

”Survvival is insufficient”

I min optik har Mandel skrevet en smuk, melankolsk og ikke mindst unik historie. Hun sammenfletter et persongalleri, med en god håndfuld personer, som ikke er svære at skelne fra hinanden, og som alle har noget interessant til at bringe historien frem. Karakterne er flerfacetteret, og har alle en uforgængelig dybde. På samme måde springes der frem og tilbage i tiden, men det blev heller aldrig et problem at finde rundt i som læser. Mandel formår generelt at udtrykke sig meget klart, og helt uden bogen mister sin lyriske værdi. For for fanden, hvor hun dog skriver sprødt!

Dog synes jeg en lille svaghed lå i passagerne fra ”nutiden” (de 20 år efter The Georgia Flu). Når Mandel beskrivende fortæller om udbruddet og tiden derop til, skriver hun med en udtrykkelig nærhed. Man står med næsen lige i begivenhederne, men den nærhed fandt jeg ikke i de andre passager. Beskrivelserne af den nye verden blev en anelse flyvske, og ikke ligeså velbeskrevet, hvilket desværre også resulterede i, at jeg ikke var ligeså fanget af historien i de kapitler som omhandlede verdenen efter apokalypsen.

”There was a moment on earth, improbable in retrospect and actually briefer than a moment in the span of human history, more like the blink of an eye, when it was possible to make a living solely by photographing and interviewing famous people.”

Overordnet set er jeg meget begejstret for denne roman. Jeg er helt tosset med skrivestilen – den melankoli hun tilskriver fortællingen, og den underspillede humor Mandel får historien til at blomstre med. For mig personligt kunne handlingsforløbet dog godt have brugt en større farer til at føre den frem – om det er fordi jeg er for zombiefikseret, kan godt være, men jeg manglede ”noget mere” end absurditeten i det ødelagte samfund og det genskabende menneske.

Du skal læse Station Eleven hvis du vil have en god (og moden) dystopisk fortælling om et nedbrudt samfund. Hvis du vil læse om mennesker, og hvordan disse kan tænkes at reagerer, når livet vendes på hovedet. Eller hvis du bare vil have noget brand god underholdning. 

ANMELDELSE: "9 ÅR EFTER LOOPET" AF PETER ADOLPHSEN

9 år efter Loopet - Peter Adolphsen - 2013 - Forlaget Samleren - 4/5 stjerner

På en dag som starter helt almindeligt, opstår en lyd-tsunami, der på 17 timer omkapsler hele kloden. Herefter kører alt i ring - tiden går, men intet bevæger sig fremad. Udviklingen er stoppet. Alle mænd tildeles ét gennemsnitsansigt, og ligeså gør kvinderne. Selv dyrene får træk fra det køn de indordnes under.
Protagonisten Mark er den oprindelige ejer af mændenes ansigt, og i 9 år efter Loopet introducerer han os for den rædsel verden nu er. Mark går rundt i Los Angeles efterladte, og stærk bevoksede, bygninger og leder efter meningen med livet.

"Da der kun var vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen dét som naturen altid har gjort: Den tilpassede sig."

Mark har engang skrevet et filmmanuskript som blev til et afsnit i en kriminal tv-serie - det er dét som han har opnået i sit liv. Han er en halvtyk mand med måne og høje tindinger. Ikke en person man ville lægge mærke til blandt en menneskeflok - særligt ikke når alle mænd deler det samme.
Han er en ensom eksistens som er meget svær at holde af, hans handlinger er uforsvarlige og han må i den grad siges at have erklæret sig selv fallit. Alligevel er han den type karakter, hvor man godt forstår, hvorfor han handler som han gør.

"Et tilfælde er en hændelse hvis eksistens kan benægtes uden at der opstår en selvmodsigelse; noget der lige så vel ikke kunne ske."

9 år efter Loopet er en bog der opsluger læseren, her kræves ingen tålmodighed eller overbærenhed. Hvert ord virker nøje overvejet - Adolphsen forstår hvad det vil sige at udnytte sproget. Fortællingen fylder under hundrede sider, men alligevel føler jeg mig en stor historie rigere. Den er fortalt med en simplicitet som gør de komplekse emner overkommelige og yderst interessante. Det hele fortælles gennem alvidende Mark der tænker meget over alt fra universets mindste bestanddele til store filosofiske emner. Jeg slugte denne bog - den er kort sagt: Pisse fed.

"Måske er kærlighed blot et smart trick fra evolutionens side, et overlevelsesinstinkt, en funktion der får mennesker (og et antal dyreracer) til at holde sammen mod dre trusler og faciliterer artens videreførsel."

Du skal læse denne bog, hvis du har brug for et fint lille indspark i science fiction genren, hvis du holder af dystopiske fortællinger, eller hvis du har en forsmag for eksistentialisme. 9 år efter Loopet er en virkelig god bog, og den eneste grund til at den ikke har fået fem stjerner, er fordi den meget gerne måtte have været bare lidt længere.

"MAZE RUNNER: LABYRINTEN" AF JAMES DASHNER (MAZE RUNNER #1)

Maze Runner: Labyrinten - James Dashner - 2014 (org. 2009) - Anmeldereksemplar fra Høst & Søn - 4/5 stjerner

Thomas vågner op uden erindring om, hvor han er, eller hvorfor han befinder sig her. Han sidder i et trangt bur, hvor en masse ukendte drenge står og kigger på ham, som var han et udstillingsdyr. Han befinder sig i Lysningen, i midten af en faretruende og evigt forandrende labyrint, som ingen egentlig ved hvor er. Græsområdet er omgivet af labyrintens tårnhøje mure. Mure der åbnes og lukkes, og som man endelig ikke vil lukkes ude af. 

Maze Runner: Labyrinten  er en hæsblæsende fortælling om et flok drenge, der på rekord tid har været nødt til at bygge et samfund op. En fortælling om hvordan selv samme drenge håndterer at være sammenklemt, og sammenlåst, på det begrænsede område uden særlig meget viden om dem selv, eller om verdenen omkring dem. Bogen er virkelig actionpacked, og i et skidehøjt tempo. Jeg synes det var skidefedt! 

“Han huskede masser af små ting om livet – spise, studere, lege; tøj, generelle billeder af verdens fremtoning. Men de detaljer, der skulle til for at udfylde billedet og skabe en ægte og komplet hukommelse, var på en eller anden måde blevet slettet. Det var som at se et billede gennem mudret vand.”

Jeg har - i lang tid efterhånden - haft lysten til at læse denne bog; der har været massiv omtale af den på Booktube og diverse andre sociale bogmedier, som har efterladt mig meget spændt og meget fristet. Så da Høst & Søn sendte mig et eksemplar af den danske udgave, kan du nok forstå jeg blev begejstret. Virkelig begejstret. Også selvom jeg havde været så heldig, at se filmen til forpremiere godt en måned før bogen udkom. 

Dashners bog var ingen skuffelse, selvom den har fået en masse kritik for at stille flere spørgsmål end den besvarer. Jeg kan sagtens se, hvorfor man som læser kan efterlades i en stor fortvivlelse, men for mig var det et af de fedeste elementer. At man hele tiden er et skridt bagud, og ikke aner hvad der sker. Allerede da jeg så filmatiseringen, synes jeg, at det var tydeligt at den skulle efterlade seeren (og vigtigere: læseren) med en masse ubesvarede spørgsmål. At labyrintens mystik hives ind over læseren, som højst tænkeligt befinder sig i vante og trygge omgivelser under læsningen. For mig bandt det en nydelig sløjfe om bogen som oplevelse. 

De ubesvarede spørgsmål er dog også det der gør, at jeg hungrer efter bog nummer to og tre. Jeg hungrer de svar som de kommende bøger vil give. Jeg er fuldstændig i vildrede; om jeg skal skynde mig ned på mit arbejde og købe The Scorch Trials, eller om jeg skal vente til den danske udgave kommer i foråret 2015. 

"Den kom fra et sted dybt inde i Labyrinten - en lav, uhyggelig lyd. En vedvarende snurren, ledsaget af en metallisk ringen med få sekunders mellemrum, som skarpe knive, der skrabede mod hinanden." 

Alt i alt er Maze Runner: Labyrinten en virkelig god bog, og et dejligt indspark i ungdomsbøgernes dystopi. Jeg synes det var ekstremt postivt, at den adskiller sig så meget fra de andre populære bøger, og jeg glæder mig bare helthelt vildt til at læse den næste bog i serien. Uanset om jeg ender med at købe den på engelsk eller dansk! 

Du skal læse den, hvis du har en hang til dystopiske science fiction fortællinger. Ja, jeg vil sågar gå så langt som til at sige, at den er et must for enhver ungdomslitteraturs-elsker, men ellers skal du læse den hvis du vil have en bog i et højt tempo, en bog der virkelig får dig til at glemme dine omgivelser og placerer dig i et mere eller mindre fjernt fremtidsunivers. 

Anmeldelse: Allegiant af Veronica Roth

Originaltitel: Allegiant

Serie: Divergent #3

Forfatter: Veronica Roth

Forlag: HarperCollins

Udgivelsesår: 2013

526 sider

Såååååå Veronica Roth har afsluttet Divergent serien med Allegiant. 

Magen til bras skal man vitterligt lede længe efter. Plothuller, ringe fortællerE. Hvorfor pludselig bruge Tobias som protagonist, når man alligevel ikke kan skelne mellem ham og Tris i fortællerstilen?

Det er faktisk ret imponerende, hvor dårlig en historie man kan fortælle på 500 sider - specielt taget i betragtning af, at hun i forvejen har haft to bøger til at skabe det ønskede dystopiske univers. Nu udvider hun det med 1.000.000.000.000 procent og forventer at det hænger sammen med, ja, de 526 sider hun har at gøre godt med. 

Øv Veronica, Øv. 

Det er faktisk også ret imponerende, at hun pludselig har så mange elementer hun skal have til at hænge sammen, og at man alligevel kan ende med så fantastisk kedelig en historie. 

Og jeg vil prøve at beherske mig, og bare sige "øv" til personudviklingen der sker både med Tris og med Tobias. 

Jeg elskede serien, det gjorde jeg virkelig. Jeg var totalt på Team Divergent mod Team Hunger Games. Jeg kunne godt lide Tris som protagonist og fortæller af historien. Jeg elskede Four, hans dybde og hans mørke. Jeg hader Allegiant. Eller hader er måske et forkert ord, den fortjener ikke engang noget så følelsesladet. 

Øv Veronica, Øv.

1 ud af 5 stjerner. 

"Allegiant" af Veronika Roth udkommer snart!

Der er ikke mange dage tilbage inden Veronica Roth udgiver tredje og sidste bog i trilogien om Tris, Four og alle de andre i Chicagos dystopiske fremtidssamfund... and I'm freaking excited! Allegiant udkommer den 22. oktober 2013. Sidste del af historien bliver fortalt med både Tris og Four som fortælleperson; hvilket vi endnu ikke har oplevet i de to foreløbere. Er jeg den eneste der er ellevild ved tanken om at skulle et smut ind i Fours hoved?

Jeg håber inderligt at historien bliver lukket ordenligt - nervepirrende og oplysende.

Har du planer om at læse Allegiant?

Anmeldelse: Insurgent af Veronica Roth (Divergent #2)

OBS! Denne anmeldelse indeholder spoilers hvis ikke du har læst Divergent af samme forfatter. Læs min anmeldelse af Divergent her.

Originaltitel: Insurgent Forfatter: Veronica Roth Forlag: HarperCollins Udgivelsesår: 2012 Sideantal: 525 Sprog: Engelsk ISBN: 978-0-00-744292-8

ppppr

Denne spændingsfyldte 2'er forsætter hvor Divergent slap: Gruppen af overlevne Dauntless’ og Abnegation flygter til Amitys område for fred og ro til at planlægge deres næste træk i krigen mod Jeanine og Erudite. Herefter ryger romanens tempo igen i vejret, Tris kæmper med savn, anger og skyldfølelse over de bortfaldne. I kampen om egen accept og accept af den drejning der er sket i Chicago bliver Tris mere og mere dumdristig. Hun begynder at kaste sig ud i knap så gennemtænkte scenarier, hvilket hun også må betale prisen for.

  Hvis hun vil finde sandheden i denne verden må hun være stærkere end hun nogensinde har været, tage konsekvensfyldte valg og ofre alt hun har og ejer.

“Insurgent, he says. Noun. A person who acts in opposition to the established authority, who is not necessarily regarded as a belligerent.”

Forventningerne var høje til denne forsættelse i Divergent trilogien, og de blev på sin vis også indlevet. I min anmeldelse af Divergent snakkede jeg om manglende karakteropbygning, da karaktererne ofte fremstod en smule kedelige; det blev dælme lavet om i denne opfølgning. I Insurgent er Tris ikke længere robotagtig, nærmere det modsatte, vi følger hendes lange følelsesmæssige rejse. Hun angrer over at have dræbt Will, hun føler savnet efter hendes forældres død, og hun føler sig ansvarlig for sine handlinger. Denne ansvarlighed har dog både sine plusser og minusser; det er rart at Roth har valgt at holde det realistisk, at et menneske ikke blot kan slå andre ihjel og bare acceptere at det er for the greater good. Dog følger vi Tris tanker gennem hele bogen, og gennem hele bogen har hun det dårligt over det, efter min mening kunne der godt være skruet en smule ned for denne selvmedlidenhed, realisme eller ej.

”I have done bad things. I can’t take them back, and they are part of who I am”

Det er denne selvmedlidenhed der er bogens største minus, den kunne godt trække lidt i langdrag og den gjorde mig af og til irriteret på Tris. Men det er ikke kun Tris der er blevet "udbygget", historiens karakterer har alle fået flere lag. Både karakteren Peter og Tris’ bror, Caleb, tog godt og grundigt røven på mig i denne bog, de handlede ikke som jeg forventede det af dem, og jeg sad tilbage med en følelse af … ”What just happened?”.

Et andet stort plus ved Roths anden bog i Divergent trilogien er forholdet mellem Tris og Tobias. Selvom det til tider kan bliver meget sukkersødt, så er det ikke just en dans på roser. De møder problemer, og der er konsekvenser for deres handlinger som de ender med at stille sig ansvarlige for. Selve kærlighedsseancen bliver derfor fremstillet mere kompliceret end i den lyserøde fortælling der findes i mange ungdomsbøger.

”People, I have discovered, are layers and layers of secrets. You believe you know them, that you understand them, but their motives are always hidden from you, buried in their own hearts. You will never know them, but sometimes you decide to trust them.”

Bogens største force er, efter min mening, at der ikke er en klar skildring mellem ondt og godt. Det bliver gennem hele fortællingen, og specielt i bogens slutning, klargjort hvor mange lag mennesket egentligt er i besiddelse af, samt at man ikke kan være det rene ondskab eller den rene godhed. Det giver historien en fed dimension, og endnu mere fortvivlelse om hvad der dog skal se med dem alle sammen. Åh Gud, hvor jeg dog ser frem til Allegiant.

Last note: Slutningen vendte op og ned på hele plottet. Det er ikke fordi selve twistet kommer bag på en (der er en stemningsopbygning gennem hele bogen) jeg så den bare overhovedet ikke komme.

Igen, fantastisk bog = læs den.

Anmeldelse: Divergent af Veronica Roth (Divergent #1)

Originaltitel: Divergent Forfatter: Veronica Roth Forlag: HarperCollins Udgivelsesår: 2012 (org. 2011) Sideantal: 489 Sprog: Engelsk ISBN: 978-0-00-742042-1

ppppp

Divergent er den første bog i trilogien om den seksten årige Beatrice Prior, også kaldt Tris. Fortællingen foregår i et dystopisk Chicago, hvor den indhegnede befolkning er opdelt i fem faktioner: Candor (de ærlige), Abnegation (de uselviske), Dauntless (de modige), Amity (de fredelige) og Erudite (de intelligente).

Når unge har passeret sin sekstende fødselsdag skal de vælge hvilken faktion de vil tilhøre, det er kort før dette valg at vi møder Tris første gang. Hun er opvokset i den uselviske faktion Abnegation, men nu skal hun vælge om hun vil blive hos sin familie, eller om hun vil følge sit hjerte.

Min mening:

Divergent er en fantastisk dystopisk fortælling; jeg absolut elsker denne bog, og jeg var så glad for at skulle genlæse den i forbindelse med BookTube-A-Thonet. Den er fyldt med spænding, romantik og den indeholder ikke de lange beskrivelser af omgivelserne der (til tider) kan dræbe min læsning.

En ting ville jeg gerne have mere af: karakteropbygning. Flere af karaktererne ikke er særlig interessante som de er nu. Hovedpersonen Tris virker flere gange robotagtig, og jeg manglede en følelse af noget dybere. Karakteren Four er til gengæld utrolig interessant, han har nemlig denne dybde og han er anderledes end andre mandlige hovedfigurer; han er meget maskulin, men ikke på den anmassende og anstrengende måde. Han er rolig og virker meget fattet; dog ved man at der ulmer noget indeni ham.

Veronica Roths skrivestil er meget enkel og ligetil – der er ingen forstyrrende elementer i sproget, der besværliggør læsningen. Hun bruger hverken for lidt eller for mange adjektiver til sine beskrivelser. Som jeg nævnte tidligere, indeholder den ikke lange beskrivelser af omgivelserne, hvilket jeg bryder mig utroligt meget om. Jeg kan godt lide tanken om at forfatteren stoler nok på mig som læser, til at jeg kan forestille mig universet uden at alt skal udpensles. Roth gør det jeg kan lide: hun giver plads til egen fantasi og tolkning. 

Afslutningsvis vil jeg bare bede jer alle om at læse bogen, den’ god!