Mia af Malene Ravn

Jeg har svært ved at beskrive hvad det helt præcist var, jeg kunne lide ved Malene Ravn's Mia. Men li' den, det ku' jeg!

3,5 ud af 5 stjerner - Mia - Malene Ravn - Gyldendal - 2016

Mia lever et stille afsides liv på sin lille gård ude på landet. Hun foretrækker et liv uden (andre) menneskers involvering, et liv fyldt med dyrs ubetingede kærlighed og omsorg. Den eneste besøgende hun har, er den lokale dyrlæge Malthe, som i ny og næ afsætter nye dyr hos hende som ellers skulle aflives. Det er sådan en scene bogen åbnes med, da Malthe en dag afsætter en aggressiv tyr på Mia's grund for at undgå at dyret skal miste livet. 

Mia har en storesøster, Seline, som hun altid har passet på. Søsteren befinder sig midt i endnu et modbydeligt forhold som en dag eskalerer i en sådan grad at Mia må bryde ind. 

Mia som roman kan et eller andet - den kan råbe højt om "det menneskelige" på en måde man ikke kan ignorere. Det er en roman om barndom, fortielser og ansvar. Den er både dyster og mørk, men samtidig lys og forhåbningsfuld. Malene Ravn skriver med en stemme man kun kan høre efter. 

Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. 

Malene Ravn skriver meget koncist. Der er hverken et ord for meget eller for lidt, og det komplementerer den intense historie som Mia er.  Det simple sprog giver plads til historiens opråb og panik - følelser som overføres direkte til læseren. Jeg sad vitterligt med lysten til både at råbe af, og på vegne af, karakterne i bogen. 

PROJEKT #TBR40 (et af de mere nørdede)

Jeg elsker det sprudlende ved et nyt år - alle ens idéer virker både gode og spændende. Som jeg nævnte i mine nytårsforsæt, er et af mine forsæt at mindske min tbr. Sagen er den, at jeg gennem de sidste par måneder, har forsøgt at leve en mere minimalisk livsstil, og derigennem have et mere minimalistisk hjem. Ej forstået på den måde, at en boghandlers reol nogensinde bliver fuldkommen minimalistisk. Uanset har de sidste måneder stået på at sortere ud i bøger, jeg aldrig kommer til at læse igen. Og hvor har jeg sorteret ud! Flere hundrede bøger er røget til genbrugen, og jeg er nu efterladt med en reol fyldt med bøger, jeg ikke har læst. Dejligt er det, men også lidt stressende. Målet bliver helt konkret at have læst 40 % af min reol ved årets udgang (dette inklusivt hvad end der skulle komme hjem af nye bøger).

Status ved årets begyndelse 

Den første januar havde jeg 545 titler repræsenteret på min reoler, disse fordelt mellem 198 læste bøger (36,3 procent) og 347 ulæste (63,7 procent). Hvis dette mål skal nås skal jeg - uden anskaffelse af flere nye bøger - læse 20 bøger. Rimeligt overskueligt, men igen livet som boghandler bringer mange nye bøger på banen hele tiden. Forestil dig, at du bruger størstedelen af din hverdag i et rum fyldt med spænende bøger, og der kommer hele tiden nye ind ad døren. At du hele tiden får tilsendt læseeksemplarer, og at der forventes at du læser en god portion af de bøger der står på hylderne. Det er et meget let regnestykke = jeg anskaffer mig rigtig mange nye bøger. Det er også derfor målet om 40 % læste bøger ikke er højere. For ellers ved jeg at jeg aimer efter noget uopnåeligt.

“If you only read the books that everyone else is reading, you can only think what everyone else is thinking.”
― Haruki Murakami, Norwegian Wood

Status den 19. januar 2018

Jeg har købt een ny bog, læst tre fra reolen. Jeg har 17,4 bøger endnu. Det skal nok gå! Jeg er stadigvæk fyldt med gejst, og ret begejstret for at gå så systematisk til værk (med Google Sheets og det hele!).

Er du ligesom mig, der lever med en utæmmelig TBR? Eller et af de mere organiserede mennesker, der rent faktisk læser de bøger du får ind ad døren? 

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

5 ud af 5 stjerner - Alt må vige for natten - Delphine de Vigan - People'sPress - 2015 (org. 2011) 

I Alt må vige for natten skildrer de Vigan et stærkt portræt af sin skøbelige mor. Hun gør - som så mange andre - grænsen mellem fiktion og virkelighed fuldkommen udefinerbar, og hun gør det til perfektion. Det her er den første bog jeg har læst i år, og jeg er helt overbevist om at det ender som en af årets bedste. 

I romanens åbningsscene møder vi Delphine den dag hun finder sin mor efter hun har begået selvmord. Tiden spoles tilbage til morens barndom, hvorfra vi sporadisk hører om forskellige epoker i familiens liv. Det er nemlig det der sker, fortællingen om Lucile - moren - bliver en fortælling om en kvinde og hendes familie. Men det er også fortællingen om en datter, der i sorgens hjerte, genskaber og vedligeholder billedet af den person hun elsker mest - sin smukke, forskruede mor. 

Lucile sagde meget lidt om sin barndom til os børn. Hun fortalte ikke. I dag tænker jeg, at det nok var hendes måde at slippe fri af mytologiseringer på, at hun afviste den fabulering og narrative rekonstruktion, der bor i alle familier. 

Alt ved denne bog fængslede og rørte mig. En række af kapitlerne omhandler Delphine's skrivende proces med bogen (deraf sorgen efter tabet af sin mor); det er de her kapitler, der virkelig blander fiktionen med virkeligheden og omvendt. Selvom de skrives med en næsten fremmedgjort distance, skaber de alligevel historiens kerne. Og de står konstant i kontrast til erindringsbeskrivelserne på en sådan måde, at de skaber en intensitet der efterlader læseren higende efter mere. Og mere får man hele tiden. Flere kontraster. Flere åbenbaringer. Flere oplysninger. Og flere knusende informationer om hvordan familien påvirker hinanden og de separate familiemedlemmers historie. 

En ting var jeg sikker på: Det var i de øjeblikke med tomhed og udbrændthed, der følger efter behandlingen, at man skulle være særligt nærværende. Og der var dér, jeg havde svigtet.

Alt må vige for natten er en tragisk roman, men det er også en varm fortælling om uovervindelig kærlighed. Den handler om forfald, misbrug, sygdom, livsbevidsthed og ikke mindst menneskers skrøbelighed. Det er en fantastisk bog. Virkelig. Gør dig selv den tjeneste at læse den. 

3 litterære nytårsforsæt i 2018

Jeg elsker nytår! Der er noget helt særligt ved et årskifte; jeg fyldes med en sprød og lækker følelse. Følelsen af en ny begyndelse, hvor alt kan lade sig gøre. Jeg elsker virkelig det der magiske ved årskiftet. 

1. Læs minimum een bog fra alle syv kontinenter
   Jeg ved faktisk ikke engang om jeg kan sige, at jeg blev overrasket da jeg gjorde status over året der er gik i 2017. I hvert fald ikke når det kommer til læsning af (hele) verdenslitteraturen. Det viste sig, at jeg slet ikke har berørt de tre kontinenter Oceanien, Antarktis og Sydamerika, og det er et læsevalgsmønster jeg meget gerne vil bryde. Jeg vil nemlig gerne sørge for at læse fra hele verden, ligesom jeg de seneste år har haft fokus på kvindelige versus mandelige forfattere.
   
   Hvis du har nogle forslag til værker fra nogen af de tre kontinenter, smid da endelig fiffet i kommentarfeltet!
   
   
2. Læs mindst ligeså mange kvindelige som mandelige forfattere, og læs fra ikke-binære forfattere
Det er faktisk et flere år gammelt fokus, som jeg stadig har meget i tankerne. Jeg tror egentligt ikke at jeg tenderer til at vælge mandelige frem for kvindelige forfattere længere, men det er ikke en vane jeg vil tilegne mig igen. Derfor er det vigtigt for mig at læse (mindst) ligeså mange kvindelige forfattere som mandelige. 


3. Projekt #TBR40
   Nu kommer el classico: Jeg vil mindske min TBR til 40 % ulæste bøger på min reol i udgangen af 2018. I november og december 2017 smed jeg flere hundrede bøger ud (no kidding). Bøger jeg enten 1) havde læst og ikke brød mig om, 2) havde haft stående i flere år uden (stadig) at kunne se hvornår jeg skulle læse dem 3) bøger jeg ikke har interessen for.
   
   Det her projekt er virkelig en klassiker. Et klassisk projekt der desværre synes at fejle oftere end det lykkes. Men hvis ikke virkelig man skal tro på sig selv i januar, hvornår skal man så? Derfor har jeg valgt at gøre det til et decideret projekt. Et projekt med navn, hashtag og et Google Spreadsheet der automatisk gør mig opmærksom på, hvor langt jeg er nået og - ikke mindst - hvilken vej det går. For jeg har ikke tænkt mig sideløbende at have et købestop kørende. Næh nej, det er et overordnet mål.
   
   Men mere konkret om Projekt #TBR40 i et seperat indlæg. 

Hvad er dine litterære nytårsforsæt for 2018? Hvis du overhovedet har nogle? 

Det blev til ni 5-stjerners bøger i 2017

Min læsning og læsetid i 2017 har været markant anerledes end de seneste år. Flere ændringer er der sket - jeg har læst markant mindre end jeg plejer (i skrivende stund tæller den læste stak 42 bøger), bøgerne jeg har læst rammer nye genre og jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg rent faktisk samler op. En udvikling jeg er enormt glad for, men som også kræver en form for tilvænning. Om mine ændrede læsemønstrer er grunden til at jeg i år har ni femstjerners bedømmelser, kan jeg ikke helt finde ud af, men ni er i hvert fald mange for mig. Og særligt når man holder det oppe imod antallet på den samlede læsning. 

Trækopfuglens krønike anmeldte jeg i november, se anmeldelsen her. Den gjorde noget helt særligt for mig. Den bragte mig ind i en speciel stemning, og selvom bogen var 700 sider lang var den på intet tidspunkt uoverskuelig. De forskellige karakterer man møder i romanen er flerdimensioneret og fandens interessante. Med det lille skud af magisk realisme som Murakami drysser over historien, kunne det ikke blive til andet end en af årets bedste bøger! 

Vegetaren af Han Kang læste jeg på min ferie i Thailand, jeg har omtalt den i dette indlæg. Jeg lod mig rive fuldstændig med at Yeong-Hye's historie. Som karakter var hun enormt interessant, som værende et levende væsen der både er komplet fandenivoldsk og komplet underdanig. Den udvikling hun gennemgår i romanen sidder fast inden i mig. Det er en historie jeg ved, jeg aldrig vil glemme.  

Stay with me af Ayòbámi Adébáyò rørte mig, overraskede mig, tryllebandt mig. Historien om Yejide formår at være vildt nærværende, samtidig med at historien konstant tager røven på en. Det er en imponerende debut, som jeg håber vil glæde mange læsere verden over. 

“If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.”

Gift af Tove Ditlevsen. Oh my... Jeg ved hverken hvor jeg skal starte eller slutte. Tove Ditlevsens biografiske værk rørte så mange ting i mig, at jeg stadig bliver helt overvældet af at tænke tilbage på bogen. Det er en af mine all time favoritbøger.

Just Kids af Patti Smith. Patti, Patti, Patti. Jeg føler hun er den jeg snakker mest om. Pt. i stærk konkurrence med Tove. Just Kids er en fortræffelig roman, og selvom jeg ikke føler den indeholder ligeså meget dybde og intensitet som M Train, er det stadigvæk en bog jeg kommer til at læse igen og igen. 

Transfervindue af Maria Gerhardt handler om det dystopiske Nordsjælland, der er blevet til et stort hospice. Den er sammensat af små fragmentariske glimt ind i en syg sjæl, der kæmper for overlevelse. Det er en bog der gør ondt, men det er et vanvittigt smukt lille mesterværk. 

Harry Potter og de vises sten af J. K. Rowling. Harry Potter 4-evaaahhh!

Til forsvar for dyrene af Matthieu Ricard er en naturfaglig bog om menneskers mentalitet, når det kommer til andre levende væsner. Her særligt specifikt vores milliarder af følelsesvenner som bliver slagtet, skindet og behandlet (som dyr) dårligt hvert eneste år. Det er en bog der åbner øjnene for de ting vi ikke vil vide, men vi virkelig burde vide. Jeg ville inderligt ønske alle samlede denne bog op. 

Bitch Planet af Kelly Sue DeConnic og Valentine De Landro er den mest kick ass tegneserie, jeg længe har læst. Hold nu wauwsa for en fantastisk historie, et fantastisk koncept og en helt fantastisk udførelse. Det er fandme for lækkert!


Hvilke bøger har været dine bedste læseoplevelser i 2017?