Viser opslag med etiketten Lyrik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lyrik. Vis alle opslag

16. mar. 2017

ANMELDELSE: "MEXICOCITYDIGTE" AF THOMAS BOBERG

Mexicocitydigte efterlod mig med en blandet følelse. En følelse af nysgerrighed og en anelse anspændthed. Nysgerrigheden kom når forfatteren ramte plet i sine beskrivelser, og anspændtheden over det grove sprog og de voldsomme tematikker. Jeg'et reflekterer over Mexico City, mennesker og medmenneskelighed, rastløshed og man får en følelse af jeg'ets manglende væren. Han reflekterer i en form for "rejsedigte", hvis det overhovedet er noget man kan sige. Rejsedigte der starter som mere overordnede, statistiske konstateringer til et jeg der farer vild i Mexicos mange gader og skæbner.
"At digtet er ligeglad
med virkelighed
og
om
vendt "
Der hvor digtsamlingen virkede for mig, var de byvandringer jeg'et tog mig ud på - hvad enten det var i form af en kat, en tigger eller en ukendt "nogen", så gik de rent ind. Passager der fik mig til at overveje min position som menneske lige dér, hvor jeg selv befinder mig. Samlingen tabte mig i sit hårde udtryk, og overordnede observationer, hvor jeg'et synes at blive væk i det "jegløse".
"Kl. 17
forlader hun fabrikken
alene
Der er en skygge på graffitimuren
en afgrund i hendes liv
et kors i hendes fars fravær
Hun går den vej
langs angstmuren
for at hente sin søn
hos sin mor
señor er i
LA"


"City
Mexico Cry"

3/5 stjerner - Gyldendal - 2017 - Læs mere her.

18. maj 2015

ANMELDELSE: "BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT" AF SIGNE GJESSING

Blaffende rum nænnende alt - Signe Gjessing - 2015 - Gyldendal - 4/5 stjerner


Jeg har egentligt hele tiden haft en idé om, at jeg ikke bryder mig om Signe Gjessing. Misforstå mig nu ikke; jeg så hende læse op på Bogforum i 2014, hvor hendes blide og ømme sjæl på magisk vis forvandlede luften mellem hende og publikum. Hende og jeg. Publikum og jeg. Hun har, for mig, været en perfekt repræsentant for dét, der gør mig bange for lyrik. Hendes tekster er skrevet i svære sætningskonstruktioner, der gemmer på en stor ømhed og undren. Det er ikke tekster man bare haster sig igennem, det er sætninger man må reflektere over og suge til dig. Lade dem forplante sig i en som et lille spirrende frø. Det er altså ikke fordi, jeg ikke brød mig om Gjessing og hendes arbejde, men fordi jeg blev så pokkers intimideret af det.

"kærlighed er kommet ind under vandpytten, som vand under et
plaster, så den ikke kan sidde på vejen, men må bøje udad, opad

."

Nu har jeg læst hendes anden digtsamling Blaffende rum nænnende alt med den indstilling, at hendes digte ville være for flyvske og komplekse til overhovedet at kunne flette sig ind i min forståelseshorisont. Men jeg har allerede læst den flere gange, og igen måtte lade mig indhylle af ordvalget, sætningsbrudende og generelt Gjessings leg med sproget. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg havde ikke lyst til at misse noget som helst. Jeg stoppede op, og læste "besværlige" dele om og om igen. Tog mig tid til at tænke over potentielle betydninger, og nød det i fulde drag.
Jeg kan godt lide moderne dansk lyrik, fordi det er okay at sige "fuck", "pik" og "røv" uden man behøver rynke på næsen af det, eller føle at poesien mister sin lyriske værdi. Det er faktisk det jeg synes er noget af det fedeste, at bandeords betydninger kan gøres til (næsten) smukke beskrivelser. Det er da fantastisk? Men det har Gjessing intet af, og det havde også været akavet, hvis hun havde. I stedet provokerer hun min læsning ved "forkerte" bøjninger. Hun giver udsagn helt nye betydninger, fordi et ord lige pludseligt skiller sig helt afsindigt ud fra resten af den sætning det befinder sig i. Det gik først op for mig i et afsnit, hvor hun snakker om gradbøjninger a forskellig art. Jeg blev helt vild. Det var simpelthen skønt.

"Jeg står       her   og pakker mine slutninger tæt rundt om universet som en lille dyne. (Slutning, se: det er slut)"

Du skal læse Blaffende rum nænnende alt, hvis du bryder dig om moderne dansk lyrik. Gjessing befinder sig ikke på bandeordsvognen, som skriver om diverse Facebooktematikker, men hun tager derimod læseren et skridt tættere på en mere "klassisk" lyrik. Jeg kan godt lide det, og som anmeldelsen nok allerede har fortalt dig, så er jeg meget positivt overrasket.

2. aug. 2014

SLAGTRYK PRÆSENTERER SOFIE KOUSGAARD



Sofie Kousgaard er en meget kærlig og fuldkommen skøn eksistens, som Slagtryk har valgt at filme og dele i deres online tidsskrift. Nu vil jeg også dele det, fordi hun virkelig har noget at sige og fordi hun er skidedygtig. Derudover har hun bloggen hej jordklode - this is a magic place, hvor man kan følge hendes lyriske udvikling og udvidelse. 

Jeg synes du skal kigge lidt med, hvis du kan lide dansk lyrik. Hun er hip og med på noderne. Og sød.

26. nov. 2013

Anmeldelse: "Blandet Slik" af Cecilie Sund Kristensen



Originaltitel: Blandet Slik
Forfatter: Cecilie Sund Kristensen
Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår: 2013
88 sider

Cecilie Sund Kristensen er en nyudsprunget forfatterinde, som med denne digtsamling har fået sin debut i den danske litteratur. Minimalistisk skriver hun om, hvordan det er at være ung, hvordan det er at være sygeligt forelsket og hun beskriver enkelt, dog meget udtryksfuldt, hvordan det er at være ung-og-forvirret. Som bagsiden af bogen skriver det: "Blandet Slik" er måske den ungdom, du er glad for, at du aldrig fik. 

"For folk er grådige pessimister
og naturlige skabninger i denne verden med
en underlig trang til
porno og
pebermynte"

Jeg synes den 20-årige Kristensen's digtsamling rammer plet på rigtig mange områder. Digtsamlingen er opdelt i tre afsnit; et til ham, et til hende og det sidste afsnit er deklarationen. Det fungerer vældig fint, og selvom hendes skriverier måske ligger meget tæt op ad hinanden, så har flere digte formået at trumfe igennem og sætte sig fast i min hukommelse. 

"Altid vil knuse
andres hjerter
i forsøget på 
at hele mit eget

Hun havde ret"

Én ting som jeg personligt manglede fra "Blandet Slik", var titler på digtene. De er opdelt med 1.1, 1.2, 1.3 osv. under ham, 2.1, 2.2. 2.3 osv. under hende og deklarationen består udelukkende af et længere digt. Men jeg bruger i høj grad digtets titel i min fortolkning - med titlen kan forfatteren meget let ændre hele mit synspunkt på det læste. En titel kan fremhæve det mest væsentlige, det vigtigste for forfatteren selv, men en titel kan også overraske i mødet med indholdet. Det er et fantastisk element, som man virkelig kan lege meget med. Derfor blev jeg lidt skuffet over nummeringen af digtene. Det er selvfølgelig en personlig præference, og Cecilie Sund Kristen har selv bevidst valgt ikke at have titler på dem. 

"Flygt kontinenter væk
for hun æder jer råt
og smider resterne ud"

Jeg har givet digtsamlingen 4 ud af 5 stjerner, da jeg synes det er nogle rigtig gode digte, og jeg synes det er en fantastisk debut. Jeg kunne nikke genkendende til rigtig mange af de følelser der ligger i digtene, og den forvirring der (i høj grad) prægede mine egne teenageår er tydeligt repræsenteret deri. Jeg synes bare det var en skidegod digtsamling, som jeg vil hive frem hver gang jeg nostalgisk vil mindes om fortidens gode og dårlige sider. Job well done! 

Hvis du vil have en lille smagsprøve på hendes skriverier, så kan man frit benytte sig af hendes blog, eller hendes Youtube Channel, hvor hun læser nogle af digtene op.


Et tak skal gå ud til Cecilie Sund Kristensen for at sende mig "Blandet Slik" til anmeldelse her på bloggen. Selvfølgelig er alle holdninger og udtalelser 100 % mine egne.