Jeg har egentligt hele tiden haft en idé om, at jeg ikke bryder mig om Signe Gjessing. Misforstå mig nu ikke; jeg så hende læse op på Bogforum i 2014, hvor hendes blide og ømme sjæl på magisk vis forvandlede luften mellem hende og publikum. Hende og jeg. Publikum og jeg. Hun har, for mig, været en perfekt repræsentant for dét, der gør mig bange for lyrik. Hendes tekster er skrevet i svære sætningskonstruktioner, der gemmer på en stor ømhed og undren. Det er ikke tekster man bare haster sig igennem, det er sætninger man må reflektere over og suge til dig. Lade dem forplante sig i en som et lille spirrende frø. Det er altså ikke fordi, jeg ikke brød mig om Gjessing og hendes arbejde, men fordi jeg blev så pokkers intimideret af det.
"kærlighed er kommet ind under vandpytten, som vand under et
plaster, så den ikke kan sidde på vejen, men må bøje udad, opad
."
Nu har jeg læst hendes anden digtsamling
Blaffende rum nænnende alt med den indstilling, at hendes digte ville være for flyvske og komplekse til overhovedet at kunne flette sig ind i min forståelseshorisont. Men jeg har allerede læst den flere gange, og igen måtte lade mig indhylle af ordvalget, sætningsbrudende og generelt Gjessings leg med sproget. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg havde ikke lyst til at misse noget som helst. Jeg stoppede op, og læste "besværlige" dele om og om igen. Tog mig tid til at tænke over potentielle betydninger, og nød det i fulde drag.
Jeg kan godt lide moderne dansk lyrik, fordi det er okay at sige "fuck", "pik" og "røv" uden man behøver rynke på næsen af det, eller føle at poesien mister sin lyriske værdi. Det er faktisk det jeg synes er noget af det fedeste, at bandeords betydninger kan gøres til (næsten) smukke beskrivelser. Det er da fantastisk? Men det har Gjessing intet af, og det havde også været akavet, hvis hun havde. I stedet provokerer hun min læsning ved "forkerte" bøjninger. Hun giver udsagn helt nye betydninger, fordi et ord lige pludseligt skiller sig helt afsindigt ud fra resten af den sætning det befinder sig i. Det gik først op for mig i et afsnit, hvor hun snakker om gradbøjninger a forskellig art. Jeg blev helt vild. Det var simpelthen skønt.
"Jeg står her og pakker mine slutninger tæt rundt om universet som en lille dyne. (Slutning, se: det er slut)"
Du skal læse
Blaffende rum nænnende alt, hvis du bryder dig om moderne dansk lyrik. Gjessing befinder sig ikke på bandeordsvognen, som skriver om diverse Facebooktematikker, men hun tager derimod læseren et skridt tættere på en mere "klassisk" lyrik. Jeg kan godt lide det, og som anmeldelsen nok allerede har fortalt dig, så er jeg meget positivt overrasket.
