Jubilæum - Lotte Kirkeby - Rosinante - 2016 - 192 sider |
Novellesamlingen
består af 19 meget velskrevne noveller, som bindes sammen af
hovedpersonernes alder. Samlingen vokser nemlig med sin læser – vi
introduceres med enkelt fortalte historier fra børneperspektiver, og slutter novellerne af
med mere reflekterede fortællinger fra ældre karakterer.
Noget
af det der er aller fedest i den her novellesamling, er at Lotte
Kirkeby skriver med den samme skrøbelighed, hvad end hun taler om et
lykkeligt barndomsminde, eller om en fars tragiske selvmord. Hun tilskriver
øjeblikkene en utrolig ømhed, og placerer på den måde smerten i
distancen mellem mennesker, eller distancerne i mennesket selv. Jeg var helt tosset med det!
Det var faktisk lige det her med den smerte, som vi alle et eller andet sted
føler, som virkelig tændte mig. Særligt i novellen Linda
fandt jeg den meget tydelig og ekspressiv.
”For hun kan godt lide at mangle noget. Og det ville Kim aldrig kunne forstå. Når man mangler noget, så kan man blive ved med at længes. Og så kan man blive ved med at tænke på det, som man ikke har, men som man måske engang får. Man kan flytte ind i forventningen, og det er der, hvor hun bedst kan lide at være.”
På en eller andet måde endte Linda med at samle novellesamlingen bedre for mig, end titelnovellen (Jubilæum) gjorde. Den ramte simpelthen bare plet, og den efterlod mig utrolig følelsesladet.
”For hun kan godt lide at mangle noget. Og det ville Kim aldrig kunne forstå. Når man mangler noget, så kan man blive ved med at længes. Og så kan man blive ved med at tænke på det, som man ikke har, men som man måske engang får. Man kan flytte ind i forventningen, og det er der, hvor hun bedst kan lide at være.”
På en eller andet måde endte Linda med at samle novellesamlingen bedre for mig, end titelnovellen (Jubilæum) gjorde. Den ramte simpelthen bare plet, og den efterlod mig utrolig følelsesladet.
Novellerne
i Jubilæum
gemmer på en enorm ensomhed; hver og en har denne
dominerende skrøbelighed, og den distancen der er at finde mellem
karakterernes relationer. Relationer som nærmest er
ikke-eksisterende.
Noget der samtidig fremhæves utrolig godt af Kirkebys meget enkle skrivestil; den giver plads til at man, som læser, kan mærke apatien i fortællingerne. At det lige pludseligt kan virke så ligegyldigt at være menneske.
Noget der samtidig fremhæves utrolig godt af Kirkebys meget enkle skrivestil; den giver plads til at man, som læser, kan mærke apatien i fortællingerne. At det lige pludseligt kan virke så ligegyldigt at være menneske.
“(...) eller at hendes appetit forsvinder, når hun hører hans tis ramme vandet i kummen. Hun forestiller sig, at det har samme farve som vinen.
Hun sætter glasset fra sig og skubber sushien over ved siden af hans tallerken.”
Det er en virkelig flot debut!