Bogen er venligst sponsoreret af Bog & idé
Leonora Christina Skov har skrevet en stærk roman om frigørelse, skyldfølelse, familieliv- og opvækst i provinsen.
Efter Leonora's mors død er indtruffet, beslutter hun sig for at skrive en bog om sit liv. Forfatte, nedskrive og gen-huske alle de ting, der er sket i det ellers meget normale parcelhus i Helsinge. Men Leonora's liv har ikke været almindeligt og parcelhus-agtigt - hun har gennem hele sin barndom kæmpet for at være det perfekte barn, for ikke at gøre sin mor ked af det, eller gøre sin far vred. En overraskende svær opgave, finder vi som læsere ud af. Det bliver ikke bedre, da Leonora flytter til København og forelsker sig i en kvinde. Der slippes fanden virkelig løs i Helsinge.
Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt.
Fortællingen beretter om komplicerede familieforhold, eller som Leonora selv skriver: "En religiøs sekt, der tilbad min mor". Hun lever en tilværelse som enebarn af en familie, som ikke vil tale om problemerne, men enten tie eller skrige dem ihjel. Moren er familiens dominerende overhoved — en karakter uden ro, overskud og overblik. Den Leonora Christina vi møder i parcelhuset længes efter at slippe væk fra husets fire ydermure. Om at flytte til København og blive selvstændig. Hvad hun ender med at gøre, men med det følger strenge konsekvenser.
— Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, du er pervers, sagde hun, og jeg spurgte om hun og min far ville have en kop te, eller om de hellere ville gå igen, for jeg ville ikke svines til i mit eget hjem.
— I dit eget hjem! Der er nok nogen, der er blevet fin på den, sagde hun, og min far supplerede: — Jeg ved ikke, om du har glemt det, men jeg har skiftet ble på dig masser af gange, så kom du hellere ned til os andre.
Den, der lever stille arbejder i et meget interessant spændingsfelt, hvor vi på den ene side trofast følger ordsproget der lægger navn til romanen, og på den anden side har højtråbende handlinger, følelser og eksistenser i det hele taget. Allerede ved bogens begyndelse præsenteres vi for den Leonora, der forsøger at se tilbage og reflektere over, om hun overhovedet kan tillade sig at lave sådan en udlevering eller opråb, som netop denne bog ville være i en udgivelsessituation. For hun ved godt, at moren hverken ville have tilladt eller anerkendt det. Hun ved, hvor meget det ville bryde med den livsfilosofi hun er vokset op efter. Dette spændingsfelt giver en næsten overdrevet dramatisk effekt til Leonora's forskellige brud med familien og opvæksten. Disse kontraster klæder virkelig formatet og fortællingen.
Hvis man ser sådan på det, kunne intet i verden være så slemt som det, jeg allerede havde overlevet.
I stil med Alt må vige for natten skriver Leonora Christina Skov sin autobiografiske historie i to fortællerspor. Ét hvor man følger hendes skriveproces, hendes overvejelser og refleksioner om at skrive bogen. Og ét hvor vi følger hende gennem sin opvækst i Helsinge og København. To bøger der faktisk har flere end den ene lighed, så hvis du nød Vigans fortælling, vil Den, der lever stille garanteret været endnu et hit. Sporene skaber en før og nu effekt, der igen gavner spændingsfeltet. Men selvom vi møder den velvoksne og modne Leonora, sidder barndommens følelser stadigvæk dybt i hende. Den skyldfølelse hun har båret rundt på hele barndommen, er ligeså klar og tydelig i det sene spor. Måske endda endnu tydelige, fordi Leonora står midt i beslutningen om hvorvidt denne bog skal blive til.
Den her anmeldelse har været ufatteligt længe undervejs. Den, der lever stille er stensikkert en af mine nye yndlingsromaner, fordi den rørte mig på et meget personligt plan. Derfor må en lille del af anmeldelsen blive et tak til Leonora Christina Skov. Tak fordi du bidrager til den danske litteratur med så fantastisk en fortælling. Og tak fordi du giver folk som mig et sprog.