29. aug. 2013

Anmeldelse: Veronika beslutter at dø af Paulo Coelho

ppppr
Originaltitel: Veronika Deside Morrer - Forfatter: Paulo Coelho - Forlag: Bazar 
Udgivelsesår: 2012 (org. 1998) - Sideantal: 255 - ISBN: 978-87-7116-066-6


"Ved du hvad det vil sige at være gal?"
Veronika er en ung kvinde med et skønt ydre, gode venner, fast arbejde og de elskere hun ønsker. En novemberdag beslutter hun alligevel at tage sit eget liv, blot for at vågne op på en anstalt lidt tid senere. Hun er i live, men ikke rask og sovepillernes eftervirkninger vil snart stille hende overfor døden igen. I hendes sidste dage møder hun nye og anderledes mennesker, mens hun bliver tvunget til at stille spørgsmåltegn ved sin hidtige livsførelse. 
Paulo Coelhos fiktive fortælling tager fat i det vanskelige tema, døden. Dette gøres med en sådan ømhed at bogen forbliver en inspirerende, rørende fortælling om Veronikas sidste timer, fremfor en deprimerende historie om "selvmordet". Coelho benytter muligheden til at bringe sin læser på endnu en selv-oplysende rejse, hvor filosofiske spørgsmål om liv og død automatisk vil søge sit svar i læserens bevidsthed. 

"Vi lever alle i vores egen verden. Men hvis du kigger op på stjernehimlen, vil du se at alle disse forskellige verdener hænger sammen, danner konstellationer, solsystemer, galakser."

Sproget er fantastisk i Veronika beslutter at dø. Selvom bogen arbejder med vanskeligere temaer som døden, menneskets kompleksitet og galskab, gøres det med en sådan letsindighed at den ikke bliver hverken tung eller svær at komme gennem. Min bogen er efterladt med alverdens sticky notes, med passager der bevægede mig, skønt formulerede sætninger og andre små finurligheder jeg ville være ked af at glemme. 
Han tog mig simpelthen med på en rejse tilbage til min fortid, frem til min nutid og bragte drømme til min fremtid. 

"[A]t tage chancen for eventyr er mere værd end tusinde dage i velvære og bekvemmelighed." 


Du skal læse Veronika beslutter at dø, hvis du holder af filosofiske overvejelser om livet og døden. Om mennesket som et bevidst væsen. Om kærlighed. Om alt. Jeg kan rose Paulo Coelhos forfatterskab fra nu af til jeg dør, det er et jeg  læse før jeg lykkeligt kan stille træskoene. 

26. aug. 2013

Trailer: Divergent

Mens jeg har holdt Pride-ferie er de første klip fra filmatiseringen af Divergent blevet offentliggjort. Ja, det er jo typisk, når jeg lige tager lidt tid til fest og farver, så kommer det jeg har ventet utrolig spændt på siden jeg læste bogen første gang.

Jeg blev faktisk en smule skuffet of traileren; jeg havde forventet en masse spændingsfyldte klip og havde forestillet mig nogle andre scenarier ville blive vist frem. Derfor betyder det ikke, at filmen bliver dårlig - mine forventninger er bare allerede tårnhøje!
Se klippene/traileren her: VMA 2013: Exclusive 'Divergent' First Look

20. aug. 2013

Blogroll // bogbloggere


Dette lille, danske bogbloggermiljø har taget ufatteligt godt imod mig, hvilket jeg er dybt taknemmelig over. Det er ikke første gang jeg nævner det, og nok heller ikke sidste gang. 
- Tak. 

NU kom der endelig en blogroll her på bloggen; den har været planlagt længe, men tanken om at indsamle URL'er, og dertilhørende informationer, har ikke just tiltalt mig hen over sommeren.
På denne oversigtsliste findes alle de bogblogs (og Olga Ravn) jeg selv følger gennem Bloglovin. Alle bloggerne bag laver et flot stykke arbejde, som jeg nyder at se opdateringer fra. Et beskedent shout-out her fra den nordvestlige del af København, går direkte ud til hver og en af jer.

Listen er indtil videre lokaliseret nederst i min sidebjælke, men jeg går pt. med nogle nye designdrømme - så det er ikke sikkert at pladsen er permanent. 


Hvis du føler at din blog, eller en andens blog, mangler på min lille blogroll, notér da venligst bloggens URL i kommentarfeltet - det ville jeg sætte stor pris på.

Jeg håber at I har en fornøjelig dag derude!

19. aug. 2013

Krimi: Genren jeg aldrig rigtig får læst


Det er ikke mange krimier der er at finde i min bogreol, dog kan man finde ovenstående, hvoraf jeg kun har læst Mænd der hader kvinder færdig. Krimier har aldrig sagt mig meget, hverken når det kommer til bøger, film eller tv-serier. Jeg har venner der kan gå helt i spåner over Bones og CSI, men det fanger mig simpelthen ikke.

Har I en genre der bare ikke falder i god jord hos jeres forudindtagelser? 



Redigeret kl. 11.44: Jeg har ironisk nok lige modtaget en mail med denne overskrift "Must haves for krimielskere og spændende bognyheder i denne uge hos SAXO.com"
- Fun fact.

18. aug. 2013

Anmeldelse: The Silver Linings Playbook af Matthew Quick

Originaltitel: The Silver Linings Playbook Forfatter: Matthew Quick Forlag: Picador Udgivelsesår: 2010 (org. 2009) Sideantal: 291 Sprog: Engelsk ISBN: 978-0-330-45684-5


ppprr

Da Pat(rick) Peoples flytter hjem til sine forældre som 35-årig, efter at have været indlagt på "the bad place", ved han ikke hvorfor han er havnet der, ej heller hvor længe han har været der. Nu har han kun et mål i livet: at vinde sin kones kærlighed og gøre alt for at være den perfekte mand.

The Silver Linings Playbook er en smuk kærlighedshistorie om denne lidt underlige mand, der er af den overbevisning at hans liv er en film hvis smukke, lykkelige slutning nok skal finde sted, bare han opfører sig så hæderligt som den mandelige hovedrolle nu engang skal. Pat møder den ligeså, hvis ikke mere, forskruede Tiffany som mistede sin mand for nogle år tilbage, hun siger ikke så meget, men når hun gør er hun direkte og synes at mangle en form for situationsfornemmelse.

Jeg synes at idéen bag bogen er utrolig fin; den uundgåelige kærlighed et mennesket synes at møde når det mindst ventes. Desværre blev denne historie overskygget af fortællinger om amerikansk fodbold. Jeg forstår godt kampenes mening for bogens udvikling, jeg synes ærlig talt bare ikke at det var spændende, den bremsede historien og ligeså min læselyst. Når det er sagt, så er bogens sidste halvdel en del mere interessant end den første, fordi den arbejder med den historie som er bogens omdrejningspunkt - nemlig Pats forhold til hans kone Nikki. Specielt slutningen ramte plet, den var kær, realistisk og jeg fik den fine fornemmelse jeg havde ønsket mig for hele bogen.

OBS! The Silver Linings Playbook indeholder spoilers om forskellige klassikere; heriblandt The Scarlet Letter, The Great Gatsby, A Farewell to Arms, The Catcher in the Rye, The Adventures of Huckleberry Finn og The Bell Jar.


Du skal læse The Silver Linings Playbook hvis du er glad for "contemporary"-genren, den er en fin afvigelse fra alle de helt lyserøde historier, og så er det også altid lidt interessant at høre en mands bud på en kærlighedshistorie.

17. aug. 2013

Møllegades Litteraturfestival

Den 30. august 2013 holdes Møllegades Litteraturfestival her på Nørrebro. Festen bliver arrangeret af Møllegades Boghandel og LiteraturHaus, og er så vidt jeg kan forstå er arrangementet gratis.

Jeg skal desværre selv på eksklusion med Historie den dag, så vil ikke kunne deltage før om aftenen, men jeg tænkte alligevel at bringe budskabet videre, da det er et superfedt projekt!

En lang række danske forfattere vil deltage, hvis det lyder interessant kan I læse mere om eventet på Facebook ved at klikke her.

14. aug. 2013

Harry Potter Kollektion og en sød læser

Et kæmpe tak skal gå ud til Rikke fra www.flyvmedmig.blogspot.dk der var så venlig at fortælle mig om en annonce på DBA med ovenstående bøger.

Så vidt jeg har forstået er denne udgave fra de danske supermarkeder, til en pris (jeg mener lå) på 650 kr. Sidenhen er de blevet solgt til alt mellem 800-1700 kr. på diverse internethandelssider, en pris jeg ikke brød mig om. Annoncen Rikke linkede til solgte bøgerne for 400 beskedne kroner, så her var omkring 400 gode grunde til straks at reagere. Igen Rikke, hvor er du bare sej og tusind, tusind tak! 

13. aug. 2013

Jeg er hjemvendt fra årets Smukfest



I går vendte jeg hjem fra dette års Smukfest, det var en yderst hyggelig begivenhed med nogle møgfede koncerter. Jeg fik set Vinnie Who, The Rumour Said Fire, Prince, Nabiha, The Floor Is Made Of Lava, Avicii, Veto, L.O.C., Sort Sol, Kashmir, Saybia, Agnes Obel, Turboweekend, Magtens Korridorer og Kings Of Leon. Så det må siges at have været nogle gode koncert-festivaller jeg har haft i år, selvom denne ikke slog Roskildes 17 koncerter (stadig.. wow).

Højdepunkterne var klart The Floor Is Made Of Lava, Veto og Magtens Korridorer; så sprøde koncerter med fart over feltet. Derudover holdte P3 en 50 års jubilæums battle, som hurtigt blev et af højdepunkterne, da Hej Matematik spillede det gamle Kliché nummer "Militskvinder".

Nu har jeg fået overstået sommerens festivaler, og har kun Copenhagen Gay Pride at det frem til inden skolen starter op igen.


Jeg håber at I har haft en dejlig uge derude!

10. aug. 2013

Bøger på min ønskeseddel

- Dette er et planlagt indlæg, da jeg i øjeblikket hører dejligt musik og drikker kolde fadøl på årets Smukfest -


Jeg er fyldt med et helt åndsvagt begær efter ungdomsbøger lige i øjeblikket. Det er meget pudsigt den snak om chick lit Litteraturlistig havde på sin blog. Det er ikke mange måneder siden jeg besluttede mig hårdhændet for, at det er okay at læse ungdomsbøger. Det krævede en del selvoverbevisning, og det var lige før der gik helt optog i den med bannere der sagde ”It’s OKAY to read YA!”. Spas til side, men det er jo snart Pride-tid!

Jeg har før snakket lidt om de Booktubers jeg følger; jeg synes det er en rigtig behagelig måde at blive bog-opdateret på, men desværre fører det bare til en masse pokkers ønsker som Hr. Pengepung ikke er enig i. Her er de bøger jeg gevaldigt ønsker mig indenfor kategorien. 


Why We Broke Up af Daniel Handler
Eleanor and Park af Rainbow Rowell
Paper Towns af John Green
The Darkest Minds (The Darkest Minds #1) af Alexandra Bracken


Er der nogle ungdomsbøger på jeres ønskeseddel? 

8. aug. 2013

Anmeldelse: Looking for Alaska af John Green

- Dette er et planlagt indlæg, da jeg i øjeblikket hører dejligt musik og drikker kolde fadøl på årets Smukfest -
Originaltitel: Looking for Alaska Forfatter: John Green Forlag: HarperCollins Udgivelsesår: 2011 (org. 2005) Sideantal: 272 Sprog: Engelsk ISBN: 978-0-00-742483-2







ppppr










  
John Green har udsendt en velskrevet ungdomsroman om den unge, usikre Miles Halter (Pudge) der starter på kostskole i Alabama. Her møder han sin værelseskammerat og første rigtige ven, the Colonel, den rumænske Lara, den japanske Takumi og den smukke, grønøjede Alaska Young. Pudge bliver fanget i Alaskas mystiske væv, mens han stille finder sig selv og udvinder mere af Alaskas baggrund.

"You spend your whole life stuck in labyrinth, thinking about how you'll escape it one day, and how awesome it will be, and imagining that future keeps you going, but you never do it. You just se the future to escape the present." 

Bogen spænder over 272 dage med sit klimaks lige i midten. Første halvdel er en nedtælling, anden halvdel er en "op-tælling", og gennem disse 272 dage af Pudges liv formåede John Green endnu engang at hive mig en tur gennem hele mit følelseregister. Green har en formidabel humoristisk sans der fik mig til at fnise højlydt, men han har også en fantastisk evne til at rive mit hjerte ud, og gøre mig ude af stand til at slippe den sørgmodige følelse jeg efterlades med.

"And lying there, aid the tall, still grass and beneath the star-drunk sky, listening to the just-this-side-of-inaudible sound of her rhythmic breathing and the noisy silence of the bullfrogs, the grasshoppers, the distant cars rushing endlessly on I-65, I thought it might be a fine time to say the Three Little Words." 

Pudge er den typiske usikre dreng, som findes i mange High School orienterede værker. Han minder mig utrolig meget om Charlie fra The Perks of Being a Wallflower. En stille, tynd dreng med en hang til OCD'ske træk. Han nyder at læse biografier, men kun med det formål at finde det sidste folk sagde inden døden, hvilket er et interessant omdrejningspunk for bogen.
  Alaska Young fremstår som modsætningen; hun har, som barn, fået lov til at vælge sit eget navn. Hun lever et liv på kanten og gør lige præcis hvad det passer hende. Pudge finder selvfølgelig dette modsætningsforhold uimodståeligt, og der begynder at opblomstre en ubetinget, smuk og naiv kærlighed til hende.

"She taught me everything I knew about crawfish and kissing and pink wine and poetry. She made me different." 

Jeg nød virkelig at læse endnu en af John Greens meget indkapslende fortællinger. Han formår at skrive sin historie direkte, men alligevel formuleret på en fin og finurlig måde der gør læseoplevelsen fantastisk.


Du skal læse Looking for Alaska hvis du har mod på en sørgelig, men smuk ungdomshistorie fra en af "genrens" bedste forfattere. Det er bestemt en bog jeg anbefaler til alle.

6. aug. 2013

Ny udgave af amerikansk Harry Potter

- Dette er et planlagt indlæg, da jeg i øjeblikket hører dejligt musik og drikker kolde fadøl på årets Smukfest -

Det er langt fra en nyhed, men nu er alle de nye forsider til den amerikanske udgave blevet offentliggjort. Jeg er fuldstændig ekstatisk over hvor smukke de er, og hvor meget de formår at indkapsle stemningen af den fortælling der gemmer sig på siderne. Jeg bryder mig mest om forsiden til Harry Potter and the Sorcerer's Stone, den har virkelig ramt plet.

Hvad synes I om de nye Harry Potter bøger og deres design?

4. aug. 2013

Stilhed på bloggen? Jeg drager til Smukfest 2013!

Smukfest 2013, eller Skanderborg Festival 2013, kalder sagte mit navn. I dag drager jeg ned til mutti og mandag morgen ruller dytten mod det mørke Jylland. Jeg har ikke deltaget i bøgeskovens festiviteter siden 2009 (billeder fra 2008), så jeg er meget spændt på at komme tilbage blandt træerne.
  Dette er grunden til stilheden her på bloggen den næste (lidt over en) uges tid. Jeg har planlagt et par indlæg, og vender stærkt tilbage den 12. august med en masse nye spas og løjer!

En tak skal gå ud Rikke der i går gav mig nogle flotte ord på hendes endnu flottere blog. En strøm er nye mennesker er kommet her til min lille baggård, og hvor er jeg glad for at I vil læse med.

Hvis I har lyst, må I hjertens gerne skrive lidt ord om jer selv i kommentarfeltet, så jeg ved hvem der følger med på den anden side af skærmene. Det kunne være super hyggeligt, og I må endelig skrive hvis I selv blogger, og hvor I gør det. 

2. aug. 2013

Anmeldelse: Idun af af Johanne Hildebrandt (Sagaen om Valhal #2)

OBS! Der kan forekomme spoilers hvis ikke du har læst den første bog (Freja) i Sagaen om Valhal. Læs min anmeldelse af Freja her.
Originaltitel: Idun Forfatter: Johanne Hildebrandt Forlag: Forum Udgivelsesår: 2009 (org. 2003) Sideantal: 374 Sprog: Dansk ISBN: 978-87-638-1243-6

 
ppprr
En sot har bredt sig over det geografiske område bogens handling figurerer i; både Vanaheim og Idunvallen er hårdt ramt og befolkningen dør hurtigere end hvad godt er. Freja indser at det skyldes Hylda, præstingen fra syden, og hun må straks til at indgå i nye guddommelige forbindelser for at kunne redde sin gamle hjemby og byen hvor hendes store kærlighed befinder sig.

Jeg blev en smule skuffet over denne bog. Første halvdel af bogen er langsom i optrækket og der sker ikke vildt meget, andet end at folkeslagene snakker om den frygtelige sot der er ved at udrydde dem. Anden halvdel tager tempoet til et nyt niveau og det blev hurtigt en bog jeg så frem til at forsætte. Jeg har en vag teori om, at dette skyldes hasten under Booktube-A-Thonet, hvor første halvdel af bogen blev læst.

"Livet er en spiral. Det der engang er sket, vil blive gentaget i al evighed. Bevægelsen bliver først brudt når nogen vælger en anden og ny vej. Det er menneskets største gave og byrde." 

I denne forsættelse møder vi en ny fortælleperson, Idun, datter af Freja og Tor. Idun er en ung pige med ildrødt hår som forelsker sig hovedkulds i asen Brage fra Idunvallen. Men som datter af den kommende høvding af Idunvallen og datter af den stærkeste præstinde og "prinsesse" af Vanaheim gives der hendes en høj stilling som Brage måske, eller måske ikke, vil udnytte.

Et kæmpe plus for bogen er dog, at sproget ikke virkede forstyrrende - overhovedet. Det er stadig ligeså råt og brutalt som handlingen er det. Johanne Hildebrandt har ikke lagt fingre imellem, og valgt at skåne læseren for de forfærdelige ting karaktererne bliver udsat for.
  Selvom om Idun ikke var lige så succesfuld en læseoplevelse for mig, er jeg stadig frisk på at læse den sidste bog i sagaen. Alene af den grund, at jeg bliver nødt til at se hvad der sker. Spændingskurven gennem de to første bøger har været anderledes end det jeg tidligere har læst, så jeg har svært ved at regne den ud.

Du skal læse Idun hvis du interesserer dig for historiske opspind med fodfæste i myter og gamle fortællinger, og selvfølgelig, hvis du interesserer dig for nordisk mytologi.