anmeldelse: den italienske mester af tom rachman

ad | anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Originaltitel: The Italian Teacher
Oversætter: Rasmus Hastrup
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)

★★★☆☆

I Den italienske mester af Tom Rachman udspiller der sig et storslået familiedrama, hvor karakterne fylder for meget, for lidt og næsten ingenting. Romanens åbningsscene sætter hurtigt stemningen for resten af historien — det er i 1955 til en overdådig fernisering for kunsthandlere- og interesserede, hvor vi finder den verdensberømte kunstner Bear Bavinsky, hans søn & konen Natalie. Bear Bavinsky viser hurtigt sine verdensmandstendenser, mens både Natalie og Charles (Pinch) står i skyggen af festen og betragter aftenens udfoldelser.
         Her fra følger vi historien om familien og deres omgangskreds fortalt fra Pinchs synsvinkel. Han ender, ligesom alle andre, altid i sin fars skygge, hvilket giver en masse stof til resten af romanen.

Med Den italienske mester har Tom Rachman skrevet en god, karakterdreven roman, som undersøger et komplekst forhold mellem far og søn. Det er en roman om at finde fodfæste i en ustadig verden, hvor intet kan vides sikkert.



Jeg vakler mellem en vurdering på tre og fire stjerner. Usikkerheden kommer af det faktum, at bogen var hurtig til at forlade min krop under og efter læsningen. Når jeg læste i den var fuldkommen opslugt at miljøbeskrivelserne, båndet mellem de forskellige karakterer, de interessante dialoger osv., men ligeså snart jeg klappede den sammen forlod alle disse følelser mig, og jeg tænker sjældent tilbage på den her et par uger efter endt læsning.

Når det så er sagt: lad mig lige vende tilbage til det med de karakterer der. For der var et enormt interessant sam- og modspil mellem romanens karakterer. Den skævhed der skildres i Pinch og hans fars forhold var spændende at læse om, fordi man, i Pinch fuldkomne idolisering af sin far, kunne mærke det store omsorgssvigt han gennem hele sit liv har lidt under. Men Pinch blev på mange måder en ret uinteressant karakter. Han gjorde som jeg forventede han ville, lod mig ikke gætte eller blive overrasket.
              Den karakter der derimod bar fortællingen for mig var Bear Bavinsky. Han er en narcissistisk kunstnerstereotyp der mener sig selv bedre end Picasso. Han er flamboyant og vidtrækkende. En vaskeægte pain in the ass. Men hans skildres både humoristisk og tragisk, han er så fyldt med fejl og en enormt dårlig far. Fordi han blev den her karikatur af en kunstner, kunne han langt bedre bære forudsigeligheden. Jeg vidste nemlig også hvad jeg fik af Bear, men denne forudsigelighed fungerede godt, i hvert fald langt bedre, end den gjorde for Pinch.

Alt i alt synes jeg det var en god bog. Det er en jeg vil anbefale — særligt hvis du har mulighed for at læse den af få omgange. Man kan ikke tage det fra romanen, at den er underholdende og velskrevet.


____
Har du læst den italienske mester? I så fald hvad synes du om den?

skyskraber af tine paludan

ad | anmeldereksemplar fra forfatteren

Titel: skyskraber 

Forfatter: Tine Paludan 

Forlag: Fuglekøjen 

Udgivelsesår: 2018 

★★★★☆

skitse

skitser til kvinder jeg aldrig blev
ligger i stakke på spisebordet
overbevisende udtalelser
forsøgsvis formuleret i flere farver blæk
kladder til en personlighedens retorik
sammenhængende synspunkter
markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært
udtryk og følelser
klistret på kroppe i forskellige materialer
fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke
fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder
på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken
over sengen hænger et kurvediagram
ensomheden er proportional med tiden
hjertets slag omvendt proportional med
virkeligheden

jeg

en evig arbejdstitel
en uløselig ligning

Skitse åbner Tine Paludans debut Skyskraber som udkom i slutningen af 2018. Hvad der er så fint ved åbningsdigtet er, at det sætter stemningen for resten af den lille samling på små 67 sider. "jeg / en evig arbejdstitel / en uløselig ligning" bliver digtsamlingen og jeg'ets præmis.
Skyskraber indeholder tre inddelinger: pige, fugl & flux. Inddelinger der bliver et symbol for skift i tid og i udvikling — & så alligevel ikke. Temaerne er flot forbundet på kryds og tværs af samlingen og fortæller om den uløselige ligning/en uløselig identitetsjagt. 

Det er jeg'ets kamp om at finde sig selv, blive et med sig selv. Vi mærker distancen mellem jeg'et og det fortalte i flere størrelser, men klart størst i starten: "jeg stopper alle der kommer tæt nok på".
Vi introduceres til et vredt jeg, som søger at kunne spejle sig i sine kvindelige rollemodeller (mor/mormor/farmor). Det er et desperat jeg, som er utrygt og flygtigt, & som leder efter nærhed i sine omgivelser.

jeg vil føle
at lykkes findes
selvom vi er en løgn

Sæsonskift bliver brugt som døre ind til jeg'et & hvor det befinder sig. I samlingens midte er tilstanden efterårslignende, og både smuk af de varme nætter og rådden fra de nedfaldne æbler. Jeg'et er pessimistisk.

Når efteråret & vinteren derimod er overstået vågner jeg'ets krop op til foråret. Kroppen - som er en af de store tematikker - vågner op tør & larmende ved bevægelse. Den er klar til et endeligt nedbrud, & dermed en større accept: "så nu ligger jeg er under dynen du købte i et / tidlige liv".

min hjerne ved der burde være et skel
mellem barndommen og resten
at det ikke var dig der valgte mig sidst
i gymnastiktimen

"et sommerlyst vindue en chance til" står der pludselig, & som læser kan man fristes til at tænke opvågningstanker. Men jeg'et holder fast & kalder sig selv snylter. "jeg lader som om jeg kunne gå hvis jeg ville".

Som debut står Skyskraber stærkt, fordi den med en lethed deler ud af følsomme emner. Det er en meget poetisk & smuk digtsamling, som inddrager læseren i sit ærlige jeg. Jeg tror netop det var denne ærlighed, der gjorde det så nemt for mig at relatere til jeg'et. 

jeg kan være alt 
blink en gang og jeg forsvinder

Anmeldelse: Aftenenstjernen af Dea Trier Mørch

Titel: Aftenstjernen

Forfatter Dea Trier Mørch

Forlag: Gyldendal

Udgivelsesår: 1982

4 ud af 5 stjerner

Niels Peter og hans to søskende Mette og Simon rydder op i familiens sommerhus efter deres mors terminale kamp mod kræften. Under oprydningen bearbejder de deres følelser i relation til det tab de har lidt — læseren hører gennem flashbacks om det ni måneders lange sygdomsforløb de og moren har gennemgået.

Aftenstjernen er en barsk roman om sorg og familie. De tre søskendes indbyrdes forhold bliver sat på spidsen under de prækere omstændigheder, og der bliver skabt en fin og tålmodig stemme til de pårørende. 

“For én af hovedreglerne i familien var - du skal ikke lade solen gå ned over din vrede.”

Det er mit første møde med Dea Trier Mørch, og det bliver bestemt ikke det sidste. Aftenstjernen var den perfekte start på mit læseår — den er fin, kærlig, interessant og sørgelig. Det er een af de bøger, der giver en masse stof til eftertanke. Under sorgarbejdet stiller Mørch en række meget relevante spørgsmål som: er børnene forpligtet til at følge mores ønsker efter hendes død, hvis de strider mod deres egne? Hvad er et liv og hvad er et værdigt liv? Hvor finder vi de sunde og holdbare relationer? Og hvad et hus/et hjem?

Sidstnævnte gav stof til nogle af mine yndlingspassager. For det første elskede jeg Dea Trier Mørchs områdebeskrivelser og fortællinger om det fælles sommerhus familien opholder sig i. Beskrivelser som: “Havedøren stod åben. De kunne høre græs og blade ånde.

Vandet i søen. Dyrene, var vendte sig i skoven.

Solen stod lavt over horisonten og kastede et langt, gyldent skær fladt over den gule kornmark, ind over hækken, gennem ruderne i stuen og ud på gårdspladsen og den lille birkeallé.

Og han ønskede, at han og hans mor kunne glide væk på de stråler, der nu skar gennem huset. Bare glide ude ad jordtangenten og forsvinde —” Der sker en personificering af området, fordi familien holder det så kært, og det var komplet umuligt for mig som læser ikke også at elske det.

For det andet åbnede det for diskussionen om hvad der er et hjem. Hvilke elementer udgør et hjem? En diskussion jeg altid finder interessant.

“Natten kom med sin storhed og svøbte hus og marker i sit mørke.”

Aftenstjernen bliver et symbol for bogens indhold. Det er den begrænsede klarhed lige før solen går ned, hvilket gør både stjernen og bogen så smuk. Sorgen bringer det bedste og værste frem i karakterne, men deri findes klarheden der gør at karakterne kan komme videre.

Jeg synes Dea Trier Mørch har skabt noget enormt fint med denne roman, og selvom emnet langt fra er banebrydende eller nyt, så er det almengyldigt og altid aktuelt. Med Aftenstjernen synes jeg hun giver et smukt bidrag til samtalen.

“Havde en følelse af at stige op fra den mørke jord og bryde igennem et koldt skylag til en blå himmelbue: Endelig!

Endelig skimtede en afslutning.”

Anmeldelse: Vådområder af Charlotte Roche

Titel: Vådområder 

Forfatter: Charlotte Roche

Forlag: Athene

Udgivelsesår: 2009 (org. 2008)

Oversat af Aino Roscher

2 ud af 5 stjerner

Attenårige Helen ligger på hospitalet efter en mislykket barbering af rektum. Fra hospitalssengen gør hun sig en lang række tanker om kvindekroppens vådområder, samtidig med at hun lægger skumle planer om hvordan hun genforener hendes forældre i deres ellers mislykkede ægteskab.

Lad mig straks indrømme: Denne bog har efterladt mig med en splittet læseoplevelse. Vådområder hyldes som en vild feministisk provokatør af en bog. Og det er den også - Helens lange og bramfrie tankestrømme om kvindekroppen står i stærk kontrast til samfundet idealbillede af samme. Et projekt — eller en idé — jeg altid vil være fortaler for, men jeg er i tivivl om denne udformning var sagen.

Historiens ene spor følger Helen på hospitalsstuen, hvor hun udfordrer sig selv, sygeplejeskerne omkring hende og ikke mindst sin læser med tanker om kvindekroppen. Hun reflekterer over forholdet til sin egen krop — det er både kusse, endetarm og de væsker der kommer ud af dem. Denne del er totalt bramfri og enormt provokerende. Det er her alt indholdet til den medieomtale er kommet, som bogen fik i forbindelse med sin udgivelse. 

I det andet spor lukkes vi ind i korte erindringsglimt fra Helens opvækst. Det er her vi lærer Helen at kende; vi får et indblik i forældrenes mislykkede ægteskab og andre svigt Helen har oplevet. For mig var det her historiens dybde kom i spil, men desværre efterlod bogen mig med en hungren efter mere (dybde, forstås). Alt baggrundshistorien fortælles i disse små glimt; korte bemærkninger og de ender med at fylde alt for lidt i forhold til de lange passager om sexlyst, væsker osv. 

Derfor ender jeg med en splittet læseoplevelse. Jeg synes egentligt ikke bogen behøvede at være længere end de 213 sider den er, men jeg synes baggrundssporet skulle have mere plads. Alligevel gør det bogen langt mere troværdig, at skrivestilen og nutidstankestrømmen fylder så meget, når man tager højde for at fortælleren er 18 år. Som sagt: Splittet.

Har du læst vådområder? Hvis ja, hvad synes du?

Verden ifølge Garp af John Irving

Verden ifølge Garp - John Irving - Gyldendal - 1988 - oversat af David Gress-Wright - 4 ud af 5 stjerner

Verden ifølge Garp er i sandhed en bizar og hjertevarm fortælling. Vi følger Garp fra det øjeblik han undfanges (ja, det er rigtigt) til hans død som 33-årig, og selvom det er et kort liv mangler det bestemt ikke oplevelser.

"Nogle sagde, at en dreng uden far altid går med skumle tanker."

Garp vokser op sammen med sin mor, Jenny Fields. En lille indskydelse: Jenny Fields er måske en af de mest fantastiske karakterer, jeg nogensinde er stødt på. Jenny er sygeplejelske, og sammen bor de på hendes arbejdsplads. 

Alene det at han ved sin navngivning får tildelt fornavnet T. S., uden bogstaverne står for noget, bringer absurditeten ind i bogen. Her fra og til lemmer der mistes, bøger der skrives, successer der overleves, kvinder og transkønnedes rettigheder der diskuteres i et væk, til et problematisk familieliv med barndomsveninden, får vi lov til at opleve Garp i situationer han, hvis han selv kunne vælge, nok helst havde været foruden. 

"Garp havde intet, der kunne måle sig med den knivskarpe klarhed i Verden ifølge Jenny Fields. Men han vidste, at det kun drejede sig om tid, inden han ville finde sin egen verden - med lidt hjælp fra den virkelige verden."

Bag læseren sidder Garps fortællerstemme og lægger hints ud. Vi ved lige fra begyndelsen, at Garp dør ung. Alligevel mangler vi ikke suspense - ja, det er faktisk slet ikke svært at lade sig charmere af romanen. Dét Verden ifølge Garp vinder på, er den stemning Irving formår at skrive ind i historien. Som læser følger du med Garp fra USA til Wien og tilbage igen. Du bliver ikke tabt på halvvejen, og det er en virkelig lækker oplevelse. 

Blandt Garps ting fandt Helen dette notat: 

Uanset hvad mine sidste ord var, så vær venlig og sig, at det var disse: "Jeg har altid vidst, at det er dødbringende at søge det fuldkomne." 

Sammen med Hotel New Hampshire og Æblemostreglementet er Verden ifølge Garp en af John Irvings mest kendte historier. Garp er den første jeg har læst, men det bliver bestemt ikke den sidste. 

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

5 ud af 5 stjerner - Den, der lever stille - Leonora Christina Skov - Politiken - 2018

Bogen er venligst sponsoreret af Bog & idé 

Leonora Christina Skov har skrevet en stærk roman om frigørelse, skyldfølelse, familieliv- og opvækst i provinsen. 

Efter Leonora's mors død er indtruffet, beslutter hun sig for at skrive en bog om sit liv. Forfatte, nedskrive og gen-huske alle de ting, der er sket i det ellers meget normale parcelhus i Helsinge. Men Leonora's liv har ikke været almindeligt og parcelhus-agtigt - hun har gennem hele sin barndom kæmpet for at være det perfekte barn, for ikke at gøre sin mor ked af det, eller gøre sin far vred. En overraskende svær opgave, finder vi som læsere ud af. Det bliver ikke bedre, da Leonora flytter til København og forelsker sig i en kvinde. Der slippes fanden virkelig løs i Helsinge. 

Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt.

Fortællingen beretter om komplicerede familieforhold, eller som Leonora selv skriver: "En religiøs sekt, der tilbad min mor". Hun lever en tilværelse som enebarn af en familie, som ikke vil tale om problemerne, men enten tie eller skrige dem ihjel. Moren er familiens dominerende overhoved — en karakter uden ro, overskud og overblik. Den Leonora Christina vi møder i parcelhuset længes efter at slippe væk fra husets fire ydermure. Om at flytte til København og blive selvstændig. Hvad hun ender med at gøre, men med det følger strenge konsekvenser. 

— Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, du er pervers, sagde hun, og jeg spurgte om hun og min far ville have en kop te, eller om de hellere ville gå igen, for jeg ville ikke svines til i mit eget hjem.
— I dit eget hjem! Der er nok nogen, der er blevet fin på den, sagde hun, og min far supplerede: — Jeg ved ikke, om du har glemt det, men jeg har skiftet ble på dig masser af gange, så kom du hellere ned til os andre.

Den, der lever stille arbejder i et meget interessant spændingsfelt, hvor vi på den ene side trofast følger ordsproget der lægger navn til romanen, og på den anden side har højtråbende handlinger, følelser og eksistenser i det hele taget. Allerede ved bogens begyndelse præsenteres vi for den Leonora, der forsøger at se tilbage og reflektere over, om hun overhovedet kan tillade sig at lave sådan en udlevering eller opråb, som netop denne bog ville være i en udgivelsessituation. For hun ved godt, at moren hverken ville have tilladt eller anerkendt det. Hun ved, hvor meget det ville bryde med den livsfilosofi hun er vokset op efter. Dette spændingsfelt giver en næsten overdrevet dramatisk effekt til Leonora's forskellige brud med familien og opvæksten. Disse kontraster klæder virkelig formatet og fortællingen. 

Hvis man ser sådan på det, kunne intet i verden være så slemt som det, jeg allerede havde overlevet.

I stil med Alt må vige for natten skriver Leonora Christina Skov sin autobiografiske historie i to fortællerspor. Ét hvor man følger hendes skriveproces, hendes overvejelser og refleksioner om at skrive bogen. Og ét hvor vi følger hende gennem sin opvækst i Helsinge og København. To bøger der faktisk har flere end den ene lighed, så hvis du nød Vigans fortælling, vil Den, der lever stille garanteret været endnu et hit. Sporene skaber en før og nu effekt, der igen gavner spændingsfeltet. Men selvom vi møder den velvoksne og modne Leonora, sidder barndommens følelser stadigvæk dybt i hende. Den skyldfølelse hun har båret rundt på hele barndommen, er ligeså klar og tydelig i det sene spor. Måske endda endnu tydelige, fordi Leonora står midt i beslutningen om hvorvidt denne bog skal blive til. 

Den her anmeldelse har været ufatteligt længe undervejs. Den, der lever stille er stensikkert en af mine nye yndlingsromaner, fordi den rørte mig på et meget personligt plan. Derfor må en lille del af anmeldelsen blive et tak til Leonora Christina Skov. Tak fordi du bidrager til den danske litteratur med så fantastisk en fortælling. Og tak fordi du giver folk som mig et sprog.  

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Der er noget fascinerende ved apokalyptiske/epidemi-bøger der har et dansk afsæt. Det forekommer mig vildt unaturligt, at Danmark skulle have så stor en historisk betydning, når det kommer til verdens potentielle undergang. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt for min egen nationalfølelse? 

4 ud af 5 stjerner - Rynkekneppesygen - Peter Adolphsen - Gyldendal - 2017 

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-ligende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyndefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en unge kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager.

Nå, jeg har læst Rynkekneppesygen! Det er jo en fuldstændigt vanvittig historie. Vi følger en håndfuld mennesker mens den såkaldte rynkekneppesyge bryder ud i det ganske danske land. Winnie - den første ramte, patient 0 - lever et yderst trivielt liv, hvor hun ikke rigtig går op i så meget andet end at se på fugle (hvorfor ik, hvorfor ik) og leve et stille og roligt liv. Hun er på en måde lidt kærester med Arthur, men det er ikke noget de har behov for at sætte hverken følelser eller ord på. De vil bare gerne sove sammen i ny og næ. Dét lige indtil rynkekneppesygen bryder ud. Lad mig sige det sådan, Adolphsens seneste bog er ikke for sarte, blufærdige sjæle. Der bliver bollet på livet løs.

Rynkekneppesygen er vild. Både fordi indholdet er vildt, og fordi stilen er vild. Peter Adolphsen kan altså bare et eller andet som andre ikke kan. På sætningsniveau sker den en konstant variation mellem høj og lav stil. Eksempelvis når han snakker om Kærlighed ved første blik som en trope i litteraturen, og casually lister fra Platon og biblen til The Hunger Games og Kylie Minogue. Eller som når han, efter at have fortalt om en kompliceret biologisk/kemisk reaktion, pludseligt indsætter helt nede på jorden-talesprog. Og det virker bare. 

Man formodede, at der var tale om en seksuelt overført sygdom; at den lille parasit var en variant af fladlus, somehow.

Hvis du er til bizarre og absurde tekster, hvor stilen og ordvalget betyder ligeså meget som den fortalte historie. Så skal du helt sikkert læse Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen. Den er hammerfed.

Mia af Malene Ravn

Jeg har svært ved at beskrive hvad det helt præcist var, jeg kunne lide ved Malene Ravn's Mia. Men li' den, det ku' jeg!

3,5 ud af 5 stjerner - Mia - Malene Ravn - Gyldendal - 2016

Mia lever et stille afsides liv på sin lille gård ude på landet. Hun foretrækker et liv uden (andre) menneskers involvering, et liv fyldt med dyrs ubetingede kærlighed og omsorg. Den eneste besøgende hun har, er den lokale dyrlæge Malthe, som i ny og næ afsætter nye dyr hos hende som ellers skulle aflives. Det er sådan en scene bogen åbnes med, da Malthe en dag afsætter en aggressiv tyr på Mia's grund for at undgå at dyret skal miste livet. 

Mia har en storesøster, Seline, som hun altid har passet på. Søsteren befinder sig midt i endnu et modbydeligt forhold som en dag eskalerer i en sådan grad at Mia må bryde ind. 

Mia som roman kan et eller andet - den kan råbe højt om "det menneskelige" på en måde man ikke kan ignorere. Det er en roman om barndom, fortielser og ansvar. Den er både dyster og mørk, men samtidig lys og forhåbningsfuld. Malene Ravn skriver med en stemme man kun kan høre efter. 

Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. 

Malene Ravn skriver meget koncist. Der er hverken et ord for meget eller for lidt, og det komplementerer den intense historie som Mia er.  Det simple sprog giver plads til historiens opråb og panik - følelser som overføres direkte til læseren. Jeg sad vitterligt med lysten til både at råbe af, og på vegne af, karakterne i bogen. 

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

5 ud af 5 stjerner - Alt må vige for natten - Delphine de Vigan - People'sPress - 2015 (org. 2011) 

I Alt må vige for natten skildrer de Vigan et stærkt portræt af sin skøbelige mor. Hun gør - som så mange andre - grænsen mellem fiktion og virkelighed fuldkommen udefinerbar, og hun gør det til perfektion. Det her er den første bog jeg har læst i år, og jeg er helt overbevist om at det ender som en af årets bedste. 

I romanens åbningsscene møder vi Delphine den dag hun finder sin mor efter hun har begået selvmord. Tiden spoles tilbage til morens barndom, hvorfra vi sporadisk hører om forskellige epoker i familiens liv. Det er nemlig det der sker, fortællingen om Lucile - moren - bliver en fortælling om en kvinde og hendes familie. Men det er også fortællingen om en datter, der i sorgens hjerte, genskaber og vedligeholder billedet af den person hun elsker mest - sin smukke, forskruede mor. 

Lucile sagde meget lidt om sin barndom til os børn. Hun fortalte ikke. I dag tænker jeg, at det nok var hendes måde at slippe fri af mytologiseringer på, at hun afviste den fabulering og narrative rekonstruktion, der bor i alle familier. 

Alt ved denne bog fængslede og rørte mig. En række af kapitlerne omhandler Delphine's skrivende proces med bogen (deraf sorgen efter tabet af sin mor); det er de her kapitler, der virkelig blander fiktionen med virkeligheden og omvendt. Selvom de skrives med en næsten fremmedgjort distance, skaber de alligevel historiens kerne. Og de står konstant i kontrast til erindringsbeskrivelserne på en sådan måde, at de skaber en intensitet der efterlader læseren higende efter mere. Og mere får man hele tiden. Flere kontraster. Flere åbenbaringer. Flere oplysninger. Og flere knusende informationer om hvordan familien påvirker hinanden og de separate familiemedlemmers historie. 

En ting var jeg sikker på: Det var i de øjeblikke med tomhed og udbrændthed, der følger efter behandlingen, at man skulle være særligt nærværende. Og der var dér, jeg havde svigtet.

Alt må vige for natten er en tragisk roman, men det er også en varm fortælling om uovervindelig kærlighed. Den handler om forfald, misbrug, sygdom, livsbevidsthed og ikke mindst menneskers skrøbelighed. Det er en fantastisk bog. Virkelig. Gør dig selv den tjeneste at læse den. 

Trækopfuglens krønike af Hariku Murakami

Indtil den dag hvor en mystisk kvinde ringer Toru Okada op, midt under forberedelserne til dagens aftensmad, har han levet et helt almindeligt og meget gennemsnitsligt liv. Han er gift - af kærlighed - til sin kone Kumiko, de har en kat og sammen formår de er dele arbejdet nogenlunde ligeligt. Der er altså intet bemærkelsesværdigt ved Okada's tilværelse. I hvert fald ikke før dette opkald bliver startsskuddet for en række mærkelige og intense begivenheder.

Trækopfuglens Krønike er en svær bog at genfortælle. Jeg tror slet ikke bogen vil lade sig referere. Men overordnet set er det en dannelsesrejse for bogens hovedperson. På bogens 700 sider må Okada genopfinde sig selv i sit arbejdsliv, i sit kærlighedsliv og i hverdagens rutiner. Han møder en masse skrækkelige og fascinerende skæbner, som får lov at sætte sit præg på hans tilværelse.

Alting var forbundet med samme kompleksitet som et tredimensionalt puslespil, et puslespil, hvor sandheden ikke nødvendigvis var baseret på kendsgerninger, og kendsgerningerne ikke nødvendigvis var sandheden.

Lad mig være helt ærlig: Trækopfuglens Krønike er noget af det bedste litteratur, jeg nogensinde har læst. Selvom bogen indholder en eksplosion af små forgrenede historier, er sproget tilpas enkelt til at jeg på intet tidspunkt mistede overblikket.

Den er genial. Intet mindre. Nu skal jeg bare læse alt andet Murakami nogensinde har udgivet.

5 ud af 5 stjerner - Trækopfuglens krønike - Hariku Murakami - Klim - 2012 (org. 1994) 

Hvad læste jeg i Thailand? Tre korte anmeldelser/anbefalinger

Som dem der følger med på Instagram ved, var jeg to uger i Thailand i september. Med varmen buldrende så hårdt, at man ikke kan bevæge sig rundt før solen er ved at gå ned, er der ikke meget andet at lave end at ligge på stranden og læse nogle gode bøger. 

Swing Time af Zadie Smith

Jeg synes det er enormt forfriskende at læse om venskab, om et ikke-gnidningsfrit venskab mellem to unge kvinder. Og det fik jeg i Swing Time af Zadie Smith. Vi følger de to unge kvinder Tracey og den unavngivne fortæller fra de er børn og op gennem tyverne. At læse Swing Time var en forfriskning - det var enormt lækkert at følge bogens protagonists liv. Bogen tematiserer yderlige race, dannelse, kvindelighed og klasseskel. 

3 stjerner - Swing Time - Zadie Smith - Rosinante - 2017

Emma Gad for hvide af Anna Neye 

Der er mange ting ved Anna Neyes bog jeg er ret tosset med. Først og fremmest er det så pisse fedt, at hun en gang for alle skærer det ud i pap hvorfor vi konsekvent skal droppe ordet neger. Og hvordan hun nænsomt forklarer os hvide priviligerede røvhuller, hvordan vi bedst muligt kommer over det mindre traume, sådan at blive provokeret med egen blindhed. Bl.a. ved at give opskriften på en hvid chokoladekage til lige at få de hvide blodceller til at slappe lidt af. Det er ret fantastisk.
Emma Gad for hvide er sådan en bog alle danskere over 15 burde læse. Bare lige lade den trænge ind og sætte sit spor. Den er sygt interessant, rimelig grineren og vildt deprimerende.

3,5 stjerner - Emma Gad for hvide - Anna Neye - Gyldendal - 2017 

Vegetaren af Han Kang

Yeong-Hye lever en gennemsnitsligt tilværelse med sin gennemsnitslige mand. En mand der faktisk har valgt hende, fordi hun er så ekstremt ordinær. I hvert fald indtil den dag han vågner op, og finder sin kone siddende foran køleskabet i gang med at smide alt kød ud.
Vegetaren er en intens historie beskrevet med det smukkeste billedlige sprog. Den handler om mennesker i forfald og mere vil jeg ikke sige for bogen skal opleves.

4,5 stjerner - Vegetaren - Han Kang - Gyldendal - 2017 (org. 2007)