”R” har en idé om at hans navn begyndte med R før han døde, men det er ikke meget han husker fra livet. Faktisk slet ingenting. Alligevel ved han at han mangler noget. En eller anden større mening med tilværelsen, end den han har som en sløvt omvandrende zombie.
En dag tager han og en gruppe zombier på madjagt, hvor de møder en flok unge mennesker. Gruppen af zombier går aggressivt til bords i menneske-delikatesserne, men pludseligt får R øje på Julie, hvem han ender med at stjæle med hjem i stedet for at æde.
”You should always be talking pictures, if not with a camera then with your mind. Memories you capture on purpose are always more vivid than the ones you pick up by accident.”
Det er lidt sjovt. Jeg havde faktisk en meget klar forventning om, at jeg ikke ville kunne lide denne roman. Hvorfor? Fordi jeg har en meget klar idé om, hvad zombier kan og særligt hvad de ikke kan. I Marions zombiefortælling kan zombier tænke, løbe og tale (om noget i et begrænset omfang) – alle ting som jeg er totalt uenig i at zombier kan. Det er meget passioneret for mig, kan du nok høre. Noget ved fortællingen drev mig alligevel ind – jeg blev helt tosset med R og den udvikling han gennemgår i romanen. Jeg var faktisk ret begejstret for, hvordan Marion skildrede R’s stærke ønske om at være noget bedre og større end det lod han trak under apokalypsen. Det fungerede helt og aldeles fint for mig.
”I don’t have the answers she’s asking for, but I can feel their existence. Faint points of light in the distant dark.”
3/5 stjerner - Warm Bodies #1 - Læs mere her