Anmeldelse: "Half Bad - Halvkode" af Sally Green

Originaltitel: Half Bad - Forfatter: Sally Green - Forlag: Carlsen - Udgivelsesår: 2014 - 476 sider - 4/5 stjerner

"Halvkode" er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof, men alle meninger er selvfølgelig mine egne.

I verden hvor hekse er delt op i hvide og sorte kæmper Nathan en brag kamp med at finde sin egen identitet, han er nemlig halvt af hver og det har ikke så lidt betydning. Den sorte side siges at være lig med anarki og vildskab, og den hvide er den rene og fornuftige, men hvis man på en brutal måde forfølges af Rådet for de hvide hekse, så er valget mellem siderne måske ikke så lige til - eller er det?

"At vågne op til himmel og luft er okay. At vågne op til buret og lænkerne er, som det nu engang er. Du ikke lade buret få dig ned med nakken. Lænkerne gnaver, men det er nemt og hurtigt at hele, og så kan det vel være lige meget?"

Nathan er søn af den ondeste heks der nogensinde er blevet registreret. Faren Marcus har nemlig mange lig på samvittigheden, men alligevel bærer hans søn et brændende ønske om en dag at møde ham. Et forståeligt ønske, selvom Rådet synes at mene det modsatte.

"Halvkode" spiller på den velkendte idé om hvid og sort magi, og de skrevne ord kredser hele tiden om hvad ondskab (og godhed) er for en størrelse, hvilket sætter vores protagonist i en svær klemme. 

Der er et eller andet ved det gode versus det onde der tiltaler mig modbydeligt meget. Jeg ved ikke hvad det er, om det er barndommens historier der spiller mig et puds, men jeg synes dæleme det er sjovt læsestof. "Halvkode" gør det rigtig godt på denne front, selvom hele faderkomplekset skildres allerede ved bogens begyndelse, hvor Green vælger at citere Hamlet, så mistede min læsning faktisk ikke sin værdi. Jeg fik på intet tidpunkt revet tæppet væk under mig, men jeg blev både underholdt og jeg fik lidt sår på sjælen hver gang brutaliteter ramte den kære protagonist.

Fortællingen formår på en fin vis, at skildre tvetydigheden i det gode (og ondskab). Green stiller spørgsmålstegn ved hvor langt man skal gå i den gode sags tjeneste, og viser sin læser at en kritisk sans aldrig har skadet nogen.

Selvom fortællingen ikke nåede at overraske mig, så kan jeg ikke komme udenom at det var en skidegod historie. Nathan er en lille charmetrold og fortællingen i sig selv er spændende. Dog haltede sproget af og til, og det blev en kende for enkelt til min smag. Når det er sagt, må jeg erkende at jeg hyggede mig med at læse denne debutroman, og jeg vil glæde mig til dens efterfølger!

"Han svarer ikke, men lægger sig på knæ og omfavner mig. Sådan sidder vi længe. Han omfavner mig, og jeg er helt stiv af vrede og har lyst til at såre ham. Efter en lang tid omfavner jeg også ham, bare en lille smule.” 

Anmeldelse: "Hobitten" af J.R.R. Tolkien

Originaltitel: The Hobbit

Forfatter: J.R.R. Tolkien

Forlag: Gyldendal

Udgivelsesår: 1979 (org. 21. september 1937)

275 sider

Bilbo Sækker er en gnaven hobbit der lever for sig selv i sit hus i Herredet. En dag bliver han - af Gandalf den Grå - tvunget med på et eventyr, hvor han i følgeskab med tretten dværge skal generobre deres gamle kongerige fra den frygtindgydende drage Smaug, og den dertilhørende (enorme) skat. 

Hobitten er et fantastisk værk af en endnu mere fantastiske forfatter; en af bogens helt store forcer for mit vedkommende, var den måde hvorpå Tolkien trådte ud af fortællingen og gjorde sin fortællerstemme synlig for læseren. Det blev hurtigt som at få læst historie op, selvom man som læser gjorde alt arbejdet selv. 

"Dette er historien om, hvordan en Sækker kom ud for et eventyr og gjorde og sagde højst uventede ting. Efter al sandsynlighed mistede han naboernes respekt, til gengæld vandt han - nåja, lad os nu se, om han overhovedet vandt noget til sidst"

Derudover ligger der en underspillet humor gennem hele bogen, specielt fandt jeg det fornøjeligt da det fortælles hvordan Gandalf svømmer over en flod. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor lige dette indprintede sig, men tanken om den uovervindelige Gandalf .. svømmende, det fortjente da et lille grynt. 

Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner, fordi jeg ikke kan komme på en eneste ting jeg synes mangler, eller en ting der er for meget af. Jeg elskede bogen for hvert nedskrevne ord, om noget så var den ikke lang nok! Du skal læse "Hobitten" af J.R.R. Tolkien hvis du elsker fantasy, eventyrlige fortællinger eller har et fascination af universet bag Ringenes Herre. 

Anmeldelse: Idun af af Johanne Hildebrandt (Sagaen om Valhal #2)

OBS! Der kan forekomme spoilers hvis ikke du har læst den første bog (Freja) i Sagaen om Valhal. Læs min anmeldelse af Freja her.

Originaltitel: Idun Forfatter: Johanne Hildebrandt Forlag: Forum Udgivelsesår: 2009 (org. 2003) Sideantal: 374 Sprog: Dansk ISBN: 978-87-638-1243-6

 
ppprr

En sot har bredt sig over det geografiske område bogens handling figurerer i; både Vanaheim og Idunvallen er hårdt ramt og befolkningen dør hurtigere end hvad godt er. Freja indser at det skyldes Hylda, præstingen fra syden, og hun må straks til at indgå i nye guddommelige forbindelser for at kunne redde sin gamle hjemby og byen hvor hendes store kærlighed befinder sig.

Jeg blev en smule skuffet over denne bog. Første halvdel af bogen er langsom i optrækket og der sker ikke vildt meget, andet end at folkeslagene snakker om den frygtelige sot der er ved at udrydde dem. Anden halvdel tager tempoet til et nyt niveau og det blev hurtigt en bog jeg så frem til at forsætte. Jeg har en vag teori om, at dette skyldes hasten under Booktube-A-Thonet, hvor første halvdel af bogen blev læst.

"Livet er en spiral. Det der engang er sket, vil blive gentaget i al evighed. Bevægelsen bliver først brudt når nogen vælger en anden og ny vej. Det er menneskets største gave og byrde." 

I denne forsættelse møder vi en ny fortælleperson, Idun, datter af Freja og Tor. Idun er en ung pige med ildrødt hår som forelsker sig hovedkulds i asen Brage fra Idunvallen. Men som datter af den kommende høvding af Idunvallen og datter af den stærkeste præstinde og "prinsesse" af Vanaheim gives der hendes en høj stilling som Brage måske, eller måske ikke, vil udnytte.

Et kæmpe plus for bogen er dog, at sproget ikke virkede forstyrrende - overhovedet. Det er stadig ligeså råt og brutalt som handlingen er det. Johanne Hildebrandt har ikke lagt fingre imellem, og valgt at skåne læseren for de forfærdelige ting karaktererne bliver udsat for.
  Selvom om Idun ikke var lige så succesfuld en læseoplevelse for mig, er jeg stadig frisk på at læse den sidste bog i sagaen. Alene af den grund, at jeg bliver nødt til at se hvad der sker. Spændingskurven gennem de to første bøger har været anderledes end det jeg tidligere har læst, så jeg har svært ved at regne den ud.

Du skal læse Idun hvis du interesserer dig for historiske opspind med fodfæste i myter og gamle fortællinger, og selvfølgelig, hvis du interesserer dig for nordisk mytologi.

Anmeldelse: Freja af Johanne Hildebrandt (Sagaen om Valhal #1)

Originaltitel: Freja Forfatter: Johanne Hildebrandt Forlag: Forum Udgivelsesår: 2009 (org. 2002) Sideantal: 347 Sprog: Dansk ISBN: 978-87-638-1242-9

ppppr

Første bog i sagaen om Valhal handler om den unge, månepræstinde Freja der lever i byen Vanaheim cirka 700 år før Kristus. En krig nærmer sig fra syd og de tre præstinder Freja, Gullveig og Snotra sendes til de omkringliggende landsbyer for at bede om hjælp til kampen. Da de når Idunvallen hvor høvdingen Odin hersker opstår fatale komplikationer med de tre præstinder og høvdingens folk. Vi følger herefter Frejas møde med den brede og muskuløse Tor, gudernes magter og stridigheden mellem Vanaheim og Idunvallen. 

Johanne Hildebrandt har skabt denne (fiktionelle) historiske fortælling, der bygger på oldnordiske myter og historiske antagelser om hvordan Valhal opstår - hvordan guderne Odin, Tor, Freja og jætten Loke finder deres plads og jeg kan allerede afsløre at jeg er spændt på forsættelsen i bogen Idun.

" - Livet er en pinefuld vandring mod døden. Alligevel kan en mand opleve stor glæde. Jeg skal hilse og sige at du er en kilde til sådan en glæde." 

Bogen har efter min mening rigtig mange kvaliteter, kærlighedsromancen mellem Freja og Tor indeholder et lidt anderledes tre- og firkantsdrama, deres kærlighed bliver ikke for over-romantiseret og den holdes tro mod deres dybt forskellige opvækst. Derudover sker der meget på bogens 347 sider, men det bliver ikke overvældende for læseren, Hildebrandt sørger for at binde de sløjfer der skal bindes på handlingens sideløbende småhistorier og resten er jeg sikker på vil blive ordenligt afsluttet i de to forsættelser.

Trods bogens handlingsforløb ikke er nervepirrende, er det dog spændende og jeg som læser var konstant underholdt. Det største (og eneste rigtige) minus ved bogen var sproget - jeg skal ikke udelukke at det kan skyldes oversætteren Christina Bojlén - der til tider varierer meget fra gammeldags sprogbrug til et mere nutidigt. Flere gange oplevede jeg i særdeleshed Tors sætninger blev en tand for moderne. Det blev sådan et irritationsmoment, at jeg rent faktisk stoppede op og blev irriteret over det specifikke ordvalg.

Du skal læse Freja hvis du interesserer dig for nordisk mytologi og vil have et bud på hvordan det hele opstod, men jeg vil også anbefale Freja til læsere der nyder historiske værker præget af lidt fantasy! Det var alt i alt en rigtig dejlig bog.