Viser opslag med etiketten Book haul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Book haul. Vis alle opslag

31. mar. 2017

VLOG: MARTS BOOK HAUL

Marts har været en virkelig god bogmåned for mig - både når det kommer til dem jeg har læst, og dem jeg har tilføjet til reolerne. Her kommer en lille video med de i alt 16 bøger som er røget med hjem i løbet af marts måned. 




Ting jeg snakker om i videoen: 


29. jan. 2016

TIL BOGUDSALG HOS BOG&IDÉ 2016!

For fanden, hvor jeg dog elsker billige bøger. Bogudsalget er et af årets absolutte højdepunkter for mit vedkommende. Og selvom årets bogudsalgsoplevelse blev en anelse anderledes, har jeg alligevel anskaffet mig en lille bogstak til at fylde mine reoler ud med.

Som Bog & idé'er møder man ind klokken 07.00 (eller: nogle af os gør), hvilket normalt giver os tid til at haste byen rundt efter andres bogudsalg. Men ikke i år - for vores bogudsalg ligger nemlig en måned før "det normale". Det blev derfor en mere koncentreret oplevelse end det plejer.
Jeg har dog anskaffet mig nogle små guldklumper - mit lille dansk-litteraturelskende hjerte var meget begejstret over både at kunne bringe Jan Sonnergaard, Bent Haller, Naja Marie Aidt, Benny Andersen og Søren Ulrik Thomsen med mig hjem i min gule udsalgspose.


HVAD JEG HAR KØBT, OG HVAD DET KOSTEDE

Sten saks papir af Naja Marie Aidt endte lidt tilfældigt i min kurv. Jeg er desværre en den store Bavian-fan, men når man kan få den flotte førsteudgave af Aidts seneste værk til blot 69,95 kroner, så må man jo slå til! 

Nu og da af Benny Andersen kostede mig 29,95 kroner. Det er en lille digtsamling, hvor Benny Andersen virkelig går ind og leger med de danske ord; han provokerer sin læsers øjne med humoristiske krumspring og overraskende pointer. 

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll (samt illustreret af Tove Jansson) kostede mig 99,95 kroner. Den behøver vist ikke yderligere forklaring. Da jeg opdagede bogen blandt alle udsalgsbøgerne blev jeg ellevild, og jeg er helt forelsket i Janssons sødesøde illustrationer. 

Rakkerpakhuset af Bent Haller kostede blot 39,95 kroner. I går snakkede jeg med Ida om Bent Haller, om den her børnefortælling, vi begge mindes at have læst i folkeskolen, men som ingen af os kan huske hvilken er. Det er dette nostalgiske minde der ligger til grund for, at jeg igen har købt en Bent Haller bog, som jeg intet kender til. Ahaha. 

Helte og Hobitter af Jakob Levinsen kostede beskedne 49,95 kroner. Selvom jeg har læst mindre Tolkien end jeg tør indrømme, så fascinerer han mig virkelig som forfatter. Den fantastiske verden han har skabt, kan jeg ikke andet end at beundre, og derfor måtte denne biografi naturligvis med mig hjem! 

Den duftende have af Sheik Nefzaoui kostede mig 49,95 kroner. Det er en arabisk elskovslære fra 1500-tallet illustreret af Ib Spang Olsen. Den kunne jeg simpelthen ikke undvære. 

Renselse af Sofi Oksanen kostede 69,95 kroner. Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2010, og har fået en masse fuldstændig fantastisk omtale med på vejen. Det er en bog jeg virkelig ser frem til at læse, selvom jeg tror den vil rive mit hjerte ud og træde hårdt og voldsomt på det. 

Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer af Jan Sonnergaard kostede kun 49,95 kroner. Jeg holder virkelig af Sonnergaard, selvom jeg synes han er lidt tung (læs: deprimerende) at danse med. Da bogen udkom i 2013 var jeg helt oppe at ringe over den, men jeg glemte den igen, og derfor blev den hurtigt et must til årets bogudsalg! 

Repremiere i mit indre mørke af Søren Ulrik Thomsen kostede 69,95 kroner, og er en samling af Thomsens personlige essays om alt fra sit rygestop til byudviklingen. Man kan/må/skal aldrig sige nej til Søren Ulrik Thomsen. 

Lær at tegne frække mangapiger fra forlaget Billesø & Baltzer. Jeg kunne ikke lade være, mkay? Bogen kostede kun 29.95 kroner, og nu kan jeg lære at tegne alt fra cheerleaders til vampyrer. Hallo.


Det var alt for denne gang, eller i hvert fald for Bog & idés bogudsalg. Har du fået fingrene i nogle spændende titler? 

11. sep. 2014

NYE BØGER

Åh, hvor bliver vi testet og testet og testet hele tiden. I dag har jeg overstået 3/3 dele af en test i salg og service og har nu kun erhvervsøkonomi tilbage i næste uge. Det er hele tiden vi bliver testet, flere gange om ugen. KONSTANT!
Nå, men ja det er ikke meget fritid jeg har mig, men i dag har jeg kunne holde fri, fordi min gruppe og jeg har været foran med gruppearbejdet og fordi jeg selv var foran med lektier. Det betød at jeg efter skole kunne nyde solen, besøge Politikens Boghal og drikke en juice med en veninde. Det er dæleme skønt at have lidt tid til sig selv. Men man går jo ikke sådan ind i Politikens Boghal uden at komme ud med noget, vel?

De tre flotte, flotte bøger fik jeg med mig hjem. Harry Potter and the Deathly Hallows kostede mig kun en 50'er, Winger kostede mig 100 og Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe 80 kroner. Det kan man da ikke sige nej til? Så det gjorde jeg heller ikke. Jeg har i en evighed ønsket mig de to sidstnævnte bøger, så det føles simpelthen så rart at stille dem ind i reolen.


Hvilken bog/hvilke bøger købte du sidst?

9. jun. 2014

NYE GENBRUGSBØGER

En blandt mange fantastiske ting der skete under vores ophold i Præstø, var besøget hos den lokale antik. Ikke nok med at tilbuddet var 25 kroner for en pose fyldt med bøger, så var det nogle heftige titler der var iblandt. 


I vores poser er der blandt andet Leif Panduro, Herman Bang, Knud Sønderby, Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Paulo Coelho og nogle de fire første Harry Potter bøger på lydbog oplæst af Stephen Fry! Halløjsa. Jeg føler virkelig at vi har skudt papegøjen med denne bogfangst. 



24. maj 2014

MYSTISKE TING I POSTKASSEN #HVEMERSUSAN


Mens jeg kæmper med den sidste bachelor-slutspurt dumper der mystiske ting i min postkasse. Først et brev med et alarmerende "FORTROLIGT" stempel og med teksten:

   "Notat vedr. sag 08334-076A



   Du er en af de udvalgte.
   Hav dine personlige oplysninger klar.
   Om et par dage vil du modtager [sic] en pakke med flere informationer."

Pakken kom i går, hvor jeg desværre først havde fri klokken lidt i ti om aftenen, men i dag har jeg åbnet den og fundet ud af hvad søren det hele går ud på. Peter Høeg har skrevet spændingsromanen "Effekten af Susan" som Rosinante&Co har været så venlige at sende til mig.


Har du planer om at læse Peter Høegs nye roman? 
 

11. apr. 2014

BOOK HAUL, ACADEMIC BOOKS

I dag tog jeg min kæreste i hånden og trak hende med ned til Academic Books for at finde nogle bøger til mine eksamener (som jeg i skrivende stund burde være i gang med), men forretningen viste sig at have et udsalg med bøger til 25 kroner, så lidt ekstra måtte jo med hjem (det er klart).

Til studiet købte jeg "Litteraturhistorien - på langs og på tværs" som handler om dansk litteraturhistorie skrevet på en dejlig overskuelig måde med konkrete punkter omkring kendetegn, sprog og vigtige personer. Og derudover fandt jeg "The Poetry Handbook" til Academic Books 25 kroners udsalg.

Til udsalget fandt jeg også disse to skønheder. "Stephen King: Monsters Live in Ordinary People" af den finske professor Heidi Strengell handler om hvordan og hvad det er Stephen King han gør og hvorfor det virker - så vidt jeg har forstået. Jeg har gennem en lang periode hamstret mig en lille del af Kings bøger, men det er først i år jeg er gået i gang med at læse dem. Jeg er so far rimelig begejstret, så når der ligger en bog om ham til 25 sølle kroner, hvad kan man så gøre?

Derudover fandt jeg Nick Harkaways debut "The Gone-Away World" som er en science fictions roman sat i en post-apokalyptisk verden. Foruden dens rating på goodreads til 4.18 er det egentligt det eneste jeg ved om den, men det lyder da også lovende!

Sidst men ikke mindst lå en førsteudgave af Rifbjergs "Den syende jomfru" nede ved storskrald her i min bygning. Jeg har efterhånden en god håndfuld Rifbjerg-bøger, så jeg burde nok snart lave en King og gå i gang med dem.


17. mar. 2014

To nye Coelho'er

I lørdags kom min kære moder ind for at hjælpe mig med det begyndende nedpakning-af-værelse og i den forbindelse havde hun medbragt disse to skønheder. Som du nok allerede ved er jeg helt tosset med Paulo Coelho, så dette var virkelig en dejlig gave at få midt i min ellers hårde, tømmermandsramte dag. 



Har du fået nogle fede bøger på det seneste? 

28. feb. 2014

Bogudsalget gik amok...

Som de fleste af jer nok allerede ved, så startede diverse bogudsalg i onsdags og (selvfølgelig) var jeg ude så hurtigt som muligt. Klokken seks stod jeg op til en hel dag i bøgernes tegn. Kan det blive meget bedre? 

Første stop blev Bog & Idé i Nørrebro Bycenter, hvor jeg allerede havde udset mig nogle titler hjemmefra - faktisk fik Ida kun overtalt mig til ét ekstra køb, som alligevel havde været vendt forinden. Jeg købte Erlend Loe's "Stille dage i Mixing Part" som var på almindeligt udsalg til 49,95 kroner. Næst fik jeg langt om længe fat i "Opfindelsen af Hugo Cabret" som jeg har ønsket mig i frygtelig lang tid og hallo, den blev solgt til 29,95 kroner!? Mit halv-impulskøb blev "Egne digte" af Henrik Nordbrandt til 79,95 kroner. Derudover hapsede jeg mig "Sagnet om Sigurd & Gudrun" af J.R.R. Tolkien (49,95 kroner) og Ursula Andkjær Olsens "Samlet"  (149,95 kroner) som indeholder de første 10 år af hendes forfatterskab.



Næste stop var Vangsgaard Antikvariat, hvor de havde en dagspris på 45 kroner på en hvilken som helst bog fra antikvariat-delen af forretningen. Her fandt jeg mig en ny "Harry Potter og De Vises Sten" til samlingen. 

Arnold Busck havde også lidt bøger som ramte plet. Her fandt jeg "Naked Lunch" af William Burroughs, "Middlesex" af Jeffrey Eugenides og "The Doors of Perception and Heaven and Hell" af Aldous Huxley i tilbuddet 3 for 100 kroner (enkeltpris 39,95). 

Det gik først rigtig galt da vi nåede det kæmpe bogmarked i Helligåndshuset på Strøget. Det er ikke løgn når de siger det er kæmpe og prisen var en 10'er per bog. Her fandt jeg mig otte bøger. Den britiske børneudgave af "Harry Potter and the Goblet of Fire" af J.K. Rowling i hardback. Derudover fandt jeg "Isbjørnen og Nattevagt" af Henrik Pontoppidan, "Louises Hus", "Amatørerne", "Den gale mand" og "Øgledage" af Leif Panduro. Derudover fandt jeg en biografi om Panduro skrevet af en masse forskellige personer bl.a. Panduro selv - jeg har hørt at denne kun skulle få ens kærlighed til at vokse endnu mere. Sidst men ikke mindst fik jeg fingrene i "Kaninbjerget" af Richard Adams og jeg er så, så, så lykkelig over at have denne bog i min besiddelse. 

Alt i alt fik jeg fingrene i 19 bøger på én dag. Hvordan tror I det ser ud for statestikken? Puh. Men jeg er så ovenud glad for hver og en af bøgerne. Det var virkelig en god bogdag for mit vedkommende. Fik I fingrene i noget godt? 

26. dec. 2013

De firkantede hårde pakker, Jul 2013

Julens magi siver langsomt ud af husene rundt omkring i verden; mit julepynt er allerede pillet ned og her hos min mor står juletræet tændt for snart sidste gang. Jeg elsker julen og alt hvad den indebærer af barnlige tanker, familiær hygsomhed og tanker om nogle overnaturlige væsner der lister rundt i skovene og på husets lofter. 
Under juletræslysets magiske skær lå fem hårde pakker med mit navn på til og fra-kortet. Der er jo virkelig noget fantastisk over det at give, og det er modtage. Specielt når det kan mærkes at folk har gjort en indsats for at glæde en. 

Pakkerne indeholdte følgende bøger:
Paper Towns af John Green - En Flænge i Himlen af John Green - The Jedi Path af Daniel Wallace - Drøm og Virkelighed, To Tidsaldre af Thomasine Gyllembourg - den nye Kvinde kend din krop.


Har du fået nogle bøger i julegave, kære læser? 

21. nov. 2013

Fødselsdagsbøger

Den 16. november 2013 sad jeg med sved på panden, fuldkommen fordybet i eksamensskrivning. Eller det er faktisk lyv, på datoen var jeg sammen med mine to dejligste veninder og aftenen blev brug på at demonstrere for Jagtvej 69. Principielt burde jeg dog have brugt dagen på min eksamen. Men dagen er ikke blot en blandt mange eksamensdatoer der falder sammen med en anden meget vigtig begivenhed; den 16. november var nemlig min 22 års fødselsdag!

Af min mor fik jeg bl.a. hele Jordens børn serien. Jeg ved egentligt ikke meget om denne serie udover mange folks vilde begejstring, og da min historiske præferencer klart ligger fra 0 til middelalderen, må denne vel kunne gå ind under der. Har I læst serien, eller noget af den? Apropos mine skræmmefaktorer, så må det siges at være seks tykke bøger, hva'? 

Af min mor fik jeg også Ender's Game af Orson Scott Card, en ungdomsbog inden for Sci-Fi. Jeg glæder mig helt enormt til at læse denne. Fyi, filmatiseringen får premiere den 28. november 2013. Jeg tror ikke lige, at jeg når at få den læst inden. Men læst bliver den snarest muligt! 



Foruden koncert- og biografbillet fik jeg disse to bøger af mine kæreste veninder. Begge har stået ubeskrivelig højt på dette års ønskeseddel, så forestil jer lige min begejstring da gavepapiret blev revet af?! The Walking Dead er apokalyptiske fortællinger når de er aller bedst, hvis man spørger mig. Denne samling indeholder de tolv første issues af tegneserien, og hold nu bøtte hvor kan jeg ikke holde fingrene fra den! 
The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness tager udgangspunkt i et dystopisk samfund udelukkende bestående af mænd. Som om det ikke var nok, er det også et samfund hvor alle kan høre hinandens tanker. Come on, det lyder da for syret? 


I dag tog min far og jeg et smut i Faraos Cigarer for at hente min fødselsdagsgave fra ham...... ARGH!!!!!!!! Jeg er sikker på at alle efterhånden kender til den amerikanske 15. års jubilæumsudgave af Harry Potter. Ellers har du boet under en sten, nå! Jeg vil ikke skrive frygtelig meget om dem her, da jeg snart vil lave en update på min Harry Potter samling, der nu er på 60(!) bøger og diverse merchandise.



Derefter tog han lige pusten fra mig, ved yderligere at give mig Røverkortet. Hvor fucking sejt er det lige? Mit værelse her i lejligheden er virkelig ved at være fyldt godt op med diverse merchandise.
Alt i alt har det bare været nogle fucking awesome gaver jeg har fået mig. 


___________________
Ps. Husk at jeg - indtil søndag - har en Giveaway kørende, hvor du kan vinde Katniss Mockingjay pin! Jeg har bemærket, at nogle har glemt at skrive en mail jeg kan kontakte jer på. Hvis ikke der er en mail er I ikke med i lodtrækningen - så husk det endelig! :-) 

21. okt. 2013

Forgive me Father for I have sinned - Artemis Fowl 1-6

I dag drog jeg til Trekroner, men da jeg nåede campus måtte jeg simpelthen vende snuden hjemad igen, fordi min ryg har forårsaget en frygtelig migræne. I Valby tog jeg et smut forbi Antikvariatet på Søndre Fasanvej for at se, hvilke Harry Potter bøger de havde stående. Desværre havde de kun udgaver jeg ejer i forvejen - men de havde de første seks bøger i Artemis Fowl serien til 200 kr. For seks bøger. Come on, det kunne jeg da ikke lade være med? 

De er i paperback, og en sød, farverig (og glitrende) udgave. Det er lidt en serie alle kender til fra tidlig skolegang, og min roommate er netop begyndt at læse 1'eren, hvilket hun er meget begejstret for. Jeg glæder mig helt til at komme i gang. 

Af en eller anden grund har jeg byttet rundt på bøgernes rækkefølge på de sidste to billeder, jeg beklager! Det eneste jeg kan blive bange for, er at jeg ikke er i stand til at finde de sidste to bøger i samme udgave. Det ville mit ordensgen slet ikke kunne kapere - men igen, 200 kr.?? 


Har du læst Artemis Fowl serien i forbindelse med skole, frivilligt, eller slet ikke? Hvis du har, hvad synes du om serien?

6. okt. 2013

2 nye bøger

I torsdags var jeg et smut inde i Indre By, og tænk engang - der var udsalg på paperbacks hos et af antikvariaterne! Jeg fik hurtigt snuset mig gennem de mange kasser med bøger og fandt en del spændende sager, dog er Hr. pengepung og jeg ikke just best friends i øjeblikket, så det kunne kun blive til et køb af to bøger.

Jeg elsker Leif Panduro, og det er snart længe siden jeg aftalte med mig selv, at jeg altid må købe hans bøger hvis jeg ser dem i ovenstående format (de ser så fine ud ved siden af hinanden). Derudover hev jeg en Buckley-bog med hjem. Jeg har endnu ikke læst noget af ham, så jeg glæder mig helt vildt. Det er simpelthen skønt med satire. Sjov læsning, juhu!

28. sep. 2013

Jeg købte sgu en bog


Efter min forelæsning i mandags tog jeg et hurtigt smut forbi Solidaritetshuset og anskaffede mig Queer Jihads "Se! Den heteroseksuelle verdensordnen går i stykker". Jeg er utrolig videnshungrende i øjeblikket; med en meget stort ønske om at vide mere om samfundet (say what?), queer teori og sexisme. Det er sjældent at mine interesseområder er decideret samfundsorienterede, men periodisk kommer det da til mig.

Jeg er godt 50 sider inde i bogen nu, og den er simpelthen fantastisk. Den danske aktivistgruppe (må man kalde dem det?) Queer Jihad har samlet en masse af deres tidligere udgivelser i denne bog, men der er også lidt nyt og ukendt. Den bæger tydeligt præg af de engagerede mennesker der står bag, og den vækker da også en lille oprører indeni mig, tbh.

Hvordan har I det? Bruger I tid på ikke-skønlitterære bøger af forskellig art?

14. aug. 2013

Harry Potter Kollektion og en sød læser

Et kæmpe tak skal gå ud til Rikke fra www.flyvmedmig.blogspot.dk der var så venlig at fortælle mig om en annonce på DBA med ovenstående bøger.

Så vidt jeg har forstået er denne udgave fra de danske supermarkeder, til en pris (jeg mener lå) på 650 kr. Sidenhen er de blevet solgt til alt mellem 800-1700 kr. på diverse internethandelssider, en pris jeg ikke brød mig om. Annoncen Rikke linkede til solgte bøgerne for 400 beskedne kroner, så her var omkring 400 gode grunde til straks at reagere. Igen Rikke, hvor er du bare sej og tusind, tusind tak! 

31. jul. 2013

3 nye bøger



Bog & Idé i Nørrebro Bycenter åbnede i går deres arme og omfavnede mig med alle deres fristelser. Jeg havde intentionen om at købe anden bog om guvernøren fra The Walking Dead, men allerede aftenen før begyndte tankerne at strømme med hvilke bøger jeg ellers kunne købe.. hvis det nu lige var. Det gør det også svært med en roommate, der bevidst bestiller bøger hjem som jeg ønsker mig. Jeg besluttede mig for at jeg gerne måtte købe en Green bog, men da jeg så stod nede i forretningen, med alle skønhederne foran mig, måtte Coelho også med.

The Walking Dead - The Road to Woodbury af Robert Kirkman og Jay Bonansinga
Anden bog i trilogien om Guvernøren fra tegne- og tv-serien af samme navn. Jeg er vild med uhyggelige historier, vild med post apokalyptiske zombie-fortællinger, vild med zombier generelt og jeg er vild med The Walking Dead og Robert Kirkman. Dette er lige min serie, jeg håber at bog nummer to er ligeså spændende som den første var det. Læs anmeldelse af Rise of the Governor her.

Looking for Alaska af John Green 
For et par måneder siden læste jeg The Fault in Our Stars af John Green (anmeldelse her); da jeg begyndte at læse bogen kunne jeg ikke lægge den fra mig før sidste side var færdiglæst. Siden der har jeg haft lyst til at læse mere af denne forfatter - sproget var enkelt, men ikke kedeligt eller uintelligent. Det var en smuk (og sørgelig) historie, og jeg glæder mig super meget til at læse Looking for Alaska. 

Veronika beslutter at dø af Paulo Coelho 
Den sidste bog jeg købte blev en af Paulo Coelho. Jeg stiftede bekendtskab med ham under BookTube-A-Thonet, hvor jeg til klassikerudfordringen valgte Alkymisten (anmeldelse her). Efter at have læst bogens sidste ord fik jeg en voldsom trang til at skifte alle bøgerne ud med bøger af Paulo Coelho, jeg blev dybt rørt og jeg er meget spændt på at se om denne kan leve op til læseoplevelsen.


Alle bøgerne kostede 129,95,- 

29. jul. 2013

En dejlig ting at komme hjem til: The Cuckoo's Calling

Efter at have spenderet lidt over en uge hos min kære mutti er jeg nu tilbage i Københavns gader og stræder, og vigtigst af alt tilbage til The Cuckoo's Calling af Robert Galbraith slash J.K. Rowling. Hvor er det dog en dejlig oplevelse at kunne stå med den i hænderne (læs: at kunne kramme den).

20. jun. 2013

Jeg har købt nye bøger

- Planlagt indlæg -
For et par måneder siden deltog jeg i en undersøgelse fra Gallup, hvorefter jeg blev belønnet med et gavekort til Bog & Idé som tak for hjælpen. Gavekortet resulterede i disse fem fantastiske bøger fra Bog & Idé i Nørrebros Bycenter.

Puls af Stephen King: Gitte fra BOGHYLDEN lavede for et stykke tid siden en video om Stephen King og jeg må indrømme at dette inspirerede mig utroligt til at påbegynde min King-læsning. Om denne sagde hun noget om telefoner der forvandlede mennesker til zombier og noget med splat. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg kan ikke finde én ting der mangler.
Desuden er bogen på tilbud i øjeblikket og koster derfor kun en flad 20'er!

The Silmariollion af J.R.R Tolkien: Jeg havde egentligt tænkt mig at påbegynde Hobitten ligeså snart jeg kunne komme til det; men det irriterede mig hele tiden at jeg ikke kunne læse denne først. Da jeg så så den i Nørrebro Bycenter i en fin lille udgave måtte det simpelthen være et tegn.
Bogen kostede 99,95 kr.

The Walking Dead - Rise of the Governor af Robert Kirkman & Jay Bonansinga (Bazinga, hæ): Den første bog i trilogien om Guvernøren i The Walking Dead. Bogen er baseret på tegneserien af samme navn. Endvidere har jeg et meget specielt bånd til tv-serien The Walking Dead, jeg elsker den virkelig. Elsker som i forguder. Jeg glæder mig utrolig meget til at læse denne bog!
Bogen kostede 129,95 kr.

World War Z af Max Brooks: Jeg har allerede omtalt denne bog i forbindelse med mit Fra bog til film-indlæg, her. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse denne og jeg har en deadline på den 11. juli 2013 (hvis jeg tør at se den i biffen, vel at mærke).
Bogen kostede 129,95 kr.

The Silver Linings Playbook af Matthew Quick: Jeg må ærligt indrømme at størstedelen af min motivation til denne bog er at kunne se filmen med Jennifer Lawrence. Dette skal ikke misforstås; jeg havde på forhånd læst lidt (meget)-positive anmeldelser af bogen og blev da også intrigued. Jennifer Lawrence var bare faktoren der placerede denne bog i den øverste del af læsebunken.

15. jun. 2013

Divergent + Insurgent af Veronica Roth

I torsdags fik min kære boghandler-roommate disse to bøger hjem efter kraftig craving fra min side af; jeg har allerede læst 1'ern (fordi hun har den på dansk i et fancy læseeksemplar), men jeg blev nødt til at eje den/m selv. Nu kan jeg slet ikke vente med at komme i gang med læsningen af disse; jeg skal bare lige have overstået eksamen på tirsdag først... Det er utroligt som eksamener kan sætte en stopper for al morskab.

Læs mere om Divergent her, og Insurgent her.