Jeg hader når nogen fløjer af Jacob Riewe

[Reklame] For en lille uges tid siden udkom Jeg hader når nogen fløjter af Jacob Riewe. Forlaget Høst & søn var så venlige at tilbyde mig et anmeldereksemplar. 

Oliver bor sammen med sin mor. Han er en forvirret, aggressiv og fortvivlet teenager - hun er voksen, på kontanthjælp og i dyb sorg. De taler ikke rigtigt sammen i familien, faren er ikke inde i billedet og Olivers lillesøster forsvandt for snart et år siden. 

At læse Riewe's ungdomsroman var faktisk en tåkrummende oplevelse for mig. Tåkrummende fordi karakterne aldrig tager gode beslutninger for dem selv. Mulighederne flyver om næsen på dem, men ingen af dem gribes og de fanges begge i hver deres apatiske tilstand. 

Bogen er et lille glimt ind i en hverdag, jeg sagtens kan forestille mig mange danskere befinder sig i. Den fortæller en "sandhed" som langt fra er glamourøs, men som oftest fortælles fra udefrakommendes perspektiv.

Oliver står midt på gulvet på værelset og ser på tøjmasserne på gulvet. Det ser ud, som om skabet har brækket sig, mens han var væk. Han flår skabsdøren op, løfter et par af trøjerne. Han ser hen på sit skrivebord, på gulvet, på sengen. Hans næver knyttes helt af sig selv. Han åbner den øverste skuffe i skrivebordet og finder hurtigt en gammel gajolæske, som han åbner. Hun har heldigvis ikke fundet den.

For mig var bogens styrker uden tvivl de to hovedkarakterer Oliver og moren Vibeke. For selvom de begge både er tåkrummende og konstant tager nogle elendige valg, så er det svært ikke at holde af dem og heppe på at de nok skal finde deres plads i tilværelsen. De kæmper ihærdigt for at fylde søsterens fravær, og få deres hverdag til at hænge sammen.

På den anden side - er karakterne så intetsigende at man skulle tro det var løgn. Hvis jeg een gang til skal læse Oliver sige: "Det ved jeg ikke", så bliver mere end et af mine hår på hovedet revet ud af hovedbunden. På den måde kan du nok forstå, at jeg har fået et meget komplekst forhold til Oliver og Vibeke. 

Dialogen bærer en stor del af bogen, da den fysisk fylder mange af siderne. Og selvom jeg på en måde endte med at holde af karakterne, så er "det ved jeg ikke"-sætningen ikke den eneste genganger. Dialogen passede på den måde meget godt til karakterernes intetsigendehed. 

Oliver åbner øjnene og møder Valdemars blik.
- Måske skulle vi sætte os op så, siger Oliver.
- Ja, måske. Men jeg gider bare ikke.
- Gider du ikke?
- Det er for hårdt.
- At sætte sig op?
- Ja.

Du skal læse Jeg hader når nogen fløjter, hvis du vil have en socialrealistisk ungdomsbog, der på en gang er let at fordøje og spændende i sin barskhed. Det er en bog som jeg let investerede mig i, og som jeg bestemt havde lyst til at læse til ende. 

3 ud af 5 stjerner - Jeg hader når nogen fløjter - Jacob Riewe - Høst & søn - 2017

ANMELDELSE: FORDI JEG ELSKER DIG AF HELENE URI

Da Elin en dag taber sin telefon, bliver den samlet op af Frederik. Frederik har fortryllende turkise øjne, og et endnu mere fortryllende smil som han i den grad sender til Elin. Tabet af telefonen bliver til en date, som bliver til et forhold. Alt er godt, faktisk ligeså godt som i romantiske film - indtil den dag hvor nogle underlige SMS'er tikker ind fra en person der hedder Bjørn. 

Fordi jeg elsker dig er en historie om den første kærlighed, om venskaber og om overgangen mellem barn og ung. I kortfattede kapitler skildrer Helene Uri unge Elins forvildelse. Forvildelse ind i kærlighed og forvildelse ind i et meget manipulerende forhold. 

Frederik viser sig hurtigt at være drømmen - han er perfekt. Elins venner er vilde med ham, Elins mor er vild med ham og alle kigger misundeligt efter dem, når de forlader skolen. Elin er hammerforelsket, hvilket resulterer i at skyklapperne måske sidder en anelse for stramt. 

Med denne bog, gør forfatteren noget rigtig fint. Helene Uri fortæller en tabuiseret historie. Hun fortæller en historie om, hvordan man let manipuleres. En historie om hvordan man - selvom der måske vides bedre - lader sig tro på det bedste i mennesket. Hun skildrer en realistisk forvildelse, som mange oplever på daglig basis. 

Bogen er langt fra perfekt, men den rummer en vigtig historie. Det er sådan en bog, jeg ville ønske stod på samtlige skolebiblioteker, og som alles forældre ville læse. Den italesætter problemer, som ikke er lette at snakke om. 

3.5/5 stjerner - Forlaget Klim - 2016 (org. 2015) - Læs mere her.

ANMELDELSE: DØDE PIGER LYVER IKKE AF JAY ASHER

Efter 16-årige Hannah Baker har begået selvmord, modtager Clay en pakke uden afsender. Pakken indeholder 13 kassettebånd som forklarer, hvilke begivenheder (og personer) der har medført Hannahs tragiske skæbne. Fortalt af Hannah selv. 

Døde piger lyver ikke er en ungdomsroman, som kan utrolig mange ting. Det er i grunden en tragedie, hvis endemål er givet på forhånd. Hannah har begået selvmord, der er ikke noget lys for enden af tunnellen. Alligevel er det ikke svært at komme gennem bogens godt 300 sider. 

Selvmord er et svært emne at behandle, og jeg både havde og har en kritisk indstilling til bogen. Det er så ømtåleligt et emne, at jeg ikke føler man skal træde meget ved siden af, før det ender helt galt. Jeg føler at Hannah, som den selvmordstruede (lorte ord) fortæller, har tendens til at glamourisere emnet en del. Hun kommer særligt i første halvdel af bogen til at virke som one of the cool kids, der skal give hendes klassekammerater en lærestreg. Det var faktisk langt inde i bogen, hvis ikke først til aller sidst, at jeg synes emnet behandles så alvorligt som jeg synes det bør. 

Blev jeg såret? Nej, ikke direkte. Men det er også underordnet. For spørgsmålet er, om den slags er i orden? Jeg håber, at svaret giver sig selv. "

Historien fortælles primært fra Hannahs synspunkt. Den eneste virkelige reaktion og refleksion får vi fra den mere eller mindre intetanende Clay, som ikke bidrager synderligt til det Hannah fortæller. Ud over at han selvfølgelig befinder sig i sit mest forvirrende tidspunk i sit liv.

Når det er sagt, har bogen også rigtig mange gode ting. Den er velfortalt og holder læseren fanget og investeret i historien. Den viser rigtig fint, hvordan "små" ting i samspil med andre, kan kulminere og ændre et menneskes syn på sig selv. Hannah forklarer gennem alle 13 kassettebånd, hvordan det er den her kædereaktion, der endte med at fælde hende. Det giver bestemt stof til eftertanke i stil med det populære Pinterest-citat: 

Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always. 

Alt i alt synes jeg bogen var rigtig fin. Den efterlod mig med en følelse af at have fået en mavepuster. Det er sådan en vigtig historie at få fortalt, og i det store billede kan jeg godt forlige mig med måden det blev gjort på. 

3/5 stjerner - Politikens forlag - 2010 (org. 2007) - Læs mere her. 

Har du læst Døde piger lyver ikke? Hvad synes du om den? 

FREDAGSBOG #2

Jeg har weekend, og denne weekend skal bruges på at slappe maks af. Min fredag står på læsning og hygge i sofaen - og jeg er mere end begejstret for at der hverken står fest eller alkohol på aftenens program. 

Jeg regner stærkt med at læse Patrick Ness' Release færdigt her til aften. Jeg mangler omkring 100 sider og jeg er edderspændt på, hvordan historien slutter. Release har ind til videre været en både sær og nærværende læseoplevelse. 

I Release følger vi en dag i Adam Thorns liv, hvor vi lærer ham at kende som en der er lidt for homoseksuel til sit kristne hjem, som en enormt god ven og ikke mindst som en hormonforstyrret teenager. Det er en af de bøger, som er vanvittigt lækker at læse, fordi venskab er så centralt et tema. Selvom kærlighed selvfølgelig også er en del af historien, så bliver den på en måde gjort underordnet ift. venskabet. Og det elsker jeg virkelig. Generelt set, er jeg bare ret tilfreds med den oplevelse bogen giver mig! Juhu. 

Hvilken bog er din #fredagsbog? 

ANMELDELSE: WARM BODIES AF ISAAC MARION

”R” har en idé om at hans navn begyndte med R før han døde, men det er ikke meget han husker fra livet. Faktisk slet ingenting. Alligevel ved han at han mangler noget. En eller anden større mening med tilværelsen, end den han har som en sløvt omvandrende zombie. 

En dag tager han og en gruppe zombier på madjagt, hvor de møder en flok unge mennesker. Gruppen af zombier går aggressivt til bords i menneske-delikatesserne, men pludseligt får R øje på Julie, hvem han ender med at stjæle med hjem i stedet for at æde. 

”You should always be talking pictures, if not with a camera then with your mind. Memories you capture on purpose are always more vivid than the ones you pick up by accident.” 

Det er lidt sjovt. Jeg havde faktisk en meget klar forventning om, at jeg ikke ville kunne lide denne roman. Hvorfor? Fordi jeg har en meget klar idé om, hvad zombier kan og særligt hvad de ikke kan. I Marions zombiefortælling kan zombier tænke, løbe og tale (om noget i et begrænset omfang) – alle ting som jeg er totalt uenig i at zombier kan. Det er meget passioneret for mig, kan du nok høre. Noget ved fortællingen drev mig alligevel ind – jeg blev helt tosset med R og den udvikling han gennemgår i romanen. Jeg var faktisk ret begejstret for, hvordan Marion skildrede R’s stærke ønske om at være noget bedre og større end det lod han trak under apokalypsen. Det fungerede helt og aldeles fint for mig. 

”I don’t have the answers she’s asking for, but I can feel their existence. Faint points of light in the distant dark.” 

3/5 stjerner - Warm Bodies #1 - Læs mere her

CINDER AF MARISSA MEYER

I en verden hvor mennesker, cyborgs og androider lever side om side, finder den prominente mekaniker Cinder sig pludseligt i et møde med prinsen af New Beijing. Hans andoride er gået kaput, og af gode grunden har han virkelig brug for at få den til at virke igen. Samtidig hærges jorden af en dødbringende pest som dræber befolkningen på stribe, og som om det ikke var nok overvåges de af Lunaerne (månefolket), som har større planer med jorden end de selv er gået med til.

Cinder er en genfortælling af Askepot, og Askepot er blevet gjort bad fucking ass. Alene det at hun ikke går derhjemme og leger husholderske, men er en mekaniker der konstant er beskidt af olie og støv vinder mig allerede der. ”Spøg” til side – jeg kan faktisk rigtig godt lide den måde, Meyer genfortolker det gamle eventyr. Alle de karakteristiske træk, har fået et lille twist og er blevet historiens nye kendetegn, men på en helt anden måde end de originale. Gider det overhovedet mening?

Eksempelvis er Askepots sko twistet til at være Cinders cyborgfod. En mekanisk legemsdel hun har fået efter en ulykke, og den har stor betydning for hvordan hun og andre anskuer hende.

En anden ting jeg rigtig godt kan lide ved genfortællingen er, at den er blevet flerdimensioneret. Der er langt flere handlingstråde som spinder sig ind og uden om hinanden. Det tilføjer også et godt tempus til bogen, hvilket gør den virkelig svær at lægge fra sig, og den er desværre alt for hurtigt væk igen.  

En sidste ting: Du skal ikke være bange for at samle Cinder op, hvis sci-fi er totalt uinteressant for dig. Det handler om så meget andet end det, og samspillet virker så godt at jeg (i hvert fald) bare accepterede at verden nu engang så sådan ud.

4/5 stjerner - Lunar krøniken #1 - Læs mere her - Køb bogen her

ET MØDE MED NANNA FOSS

Nanna Foss er forfatteren til den populære paranormale Spektrum-serie, og hende var vi så heldige at få besøg af i dag! På boghandleruddannelsen arbejder lærerne rigtig meget for at forfattere/forlagsfolk/leverandører/andre-branche-folk skal komme ud og snakke med os, og det er simpelthen så fedt når det sker.

I dag var ingen undtagelse. Vi fik snakket med hende om det at være fangirl, hendes idéudvikling til Leoniderne, der er den første bog i serien, og som næsten alle elever har læst med stor fornøjelse. Vi fik hørt lidt om dét at være forfatter, hvor Nanna fortalte om hendes ret så skønne forudindtagelse om forfattere kom på banen - nemlig at de er disse intimiderende "magiske væsner med alle deres verdener inde i hovedet".
Sidst men ikke mindst diskuterede vi om voksne må læse YA-romaner, og de tabuer der er i den forbindelse. En utrolig spændende debat, OG SELVFØLGELIG MÅ FOLK OVER 18 LÆSE YA!

Find Nanna Foss på Facebook, Instagram, Goodreads! 

(Hvor hun desuden snakker livligt med sine fans og beundrere)

REFLEKTION #1: HVORDAN BETEGNER VI YA?

Lige nu har jeg min røv solidt plantet på en af Handelsfagskolen i Odders skolesenge, fordi jeg har valgt at tage et specialefag i Young Adult. Grunden til at jeg valgte dette frivillige skoleophold er egentligt, at jeg på det seneste er faldet lidt af på den med Young Adult, og jeg håber inderligt at lidt diskussion og debat omkring betegnelsen, såvel som relevante titler kunne få lysten til at spire. 

     Og det har den. Jeg har i hvert fald allerede lyst til at spørge jer om hjælp, vurderinger og holdninger.

Hvad er Young Adult for en betegnelse? 

Det er egentligt ikke fordi jeg er i tvivl om, hvordan jeg selv vil betegne YA: En form for parablybetegnelse, der er skrevet med henblik på målgruppen (her tænker jeg særligt ift. alder), og som typisk centrerer coming-of-age problematikker, uanset om der er tale om en realistisk eller overnaturlig verden. Den frustration jeg gerne vil snakke om opstår, når betegnelsen skal diskuteres, når jeg læser om det på nettet osv.. Rigtigt ofte står det nemlig beskrevet som en genre, og jeg er virkelig ikke tilfreds.

"Young adult literature is for readers aged between 12 and 18, although many adult are known to enjoy the genre as well."

Som et eksempel har jeg valgt at inddrage ovenstående definition fra Penguin Random House's Book Country. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Jeg får præcist lige så lange patter, som når jeg hører betegnelsen genre brugt om klassikere. Hold nu op, hvor det irriterer mig.

Jeg er ikke totalt stædig og sur, men oprigtigt interesseret i hvorfor YA så ofte bliver kategoriseret som en genre?
Som jeg skrev ovenfor er det - for mig at se - i højere grad en aldersindeling ift. målgruppen. At YA's primære målgruppe er teenagere, som er midt i deres mest fremtrædende identitetsdannelse, som kan søge hjælp/støtte/forståelse/osv. i litteraturen. Under Young Adult kan man så (igen: ifølge mig) tale om genre, eksempelvis fantasy, sci-fi, horror, krimi, romance, contemporary og jeg kunne blive ved.

Synes du jeg er helt ude i hampen? Eller kan du følge mig? Jeg er meget interesseret i, hvordan du selv opfatter Young Adult? 

ANMELDELSE AF "MIG OG EARL OG DEN DØENDE PIGE" AF JESSE ANDREWS

Me, Earl and the Dying Girl - Jesse Andrews - People's Press - 2015 (org. 2012) - 308 sider - 2/5 stjerner

Greg Gaines har bare regnet ud, hvordan man overlever årene i High School. Det er egentligt meget ligetil: Man sørger for at være på talefod med alle. Det har dog nogle konsekvenser, for i det øjeblik man sætter sig ved et bestemt bord i spisefrikvarteret, så melder man sig ind i en gruppe, og som følge deraf ud af andre. Derfor spiser Greg alene. På toilettet (så vidt jeg husker). Greg er altså ikke med i nogle grupper, han vælger aktivt ikke at deltage.
Sådan er hans liv i hvert fald indtil den dag, hvor han som sytten-årig bliver tvunget af sin mor, til at være venner med kræftramte Rachel.

Andrews har skrevet en ungdomsbog om kræft, som hverken er tung eller hård at komme igennem. Den er derimod fortalt i et højt tempo, og med en god spand "humor" (om man kan lide den form for humor eller ej, så er det da ret underholdende).
Greg er sytten år, da vi møder ham. Han lever et mere eller mindre anonymt liv, og han er ikke synderligt køn og er en smule overvægtig. Men hold nu kæft, hvor er han også irriterende. Han dræbte hele fortællingen for mig - og hvorfor? Det skal jeg fortælle.

Igennem hele bogen er vi inde i hovedet på Greg Gaines, hvilket i sig selv ikke er et problem. Men i flere passager taler han direkte til læseren. En lille finte jeg normalt bryder mig vældig godt om - det giver et brud i læsningen, som gør mig opmærksom på min læsende rolle. Jeg synes det er skidehyggeligt. Men hvad Greg har lyst til at fortælle mig, som læser, er, at jeg nok ikke engang er nået til den her side, hvor han taler til mig: Og det er jeg ikke af den simple årsag, at hans bog er en lortebog. Det fortæller han. At den er så ringe, at den må give læseren lyst til at begå selvmord...

"Jeg har ingen anelse om, hvordan man skriver den her latterlige bog." er den allerførste sætning i bogen, og den lægger tonen for resten af Gregs kommenteren. Jeg siger dig, det gav mig virkelig følelsen af tidsspild. Jeg forstår at det skal være sjovt, det synes jeg bare virkelig ikke det var.

Det er ærgerligt, for jeg kunne egentligt godt lide selve fortællingen, og de andre karakterer. Earl er virkelig en undervurderet guttermand, og Rachel er the boss. Alle de gode elementer druknede bare i min foragt til hovedpersonen.

_______

Du skal læse Mig og Earl og den døende pige hvis du er til YA, og særligt sicklitt. Du skal læse den, hvis du vil have en meget overkommelig bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Og hvis du synes selvynk er fedt, så er det her bestemt bogen for dig!

ANMELDELSE: "ENDGAME: KALDET" AF JAMES FREY

Endgame - James Frey - 2014 - Anmeldereksemplar fra Høst & søn - 3/5 stjener

Tolv meteorer falder umiddelbart tilfældigt ned rundt omkring på jorden, dog ikke så tilfældigt, hvis man tilhører en af de tolv slægter, der gennem utallige generationer har ventet på 'kaldet', de som har ventet på det eftertragtede - og frygtede - Endgame.
Meteorerne falder tæt ved Spillernes hjem, og gennem bogens sider følger vi dem skiftevis i deres kamp om først at løse gåden, og ikke mindst i deres kamp mod hinanden. Endgame er nemlig et brutalt spil på liv og død, hvor den enkelte Spiller kæmper for sin slægt og egen overlevelse, i takt med at jorden er ved at gå under.

Endgame adskiller sig på mange måder fra den gængse apokalyptiske fortælling; mest tydeligt ved, at bogen er lavet interaktivt, så læserne hele verden over har mulighed for at deltage i spillet. I en lang række slutnoter finder man links til hjemmesider, statistikker, YouTube klip m.m., som ledetråde til den nærmest umulige gåde.

Efter et par mislykkede forsøg stoppede jeg min deltagelse i Spillet; det der synes som en rigtig god idé, virkede bare ikke for mig. Jeg synes det var meget forstyrrende, at skulle forlade historien og vende snuden mod computerskærmen for at undersøge en url-adresse i Safari. Til gengæld kunne jeg virkelig godt lide, at bogen sagtens kan læses uden, og det faktum at handlingen ikke foregår i et fremtidigt nedbrudt samfund, men at den foregår her og nu.

Mens historien forløber følger vi de forskellige deltagere - i deres respektive verdensdele - hvilket, til at starte med, var en anelse forvirrende. Som historien skred frem blev det dog lettere og lettere at skille de forskellige stemmer ad. Men trods de voksende stemmer, sneg karakterne sig dog aldrig ind under huden på mig, hvilket medførte, at jeg egentligt var lidt ligeglad med, om de overlevede eller ej.

Endgame er for mig en lidt tam oplevelse; på den ene side er idéen og historien rigtig spændende, men jeg engagerede mig aldrig i personerne, eller det der skete. Det skete bare, og det var da fint nok. Det er super ærgerligt, da præmisserne for denne bogen ellers falder lige i hak med mine præferencer. Jeg vil helt sikkert læse videre i serien, men Endgame har desværre ikke efterladt et bemærkelsesværdigt indtryk.

Du skal læse Endgame, hvis du ønsker at læse en historie i højt tempo, en historie hvor side efter side forsvinder, uden man egentligt lægger mærke til det. Ellers skal du læse Endgame, hvis du ønsker at læse en bog, der går ud over sit eget medie, og bliver til noget større end 'en bog', eller hvis du simpelthen bare gerne vil vinde de $500.000.

"MAZE RUNNER: LABYRINTEN" AF JAMES DASHNER (MAZE RUNNER #1)

Maze Runner: Labyrinten - James Dashner - 2014 (org. 2009) - Anmeldereksemplar fra Høst & Søn - 4/5 stjerner

Thomas vågner op uden erindring om, hvor han er, eller hvorfor han befinder sig her. Han sidder i et trangt bur, hvor en masse ukendte drenge står og kigger på ham, som var han et udstillingsdyr. Han befinder sig i Lysningen, i midten af en faretruende og evigt forandrende labyrint, som ingen egentlig ved hvor er. Græsområdet er omgivet af labyrintens tårnhøje mure. Mure der åbnes og lukkes, og som man endelig ikke vil lukkes ude af. 

Maze Runner: Labyrinten  er en hæsblæsende fortælling om et flok drenge, der på rekord tid har været nødt til at bygge et samfund op. En fortælling om hvordan selv samme drenge håndterer at være sammenklemt, og sammenlåst, på det begrænsede område uden særlig meget viden om dem selv, eller om verdenen omkring dem. Bogen er virkelig actionpacked, og i et skidehøjt tempo. Jeg synes det var skidefedt! 

“Han huskede masser af små ting om livet – spise, studere, lege; tøj, generelle billeder af verdens fremtoning. Men de detaljer, der skulle til for at udfylde billedet og skabe en ægte og komplet hukommelse, var på en eller anden måde blevet slettet. Det var som at se et billede gennem mudret vand.”

Jeg har - i lang tid efterhånden - haft lysten til at læse denne bog; der har været massiv omtale af den på Booktube og diverse andre sociale bogmedier, som har efterladt mig meget spændt og meget fristet. Så da Høst & Søn sendte mig et eksemplar af den danske udgave, kan du nok forstå jeg blev begejstret. Virkelig begejstret. Også selvom jeg havde været så heldig, at se filmen til forpremiere godt en måned før bogen udkom. 

Dashners bog var ingen skuffelse, selvom den har fået en masse kritik for at stille flere spørgsmål end den besvarer. Jeg kan sagtens se, hvorfor man som læser kan efterlades i en stor fortvivlelse, men for mig var det et af de fedeste elementer. At man hele tiden er et skridt bagud, og ikke aner hvad der sker. Allerede da jeg så filmatiseringen, synes jeg, at det var tydeligt at den skulle efterlade seeren (og vigtigere: læseren) med en masse ubesvarede spørgsmål. At labyrintens mystik hives ind over læseren, som højst tænkeligt befinder sig i vante og trygge omgivelser under læsningen. For mig bandt det en nydelig sløjfe om bogen som oplevelse. 

De ubesvarede spørgsmål er dog også det der gør, at jeg hungrer efter bog nummer to og tre. Jeg hungrer de svar som de kommende bøger vil give. Jeg er fuldstændig i vildrede; om jeg skal skynde mig ned på mit arbejde og købe The Scorch Trials, eller om jeg skal vente til den danske udgave kommer i foråret 2015. 

"Den kom fra et sted dybt inde i Labyrinten - en lav, uhyggelig lyd. En vedvarende snurren, ledsaget af en metallisk ringen med få sekunders mellemrum, som skarpe knive, der skrabede mod hinanden." 

Alt i alt er Maze Runner: Labyrinten en virkelig god bog, og et dejligt indspark i ungdomsbøgernes dystopi. Jeg synes det var ekstremt postivt, at den adskiller sig så meget fra de andre populære bøger, og jeg glæder mig bare helthelt vildt til at læse den næste bog i serien. Uanset om jeg ender med at købe den på engelsk eller dansk! 

Du skal læse den, hvis du har en hang til dystopiske science fiction fortællinger. Ja, jeg vil sågar gå så langt som til at sige, at den er et must for enhver ungdomslitteraturs-elsker, men ellers skal du læse den hvis du vil have en bog i et højt tempo, en bog der virkelig får dig til at glemme dine omgivelser og placerer dig i et mere eller mindre fjernt fremtidsunivers. 

ANMELDELSE: "I HUNT KILLERS" AF BARRY LYGA

I Hunt Killers - Barry Lyga - 2014 (org. 2012) Anmeldereksemplar fra Høst & Søn - 3/5 stjerner

På en mark i udkanten af den lille by Lobo's Nod finder politiet liget af en ung kvinde. Jasper Dent, bedre kendt som Jazz, overværer politiets efterforskning af mordsagen på lidt for tæt hold, og der går ikke lang tid før han begynder at se et velkendt mønster i mordene. Et mønster der skræmmer livet af ham, fordi de minder frygteligt meget om den slags hans far begik inden han blev spærret inde for fire år siden. 

I Hunt Killers er en god blanding mellem et meget humoristisk sprog og blodige deltaljer, hvilket gør den sjov at læse. Flere gange sad jeg og grinte både af og med karaktererne, andre gange blev jeg fuldstændig forarget over det der skete og hvad der blev sagt.

"Seriemorderens fornemste evne er at kunne passe ind hvor som helst."

Jazz er sytten år og hans liv er mildest talt "op ad bakke". Ikke nok med at han er søn af en af verdens værste (eller bedste om man vil) seriemordere, så har Kære Gamle Far tilmed lært ham hvordan man parterer mennesker og alt andet en seriemorder skal kunne. Det giver selvfølgelig drengen en række komplekser i forhold til sin identitetsdannelse. Desværre gør han dog kun hvad man forventer, og reagerer kun som man regner med. Jazz får aldrig selv mulighed for at overraske læseren, i hvert fald ikke hvis læseren er mig. 

Til gengæld er hans to følgesvende uundgåelige at holde af. På den ene side har Jazz sin altid loyale ven Howie. Han er høj og ranglet, han er ikke populær hos damerne og han er bløder - hvilket betyder at alle sindsoprivende begivenheder giver ham næseblod. Det kan altså være alt fra et mord, til en lidt for lang blikudveksling med en af det modsatte køn. På den anden side har han sin fornuftige, sorte kæreste Connie. Hun har altid et godt svar til hans indre komplekser, men til gengæld hader hendes far rige hvide mænd, hvilket ikke just hjælper på Jazz selvfølelse. Sammen danner de en dynamisk lille trio, hvor de to bikarakterer kan opveje lidt for Jazzs mangler.

"Men det er ikke det eneste, der sker, Jasper. Der kommer også en lyd. Lyden af lyde, der ophører. Det er smukt, og fredfyldt og helligt. Man skal være helt tæt på for at kunne høre det." 

Alt i alt placerer I Hunt Killers sig hverken i den værste eller bedste ende af mine læseoplevelser. Jeg får helt lyst til at kalde den udmærket. Selvom plottet var en anelse forudsigeligt, var jeg godt underholdt og havde hele tiden lyst til at læse videre. Derudover er Howie alene grund til at samle bogen op. Jeg boy-crusher totalt på ham.

"Let it Snow" af Maureen Johnson, John Green og Lauren Myracle

Originaltitel: Let it Snow

Forfattere: Maureen Johnson, John Green og Lauren Myracle

Forlag: Penguin Books

Udgivelsesår: 2013 (org. 2008)

354sider

“Christmas is never over, unless you want it to be... Christmas is a state of mind.”

En kraftig snestorm har ramt Gracetown, hvor den unge pige Jubilee, i selskab med fjorten højtråbende cheerleaders, nu sidder fast i toget der under ingen omstændigheder har tænkt sig at køre videre. Sammenfaldet mellem de tre historier sker på det lokale Waffle House, hvor historiernes andre personer også dukker op. Tobin og hans venner tager på en twister-mission og den miserable Jeb klynker efter en tabt kærlighed. 

Let it Snow er tre romantiske fortællinger som alle kolliderer, og som alle spiller på det famøse julemirakel. 

“I may have been a complete lunatic, but I was a complete lunatic with manners.” 

"The Jubilee Express" er bogens første fortælling skrevet af Maureen Johnson. Udover at være den første er det også klart den fineste - den handler om den sekstenårige Jubilee der er opkaldt efter en miniature udgave af Jubilee Hall, eller en stripper som hun selv ville mene. Historien er præget af sneen på en kold, men hyggelig og juleagtig måde. Mens jeg læste den følte jeg selv, at jeg blev pakket ind i et tæppe og proppet med julemad. Jubilee som protagonist er let at relatere til; hun sidder fast i et forhold, hvor hun ikke rigtig ved hvad hun skal sige eller gøre - for ej at glemme, at hun langt fra ved hvad der forventes af hende og hvad hun kan forvente af sin prince charming. En situation jeg tror mange har siddet i. Historien er så varm og sød (virkelig sød) og det er klart den der har efterladt et indtryk på mig.

Både "A Cheertastic Christmas Miracle" af John Green og "The Patron Saint of Pigs" af Lauren Myracle virkede en anelse overflødige. John Greens short story skuffede mig en del, fordi den ikke levede op til mine forventninger til ham som forfatter, men også fordi den var noget så forudsigelig og den gav mig ikke et nyt imput til min litterære baggrund. Ikke forstået på den måde, at enhver historie skal give noget helt nyt - den måtte bare gerne have haft sit eget præg. Mest af alt virkede det som om, at han havde fået tildelt et par sider som han skulle udfylde hurtigst muligt. 

"The Patron Saint of Pigs" virkede mest af alt som en ringe genfortælling af Dickens' "A Christmas Carol" som jeg (måske) desværre for historien, havde læst lige inden. Fortællingens protagonist er en usympatisk teenage pige med stort T. Hun er egoistisk og det er direkte irriterende at følge hendes tanker. Rent sidemæssigt er Myracles short story den længste af dem alle, men historien burde efter min mening have været den korteste. 

“Something about me has always liked the drama and inconvience of bad weather. The worse the better, really.”

Alt i alt var det en fin bog, mest grundet den første short story. Den er fyldt med julestemning, sne og ung kærlighed som enhver - på den ene eller den anden måde - vil kunne sætte sig ind i. Trods at historierne virkede overflødige kan jeg alligevel godt se mig genlæse bogen. Om ikke andet så den første historie!