Anmeldelse: Aftenenstjernen af Dea Trier Mørch

Titel: Aftenstjernen

Forfatter Dea Trier Mørch

Forlag: Gyldendal

Udgivelsesår: 1982

4 ud af 5 stjerner

Niels Peter og hans to søskende Mette og Simon rydder op i familiens sommerhus efter deres mors terminale kamp mod kræften. Under oprydningen bearbejder de deres følelser i relation til det tab de har lidt — læseren hører gennem flashbacks om det ni måneders lange sygdomsforløb de og moren har gennemgået.

Aftenstjernen er en barsk roman om sorg og familie. De tre søskendes indbyrdes forhold bliver sat på spidsen under de prækere omstændigheder, og der bliver skabt en fin og tålmodig stemme til de pårørende. 

“For én af hovedreglerne i familien var - du skal ikke lade solen gå ned over din vrede.”

Det er mit første møde med Dea Trier Mørch, og det bliver bestemt ikke det sidste. Aftenstjernen var den perfekte start på mit læseår — den er fin, kærlig, interessant og sørgelig. Det er een af de bøger, der giver en masse stof til eftertanke. Under sorgarbejdet stiller Mørch en række meget relevante spørgsmål som: er børnene forpligtet til at følge mores ønsker efter hendes død, hvis de strider mod deres egne? Hvad er et liv og hvad er et værdigt liv? Hvor finder vi de sunde og holdbare relationer? Og hvad et hus/et hjem?

Sidstnævnte gav stof til nogle af mine yndlingspassager. For det første elskede jeg Dea Trier Mørchs områdebeskrivelser og fortællinger om det fælles sommerhus familien opholder sig i. Beskrivelser som: “Havedøren stod åben. De kunne høre græs og blade ånde.

Vandet i søen. Dyrene, var vendte sig i skoven.

Solen stod lavt over horisonten og kastede et langt, gyldent skær fladt over den gule kornmark, ind over hækken, gennem ruderne i stuen og ud på gårdspladsen og den lille birkeallé.

Og han ønskede, at han og hans mor kunne glide væk på de stråler, der nu skar gennem huset. Bare glide ude ad jordtangenten og forsvinde —” Der sker en personificering af området, fordi familien holder det så kært, og det var komplet umuligt for mig som læser ikke også at elske det.

For det andet åbnede det for diskussionen om hvad der er et hjem. Hvilke elementer udgør et hjem? En diskussion jeg altid finder interessant.

“Natten kom med sin storhed og svøbte hus og marker i sit mørke.”

Aftenstjernen bliver et symbol for bogens indhold. Det er den begrænsede klarhed lige før solen går ned, hvilket gør både stjernen og bogen så smuk. Sorgen bringer det bedste og værste frem i karakterne, men deri findes klarheden der gør at karakterne kan komme videre.

Jeg synes Dea Trier Mørch har skabt noget enormt fint med denne roman, og selvom emnet langt fra er banebrydende eller nyt, så er det almengyldigt og altid aktuelt. Med Aftenstjernen synes jeg hun giver et smukt bidrag til samtalen.

“Havde en følelse af at stige op fra den mørke jord og bryde igennem et koldt skylag til en blå himmelbue: Endelig!

Endelig skimtede en afslutning.”

Anbefaling: 3 x fagbog

Et centralt nytårsforsæt, når det kommer til min læsning, er at læse mere varieret. Det er også grunden til, at jeg kan anbefale tre maks interessante fagbøger. 

Glæden med skeden af Nina Brockmann og Ellen Støkken Dahl 

I Glæden med skeden fortæller Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl om det kvindelige underliv. Alt fra den anatomiske opbygning til fordomme og skrøner om, hvad skeden kan/må/skal og ikke. 

Idéen med denne bog er simpelthen genial. Den har helt sikkert manglet på markedet, for som forfatteren siger i forordet, så er det kvindelige kønsorgan ikke noget vi har travlt med at snakke om i det offenlige rum. Der er faktisk rigtig mange ting, kvinder selv ikke engang ved om et af deres essentielle organer. 

En ting ærgrede mig ved bogen, og det er gennemlæsningen af den. Den indeholder desværre en række slåfejl, som ikke er blevet rettet inden udgivelsen. Forhåbentligt det bliver rettet, når der kommer nye udgaver. 

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Til forsvar for dyrene af Richard Matthieu 

Dét her er dæleme et interessant værk. I slutningen af 2017 udgav Gyldendal Til forsvar for dyrene af den franske munk Matthieu Ricard. Fordelt på 12 kapitler stiller han et stort fedt spørgsmålstegn ved menneskets ret til at udnytte dyrene på den måde vi gør i dag. Det er virkelig interessant læsning.
Hvert kapitel udgør en ny indgangsvinkel til spørgsmålet, og på den måde når vi både gennem Ude af øje, ude af sind, Dårlige undskyldninger til Dilemmaet ved dyreforsøg.

Jeg gav den 5 stjerner, og jeg kan virkelig ikke anbefale den nok. Alene fordi: Nu må vi snart fjerne de skyklapper og tage lidt ansvar. Det vi har gang i er sgu for dårligt. 

Størstedelen af os ville væmmes ved hver dag at skulle dræbe et dyr med egne hænder, men vi er klar til at acceptere dyrs død, den dårlige behandling de udsættes for og den økologiske katastrofe, som opdræt og fiskeri medfører, fordi "det gør alle". Renan Larue bemærker: "Enigheden om volden flytter det personlige ansvar væk fra os selv, og så undgår vi at tænke for meget over det. Den blotte tilstedeværelse af en vegetar bryder almindeligvis den stiltiende, ubevidste aftalte (...) Indtil da har det ikke været hverken godt eller dårligt at spise kød, kødspiseri befandt sig uden for moralsfæren.

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Endelig ikke-ryger af Allen Carr

Apropos potentielt dårlige valg? Dette valg af nonfiktion vidner om et af mine egne dårlige valg, som jeg tog for skræmmende tolv år siden. Jeg begyndte at ryge. Derfor har jeg nu læst Endelig ikke-ryger. 

Denne bog kan noget helt andet end de to andre - den gør læseren opmærksom på de tankemønstre (og dårlige undskyldninger) mennesker danner i retfærdiggørelse af dårlig adfærd. For vi ved alle, at rygning er et dumt valg. Men for søren, hvor er det svært at stoppe, også selvom Allen Carr siger det er let. 

Men den kan klart anbefales, netop fordi den gør en opmærksom på de her tankemønstre. Eksempelvis at vi rygere fortæller os selv, at det er svært at stoppe - at vi er ih og åh så afhængige, selvom vi sagtens kan sove natten igennem uden at ryge en cigaret. Carr gør en opmærksom på, hvor "svag" afhængigheden er, og at det i virkeligheden handler om at ændre tankesættet.

Virker den så?
Ja, det gør den. Hvis du vil have den skal virke, giver den dig redskaberne til det.

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Trækopfuglens krønike af Hariku Murakami

Indtil den dag hvor en mystisk kvinde ringer Toru Okada op, midt under forberedelserne til dagens aftensmad, har han levet et helt almindeligt og meget gennemsnitsligt liv. Han er gift - af kærlighed - til sin kone Kumiko, de har en kat og sammen formår de er dele arbejdet nogenlunde ligeligt. Der er altså intet bemærkelsesværdigt ved Okada's tilværelse. I hvert fald ikke før dette opkald bliver startsskuddet for en række mærkelige og intense begivenheder.

Trækopfuglens Krønike er en svær bog at genfortælle. Jeg tror slet ikke bogen vil lade sig referere. Men overordnet set er det en dannelsesrejse for bogens hovedperson. På bogens 700 sider må Okada genopfinde sig selv i sit arbejdsliv, i sit kærlighedsliv og i hverdagens rutiner. Han møder en masse skrækkelige og fascinerende skæbner, som får lov at sætte sit præg på hans tilværelse.

Alting var forbundet med samme kompleksitet som et tredimensionalt puslespil, et puslespil, hvor sandheden ikke nødvendigvis var baseret på kendsgerninger, og kendsgerningerne ikke nødvendigvis var sandheden.

Lad mig være helt ærlig: Trækopfuglens Krønike er noget af det bedste litteratur, jeg nogensinde har læst. Selvom bogen indholder en eksplosion af små forgrenede historier, er sproget tilpas enkelt til at jeg på intet tidspunkt mistede overblikket.

Den er genial. Intet mindre. Nu skal jeg bare læse alt andet Murakami nogensinde har udgivet.

5 ud af 5 stjerner - Trækopfuglens krønike - Hariku Murakami - Klim - 2012 (org. 1994) 

"Vi der valgte Mælkevejen" af Bjarne Reuter

Originaltitel: Vi der valgte Mælkevejen (Del 1, Del 2)
Forfatter: Bjarne Reuter
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 1989 
459 sider

Efter at have jongleret med studielæsning og (minimalt) læsning-for-fornøjelsens-skyld fik jeg færdiglæst min første af Reuters voksenbøger og hvilken fornøjelse det dog var.

I slutningen af tresserne følger vi en gruppe unge mennesker der kæmper med identitetskriser af forskellig art; vi følger kommunismen opblomstring i København, livet i kollektivet, de snørklede kærlighedsfortællinger der kan opstå i en vennegruppe, vi kommer ud at rejse, vi møder problemer med kønsrollerne og vi møder hverdagens trivialiteter og store spørgsmål.

"[J]eg var med dengang, da vi valgte Mælkevejen. Den var der ikke noget i vejen med, kun synd at den endte så brat" 

Reuters fortælling giver forskellige indgangsvinkler til det danske ungdomsoprør i slut tresserne, der alle er interessante og holdt realistiske. Betyder det at lade skægget gro at man er hippie? Og hvad nu hvis man i virkeligheden ikke føler sig så frisindet som man burde? Er man en taber, hvis man som mand ikke har en karriere og en familie derhjemme?

Bogens handlingsforløb følger primært det unge par Bjørn og Ditte der bosætter sig i egen lejlighed midt i København. Ditte er den perfekte kvinde i Bjørns øjne, men han ender han med at blive rastløs og det dertilhørende skaber knas i forholdet mellem dem. Sideløbende indvikles bipersonernes historier på kryds og tværs, men alle med Bjørn og Ditte som historiens samlingspunkt. Det er utrolig velfungerende og hele bogen skabte en hyggelig læseatmosfære.
Bogens ord og sætninger skaber en "70'er stemning", særligt fordi Reuter citerer samtidens velkendte sanglyrik og sammen med bogens satiriske elementer gøres det til en virkelig underholdende læsning. Flere gange trak jeg på smilebåndet og andre gange sneg et højlydt grynt sig ud mellem mine læber.

"- Og det eneste jeg har fået ud af min tur til Indien, er tyndskid! råbte hun. - Er det ikke bare skidedejligt? Hun satte sig op og så ondt på ham. (...) Hører du slet ikke efter? Jeg har skidt i bukserne tre gange på turen."

"Vi der valgte Mælkevejen" giver jeg 4 ud af 5 stjerner fordi den fortjener mere end den middelmådige 3'er, men også fordi den alligevel ikke var en banebrydende læseoplevelse. Du skal læse bogen hvis du har en interesse for ungdomsoprøret og den samfundsstruktur der fandtes i 60'erne og 70'ernes Danmark - eller hvis du bare vil læse en skide god historie.

Anmeldelse: Veronika beslutter at dø af Paulo Coelho

ppppr

Originaltitel: Veronika Deside Morrer - Forfatter: Paulo Coelho - Forlag: Bazar 

Udgivelsesår: 2012 (org. 1998) - Sideantal: 255 - ISBN: 978-87-7116-066-6

"Ved du hvad det vil sige at være gal?"

Veronika er en ung kvinde med et skønt ydre, gode venner, fast arbejde og de elskere hun ønsker. En novemberdag beslutter hun alligevel at tage sit eget liv, blot for at vågne op på en anstalt lidt tid senere. Hun er i live, men ikke rask og sovepillernes eftervirkninger vil snart stille hende overfor døden igen. I hendes sidste dage møder hun nye og anderledes mennesker, mens hun bliver tvunget til at stille spørgsmåltegn ved sin hidtige livsførelse. 

Paulo Coelhos fiktive fortælling tager fat i det vanskelige tema, døden. Dette gøres med en sådan ømhed at bogen forbliver en inspirerende, rørende fortælling om Veronikas sidste timer, fremfor en deprimerende historie om "selvmordet". Coelho benytter muligheden til at bringe sin læser på endnu en selv-oplysende rejse, hvor filosofiske spørgsmål om liv og død automatisk vil søge sit svar i læserens bevidsthed. 

"Vi lever alle i vores egen verden. Men hvis du kigger op på stjernehimlen, vil du se at alle disse forskellige verdener hænger sammen, danner konstellationer, solsystemer, galakser."

Sproget er fantastisk i Veronika beslutter at dø. Selvom bogen arbejder med vanskeligere temaer som døden, menneskets kompleksitet og galskab, gøres det med en sådan letsindighed at den ikke bliver hverken tung eller svær at komme gennem. Min bogen er efterladt med alverdens sticky notes, med passager der bevægede mig, skønt formulerede sætninger og andre små finurligheder jeg ville være ked af at glemme. 

Han tog mig simpelthen med på en rejse tilbage til min fortid, frem til min nutid og bragte drømme til min fremtid. 

"[A]t tage chancen for eventyr er mere værd end tusinde dage i velvære og bekvemmelighed." 

Du skal læse Veronika beslutter at dø, hvis du holder af filosofiske overvejelser om livet og døden. Om mennesket som et bevidst væsen. Om kærlighed. Om alt. Jeg kan rose Paulo Coelhos forfatterskab fra nu af til jeg dør, det er et jeg må læse før jeg lykkeligt kan stille træskoene.