20. maj 2017

BOOKTUBERS JEG PT. IKKE GÅR GLIP AF

Som nogle måske ved, bruger jeg riiiiiimeligt meget tid på da booktubes. Det er sådan en periodisk hobby, som kommer og går uden nogen egentligt forklaring. Men jeg er helt spændt op til lir i øjeblikket, og fuldkommen opdateret på ret mange kanaler.

Der er selvfølgelig dem, jeg klikker lidt hurtigere på end andre. Så dem tænkte jeg lige at jeg ville dele med jer.

På Mercedes kanal snakker hun om bøger fra mindre forlag - bøger som ikke nødvendigvis er på alles radar. Hun er en kritisk læser, som nyder det bizarre og obskure. Jeg tror nu egentligt ikke at vi deler læsesmag, men hun kommer med betragtninger (og bøger) som jeg bestemt føler udvider min horisont. 


Jean Bookishthoughts

Jean bruger sin kanal til at tale om klassisk litteratur, feminisme og græsk mytologi. Hun er studerende, og hun er hammer intelligent at høre på. En stor portion af de bøger, som ryger i min indkøbskurv på arbejdet er inspireret af Jean.


Ink and Paper

Russell er en af de nye på Booktube, som Mercedes faktisk gav et shoutout i en af sine seneste videoer. Han har ikke lagt meget mere end et dusin videoer op, så hvis du vil nå at følge med fra starten så er det nu, du skal slå til!
På Ink and Paper snakker Russell om en bred vifte af litteratur. Han har en forkærlighed for gamle spinsters, gør sig tanker om diversitet og læser alt fra tykke romaner til grafic novels.

_______
Hvis du har nogle anbefalinger til mig, så smid dem endelig i kommentarfeltet. Jeg elsker at finde nye inspirerende personer, som kan udvide min læsehorisont. 


17. maj 2017

ANMELDELSE: FORDI JEG ELSKER DIG AF HELENE URI

Da Elin en dag taber sin telefon, bliver den samlet op af Frederik. Frederik har fortryllende turkise øjne, og et endnu mere fortryllende smil som han i den grad sender til Elin. Tabet af telefonen bliver til en date, som bliver til et forhold. Alt er godt, faktisk ligeså godt som i romantiske film - indtil den dag hvor nogle underlige SMS'er tikker ind fra en person der hedder Bjørn. 

Fordi jeg elsker dig er en historie om den første kærlighed, om venskaber og om overgangen mellem barn og ung. I kortfattede kapitler skildrer Helene Uri unge Elins forvildelse. Forvildelse ind i kærlighed og forvildelse ind i et meget manipulerende forhold. 

Frederik viser sig hurtigt at være drømmen - han er perfekt. Elins venner er vilde med ham, Elins mor er vild med ham og alle kigger misundeligt efter dem, når de forlader skolen. Elin er hammerforelsket, hvilket resulterer i at skyklapperne måske sidder en anelse for stramt. 
Med denne bog, gør forfatteren noget rigtig fint. Helene Uri fortæller en tabuiseret historie. Hun fortæller en historie om, hvordan man let manipuleres. En historie om hvordan man - selvom der måske vides bedre - lader sig tro på det bedste i mennesket. Hun skildrer en realistisk forvildelse, som mange oplever på daglig basis. 

Bogen er langt fra perfekt, men den rummer en vigtig historie. Det er sådan en bog, jeg ville ønske stod på samtlige skolebiblioteker, og som alles forældre ville læse. Den italesætter problemer, som ikke er lette at snakke om. 

3.5/5 stjerner - Forlaget Klim - 2016 (org. 2015) - Læs mere her.

5. maj 2017

RECAP: APRIL 2017

Jeg havde slet ikke rigtig nogle store begivenheder planlagt for april måned, men på mystisk vis er jeg blevet fyldt til randen med både smukke og berigende minder fra denne måned. Min kæreste og jeg har været til hip hop koncert samt taget en tur på bakken - dagevist frasagt os hverdagsrollerne, for at nyde hinandens selskab. Det har været helt fantastisk, og utrolig tiltrængt.
Tingene vender sig langsomt efter mit stress-crashdown i starten af året. Jeg er blevet meget bevidst om mig selv, og hvad jeg bruger min tid på. Selvom jeg aldrig troede det skulle ske, så er mindfulness kommet på plakaten og (indtil videre) med udpræget succes. 

I april måned har jeg læst syv bøger - først og fremmest what? Jeg føler nærmest ikke, at jeg har læst noget. Dog er det ikke blevet til nogle fem stjerners-vurderinger, men ret mange lige under. Både Release af Patrick Ness, Just Kids af Patti Smith og SCUM manifest af Valarie Solanas har fået fire stjerner. Alle tre bøger er - uden tvivl - nogle af dem jeg vil tænke tilbage på når året er omme.

Release fordi den virker så ægte. Patrick Ness formår at vise 'rigtige' teenagere, som er komplekse væsner der vitterligt bare prøver at gøre hvad der er rigtigt, selvom de måske rammer lidt ved siden af.

Just Kids fordi Patti Smith er så vanvittigt dygtig en historiefortæller. Hun placerer een i midten af et bassin fyldt med velovervejede ord og formuleringer. Og så er hun bare så pisse cool, at jeg nærmest ikke kan holde til det.

SCUM manifest fordi Valarie Solanas er vanvittig på den fede måde. Det var en absurd læseoplevelse, men faktisk ikke på den måde jeg umiddelbart havde regnet med. Når man læser om hende, og om hendes manifest synes jeg hurtigt at det bliver fejet hen med konklusioner om sindssyge. Men jeg synes der ligger en klar distance i hendes manifest, en distance hun skaber gennem humor. Uanset, vanvittigt interessant læsning!


På hjemmefronten er der sket det mest fantastiske. Det kolonihavehus min kæreste og jeg har haft øjne på i over et år, er endelig(!) blevet vores! Vores eget lille idylliske frimærke. Det er en fuldstændig vild følelse at investere i noget så permanent sammen, men for dælen hvor er det også godt! Jeg glæder mig til at bruge samtlige af mine friweekender i dette minihus.

På arbejdsfronten er der også sket noget ret fantastisk. Boghandlerforeningen har kåret mig som Årets Unge Boghandler - hvilket resulterer i både ære og en rejse til London. Jeg er ellevild, og evigt taknemmelig for at de har udvalgt mig. Det varmer virkelig sjælen, når man får et skulderklap efter hårdt arbejde.

Hvordan har din april måned været? Har du oplevet eller læst noget der er værd at snakke om?