Station Eleven - Emily St. John Mandel - Vintage - 2015 - 333 sider |
Under en opførsel af Shakespears King Lear omkommer frontmanden Arthur på mystisk vis. Artur viser sig hurtigt at være fortællingens lim; han bliver bindeledet mellem bogens forskellige protagonister.
Station Eleven
omhandler den såkaldte Georgia Flu - en pandemi der på få dage
udrydder 99 % af verdensbefolkningen. Handlingen foregår 20 år
efter pandemien brød ud, men bogen er spækket med flashbacks fra
både før og under den stygge influenza. Vi følger en lille
musikalsk teatergruppe som rejser fra sted til sted, og som aldrig
har valgt er slå sig ned længere tid af gangen, vi følger Clark
som lever i en lufthavn der er lavet om til et museum, og vi følger
Jeevan som fungerer som praksiterende læge i et lille samfund. Vi
følger forskellige mennesker der alle kommer med en unik fortælling
om at tilpasse sig i en hel ny verden, hvor vores gængse hverdag er
enten er blevet en fortrængt eller en nostalgisk erindring.
”Survvival
is insufficient”
I
min optik har Mandel skrevet en smuk, melankolsk og ikke mindst unik
historie. Hun sammenfletter et persongalleri, med en god håndfuld
personer, som ikke er svære at skelne fra hinanden, og som alle har
noget interessant til at bringe historien frem. Karakterne er
flerfacetteret, og har alle en uforgængelig dybde. På samme måde
springes der frem og tilbage i tiden, men det blev heller aldrig et
problem at finde rundt i som læser. Mandel formår generelt at
udtrykke sig meget klart, og helt uden bogen mister sin lyriske
værdi. For for fanden, hvor hun dog skriver sprødt!
Dog
synes jeg en lille svaghed lå i passagerne fra ”nutiden” (de 20
år efter The Georgia Flu). Når Mandel beskrivende fortæller om udbruddet og tiden
derop til, skriver hun med en udtrykkelig nærhed. Man står med
næsen lige i begivenhederne, men den nærhed fandt jeg ikke i de
andre passager. Beskrivelserne af den nye verden blev en anelse
flyvske, og ikke ligeså velbeskrevet, hvilket desværre også
resulterede i, at jeg ikke var ligeså fanget af historien i de
kapitler som omhandlede verdenen efter apokalypsen.
”There
was a moment on earth, improbable in retrospect and actually briefer
than a moment in the span of human history, more like the blink of an
eye, when it was possible to make a living solely by photographing
and interviewing famous people.”
Overordnet
set er jeg meget begejstret for denne roman. Jeg er helt tosset
med skrivestilen – den melankoli hun tilskriver fortællingen, og
den underspillede humor Mandel får historien til at blomstre med.
For mig personligt kunne handlingsforløbet dog godt have brugt en
større farer til at føre den frem – om det er fordi jeg er for
zombiefikseret, kan godt være, men jeg manglede ”noget mere” end
absurditeten i det ødelagte samfund og det genskabende menneske.
Du
skal læse Station Eleven
hvis du vil have en god (og moden) dystopisk fortælling om et
nedbrudt samfund. Hvis du vil læse om mennesker, og hvordan disse
kan tænkes at reagerer, når livet vendes på hovedet. Eller hvis du
bare vil have noget brand god underholdning.