Anmeldelse: Aftenenstjernen af Dea Trier Mørch

Titel: Aftenstjernen

Forfatter Dea Trier Mørch

Forlag: Gyldendal

Udgivelsesår: 1982

4 ud af 5 stjerner

Niels Peter og hans to søskende Mette og Simon rydder op i familiens sommerhus efter deres mors terminale kamp mod kræften. Under oprydningen bearbejder de deres følelser i relation til det tab de har lidt — læseren hører gennem flashbacks om det ni måneders lange sygdomsforløb de og moren har gennemgået.

Aftenstjernen er en barsk roman om sorg og familie. De tre søskendes indbyrdes forhold bliver sat på spidsen under de prækere omstændigheder, og der bliver skabt en fin og tålmodig stemme til de pårørende. 

“For én af hovedreglerne i familien var - du skal ikke lade solen gå ned over din vrede.”

Det er mit første møde med Dea Trier Mørch, og det bliver bestemt ikke det sidste. Aftenstjernen var den perfekte start på mit læseår — den er fin, kærlig, interessant og sørgelig. Det er een af de bøger, der giver en masse stof til eftertanke. Under sorgarbejdet stiller Mørch en række meget relevante spørgsmål som: er børnene forpligtet til at følge mores ønsker efter hendes død, hvis de strider mod deres egne? Hvad er et liv og hvad er et værdigt liv? Hvor finder vi de sunde og holdbare relationer? Og hvad et hus/et hjem?

Sidstnævnte gav stof til nogle af mine yndlingspassager. For det første elskede jeg Dea Trier Mørchs områdebeskrivelser og fortællinger om det fælles sommerhus familien opholder sig i. Beskrivelser som: “Havedøren stod åben. De kunne høre græs og blade ånde.

Vandet i søen. Dyrene, var vendte sig i skoven.

Solen stod lavt over horisonten og kastede et langt, gyldent skær fladt over den gule kornmark, ind over hækken, gennem ruderne i stuen og ud på gårdspladsen og den lille birkeallé.

Og han ønskede, at han og hans mor kunne glide væk på de stråler, der nu skar gennem huset. Bare glide ude ad jordtangenten og forsvinde —” Der sker en personificering af området, fordi familien holder det så kært, og det var komplet umuligt for mig som læser ikke også at elske det.

For det andet åbnede det for diskussionen om hvad der er et hjem. Hvilke elementer udgør et hjem? En diskussion jeg altid finder interessant.

“Natten kom med sin storhed og svøbte hus og marker i sit mørke.”

Aftenstjernen bliver et symbol for bogens indhold. Det er den begrænsede klarhed lige før solen går ned, hvilket gør både stjernen og bogen så smuk. Sorgen bringer det bedste og værste frem i karakterne, men deri findes klarheden der gør at karakterne kan komme videre.

Jeg synes Dea Trier Mørch har skabt noget enormt fint med denne roman, og selvom emnet langt fra er banebrydende eller nyt, så er det almengyldigt og altid aktuelt. Med Aftenstjernen synes jeg hun giver et smukt bidrag til samtalen.

“Havde en følelse af at stige op fra den mørke jord og bryde igennem et koldt skylag til en blå himmelbue: Endelig!

Endelig skimtede en afslutning.”

De 5 øverste bøger på min TBR-liste

Fem bøger fra toppen af min fysiske TBR-liste. De er hverken ordnet eller rangeret. Har du læst nogen af dem, eller har du lyst til at fortælle, hvilke fem, fire, tre bøger der er øverst på din TBR - er du velkommen til at kommentere det i kommentarfeltet. 

Hengiven - om at skrive af Patti Smith

Tænk, at jeg endnu ikke har læst Hengiven. Det forekommer mig nærmest umuligt, at denne bog endnu ikke er nået sengebordet, men er forblevet i reolen al den tid. Det har den nu engang, men forhåbentligt ikke længe endnu. 

Hengiven er et blik ind i Patti Smiths hoved. Gennem en historie om en ung kvinder, finder vi ind til Patti's store inspirationer - fra Albert Camus til Vladimir Nabokov. Bagsideteksten slutter med "Gennem Smiths optegnelser og betragtninger over, hvorfor vi skriver, tegnes et billede af en hengiven kunstner, forfatter og læser." Og det er lige hvad hun er #fangirl.

Lone Star af Mathilde Walter Clark

Jeg har allerede talt om Lone Star på bloggen, Instagram og Youtube, men det er altså fordi, jeg forventer mig store ting af denne roman. Forventninger jeg virkelig håber bogen kan leve op til. 

Lone Star handler om Mathilde og hendes far. Den handler om at være bange for at miste - og ikke bare miste, men rent faktisk miste og ikke få besked herom. Mathilde's far bor på den anden side af Atlanten, og lever et liv hun ikke er en del af. Der findes en hel skov af barrierer mellem far og datter, og netop dette leder Mathilde til at skrive romanen Lone Star. 

De urolige af Linn Ullmann

Helledusse da, hvor har De urolige befundet sig på min TBR i mange år. Det imponerende er, at min lyst til at læse den ikke er blevet mindre. Siden min kollega fortalte mig om den, i forbindelse med udgivelsen, har jeg vidst at bogen ville være noget for mig. 

I De urolige følger vi endnu et far-datter forhold. Hovedpersonerne sætter sig ned kun adskilt af en båndoptager, nu skal de dokumentere aldringen. Men aldringen viser sig tydeligt, da alderen synes at have et godt greb i faren. 

de af Helle Helle 

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg faktisk aldrig brudt mig synderligt om Helle Helle's forfatterskab. Jeg fik det stoppet og proppet i halsen af diverse dansklærere, og det har sat sine præg. Dog tror jeg, at min læsestil og -præferencer har ændret sig tilpas til, at Helle Helle faktisk kunne være et hit for mig. 

de handler om en datter og hendes mor. Det eneste bagsideteksten fortæller om historien, er at moren er ved at rydde op i deres fælles indbo og det med hård hånd. Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på. 

Et år med magisk tænkning af Joan Didion

Et år med magisk tænkning er Didions gennembrudsroman. Det er hendes egne erindringer om en hård tid, hvor hendes mand, John Gregory Dunnes, pludseligt dør, da de kommer hjem fra et besøg hos deres alvorligt syge datter. Det er en bog om liv og død, og jeg tror den er fuldstændig hjerteskærende. 

Det er sådan en bog, hvor jeg - som læser - føler mig utrolig beæret over, at Joan Didion har lyst til at dele sine erfaringer med mig. Jeg glæder mig enormt meget til at læse den.  

Elastik af Johanne Bille

4 ud af 5 stjerner - Elastik - Johanne Bille - Gladiator - 2018 - 184 sider - dansk 

Johanne Bille's roman er et pragteksemplar af en moderne kærlighedshistorie. Vi følger Alice i hendes gennemsnitslige københavnerliv, hvor navlepilleri synes at være hendes største accomplishment (og det er virkelig ikke negativt ment).

Hovedpersonen Alice hader sit eget kønsliv, både i aktiv og stilstående tilstand. Hun er hovedkulds forelsket i Mathilde - med hendes marmornakke og kolde fingre. Men Alice er kærester med Simon, og Mathilde er i et åbent ægteskab med Alexander. 

Elastik er en interessant roman om, ligesom titlen hentyder, hvor langt man kan strække sig før elastikken springer. Alice er vildt egocentrisk - for det første ved hun ikke, hvad hun vil have, men hun prøver sig ligesom bare frem uden at tage forbehold for folk omkring hende. Samtidig, finder hun sig i alt muligt, som jeg ikke tror hun har det fint med. 

Simon ringede fra sit kontor i Hanoi og sagde, han ville ønske, han var der til at kysse mig på min fødselsdag: Du skal have kys på din fødselsdag. Det skal --- du! Forbindelsen var dårlig, hans stemme skrattede og jeg fortalte ham ikke, at Mathildes bløde læber rørte mine to gange, at der var en lille tungespids mod min fortand tidligere den dag. Hendes solbriller klikkede mod mine, da den ramte. 

Romanen undersøger køn, kærlighed, venskab og monogami som dens primære temaer. Under hele min læsning tænkte jeg på: Hvis Politikens Poptillæg var en bog, ville Elastik være et meget godt bud på, hvordan den ville være udformet. Bille har skrevet en roman, der er enormt meget i sin tid. Den er afhængig af, at læseren kan forholde sig til karakterne's virkelighed - hvad end det er deres tanker om sig selv, eller om deres indbyrdes relationer.

Men hvad er det romanen kan? Den er enormt nærværende. Alice & co er så virkelighedstro, at man som læser føler man bliver en del af fortællingen. Fortællingen bliver virkelig i sine konstante øjebliksbilleder, de små detaljer Alice observerer, og det konstante navlepilleri. For det navnepilleri kender jeg i den grad fra mig selv om min omgangskreds. Det er dét der gør den så virkelig, den er et billede på min ungdom - de spørgsmål vi stiller os selv, og den favner en hensynløshed som virker mere genkendelig end jeg vil indrømme

Læs mere på Goodreads eller køb bogen her. 

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

5 ud af 5 stjerner - Den, der lever stille - Leonora Christina Skov - Politiken - 2018

Bogen er venligst sponsoreret af Bog & idé 

Leonora Christina Skov har skrevet en stærk roman om frigørelse, skyldfølelse, familieliv- og opvækst i provinsen. 

Efter Leonora's mors død er indtruffet, beslutter hun sig for at skrive en bog om sit liv. Forfatte, nedskrive og gen-huske alle de ting, der er sket i det ellers meget normale parcelhus i Helsinge. Men Leonora's liv har ikke været almindeligt og parcelhus-agtigt - hun har gennem hele sin barndom kæmpet for at være det perfekte barn, for ikke at gøre sin mor ked af det, eller gøre sin far vred. En overraskende svær opgave, finder vi som læsere ud af. Det bliver ikke bedre, da Leonora flytter til København og forelsker sig i en kvinde. Der slippes fanden virkelig løs i Helsinge. 

Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt.

Fortællingen beretter om komplicerede familieforhold, eller som Leonora selv skriver: "En religiøs sekt, der tilbad min mor". Hun lever en tilværelse som enebarn af en familie, som ikke vil tale om problemerne, men enten tie eller skrige dem ihjel. Moren er familiens dominerende overhoved — en karakter uden ro, overskud og overblik. Den Leonora Christina vi møder i parcelhuset længes efter at slippe væk fra husets fire ydermure. Om at flytte til København og blive selvstændig. Hvad hun ender med at gøre, men med det følger strenge konsekvenser. 

— Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, du er pervers, sagde hun, og jeg spurgte om hun og min far ville have en kop te, eller om de hellere ville gå igen, for jeg ville ikke svines til i mit eget hjem.
— I dit eget hjem! Der er nok nogen, der er blevet fin på den, sagde hun, og min far supplerede: — Jeg ved ikke, om du har glemt det, men jeg har skiftet ble på dig masser af gange, så kom du hellere ned til os andre.

Den, der lever stille arbejder i et meget interessant spændingsfelt, hvor vi på den ene side trofast følger ordsproget der lægger navn til romanen, og på den anden side har højtråbende handlinger, følelser og eksistenser i det hele taget. Allerede ved bogens begyndelse præsenteres vi for den Leonora, der forsøger at se tilbage og reflektere over, om hun overhovedet kan tillade sig at lave sådan en udlevering eller opråb, som netop denne bog ville være i en udgivelsessituation. For hun ved godt, at moren hverken ville have tilladt eller anerkendt det. Hun ved, hvor meget det ville bryde med den livsfilosofi hun er vokset op efter. Dette spændingsfelt giver en næsten overdrevet dramatisk effekt til Leonora's forskellige brud med familien og opvæksten. Disse kontraster klæder virkelig formatet og fortællingen. 

Hvis man ser sådan på det, kunne intet i verden være så slemt som det, jeg allerede havde overlevet.

I stil med Alt må vige for natten skriver Leonora Christina Skov sin autobiografiske historie i to fortællerspor. Ét hvor man følger hendes skriveproces, hendes overvejelser og refleksioner om at skrive bogen. Og ét hvor vi følger hende gennem sin opvækst i Helsinge og København. To bøger der faktisk har flere end den ene lighed, så hvis du nød Vigans fortælling, vil Den, der lever stille garanteret været endnu et hit. Sporene skaber en før og nu effekt, der igen gavner spændingsfeltet. Men selvom vi møder den velvoksne og modne Leonora, sidder barndommens følelser stadigvæk dybt i hende. Den skyldfølelse hun har båret rundt på hele barndommen, er ligeså klar og tydelig i det sene spor. Måske endda endnu tydelige, fordi Leonora står midt i beslutningen om hvorvidt denne bog skal blive til. 

Den her anmeldelse har været ufatteligt længe undervejs. Den, der lever stille er stensikkert en af mine nye yndlingsromaner, fordi den rørte mig på et meget personligt plan. Derfor må en lille del af anmeldelsen blive et tak til Leonora Christina Skov. Tak fordi du bidrager til den danske litteratur med så fantastisk en fortælling. Og tak fordi du giver folk som mig et sprog.  

Find bogen på Goodreads eller køb bogen her.

Mia af Malene Ravn

Jeg har svært ved at beskrive hvad det helt præcist var, jeg kunne lide ved Malene Ravn's Mia. Men li' den, det ku' jeg!

3,5 ud af 5 stjerner - Mia - Malene Ravn - Gyldendal - 2016

Mia lever et stille afsides liv på sin lille gård ude på landet. Hun foretrækker et liv uden (andre) menneskers involvering, et liv fyldt med dyrs ubetingede kærlighed og omsorg. Den eneste besøgende hun har, er den lokale dyrlæge Malthe, som i ny og næ afsætter nye dyr hos hende som ellers skulle aflives. Det er sådan en scene bogen åbnes med, da Malthe en dag afsætter en aggressiv tyr på Mia's grund for at undgå at dyret skal miste livet. 

Mia har en storesøster, Seline, som hun altid har passet på. Søsteren befinder sig midt i endnu et modbydeligt forhold som en dag eskalerer i en sådan grad at Mia må bryde ind. 

Mia som roman kan et eller andet - den kan råbe højt om "det menneskelige" på en måde man ikke kan ignorere. Det er en roman om barndom, fortielser og ansvar. Den er både dyster og mørk, men samtidig lys og forhåbningsfuld. Malene Ravn skriver med en stemme man kun kan høre efter. 

Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. 

Malene Ravn skriver meget koncist. Der er hverken et ord for meget eller for lidt, og det komplementerer den intense historie som Mia er.  Det simple sprog giver plads til historiens opråb og panik - følelser som overføres direkte til læseren. Jeg sad vitterligt med lysten til både at råbe af, og på vegne af, karakterne i bogen. 

Jeg hader når nogen fløjer af Jacob Riewe

[Reklame] For en lille uges tid siden udkom Jeg hader når nogen fløjter af Jacob Riewe. Forlaget Høst & søn var så venlige at tilbyde mig et anmeldereksemplar. 

Oliver bor sammen med sin mor. Han er en forvirret, aggressiv og fortvivlet teenager - hun er voksen, på kontanthjælp og i dyb sorg. De taler ikke rigtigt sammen i familien, faren er ikke inde i billedet og Olivers lillesøster forsvandt for snart et år siden. 

At læse Riewe's ungdomsroman var faktisk en tåkrummende oplevelse for mig. Tåkrummende fordi karakterne aldrig tager gode beslutninger for dem selv. Mulighederne flyver om næsen på dem, men ingen af dem gribes og de fanges begge i hver deres apatiske tilstand. 

Bogen er et lille glimt ind i en hverdag, jeg sagtens kan forestille mig mange danskere befinder sig i. Den fortæller en "sandhed" som langt fra er glamourøs, men som oftest fortælles fra udefrakommendes perspektiv.

Oliver står midt på gulvet på værelset og ser på tøjmasserne på gulvet. Det ser ud, som om skabet har brækket sig, mens han var væk. Han flår skabsdøren op, løfter et par af trøjerne. Han ser hen på sit skrivebord, på gulvet, på sengen. Hans næver knyttes helt af sig selv. Han åbner den øverste skuffe i skrivebordet og finder hurtigt en gammel gajolæske, som han åbner. Hun har heldigvis ikke fundet den.

For mig var bogens styrker uden tvivl de to hovedkarakterer Oliver og moren Vibeke. For selvom de begge både er tåkrummende og konstant tager nogle elendige valg, så er det svært ikke at holde af dem og heppe på at de nok skal finde deres plads i tilværelsen. De kæmper ihærdigt for at fylde søsterens fravær, og få deres hverdag til at hænge sammen.

På den anden side - er karakterne så intetsigende at man skulle tro det var løgn. Hvis jeg een gang til skal læse Oliver sige: "Det ved jeg ikke", så bliver mere end et af mine hår på hovedet revet ud af hovedbunden. På den måde kan du nok forstå, at jeg har fået et meget komplekst forhold til Oliver og Vibeke. 

Dialogen bærer en stor del af bogen, da den fysisk fylder mange af siderne. Og selvom jeg på en måde endte med at holde af karakterne, så er "det ved jeg ikke"-sætningen ikke den eneste genganger. Dialogen passede på den måde meget godt til karakterernes intetsigendehed. 

Oliver åbner øjnene og møder Valdemars blik.
- Måske skulle vi sætte os op så, siger Oliver.
- Ja, måske. Men jeg gider bare ikke.
- Gider du ikke?
- Det er for hårdt.
- At sætte sig op?
- Ja.

Du skal læse Jeg hader når nogen fløjter, hvis du vil have en socialrealistisk ungdomsbog, der på en gang er let at fordøje og spændende i sin barskhed. Det er en bog som jeg let investerede mig i, og som jeg bestemt havde lyst til at læse til ende. 

3 ud af 5 stjerner - Jeg hader når nogen fløjter - Jacob Riewe - Høst & søn - 2017

Hvad læste jeg i Thailand? Tre korte anmeldelser/anbefalinger

Som dem der følger med på Instagram ved, var jeg to uger i Thailand i september. Med varmen buldrende så hårdt, at man ikke kan bevæge sig rundt før solen er ved at gå ned, er der ikke meget andet at lave end at ligge på stranden og læse nogle gode bøger. 

Swing Time af Zadie Smith

Jeg synes det er enormt forfriskende at læse om venskab, om et ikke-gnidningsfrit venskab mellem to unge kvinder. Og det fik jeg i Swing Time af Zadie Smith. Vi følger de to unge kvinder Tracey og den unavngivne fortæller fra de er børn og op gennem tyverne. At læse Swing Time var en forfriskning - det var enormt lækkert at følge bogens protagonists liv. Bogen tematiserer yderlige race, dannelse, kvindelighed og klasseskel. 

3 stjerner - Swing Time - Zadie Smith - Rosinante - 2017

Emma Gad for hvide af Anna Neye 

Der er mange ting ved Anna Neyes bog jeg er ret tosset med. Først og fremmest er det så pisse fedt, at hun en gang for alle skærer det ud i pap hvorfor vi konsekvent skal droppe ordet neger. Og hvordan hun nænsomt forklarer os hvide priviligerede røvhuller, hvordan vi bedst muligt kommer over det mindre traume, sådan at blive provokeret med egen blindhed. Bl.a. ved at give opskriften på en hvid chokoladekage til lige at få de hvide blodceller til at slappe lidt af. Det er ret fantastisk.
Emma Gad for hvide er sådan en bog alle danskere over 15 burde læse. Bare lige lade den trænge ind og sætte sit spor. Den er sygt interessant, rimelig grineren og vildt deprimerende.

3,5 stjerner - Emma Gad for hvide - Anna Neye - Gyldendal - 2017 

Vegetaren af Han Kang

Yeong-Hye lever en gennemsnitsligt tilværelse med sin gennemsnitslige mand. En mand der faktisk har valgt hende, fordi hun er så ekstremt ordinær. I hvert fald indtil den dag han vågner op, og finder sin kone siddende foran køleskabet i gang med at smide alt kød ud.
Vegetaren er en intens historie beskrevet med det smukkeste billedlige sprog. Den handler om mennesker i forfald og mere vil jeg ikke sige for bogen skal opleves.

4,5 stjerner - Vegetaren - Han Kang - Gyldendal - 2017 (org. 2007) 

ET MØDE MED NANNA FOSS

Nanna Foss er forfatteren til den populære paranormale Spektrum-serie, og hende var vi så heldige at få besøg af i dag! På boghandleruddannelsen arbejder lærerne rigtig meget for at forfattere/forlagsfolk/leverandører/andre-branche-folk skal komme ud og snakke med os, og det er simpelthen så fedt når det sker.

I dag var ingen undtagelse. Vi fik snakket med hende om det at være fangirl, hendes idéudvikling til Leoniderne, der er den første bog i serien, og som næsten alle elever har læst med stor fornøjelse. Vi fik hørt lidt om dét at være forfatter, hvor Nanna fortalte om hendes ret så skønne forudindtagelse om forfattere kom på banen - nemlig at de er disse intimiderende "magiske væsner med alle deres verdener inde i hovedet".
Sidst men ikke mindst diskuterede vi om voksne må læse YA-romaner, og de tabuer der er i den forbindelse. En utrolig spændende debat, OG SELVFØLGELIG MÅ FOLK OVER 18 LÆSE YA!

Find Nanna Foss på Facebook, Instagram, Goodreads! 

(Hvor hun desuden snakker livligt med sine fans og beundrere)

"JUBLILÆUM" AF LOTTE KIRKEBY

Jubilæum - Lotte Kirkeby - Rosinante - 2016 - 192 sider

Kirkebys debut Jubilæum handler om trivialiteten i menneskelivet – hvad der sker med os, når vi mister noget som var en del af os selv, hvad end det er et familiemedlem, en kæreste eller en følelse. 

Novellesamlingen består af 19 meget velskrevne noveller, som bindes sammen af hovedpersonernes alder. Samlingen vokser nemlig med sin læser – vi introduceres med enkelt fortalte historier fra børneperspektiver, og slutter novellerne af med mere reflekterede fortællinger fra ældre karakterer.

Noget af det der er aller fedest i den her novellesamling, er at Lotte Kirkeby skriver med den samme skrøbelighed, hvad end hun taler om et lykkeligt barndomsminde, eller om en fars tragiske selvmord. Hun tilskriver øjeblikkene en utrolig ømhed, og placerer på den måde smerten i distancen mellem mennesker, eller distancerne i mennesket selv. Jeg var helt tosset med det!

Det var faktisk lige det her med den smerte, som vi alle et eller andet sted føler, som virkelig tændte mig. Særligt i novellen Linda fandt jeg den meget tydelig og ekspressiv.

”For hun kan godt lide at mangle noget. Og det ville Kim aldrig kunne forstå. Når man mangler noget, så kan man blive ved med at længes. Og så kan man blive ved med at tænke på det, som man ikke har, men som man måske engang får. Man kan flytte ind i forventningen, og det er der, hvor hun bedst kan lide at være.”

På en eller andet måde endte Linda med at samle novellesamlingen bedre for mig, end titelnovellen (Jubilæum) gjorde. Den ramte simpelthen bare plet, og den efterlod mig utrolig følelsesladet.

Novellerne i Jubilæum gemmer på en enorm ensomhed; hver og en har denne dominerende skrøbelighed, og den distancen der er at finde mellem karakterernes relationer. Relationer som nærmest er ikke-eksisterende.
Noget der samtidig fremhæves utrolig godt af Kirkebys meget enkle skrivestil; den giver plads til at man, som læser, kan mærke apatien i fortællingerne. At det lige pludseligt kan virke så ligegyldigt at være menneske. 

“(...) eller at hendes appetit forsvinder, når hun hører hans tis ramme vandet i kummen. Hun forestiller sig, at det har samme farve som vinen.
Hun sætter glasset fra sig og skubber sushien over ved siden af hans tallerken.”

Det er en virkelig flot debut!

"NIKOLAJ - BØSSER, BUMSER OG BESKIDTE SOKKER" AF MARK LIEBST

Nikolaj - Bøsser, bumser og beskidte sokker - Mark Liebst - BoD - 1. februar 2016 - 143 sider

En af mine venner har gjort noget pissesejt; han har skrevet en tåkrummende pinlig ungdomsbog om dét at være en mand, som bliver forelsket i andre mænd. Bogen,  Nikolaj – Bøsser, bumser og beskidte sokker, er nemlig skrevet fordi en lignende er umulig at opstøve på det danske bogmarked; som han selv siger det, har han forsøgt at skrive den bog han selv manglede i sine teenageår. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor imponeret jeg er blevet af Mark Liebst, og hans viljestyrke og gå på mod. Det er virkelig en spændende proces at følge!

I romanen vågner vi op sammen med 15-årige Nikolaj, der med sit stive lem igen har drømt om klassekammeraten Jannik, som han er hovedkulds forelsket i. Herefter drages læseren gennem en kortere periode op til sommerferien, hvor vi får lov til at møde Nikolaj – som en homoseksuel dreng – i mødet med venner, skolekammerater, familie og en pokkers masse hormoner.

Til et større skoleprojekt sætter Nikolajs klasselærer ham sammen med Jannik – hvilket sætter gang i et mindre panisk anfald af rødmen, frygt og forvirring. Jannik viser sig dog hurtigt at være fyldt med overraskelser, og det tager ikke mange splitsekunder før et nyt venskab blomstrer mellem de to.

Mark Liebst har skrevet en lille solstrålehistorie om dét at skulle acceptere sin afvigende seksualitet, og han har gjort det på en yderst humoristisk facon. Nu ved jeg godt, at jeg, som en ven af Mark, aldrig kan blive andet end en subjektiv kilde, men jeg synes helt oprigtigt at han har skrevet en rigtig vigtig ungdomsbog, der åbner op for snakke om diversitet og accept af andre mennesker. Han forstår på humoristisk vis at komme ind på en lang række aspekter man, som homoseksuel, kan møde i hverdagen og i mødet med andre. Og selvom nogle af emnerne er tunge, kan man ikke komme igennem bogen uden at trække på smilebåndet over Nikolajs ustyrlige penis og seksuelle forvirring. 

Du skal læse bogen, hvis du ønsker at læse en anderledes ungdomsbog, skrevet i højt tempo og som er fyldt med uartige tanker. Eller hvis du vil læse en bog om, hvordan det er at skille sig ud i den alder, hvor man allerhelst bare gerne vil passe ind.

FØLG MARK LIEBST HER: BLOG, FACEBOOK & INSTAGRAM

ANMELDELSE: "BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT" AF SIGNE GJESSING

Blaffende rum nænnende alt - Signe Gjessing - 2015 - Gyldendal - 4/5 stjerner

Jeg har egentligt hele tiden haft en idé om, at jeg ikke bryder mig om Signe Gjessing. Misforstå mig nu ikke; jeg så hende læse op på Bogforum i 2014, hvor hendes blide og ømme sjæl på magisk vis forvandlede luften mellem hende og publikum. Hende og jeg. Publikum og jeg. Hun har, for mig, været en perfekt repræsentant for dét, der gør mig bange for lyrik. Hendes tekster er skrevet i svære sætningskonstruktioner, der gemmer på en stor ømhed og undren. Det er ikke tekster man bare haster sig igennem, det er sætninger man må reflektere over og suge til dig. Lade dem forplante sig i en som et lille spirrende frø. Det er altså ikke fordi, jeg ikke brød mig om Gjessing og hendes arbejde, men fordi jeg blev så pokkers intimideret af det.

"kærlighed er kommet ind under vandpytten, som vand under et
plaster, så den ikke kan sidde på vejen, men må bøje udad, opad

."

Nu har jeg læst hendes anden digtsamling Blaffende rum nænnende alt med den indstilling, at hendes digte ville være for flyvske og komplekse til overhovedet at kunne flette sig ind i min forståelseshorisont. Men jeg har allerede læst den flere gange, og igen måtte lade mig indhylle af ordvalget, sætningsbrudende og generelt Gjessings leg med sproget. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg havde ikke lyst til at misse noget som helst. Jeg stoppede op, og læste "besværlige" dele om og om igen. Tog mig tid til at tænke over potentielle betydninger, og nød det i fulde drag.
Jeg kan godt lide moderne dansk lyrik, fordi det er okay at sige "fuck", "pik" og "røv" uden man behøver rynke på næsen af det, eller føle at poesien mister sin lyriske værdi. Det er faktisk det jeg synes er noget af det fedeste, at bandeords betydninger kan gøres til (næsten) smukke beskrivelser. Det er da fantastisk? Men det har Gjessing intet af, og det havde også været akavet, hvis hun havde. I stedet provokerer hun min læsning ved "forkerte" bøjninger. Hun giver udsagn helt nye betydninger, fordi et ord lige pludseligt skiller sig helt afsindigt ud fra resten af den sætning det befinder sig i. Det gik først op for mig i et afsnit, hvor hun snakker om gradbøjninger a forskellig art. Jeg blev helt vild. Det var simpelthen skønt.

"Jeg står       her   og pakker mine slutninger tæt rundt om universet som en lille dyne. (Slutning, se: det er slut)"

Du skal læse Blaffende rum nænnende alt, hvis du bryder dig om moderne dansk lyrik. Gjessing befinder sig ikke på bandeordsvognen, som skriver om diverse Facebooktematikker, men hun tager derimod læseren et skridt tættere på en mere "klassisk" lyrik. Jeg kan godt lide det, og som anmeldelsen nok allerede har fortalt dig, så er jeg meget positivt overrasket.

ANMELDELSE: "9 ÅR EFTER LOOPET" AF PETER ADOLPHSEN

9 år efter Loopet - Peter Adolphsen - 2013 - Forlaget Samleren - 4/5 stjerner

På en dag som starter helt almindeligt, opstår en lyd-tsunami, der på 17 timer omkapsler hele kloden. Herefter kører alt i ring - tiden går, men intet bevæger sig fremad. Udviklingen er stoppet. Alle mænd tildeles ét gennemsnitsansigt, og ligeså gør kvinderne. Selv dyrene får træk fra det køn de indordnes under.
Protagonisten Mark er den oprindelige ejer af mændenes ansigt, og i 9 år efter Loopet introducerer han os for den rædsel verden nu er. Mark går rundt i Los Angeles efterladte, og stærk bevoksede, bygninger og leder efter meningen med livet.

"Da der kun var vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen dét som naturen altid har gjort: Den tilpassede sig."

Mark har engang skrevet et filmmanuskript som blev til et afsnit i en kriminal tv-serie - det er dét som han har opnået i sit liv. Han er en halvtyk mand med måne og høje tindinger. Ikke en person man ville lægge mærke til blandt en menneskeflok - særligt ikke når alle mænd deler det samme.
Han er en ensom eksistens som er meget svær at holde af, hans handlinger er uforsvarlige og han må i den grad siges at have erklæret sig selv fallit. Alligevel er han den type karakter, hvor man godt forstår, hvorfor han handler som han gør.

"Et tilfælde er en hændelse hvis eksistens kan benægtes uden at der opstår en selvmodsigelse; noget der lige så vel ikke kunne ske."

9 år efter Loopet er en bog der opsluger læseren, her kræves ingen tålmodighed eller overbærenhed. Hvert ord virker nøje overvejet - Adolphsen forstår hvad det vil sige at udnytte sproget. Fortællingen fylder under hundrede sider, men alligevel føler jeg mig en stor historie rigere. Den er fortalt med en simplicitet som gør de komplekse emner overkommelige og yderst interessante. Det hele fortælles gennem alvidende Mark der tænker meget over alt fra universets mindste bestanddele til store filosofiske emner. Jeg slugte denne bog - den er kort sagt: Pisse fed.

"Måske er kærlighed blot et smart trick fra evolutionens side, et overlevelsesinstinkt, en funktion der får mennesker (og et antal dyreracer) til at holde sammen mod dre trusler og faciliterer artens videreførsel."

Du skal læse denne bog, hvis du har brug for et fint lille indspark i science fiction genren, hvis du holder af dystopiske fortællinger, eller hvis du har en forsmag for eksistentialisme. 9 år efter Loopet er en virkelig god bog, og den eneste grund til at den ikke har fået fem stjerner, er fordi den meget gerne måtte have været bare lidt længere.

ANMELDELSE: "LUSKEFISEFORTÆLLINGER" AF JENS BLENDSTRUP

Luskefisefortællinger - Jens Blendstrup - 2014 - Anmeldereksemplar fra Samleren - 5/5 stjerner

Luskefisefortællinger er et mageløst værk af forfatteren Jens Blendstrup, der - som det så fint står på bagsiden - omhandler Blendstrups falske historier fra sin sande barndom. I hvilken grad man tolker dette, er vidst op til den individuelle læser at finde ud af. 

"Er der nogen der ved hvad erindring er?

Jeg rakte min hånd i vejret. Hjemme hos mig foregik der utrolig meget erindring. 

Erindring er det vi laver nu som så stampes sammen i hjernen som gammelt hestemøg, som vi så graver op og bruger når vi bliver gamle og ikke oplever så meget mere, fru Granat.

Vores lærer så på mig.

Kan du blive bare en lille smule mere præcis, Jens?

Ja... Altså...

Erindring sagde fru Granat, det er bare når vi husker noget, ikke også Jens?

Jo, sagde jeg og rødmede."

Gennem bogen møder vi den unge Blendstrup, mens han vokser fra barn til teenager. Det føles som et varmt skud erindringer der på bedste barnlige facon er pyntet en anelse gennem fiktionen, men det er netop dette som skaber rammerne for en af bogens bedste elementer; nemlig den måde Blenstrup skriver sig ind i fortælleres alder og position på. De små fortællinger virker utrolig ærlige, selvom man sagtens kan mærke den fantasi der er tilføjet.

 

Hele bogen var helt igennem en fornøjelse at læse - uanset om jeg havde fokus på de uundgåelige stilistiske virkemidler, eller om jeg levede mig ind i barne-Jens' sind, var jeg underholdt på aller bedste vis og bogen her er allerede en af mine yndlings inden for dansk litteratur. Humoren bærer selvfølgelig en stor del af bogen, og imponerende nok rullede jeg ikke øjne af "det sjove" (tro mig, jeg er humorforladt 90 % af tiden). De karakterer som Blendstrup har stablet på benene, hoppede direkte ind i mig og skabte kildenhedens spasmodiske tegn.

 

"Gummerbarn! Det er det du er. Født med gummi der gik i smadder fordi din far har en hestepik.

(...) 

Ja, men jeg bad dig om ikke at sige det til nogen, Heino. Heller ikke hvis vi blev uvenner. Det er bare ærgerligt, gummerbarn. Du har gummer mellem fingrene ligesom ænder!

Det passer ikke.

Gummer." 

Du skal læse Luskefisefortællinger hvis du ønsker dig et godt grin, en rar følelse i krop og sind, eller hvis du bare er på jagt efter et let, men skidegodt værk. Jeg vil virkeligvirkelig anbefale den til alle og enhver. Den er bare så god!