Originaltitel: A study in scarlet - Forfatter: Sir Arthur Conan Doyle - Forlag: Wangels Forlag - Udgivelsesår: Ukendt (org. 1887) - 193 sider - 4/5 stjerner
”En Studie i rødt” er opdelt i to dele,
hvor den første halvdel handler om det første møde mellem den famøse Sherlock
Holmes og den hjemvendte, feltlæge Dr. John Watson. Inden historien er gået i
gang, er de nærmest ved at flytte sammen i en lejlighed på 221B Bakerstreet,
hvorefter de sammen følger opklaringen af to serielle mord. Anden halvdel
foregår i den amerikanske stat Utah, hvor en mormon-klan holder til. I et
virvar af massekoneri opstår en splid blandt et elskende par, som senere fører
til mordene i London.
” — et problem,
som jeg maaske maa have love at kalde ”En studie i rødt”? Vi kan vel nok
tillade os en smule kunstner-jargon!”
Historiens fortælles primært gennem den
mere jordbundne karakter Dr. Watson, som på mange måder kontrasterer Sherlocks
flamboyante udskejelser. Han er hjertevarm, og virker utrolig pålidelig på mig
som læser. Sherlock derimod er – på en og samme gang – en blanding af at være
skideirriterende og skidefascinerende. Han er overlegen, og kender udmærket sit
talent. Sammen er de dog en yderst dynamisk duo, man ikke kan andet end at
holde af.
Doyles univers er i den grad præget af
sin tid, det var svært ikke at forestille sig et regnfuldt London, hvor man i
gaderne blot hører hestenes trasken på brostenene, mens mørket indhyller og
understøtter fortællingens mystik og spænding.
”Denne sag rummer
en kærne af mystik, der ægger fantasien; hvor der ikke er spillerum for
fantasien, er der heller ikke plads for angst og rædsel.”
Sherlock Holmes behøver i virkeligheden
ikke megen forklaring, jeg er sikker på at det er de færreste sjæle der ikke
kender til historien om de to spøjse kompagnoner i jagt på sandheden. Jeg selv
har været sporadisk vild med fortællingerne gennem løbende nye filmatiseringer,
og så nu endelig min chance til rent faktisk at læse den første bog. Jeg glæder
mig helt vildt til at læse resten af fortællingerne, de er nemlig skidegode!