31. jul. 2014

JULY 2014 - WRAP UP

Min læsetørke er så småt på vej væk, og jeg har derfor fået kværnet seks bøger i denne måned. Det har været en blandet oplevelse i forhold til indholdet, men alle har på den ene eller den anden måde været en god læseoplevelse. Fedest har det været at læse Venner på vandring, Frankenstein og Naiv.Super


Erlend Loes Naiv.Super. er en sød lille fortælling om en 25-årig mand der forsøger at finde meningen med tilværelsen. Jeg gav denne 4 ud af 5 stjerner på Goodreads, men efterhånden synes jeg måske mere den fortjener 5 stjerner. Læs min anmeldelse her

Venner på vandring af Kenneth Grahame er en del af Vinden i piletræerne udgivet af Gyldendals Børnebibliotek. Den indeholder de første 8 kapitler (så vidt jeg husker) og er simpelthen bare så fin. Jeg læste den i forbindelse med #sortsuperego som en bog der vækker barndomsminder. Jeg ELSKEDE Vinden i piletræerne som barn, og gør det stadig som voksen. Denne fik 5 ud af 5 stjerner og endte på favoritlisten på Goodreads! 

Borgen har udgivet en serie der hedder Gåsehud Classics og Dukkernes Nat er den første i rækken. Jeg husker at låne Gåsehud om og om igen på mit skolebibliotek, dels fordi de var herrespændende og dels fordi det var lidt sejt. Dukkernes Nat handler om to søstre der en dag kommer i besiddelse af en mystisk bugtalerdukke, hvorefter mærkelige ting begynder at ske. Jeg gav den 3 ud af 5 stjerner på Goodreads.

Med udgangspunkt i sit eget liv skriver Caitlin Moran om hvor sørens svært det er med kønsidealer. Specielt fordi vi sjældent lever op til dem og derfor må bilde alle ind at vi i virkeligheden gør det. Kunsten at være kvinde er en hyldende morsom feministisk betragtning som jeg synes alle burde læse. Mænd som kvinder. Jeg gav den 4 ud af 5 stjerner på Goodreads. 



Navnepigen af Kristoffer Leandoer er en fantasifuld fortælling om en lille pige der under koma bliver fanget i storesøstrens fantasiverden. Det er en yderst velfungerende blanding af prosa, graphic novel og comics. Åsa Ekström har lavet de fineste tegninger som alene er det hele værd. Desværre følte jeg ikke helt med karaktererne og kunne derfor ikke give den mere end 3 ud af 5 stjerner

Frankenstein af Mary Shelley fik jeg lykkeligt tilsendt som anmeldereksemplar fra Rosinante&Co i midten af denne måned - som du måske har set på Instagram eller på Facebook. Den brød med alle mine forestillinger om historien som jeg er blevet madet med gennem diverse medier, men aldrig med den rigtige fortælling. Jeg gav den 4 ud af 5 stjerner på Goodreads, og der vil i løbet af næste uge komme en anmeldelse af bogen. 


Har du læst nogle gode bøger i denne måned? 

23. jul. 2014

#SORTSUPEREGO - IT'S A THING! (SORTSUPEREGO #1 - GLÆDELIG GENLÆSNING)


NU sker der sgu noget. Ida fra mitsuperego og jeg har lavet lidt sjov og ballade i form af indholdet i ovenstående syltetøjsglas. Vi har fyldt glasset med små papirslapper, og på dem ale står en udfordring som vi skal udføre. Med kategorier fra Læs en krimi til Læs 10 sider om dagen er dette projekt skabt for at bryde med vores vante blog- og læsevaner på en sjov og anderledes måde. Hver anden tirsdag vil vi uploade en video, hvor vi trækker en udfordring og i løbet af de kommende 14 dage skal vi så klare den eller fejle kolonormt.

OBS! Du er hjertens velkommen til at være med - enten ved at kommentere mit eller Idas indlæg i kommentarfeltet, skrive om det på Instagram og Twitter under hashtagget #sortsuperego, lave et indlæg på din eventuelle blog eller hvordan du ellers lyster. Sender du os et link eller bruger hasttagget, så vil vi helt sikkert tjekke det ud!



Vi er lidt tossede, lidt stive i det og en anelse nervøse over at snakke til det farlige kamera, men hallo! Det var første gang og vi filmede til det blev mørkt. Syvende gang blev lykkens gang.





Jeg/vi håber du vil følge med i vores udfordringer!

19. jul. 2014

ANMELDELSE: "NAIV.SUPER." AF ERLEND LOE

Originaltitel: "NAIV.SUPER" - Forfatter: Erlend Loe - Forlag: Gyldendal - Udgivelsesår: 2008 (org. 1996) - 166 sider - 4/5 stjerner
I Loe gennembrudsroman NAIV.SUPER. møder vi den 25-årige protagonist der ikke har det for let. Han har kun to venner. En god og en dårlig. Derudover har han en bror som ikke er alt for sympatisk og som vinder over ham i et spil kroket. Et tab der får hele hans verden til at vælte ned om hovedet på ham.

"Som kompensation for jordens uregelmæssighed lægger man et sekund til en gang imellem. Sidste gang, de lagde et sekund til, var i juni 1994. Det var der ingen der sagde noget om." 

Hvad der fik mig til at elske bogen, er den unavngivne protagonist. Man kan simpelthen ikke andet end at holde af ham - hans simple måde at beskrive verden på, står i stærk kontrast til de følelser han har omkring den. Når dette paradoks smeltes sammen af Hr. Erlend Loe underspillede humoristiske skrivestil og ordvalg ender man i en trance af rytmisk behag. For protagonisten er tiden et komplet uoverskueligt kaos, der (sammen med det tabte kroketspil) bringer det ham ind i den værste eksistentielle krise, hvor intet længere kan give mening.

"Jeg bliver bevæget over en rekonstruktion af en god handling." 

Det eneste der nu kan håndgribeliggøre tingene er at skrive lister. Gennemgående afbrydes bogens tekststykker af fortællerens lister, eksempelvis skriver han en liste over alle de ting han har og særligt vigtigt bliver listen over de ting han ikke har. Her kommer igen et sammenstød mellem det simple og det komplicerede, hvilket hele tiden skaber bogens røde tråd.

"Jeg sidder på en bænk og kigger på alle menneskerne. Det gør mig godt at se, at der findes så mange mennesker, der ikke er mig. 
At der findes så mange andre. Jeg føler en ømhed for dem.
De fleste gør det, så godt de kan. 
Jeg gør det også, så godt jeg kan."

NAIV.SUPER. emmer af humor, tvivl og manglende forståelse for det at være et socialt menneske. Jeg vil anbefale den til enhver der elsker litteratur som ikke nødvendigvis behøver at handle om særlig meget, men som alligevel rummer en stor fortælling om det er være et menneske der ikke helt passer ind.