ANMELDELSE AF "MIG OG EARL OG DEN DØENDE PIGE" AF JESSE ANDREWS

Me, Earl and the Dying Girl - Jesse Andrews - People's Press - 2015 (org. 2012) - 308 sider - 2/5 stjerner

Greg Gaines har bare regnet ud, hvordan man overlever årene i High School. Det er egentligt meget ligetil: Man sørger for at være på talefod med alle. Det har dog nogle konsekvenser, for i det øjeblik man sætter sig ved et bestemt bord i spisefrikvarteret, så melder man sig ind i en gruppe, og som følge deraf ud af andre. Derfor spiser Greg alene. På toilettet (så vidt jeg husker). Greg er altså ikke med i nogle grupper, han vælger aktivt ikke at deltage.
Sådan er hans liv i hvert fald indtil den dag, hvor han som sytten-årig bliver tvunget af sin mor, til at være venner med kræftramte Rachel.

Andrews har skrevet en ungdomsbog om kræft, som hverken er tung eller hård at komme igennem. Den er derimod fortalt i et højt tempo, og med en god spand "humor" (om man kan lide den form for humor eller ej, så er det da ret underholdende).
Greg er sytten år, da vi møder ham. Han lever et mere eller mindre anonymt liv, og han er ikke synderligt køn og er en smule overvægtig. Men hold nu kæft, hvor er han også irriterende. Han dræbte hele fortællingen for mig - og hvorfor? Det skal jeg fortælle.

Igennem hele bogen er vi inde i hovedet på Greg Gaines, hvilket i sig selv ikke er et problem. Men i flere passager taler han direkte til læseren. En lille finte jeg normalt bryder mig vældig godt om - det giver et brud i læsningen, som gør mig opmærksom på min læsende rolle. Jeg synes det er skidehyggeligt. Men hvad Greg har lyst til at fortælle mig, som læser, er, at jeg nok ikke engang er nået til den her side, hvor han taler til mig: Og det er jeg ikke af den simple årsag, at hans bog er en lortebog. Det fortæller han. At den er så ringe, at den må give læseren lyst til at begå selvmord...

"Jeg har ingen anelse om, hvordan man skriver den her latterlige bog." er den allerførste sætning i bogen, og den lægger tonen for resten af Gregs kommenteren. Jeg siger dig, det gav mig virkelig følelsen af tidsspild. Jeg forstår at det skal være sjovt, det synes jeg bare virkelig ikke det var.

Det er ærgerligt, for jeg kunne egentligt godt lide selve fortællingen, og de andre karakterer. Earl er virkelig en undervurderet guttermand, og Rachel er the boss. Alle de gode elementer druknede bare i min foragt til hovedpersonen.

_______

Du skal læse Mig og Earl og den døende pige hvis du er til YA, og særligt sicklitt. Du skal læse den, hvis du vil have en meget overkommelig bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Og hvis du synes selvynk er fedt, så er det her bestemt bogen for dig!