Mexicocitydigte efterlod mig med en blandet følelse. En følelse af nysgerrighed og en anelse anspændthed. Nysgerrigheden kom når forfatteren ramte plet i sine beskrivelser, og anspændtheden over det grove sprog og de voldsomme tematikker.
Jeg'et reflekterer over Mexico City, mennesker og medmenneskelighed, rastløshed og man får en følelse af jeg'ets manglende væren. Han reflekterer i en form for "rejsedigte", hvis det overhovedet er noget man kan sige. Rejsedigte der starter som mere overordnede, statistiske konstateringer til et jeg der farer vild i Mexicos mange gader og skæbner.
"At digtet er ligeglad
med virkelighed
og
om
vendt "
Der hvor digtsamlingen virkede for mig, var de byvandringer jeg'et tog mig ud på - hvad enten det var i form af en kat, en tigger eller en ukendt "nogen", så gik de rent ind. Passager der fik mig til at overveje min position som menneske lige dér, hvor jeg selv befinder mig. Samlingen tabte mig i sit hårde udtryk, og overordnede observationer, hvor jeg'et synes at blive væk i det "jegløse".
"Kl. 17
forlader hun fabrikken
alene
Der er en skygge på graffitimuren
en afgrund i hendes liv
et kors i hendes fars fravær
Hun går den vej
langs angstmuren
for at hente sin søn
hos sin mor
señor er i
LA"
"City
Mexico Cry"
3/5 stjerner - Gyldendal - 2017 - Læs mere her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar