Jeg har svært ved at beskrive hvad det helt præcist var, jeg kunne lide ved Malene Ravn's Mia. Men li' den, det ku' jeg!
Mia lever et stille afsides liv på sin lille gård ude på landet. Hun foretrækker et liv uden (andre) menneskers involvering, et liv fyldt med dyrs ubetingede kærlighed og omsorg. Den eneste besøgende hun har, er den lokale dyrlæge Malthe, som i ny og næ afsætter nye dyr hos hende som ellers skulle aflives. Det er sådan en scene bogen åbnes med, da Malthe en dag afsætter en aggressiv tyr på Mia's grund for at undgå at dyret skal miste livet.
Mia har en storesøster, Seline, som hun altid har passet på. Søsteren befinder sig midt i endnu et modbydeligt forhold som en dag eskalerer i en sådan grad at Mia må bryde ind.
Mia som roman kan et eller andet - den kan råbe højt om "det menneskelige" på en måde man ikke kan ignorere. Det er en roman om barndom, fortielser og ansvar. Den er både dyster og mørk, men samtidig lys og forhåbningsfuld. Malene Ravn skriver med en stemme man kun kan høre efter.
Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker.
Malene Ravn skriver meget koncist. Der er hverken et ord for meget eller for lidt, og det komplementerer den intense historie som Mia er. Det simple sprog giver plads til historiens opråb og panik - følelser som overføres direkte til læseren. Jeg sad vitterligt med lysten til både at råbe af, og på vegne af, karakterne i bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar