På en helt almindelig hverdag bliver Adam ringet op fra sine døtres skole. Miriam, hans 15-årige datter, er kollapset og i et par minutter trak hun ikke vejret.
Imagining things does not stop them from happening. Nor does not imagining them.
Det er en rørstrømsk fortælling, hvor vi følger Adams stream of consciousness gennem og efter denne hændelse. En af de historier hvis stilhed laver ekko. Sarah Moss skriver ekstremt godt; sanseligt og poetisk. Jeg kan ikke anbefale bogen nok.
Af en bog på lidt over 300 sider rummer den ekstremt mange følelser og mange tematikker. Den primære historie er selvfølgelig Miriams kollaps, og hvordan man som familie kan rumme og overkomme det. Men kollapset åbner for Adams refleksioner over deres indbyrdes relationer. Over hans forhold til sin hårdarbejdende kone, hans eget arbejde som hjemmegående far. Over livets skrøbelighed og om vi egentligt gør det godt nok.
We will have the rest of our lives to live with the story that is about to begin.
Adam som karakter er utroligt interessant. Både hans rolle som hjemmegående far og i rollen som husbond i et ægteskab med knas i. Han føler at hans kone, Emma, arbejder for meget og er for lidt derhjemme. Der gemmer sig en enorm bitterhed i deres indbyrdes relation, delvist fordi han føler sit arbejde bliver overset, men også fordi det truer idéen om maskulinitet. Det kommer dog stærkest til udtryk i et møde med en af de andre fædre, hvor han kæmper for ikke at tabe ansigt og samtidig egentligt synes at problematikken i sig selv er for dårlig.
'Oh, I'm very part-time there. Just teaching once a week.' Just to get me out of the house, I didn't say, to make a change from Pilates and getting my hair done; look, mate, it's a job, the making of cakes and washing of sheets, the coordination of laundry with PE lessons, the handling of the Christmas shopping and the girls' dental appointments, and the fact that your wife does it on top of her paid work without you noticing does not make you clever.
Men Adam er ikke alene om at være en spændende karakter. Emma kunne være en bog for sig, hun er kompleks og fyldt med skår, som jeg af og til ville ønske romanen dykkede mere ned i. Miriam, datteren, er mega badass og den yngste datter Rose er på en og samme gang bedårende og en forkælet møgunge.
A plan is a story about the future.
Generelt har jeg alt for meget at sige om denne bog til overhovedet at kunne nedfælde det i et blogindlæg. Jeg har ikke engang nævnt Adams far eller hans bijob som arkitekt, der begge har betydning for læsningen af historien. I virkeligheden synes jeg bare du skal læse den.
Fiction is the enemy of history. Fiction makes us believe in structure, in beginnings and middles and endings, in tragedy and comedy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar