5. feb. 2018

January is the month for dreaming

Januar blev som planlagt: En frisk og forhåbningsfuld måned. Jeg planlagde afslapning og tid til fordybelse efter den hektiske december. December er, når man er boghandler, fuldkommen vanvittig. Der er ikke et øjebliks ro. Det var derfor vigtigt for mig, at januar skulle blive den famøse nye start. Et tiltrængt pusterum. 


I januar læste jeg syv bøger

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan er en af de bedste bøger jeg til dato har læst. Det er en autobiografisk fortælling om en kvinde, der skildrer sin mors liv og forhold. De Vigan skriver enormt nærværende, hun gør den barske fortælling så skrøbelig at enhver ny information føles som en trussel. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start på læseåret. Læs min anmeldelse her.

Både Mia af Malene Ravn (anmeldelse) og Der vokser et træ i Brooklyn af Betty Smith var begge solide 3,5 stjerners vurderinger. Mia overraskede mig positivt, men nok mest fordi jeg ingen forventninger havde. Der vokser et træ i Brooklyn hørte jeg som lydbog, og hyggede mig gevaldigt med fortællingen. Desværre lagde den sig rent tematisk for meget op ad Alt må vige for natten, og ender derfor med at stå tilbage i skyggen den.

Historien om A. J. Fikary's liv af Gabrielle Zevin har jeg haft stående på reolen siden den udkom på dansk i 2015. Den faldt ikke i god jord, hvis jeg skal være helt ærlig. Fordi der på forsiden står at bogen er uundværlig for enhver bogelsker, gik jeg ind med en forventning om ... noget uundværligt. Jeg fik ikke indfriet mine forventninger. Zevin har skrevet en fin kærlighedshistorie, men at den er sat i boghandlen kunne - med et par enkelte ændringer - ligesåvel have været et hvilket som helst andet sted. 

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov tog mig med storm. Skov skriver med sådan en inderlighed, at jeg følte hver evig eneste følelse hun skildrede. Jeg skriver en anmeldelse på et tidspunkt, når jeg er færdig med at placere den i kroppen. For nu skal du bare vide, at den er fuldkommen fantastisk. 

Noget om Nanette af Halfdan Rasmussen (ill. af Ib Spang Olsen) og Sådan får man et barn af Per Holm Knudsen er to af mine bogudsalgskøb. Jeg kan ikke holde fingrene for mig selv, når bogudsalget rammer forretningen. Det er simpelthen for billigt. 

Projekt #TBR40

Status på Projekt #TBR40 er - i skrivende stund, den femte februar 2018 - at jeg har læst 37 % af de bøger i mine reoler. Hvilket betyder en fremgang på 0,7 %. Der er bestemt plads til forbedring på den front. Indtil videre har jeg læst otte bøger, hvoraf fem af dem har været fra den oprindelige TBR-liste. Jeg har dog også anskaffet mig otte nye bøger, hvoraf tre af dem er blevet læst med det samme. Man kan derfor let påstå at jeg træder lidt i vande med projektet. Heldigvis er der ikke bogudsalg hver eneste måned!

Jeg er desuden begyndt at unhaule de bøger, der ikke imponerer mig. Bøger som jeg ved, at jeg aldrig vil beskæftige mig med igen. Derfor har jeg unhaulet fem læste bøger. Så det er meget godt. Jeg er pt. 16 bøger fra målet.

_______________________________
Har du fået læst nogle gode bøger i januar? 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar