ANMELDELSE AF "MIG OG EARL OG DEN DØENDE PIGE" AF JESSE ANDREWS

Me, Earl and the Dying Girl - Jesse Andrews - People's Press - 2015 (org. 2012) - 308 sider - 2/5 stjerner

Greg Gaines har bare regnet ud, hvordan man overlever årene i High School. Det er egentligt meget ligetil: Man sørger for at være på talefod med alle. Det har dog nogle konsekvenser, for i det øjeblik man sætter sig ved et bestemt bord i spisefrikvarteret, så melder man sig ind i en gruppe, og som følge deraf ud af andre. Derfor spiser Greg alene. På toilettet (så vidt jeg husker). Greg er altså ikke med i nogle grupper, han vælger aktivt ikke at deltage.
Sådan er hans liv i hvert fald indtil den dag, hvor han som sytten-årig bliver tvunget af sin mor, til at være venner med kræftramte Rachel.

Andrews har skrevet en ungdomsbog om kræft, som hverken er tung eller hård at komme igennem. Den er derimod fortalt i et højt tempo, og med en god spand "humor" (om man kan lide den form for humor eller ej, så er det da ret underholdende).
Greg er sytten år, da vi møder ham. Han lever et mere eller mindre anonymt liv, og han er ikke synderligt køn og er en smule overvægtig. Men hold nu kæft, hvor er han også irriterende. Han dræbte hele fortællingen for mig - og hvorfor? Det skal jeg fortælle.

Igennem hele bogen er vi inde i hovedet på Greg Gaines, hvilket i sig selv ikke er et problem. Men i flere passager taler han direkte til læseren. En lille finte jeg normalt bryder mig vældig godt om - det giver et brud i læsningen, som gør mig opmærksom på min læsende rolle. Jeg synes det er skidehyggeligt. Men hvad Greg har lyst til at fortælle mig, som læser, er, at jeg nok ikke engang er nået til den her side, hvor han taler til mig: Og det er jeg ikke af den simple årsag, at hans bog er en lortebog. Det fortæller han. At den er så ringe, at den må give læseren lyst til at begå selvmord...

"Jeg har ingen anelse om, hvordan man skriver den her latterlige bog." er den allerførste sætning i bogen, og den lægger tonen for resten af Gregs kommenteren. Jeg siger dig, det gav mig virkelig følelsen af tidsspild. Jeg forstår at det skal være sjovt, det synes jeg bare virkelig ikke det var.

Det er ærgerligt, for jeg kunne egentligt godt lide selve fortællingen, og de andre karakterer. Earl er virkelig en undervurderet guttermand, og Rachel er the boss. Alle de gode elementer druknede bare i min foragt til hovedpersonen.

_______

Du skal læse Mig og Earl og den døende pige hvis du er til YA, og særligt sicklitt. Du skal læse den, hvis du vil have en meget overkommelig bog, hvor siderne nærmest vender sig selv. Og hvis du synes selvynk er fedt, så er det her bestemt bogen for dig!

WEEKENDEN HVOR MIT LIV PEAKEDE - BOGFORUM 2015

Sikke en fornøjelse Bogforum dog kan være om og om igen - selvom programmet af og til overlapper en del med de samme forfattere/kunstnere og what not, så skal jeg da lige love for, at jeg alligevel ender med at rende direkte fra det ene arrangement til det andet.
Dette år var ingen undtagelse - dog blev fredagen holdt lidt kort for mit vedkommende. Højdepunkterne var klart uddelingen af årets debutantpris med den efterfølgende reception, og den altid-sjove Jens Blendstrup!

Lørdagen blev dagen hvor mit liv nåede sit højdepunkt. Det har peaket. Jeg vil aldrig rigtig kunne opnå noget efter denne dag. CAITLIN MORAN KYSSEDE MIG PÅ KINDEN. Saaaaay whattttttt. Det skete, og jeg vil aldrig vaske mig igen. Den kvinde er et af mine absolut største idoler nogensinde!
Du forstår ikke, hvor stort et øjeblik mødet med hende var for mig. Og mødet blev alt jeg overhovedet havde turde håbe på. Hun sagde interessante ting i sine interviews, og hun var akkurat så jordnær, som de emner hun behandler i sine bøger. Oh my God, hvor jeg elsker hende! *fangirling*

Nu kunne det måske lyde som om, at min weekend ikke kunne blive bedre. Men jo, det kunne den faktisk. Søndagen blev fyldt med det ene feministiske arrangement efter det andet! Jeg var, og er stadigvæk, i himlen.
Trods ærgerlige aflysninger har dette års program slået de tidligere års. Jeg har simpelthen haft sådan et fantastisk Bogforum, hvor jeg har snakket med, hilst og hørt på så mange interessante mennesker.
Vi ses (for realz) igen i 2016!

ANMELDELSE: "BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT" AF SIGNE GJESSING

Blaffende rum nænnende alt - Signe Gjessing - 2015 - Gyldendal - 4/5 stjerner

Jeg har egentligt hele tiden haft en idé om, at jeg ikke bryder mig om Signe Gjessing. Misforstå mig nu ikke; jeg så hende læse op på Bogforum i 2014, hvor hendes blide og ømme sjæl på magisk vis forvandlede luften mellem hende og publikum. Hende og jeg. Publikum og jeg. Hun har, for mig, været en perfekt repræsentant for dét, der gør mig bange for lyrik. Hendes tekster er skrevet i svære sætningskonstruktioner, der gemmer på en stor ømhed og undren. Det er ikke tekster man bare haster sig igennem, det er sætninger man må reflektere over og suge til dig. Lade dem forplante sig i en som et lille spirrende frø. Det er altså ikke fordi, jeg ikke brød mig om Gjessing og hendes arbejde, men fordi jeg blev så pokkers intimideret af det.

"kærlighed er kommet ind under vandpytten, som vand under et
plaster, så den ikke kan sidde på vejen, men må bøje udad, opad

."

Nu har jeg læst hendes anden digtsamling Blaffende rum nænnende alt med den indstilling, at hendes digte ville være for flyvske og komplekse til overhovedet at kunne flette sig ind i min forståelseshorisont. Men jeg har allerede læst den flere gange, og igen måtte lade mig indhylle af ordvalget, sætningsbrudende og generelt Gjessings leg med sproget. Og jeg kan sgu godt lide det. Jeg havde ikke lyst til at misse noget som helst. Jeg stoppede op, og læste "besværlige" dele om og om igen. Tog mig tid til at tænke over potentielle betydninger, og nød det i fulde drag.
Jeg kan godt lide moderne dansk lyrik, fordi det er okay at sige "fuck", "pik" og "røv" uden man behøver rynke på næsen af det, eller føle at poesien mister sin lyriske værdi. Det er faktisk det jeg synes er noget af det fedeste, at bandeords betydninger kan gøres til (næsten) smukke beskrivelser. Det er da fantastisk? Men det har Gjessing intet af, og det havde også været akavet, hvis hun havde. I stedet provokerer hun min læsning ved "forkerte" bøjninger. Hun giver udsagn helt nye betydninger, fordi et ord lige pludseligt skiller sig helt afsindigt ud fra resten af den sætning det befinder sig i. Det gik først op for mig i et afsnit, hvor hun snakker om gradbøjninger a forskellig art. Jeg blev helt vild. Det var simpelthen skønt.

"Jeg står       her   og pakker mine slutninger tæt rundt om universet som en lille dyne. (Slutning, se: det er slut)"

Du skal læse Blaffende rum nænnende alt, hvis du bryder dig om moderne dansk lyrik. Gjessing befinder sig ikke på bandeordsvognen, som skriver om diverse Facebooktematikker, men hun tager derimod læseren et skridt tættere på en mere "klassisk" lyrik. Jeg kan godt lide det, og som anmeldelsen nok allerede har fortalt dig, så er jeg meget positivt overrasket.