anmeldelse: den italienske mester af tom rachman

ad | anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Originaltitel: The Italian Teacher
Oversætter: Rasmus Hastrup
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)

★★★☆☆

I Den italienske mester af Tom Rachman udspiller der sig et storslået familiedrama, hvor karakterne fylder for meget, for lidt og næsten ingenting. Romanens åbningsscene sætter hurtigt stemningen for resten af historien — det er i 1955 til en overdådig fernisering for kunsthandlere- og interesserede, hvor vi finder den verdensberømte kunstner Bear Bavinsky, hans søn & konen Natalie. Bear Bavinsky viser hurtigt sine verdensmandstendenser, mens både Natalie og Charles (Pinch) står i skyggen af festen og betragter aftenens udfoldelser.
         Her fra følger vi historien om familien og deres omgangskreds fortalt fra Pinchs synsvinkel. Han ender, ligesom alle andre, altid i sin fars skygge, hvilket giver en masse stof til resten af romanen.

Med Den italienske mester har Tom Rachman skrevet en god, karakterdreven roman, som undersøger et komplekst forhold mellem far og søn. Det er en roman om at finde fodfæste i en ustadig verden, hvor intet kan vides sikkert.



Jeg vakler mellem en vurdering på tre og fire stjerner. Usikkerheden kommer af det faktum, at bogen var hurtig til at forlade min krop under og efter læsningen. Når jeg læste i den var fuldkommen opslugt at miljøbeskrivelserne, båndet mellem de forskellige karakterer, de interessante dialoger osv., men ligeså snart jeg klappede den sammen forlod alle disse følelser mig, og jeg tænker sjældent tilbage på den her et par uger efter endt læsning.

Når det så er sagt: lad mig lige vende tilbage til det med de karakterer der. For der var et enormt interessant sam- og modspil mellem romanens karakterer. Den skævhed der skildres i Pinch og hans fars forhold var spændende at læse om, fordi man, i Pinch fuldkomne idolisering af sin far, kunne mærke det store omsorgssvigt han gennem hele sit liv har lidt under. Men Pinch blev på mange måder en ret uinteressant karakter. Han gjorde som jeg forventede han ville, lod mig ikke gætte eller blive overrasket.
              Den karakter der derimod bar fortællingen for mig var Bear Bavinsky. Han er en narcissistisk kunstnerstereotyp der mener sig selv bedre end Picasso. Han er flamboyant og vidtrækkende. En vaskeægte pain in the ass. Men hans skildres både humoristisk og tragisk, han er så fyldt med fejl og en enormt dårlig far. Fordi han blev den her karikatur af en kunstner, kunne han langt bedre bære forudsigeligheden. Jeg vidste nemlig også hvad jeg fik af Bear, men denne forudsigelighed fungerede godt, i hvert fald langt bedre, end den gjorde for Pinch.

Alt i alt synes jeg det var en god bog. Det er en jeg vil anbefale — særligt hvis du har mulighed for at læse den af få omgange. Man kan ikke tage det fra romanen, at den er underholdende og velskrevet.


____
Har du læst den italienske mester? I så fald hvad synes du om den?

it was one of those march days when the sun shines hot and the wind blows cold: when it is summer in the light, and winter in the shade. — charles dickens

På læsefronten stod marts måned stille. jeg ramte en (heldigvis) mindre læsetørke som gjorde, at jeg måtte kæmpe mig gennem bøgerne. Det er ikke en følelse jeg bryder mig om, specielt fordi hvis jeg helt stopper med at læse rammes jeg af dårlig samvittighed. Please sig at jeg ikke er den eneste, der har det sådan? 

marts — de læste 

—   Jeg færdiglæste fem bøger, & dnf'ede en enkelt efter kun 32 sider. I alt blev det til 1.120 læste sider

          —   gennemsnitsratingen er 3,2 ud af 5 stjerner 

          —   fem af bøgerne er skrevet af kvindelige forfattere, to skrevet af mandlige

          —   genremæssigt forledes de således: en erindringsroman, en digtsamling, en sci-fi, en 

                non-fiktion, en historisk & den sidste går under contemporary

          —   tre blev hørt som lydbog

          —   en af bøgerne var et anmeldereksemplar, tre af bøgerne var nye-for-mig titler fra 

                Mofibo, to var fra min fysiske tbr 

marts — wrap up 

—   Eleanor Oliphant har det helt fint, hørt som lydbog, dnf

—  Udslettelse (southern reach #1) af Jeff Vandermeer, ★★★☆☆
—   Skyskraber af Tine Paludan,  ★★★★☆ (anmeldelse)

—   Oberstinden af Rosa Liksom,  ★★★★☆

—   Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton, hørt som lydbog, ★★★★☆

—   The Power of Habit af Charles Duhigg, hørt som lydbog, ★★☆☆☆

marts — nye tilføjelser

—   Jeg anskaffede mig ikke mindre en 11 nye bøger til min samling i marts måned. 

          —   to af dem var anmeldereksemplarer

          —   ni var en genbrugsgave min mor forærede mig 

marts — på bloggen/ig

— Bloggen har fået tre nye blogindlæg
          —   February days are a marketing gimmick; love happens every day | february wrap up

          —   er de stadig mine favoritter?

          —   #fredagsbog 22.03

—   På Instagram har jeg fået implementeret et nyt mere forårsvenligt theme, & ellers fyldt min profil med en masse kærlighed. Find mig på IG her. 

Har du læst nogen af ovenstående bøger? Eller måske noget andet godt?

skyskraber af tine paludan

ad | anmeldereksemplar fra forfatteren

Titel: skyskraber 

Forfatter: Tine Paludan 

Forlag: Fuglekøjen 

Udgivelsesår: 2018 

★★★★☆

skitse

skitser til kvinder jeg aldrig blev
ligger i stakke på spisebordet
overbevisende udtalelser
forsøgsvis formuleret i flere farver blæk
kladder til en personlighedens retorik
sammenhængende synspunkter
markeret i bøger på sprog jeg aldrig helt fik lært
udtryk og følelser
klistret på kroppe i forskellige materialer
fintvævet angst vindtæt selvhad den smukke
fløjsbløde stolthed til særlige lejligheder
på bøjler i skabet sammen med vinterfrakken
over sengen hænger et kurvediagram
ensomheden er proportional med tiden
hjertets slag omvendt proportional med
virkeligheden

jeg

en evig arbejdstitel
en uløselig ligning

Skitse åbner Tine Paludans debut Skyskraber som udkom i slutningen af 2018. Hvad der er så fint ved åbningsdigtet er, at det sætter stemningen for resten af den lille samling på små 67 sider. "jeg / en evig arbejdstitel / en uløselig ligning" bliver digtsamlingen og jeg'ets præmis.
Skyskraber indeholder tre inddelinger: pige, fugl & flux. Inddelinger der bliver et symbol for skift i tid og i udvikling — & så alligevel ikke. Temaerne er flot forbundet på kryds og tværs af samlingen og fortæller om den uløselige ligning/en uløselig identitetsjagt. 

Det er jeg'ets kamp om at finde sig selv, blive et med sig selv. Vi mærker distancen mellem jeg'et og det fortalte i flere størrelser, men klart størst i starten: "jeg stopper alle der kommer tæt nok på".
Vi introduceres til et vredt jeg, som søger at kunne spejle sig i sine kvindelige rollemodeller (mor/mormor/farmor). Det er et desperat jeg, som er utrygt og flygtigt, & som leder efter nærhed i sine omgivelser.

jeg vil føle
at lykkes findes
selvom vi er en løgn

Sæsonskift bliver brugt som døre ind til jeg'et & hvor det befinder sig. I samlingens midte er tilstanden efterårslignende, og både smuk af de varme nætter og rådden fra de nedfaldne æbler. Jeg'et er pessimistisk.

Når efteråret & vinteren derimod er overstået vågner jeg'ets krop op til foråret. Kroppen - som er en af de store tematikker - vågner op tør & larmende ved bevægelse. Den er klar til et endeligt nedbrud, & dermed en større accept: "så nu ligger jeg er under dynen du købte i et / tidlige liv".

min hjerne ved der burde være et skel
mellem barndommen og resten
at det ikke var dig der valgte mig sidst
i gymnastiktimen

"et sommerlyst vindue en chance til" står der pludselig, & som læser kan man fristes til at tænke opvågningstanker. Men jeg'et holder fast & kalder sig selv snylter. "jeg lader som om jeg kunne gå hvis jeg ville".

Som debut står Skyskraber stærkt, fordi den med en lethed deler ud af følsomme emner. Det er en meget poetisk & smuk digtsamling, som inddrager læseren i sit ærlige jeg. Jeg tror netop det var denne ærlighed, der gjorde det så nemt for mig at relatere til jeg'et. 

jeg kan være alt 
blink en gang og jeg forsvinder