Originaltitel: Ti, tyve tredive
Forfatter: Per Bloch
Forlag: C & K Forlag
Udgivelsesår: 2013
213 sider
I en kalejdoskopisk form fortæller protagonisten Eddie om sin barndom og opvækst med en mor som er psykisk syg og en far som er alkoholiker. I brudstykker hører vi om hvordan familien fragmenteres og hvordan disse fragmenter samler sig til nye enheder. Udfordringerne i Eddies liv har medført en vild fantasi, hvor grænserne mellem den og virkeligheden tværes ud i det ugenkendelige.
"Eline har ret. Selvfølgelig skal det med i talen. Hele vores liv skal med i talen. Vi spoler tilbage til side 1 og starter ved begyndelsen. Skænker det ikke en tanke at gæsterne til festen nok ikke er kommet for at høre en tale der varer ti, tyve, tredive år."
Jeg gik ind til Per Blochs debutroman med forhåbninger om en surrealistisk fortælling med stærke absurde træk. Jeg håbede på et grænseland mellem fantasi og virkelighed som var svært at få øje på - en bog der skulle udfordre min tankevirksomhed og give mig et frisk pust fra hvad jeg normalt læser. Desværre var Eddies historie en anelse kedelig, og den tog mig frygtelig lang tid at komme igennem - den kalejdoskopiske fortælleform virker som en lidt for stor mundfuld til den spæde forfatter, fordi jeg i høj grad manglede en rød tråd gennem alle de små fragmenter af Eddies liv.
Gengangere er der dog, vandet har en betydelig rolle for Eddies liv og måske det er dette der skulle binde en smuk sløjfe om historien - en sløjfe jeg enten overså eller som simpelthen ikke fik bundet sin knude ordenligt. Eddies fantasi kommer dog lidt mere til sin ret i værkets slutning end ved dets begyndelse; i slutningen bliver det mere råt og brutalt, hvilket klart er et plus for mit vedkommende og hvad jeg ville forvente af en bog der handler om en forstadsdreng med de forældre som Eddie nu engang har.
"Tidevinden tager mig og fører mig tilbage som en opdagelsesrejsende i min egen historie."
Per Blochs sprog brillerer dog gennem flere af bogens passager - i korte såvel som lange. Sætningerne er konstrueret med omtanke og de virker ikke på noget tidspunkt overanstrengt. Efter min vurdering er dette klart værkets stærkeste træk, men desværre er det ikke nok hvis handlingen ikke er med.
Som protagonist er Eddie ikke ideel, det er tydeligt at drengen har en historie, men han mangler en stemme og en personlighed som jeg kunne sympatisere med. Han går gennem livet med knap så heldige kår (der tydeligt har en betydning for hans opvækst), men jeg følte ikke med ham på noget tidspunkt: Jeg vidste rent faktisk ikke hvad det var meningen jeg skulle føle eller tænke, og jeg vidste slet ikke hvad jeg reelt følte udover en form for ligegyldighed - Eddie talte simpelthen ikke til mig.
"Jeg så hende aldrig igen, men det gjorde ikke noget, for jeg vidste at jeg havde set hende og at hun med tiden ville føle sig set."
Kort fortalt: "Ti, tyve, tredive" har rigtig meget potentiale og værket har noget det gerne vil ud med - desværre kom dette ikke ordenligt igennem, hvilket resulterede i en noget tør og lang læseoplevelse. Fantasien var tydelig og den fængede ikke før bogen sidste sider, hvor det blev lidt mere råt og brutalt som jeg umiddelbart havde forventet det og håbet på. Protagonisten Eddie overtalte mig ikke til enten at holde af ham, eller at jeg ikke skulle bryde mig om ham - det virkede lidt som at skulle læse et selvbiografisk værk over en person jeg ikke interesserer mig for. Værkets stærkeste træk er dog klart Per Blochs smukke og velformulerede sætninger, hans atypiske ordvalg og de til tider spøjse sætningskonstruktioner.
Tak til Per Bloch og Forlaget C & K for dette anmeldereksemplar. Alle holdninger og udtalelser er selvfølgelig mine egne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar